Læsetid: 3 min.

Alibiet er intakt

Kom du aldrig afsted til CPH: DOX? Bare rolig: DR2 sikrer din selvforståelse
Enron. Energifirmaet Enrons konkurs i december 2001 var en af verdens største erhvervsskandaler i nyere tid. Ledelsen med Ken Lay og Jeff Skilling i spidsen spadserede ud med mere end en milliard dollar på lommen.

Enron. Energifirmaet Enrons konkurs i december 2001 var en af verdens største erhvervsskandaler i nyere tid. Ledelsen med Ken Lay og Jeff Skilling i spidsen spadserede ud med mere end en milliard dollar på lommen.

28. november 2008

Programmet til filmfestivalen CPH: DOX har ellers ligget på mit bord i lang tid. Jeg har kigget i det. Endda sat røde krydser ved det, jeg godt kunne tænke mig at se.

Jeg er nemlig typen, der går til filmfestival. Og ser smalle film. Sådan én er jeg. Man kan så spørge, hvorfor jeg aldrig kom afsted. Der kan være alle mulige praktiske grunde til det. Tidsnød, sygdom, vejret, arbejde, familiebesøg eller finanskrise. Men da jeg ved, at ingen af de mulige grunde ville give en fyldestgørende forklaring på, hvorfor jeg i løbet af festivalens ni dage ikke én eneste gang lod mig synke ned i et biografsæde, så vælger jeg at lade være med at stille mig selv det spørgsmål.

Jeg er nemlig sådan én, der går til filmfestival. I år kom jeg bare ikke lige afsted.

Heldigvis

Heldigvis kan jeg sætte min lid til DR2. I forbindelse med CPH: DOX har de nemlig vist en lang række dokumentarfilm. Og her er det, at man endnu engang må takke DR2 for at virke som det alibi, mange personer med en finkulturel selvforståelse tyr til, når de skal afstive deres personlighed: 'Så du Deadline 2. sektion i går?' 'De sendte en koreansk filmperle i onsdags - fabelagtig pittoresk.' og 'Det er da utroligt, at DR2 ikke har et litteraturprogram' (kritik af DR2's mangelfulde kulturdækning giver samme effekt).

Og nu kan jeg altså sige: 'Hvor er det godt set, at drage paralleller mellem Milgram-eksperimentet og det fænomen, at det lykkedes Enrons ledelse at få en stor del af medarbejderne og samarbejdspartnerne til at deltage i det store bedrag.'

Det så jeg nemlig på DR2 i aftes: Enron - milliarder, magt og misbrug. En meget lang, men på ingen måde for lang dokumentar om den største erhvervsskandale i nyere tid. Om energiselskabet Enrons konkurs i december 2001. USA's syvende største firma havde i løbet af 16 år øget sine aktiver fra 10 milliarder til 65 milliarder dollar og blev af børsanalytikerne hyldet som den nye økonomis forbillede. I løbet af kun 24 dage gik firmaet fallit. Investorerne mistede alt, 20.000 ansatte mistede deres job, sygesikring og pensionsopsparing, mens ledelsen forlod firmaet med mere end en milliard dollar på lommen.

Ingen spørgsmål

Men dokumentaren handlede ikke kun om rige mænds grådighed og hovmod. Den handlede også, om hvordan det lykkedes for ledelsen at skabe en kultur af bedrag i organisationen, der nåede helt ned til de ansatte, der drejede på knapperne og skabte blackouts i Californien. Strøm var der masser af, men for at presse prisen op, ledte Enron strømmen væk fra Californien. De ansatte på gulvet vidste godt, at de var skyld i de blackouts, der hærgede Californien, men så længe ledelsen sagde, at det var vejen frem og i øvrigt indgød 'større, rigere, mægtigere!'-stemning, så stillede de ansatte ingen spørgsmål.

Samsening

Samme fænomen gjorde sig gældende i Milgram-eksperimentet fra 1960'erne, hvor professor i socialpsykologi Stanley Milgram påviste, at mennesker er villige til at påføre andre stor smerte, hvis bare en autoritetsperson giver besked på det. Menneskers frie vilje og samvittighed kan sættes ud af spil af ren og skær lydighed.

Og instruktørerne bag dokumentarfilmen om Enron anvender altså Milgram-eksperimentet i deres analyse af, hvilke mekanismer, der gjorde det muligt for Enrons ledelse at iværksætte det omfattende bedrag. Tidligere ansatte sidder nu desillusionerede tilbage og forstår ikke, at de ikke selv spurgte hvorfor.

Den slags merværdi får man ikke ud af at se et dokumentarprogram på DR1 eller TV2, hvor ellers dygtige journalister afdækker kødskandaler, mangelfuld rengøring på sygehuse og slet ikke fair handel med fairtrade te. Den slags raffineret merværdi får man kun, hvis man er sådan én, der går til filmfestival. Eller, til mit store held, hvis man ser DR2.

Med min selvforståelse intakt på trods af udeblivelsen fra CPH: DOX, kan jeg nu diskutere Enron og Milgram og evt. supplere med mit overfladiske kendskab til Hannah Arendts teorier om ondskabens banalitet og tankeløshed.

Nu må jeg bare krydse fingre for, at DR2 snart sender en temalørdag om dansk musik. Jeg er nemlig også sådan én, der går til koncerter - ikke kun på Vega, men også på de små klubscener.

Enron: Milliarder, magt og misbrug. DR2 tirsdag 20.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu