Barack Obamas forandring af Amerika

Amerikas storhed består ikke i at være et mere oplyst land end andre, men snarere i en evne til at udbedre sine mangelfuldheder.
- Alexis de Tocqueville

Dette er Amerikas egentlige originalitet - at Amerika kan forandre sig, at vi kan fuldende vores union. Og hvad vi allerede har formået at udrette, fylder os med håb om, hvad vi kan og bør udrette i fremtiden.
- Barack Obama

BOSTON - Mørket havde forlængst sænket sig over Harvards universitetspark. På sene efterårsaftener ser man kun i ny og næ et ungt menneske trippe henover grønsværen på vej fra Widener-biblioteket til en af de fire kollegier, hvor den første årgang af studerende er indlogeret. Men i den sene aftenstund den 4. november 2008 var parken fyldt med unge amerikanere og udlændinge. De festede, som om indgangen til nytåret 2000 skulle markeres.

Engang for 19 år siden havde en ung mørklødet mand - tynd som en tændstik - gået under de rødkronede elmetræer i universitetsparken. Nogle måneder forinden var han blevet valgt af sine studiekammerater på jurafakultet til chefredaktør for det velansete tidsskrift Harvard Law Review. Flere landsdækkende aviser havde i den anledning skrevet portrætter af den unge lovende amerikaner.

En af de overraskende aspekter ved Barack Obamas første egentlig valgsejr i foråret 1989 var hans talent for at tiltrække støtte fra folk på tværs af ideologiske og etniske skel.

"De studerende, der sad i redaktørkollegiet, var splittet om mange emner, eksempelvis om hyringen af lærere fra mindretalsgrupper," erindrer Martha Minow, én af Obamas juraprofessorer.

"Nogle af de sorte studerende følte, at Obama ikke var nok engageret i deres kæpheste. På den anden side bemærkede konservative studerende, at han var villig til at lytte til dem og tage deres mening til efterretning, skønt de udmærket vidste, at han var venstreorienteret. Eftersom de konservative ikke havde en troværdig kandidat, stemte mange af dem på Obama. Og de har senere fortalt mig, at de stolede på hans neutralitet."

Splittet identitet

Samme prisværdige karakteregenskab tiltrak et flertal af amerikanerne på valgdagen. Som et individ født ind i verden med en splittet etnisk identitet på en ø i Stillehavet, som ligger tættere på Japan end USA's vestkyst, oplevede 'Barry' Obama i en tidlig alder, hvor anderledes sammensat verden er udenfor Amerika. Hawaii er i sig selv et kalejdoskop af mange forskellige kulturer og religioner.

or Obama var det derfor ikke noget naturgivent at være kontinental amerikaner. Det var et projekt, som krævede studier og selvransagelse - mange eksistentielle valg og afprøvninger. Det er forklaringen på, at han som et intellektuelt menneske og en professionel politiker har en dybere forståelse af og indsigt i den amerikanske identitet.

Ikke desto mindre prøvede Republikanerne i valgkampen - navnlig vicepræsidentkandidat Sarah Palin - at antyde, at der er noget uamerikansk over Barack Obama og hans tilhængere. Alaskaguvernøren udpegede ovenikøbet landsregioner, som angiveligt skulle være mere amerikanske end andre.

Denne opfattelse blev slået fast på Republikanske valgmøder og under partikongressen, hvor folk taktfast råbte: "USA! USA! USA!"

Demokrater er mere varsomme med at lufte stærkt patriotiske emotioner, men lidt efter lidt imiterede de ideen og lancerede under Obamas valgmøder det samme slagord: "USA! USA! USA!"

Star Spangled Banner

På valgaftenen i Harvards universitetspark tog de unge amerikanere yderligere et skridt og sang nationalhymnen 'The Star Spangled Banner'. Det samme gjorde en menneskevrimmel i det hippe East Village-kvarter i New York, der opfattes som 'syndens by' af kulturelt konservative provinsamerikanere.

Det virkede, som om den nye generation af amerikanere - af hvilke to tredjedele stemte på Obama - ønskede at sende et stærkt budskab til resten af landet.

Se! Vi er lige så patriotiske som I!

Måske de unge Obama-tilhængere den aften havde hørt John McCains angrende nederlagstale, hvori han med et vist held bestræbte sig på at genoprette noget af den personlige anseelse, han mistede under valgkampen.

"Tak til det amerikanske folk," sagde den forsmåede præsidentkandidat, "for at have givet mig muligheden for at blive hørt, inden I besluttede at give senator Obama og min gamle ven, senator Joe Biden, æren af at lede os i de næste fire år."

Så snart navnet Obama blev nævnt, rejste sig et buh-kor fra forsamlingen på Biltmore Hotel i Phoenix. Sådan havde det været på hvert valgmøde. McCain undlod konsekvent at irettesætte sine mere ekstreme tilhængere. Denne gang indskærpede han dem med et "please! please!"

Sløret budskab

Ikke alene det. McCain erkendte tilmed, at være gået for langt i sin mistænkeliggørelse af Obamas amerikanskhed. "Uagtet vores uenigheder er vi alle amerikanere, og please - tro mig, når jeg siger, at intet andet bånd betyder mere for mig end det."

McCain kunne ikke få sig selv til at give Obama og Demokraterne en direkte undskyldning. I stedet slørede han budskabet: "Vi er alle amerikanere og tro ikke, at jeg har sagt noget andet om min modstander og hvis jeg gjorde det, mente jeg det ikke."

Det er ikke første gang, at McCain har bedt om tilgivelse for sin brøde. Det gjorde han efter at have stemt nej i Repræsentanternes Hus i 1983 til at gøre Martin Luther Kings fødselsdag til en national helligdag. Efter valgkampen i 2000 fortrød han i et offentligt vidnesbyrd at have leflet for hvide vælgere i South Carolina, der insisterer på at lade sydstatsflaget blafre for vinden, side om side med det nationale flag fra statens bygninger.

Obama har aldrig følt sig nødsaget til at gå offentlig bodsgang. Det ligger af en eller anden grund - måske i opvæksten og et liv fyldt med kolossale udfordringer - naturligt for ham at lede efter det gode og positive i sine modstandere. Ikke en eneste gang i den 21 måneder lange valgkamp rakkede han ned på andre præsidentkandidater.

I sin takketale priste Obama McCain for de ofre, han gennem hele sit har bragt for landet - og trods de mange hånsord, der havde lydt i valgkampen fra McCain og Palin, blev det Republikanske makkerpars navne mødt med bifald fra de 200.000 fremmødte i Chicagos Grant Park.

McCain i gamle klæder

McCains håndtering af sit nederlag var mindst lige så ekstraordinær som Obamas sejrstale på den uforglemmelige aften. Her så amerikanerne pludselig en politiker, de havde lært at kende gennem 20 år i senatet - en højt agtet lovgiver, der flere gange i sin karriere havde brudt med den Republikanske partidisciplin for at følge sit moralske kompas.

Efter at have talt nedsættende om Obama i månedsvis udtrykte han nu "dyb beundring for senator Obamas evne til at indgyde så mange millioner af amerikanere med håb - vælgere, som engang fejlagtigt troede, at de havde lidt på spil eller ringe indflydelse i valget af en præsident -"

Det var denne nye generation af unge vælgere samt afroamerikanere, der i overvejende grad leverede de nødvendige ekstra stemmer til at få Obama over målstregen. McCain priste med andre ord sin rival for at have vundet ved at udvide stemmedeltagelsen - hvilket nærmest svarer til kættersk tankegang inden for hans eget parti. Republikanerne prøver traditionelt at indskrænke stemmedeltagelse, fordi deres vælgere er mere tilbøjelige til at gå til urnerne end unge Demokrater og mindretalsvælgere.

"Hvem tror du egentlig bliver Obamas bedste Republikanske allieret i Senatet," spørger en af Nancy Pelosis rådgivere to dage efter valgsejren på telefonen fra Washington. "Det bliver ikke moderate Republikanere som Arlen Specter eller Olympia Snowe og Susan Collins. De kan hjælpe på mange andre måder, bl.a. ved at stemme imod brugen af filibuster-reglen. Nej, det bliver John McCain."

Forklaringen? "McCain er flintrende rasende på højrefløjen i partiet over at have påduttet ham Palin. Som makker ville han have sin gode ven, senator Joseph Liberman, eller Tom Ridge (tidligere sikkerhedsminister og guvernør i Pennsylvania). Nu skal højrefløjen have tæsk, og det bedste kampmiddel for McCain er at gå præsident Obama i møde med åbne arme og tage en del af æren for de politiske resultater."

David mod Goliat

Men der er sandsynligvis også en anden forklaring på, at McCain undlod at surmule efter sit ydmygende nederlag til prinsen fra Hawaii. Arizona-senatoren lærte ligesom sin kollega og gode ven, Hillary Clinton, i valgkampens løb, at han var oppe imod en modstander, som besidder næsten overnaturlig politisk snilde og talent.

"Det var som Davids kamp mod Goliat," siger Marshall Ganz, lektor i social og politisk aktivisme på Harvards Kennedy-skole.

"Clinton prøvede at vinde med en chokstrategi og opkøbte alle de bedste rådgivere og satte sig på alle de største donorer. Men alt det tunge skyts virkede ikke. Obama benyttede sig af sin moralske kraft, overbevist om, at retten er på hans (israelitternes) side. Men sin fundraising fra millioner af små donorer og fantastiske politiske organisering og mobilisering (syv mio. frivillige i de sidste uger, red.) slagtede han sin modstander."

Ganz fortsætter: "Ligesom David er Obama en outsider. Goliat (Clinton og McCain) latterliggører ham som en uerfaren og indbildsk opkomling. Før Goliat ved af det, rammer en sten fra Davids slangebøsse ham i panden og kort efter er han slagtet med sit eget sværd."

'Yes we can'

Et af Obamas mest virkningsfulde våben i valgkampen blev refrænet "Yes, we can!", som han havde afvist at bruge tidligere i sin politiske karriere i Chicago. Det var for simpelt, fortalte han sin rådgiver David Axelrod jvf. David Mendells biografi Obama - et løfte om forandring.

Det opløftende og magtudvidende "Ja, vi kan!" blev benyttet i den første del af primærvalgkampagnen, hvor den relativt ukendte kandidat havde behov for at motivere sine tilhørere til at gå ud i marken og arbejde for ham som frivillige.

Herefter blev udtrykket stort set lagt på hylden. Derfor var det oprigtigt overraskende, da Obama vendte tilbage til "Yes, we can" i sin sejrstale den aften 4. november. Nu talte han nemlig ikke længere til en mindre gruppe overbeviste demokratiske vælgere, men til alle amerikanere og hele verden. Nu blev det ikke alene anvendt til at illustrere den lange tilværelse med modgang, kamp og håb om fremgang, som Ann Nixon Cooper, en 106-årig datter af en slave, havde gennemlevet.

Nixon Cooper havde ikke fået lige rettigheder som afroamerikaner og kvinde foræret. Hun havde selv måtte kæmpe for alle fremskridt sammen med andre sorte og kvinder. Ifølge Obama blev alle disse amerikanere drevet fremad af håbet og troen på, at man kan, hvis man vil. Den 4. november 2008 fik slavedatteren endelig mulighed for at give sin stemme til en sort præsidentkandidat.

Cesar Chavez

Symbolikken er ikke til at tage fejl af. Det ekstraordinære var dog, at den næste amerikanske præsident afsluttede sin tale med "Yes, we can". En appel til alle amerikanere om at gribe denne lejlighed til at stå sammen og erkende, at "ud af mange forskellige stykker, kan man lave et (Amerika)", hvilket på latin formuleres som 'e pluribus unum'. Sætningen står indtegnet i det amerikanske sejl.

Kun håbet og troen på at kunne udrette noget sammen kan bekæmpe kynismen og tvivlen, lød Obamas radikale budskab.

Sloganet "Yes, we can" eller "Si, se puede" hidrører fra organisering af arbejdere i midten af det 20. århundrede. Det var den mexicansk-amerikanske fagforeningsleder Cesar Chavez, som først formulerede det i sine livslange bestræbelser på at organisere fattige og udbyttede landsarbejdere i Californien og andre sydlige landbrugsstater.

Chavezs idé var at give masserne et retorisk værktøj til at fremme erkendelsen af deres fælles interesser og derved ruste dem til kollektiv handling. Alene kan du intet udrette. Sammen med andre er mulighederne for at gøre fremskridt ubegrænsede.

Obamas slogan ville aldrig have haft samme effekt, dersom andre præsidentkandidater havde brugt det. "Det er så slagkraftigt, fordi det symboliserer Obamas egen kamp for at vinde frem i livet - trods alle de hindringer, som lå i vejen for ham," mener kulturhistorikeren Neal Gabler. "Han tilbyder amerikanerne idealisme på et tidspunkt, hvor de er desperate efter at finde løsninger på de store problemer."

Usandsynlig livsbane

Den kommende præsident nævnte det ikke i sin Chicagotale, fordi alle og enhver intuitivt forstod, hvor usandsynlig hans vej til USA's og verdens mægtigste politiske embede har været. I agugust for otte år siden var den relativt ukendte lovgiver fra Illinois ikke i stand til at sikre sig en billet til den Demokratiske partikongres i Los Angeles. Et billejefirma ville ikke engang honorere hans kreditkort; så fattig var Obama og hans familie.

Der er mange politikere og journalister (inklusiv forfatteren til denne artikel), som hellere end gerne havde lånt Obama deres adgangspas, hvis de havde vidst, hvor hans livsbane ville ende i 2008. Men faktum er, at han ikke blev lukket indenfor i Los Angeles convention center den dag, Al Gore skulle give sin takketale i august 2000. Nu skal Obama være USA's præsident, og selv Gore førte kampagne for ham i valgkampens sidste dage.

Et så imponerende og usandsynligt livsforløb er kun muligt i Amerika, har Obama ofte understreget. I valgkampen benyttede han dette usandsynlige aspekt som et retorisk værktøj til at illustrere individets mulighed for overskride grænser. Det 12. århundredes jødiske filosof Moses Maimonides definerede håbet som 'mulighedernes plausibilitet' i modsætning til 'sandsynlighedens nødvendighed', hvilket peger på noget centralt i Obamas politiske filosofi - at man frem for at lade sig begrænse af det sandsynlige bør forfølge det mulige.

Obamas liv og karriere hviler på denne antagelse. Det var ledemotivet i hans valgkampagne og bliver det formentlig også i hans virke som USA's præsident. Det er denne 'mulighedernes plausibilitet', han øjner i Amerikas evne til stadig forandring og som udenlandske iagttagere som Alexis de Tocqueville har fundet så attraktiv.

Håbet om forandring

Det er sandsynligt og i det mindste muligt, at Obama under sine studier på Harvard-universitetet stiftede bekendtskab med den tyske marxistiske filosof Ernst Bloch. Det kan være sket i forbindelse med et kursus, han tog under juraprofessor Minow i politisk filosofi. "Han læste alle de vigtige værker," fortæller hun.

I Blochs hovedværk Das Princip Hoffnung - skrevet af filosoffen på Harvards Widener-bibliotek - gør han ifølge den trofaste Informationslæser Henrik Okkels "håbet til den vigtigste menneskelige egenskab. Kun gennem håbet om noget andet, om forandring, om noget bedre end nuets middelmådighed eller elendighed kan vi bevare vores menneskelighed. Det er i håbet, vi skal finde drivkraften til af overvinde stilstanden, det onde, dødens fortvivlelse."

Obama forstod altså noget fundamentalt ved den menneskelige natur, da han gjorde håbet om forandring til sit hovedmotto og garnerede disse to begreber med slagordet "Yes, we can!" Ikke fordi andre præsidentkandidater og præsidenter har undladt at nævne håb og forandring. Forskellen er, at Obama slog på disse temaer konsekvent - han veg aldrig fra det budskab.

Hudfarve og forandring

En afroamerikaners valg til præsidentposten er i sig selv det første tegn på en fundamental forandring af det amerikanske samfund, som vi har kendt indtil nu. Utvivlsomt havde Abraham Lincoln i tankerne, at en befriet negerslave en dag kunne blive landets præsident, da han udstedte proklamationen om frigørelsen af slaverne i 1862. Martin Luther King og Robert Kennedy forudså begge, at den dag ville oprinde snart.

Hvide amerikanere finder utvivlsomt Obamas intelligens, høje uddannelse, personlige karaktertræk og veltalenhed særdeles attraktiv. Men måske det vigtigste aktiv, han besidder, er den sorte hudfarve. Chancen for at hele de dybe ar fra USA's lange og smertefulde racehistorie virker som en kraftfuld magnet for hvide vælgere.

Obama er blevet det progressive hvide Amerikas store håb om tilgivelse for forfædrenes synder og katalysator for en positiv forandring af sorte amerikaneres tilværelse og en forbedring af forholdet mellem de to befolkningsgrupper. Håbet om national enhed har medvirket til at bringe Obama ind i Det Hvide Hus.

Under tirsdagens valg udeblev den frygtede Bradley-effekt. Exit polls viser, at den andel af vælgerne, for hvem den Demokratiske præsidentkandidats race havde betydning, blev splittet lige mellem Obama og McCain. Altså nul effekt. Det er især bemærkelsesværdigt, på kanten af det politisk revolutionære, at Obama vandt flest stemmer i de gamle slavestater Virginia, North Carolina og Florida.

Obamas sydstatsstrategi

Den konservative sydstatsregion har i usædvanlig grad domineret amerikansk landspolitik på grund af den hvide magtstrukturs stædige forsvar af dens privilegier under slaveøkonomien og senere under raceadskillelsen. Historisk set har den herskende klasse i Syden været i stand til at bevare sin ekstraordinære politiske indflydelse i Washington gennem et etpartivælde i regionen.

Under slaveriet og raceadskillelsen herskede Demokraterne. Efter splittelsen mellem nordstatsdemokrater og sydstatsdemokrater i forbindelse med kampen for lige borgerrettigheder overtog Republikanerne den Demokratiske bastion. I 1968 var Richard Nixon den første Republikanske præsidentkandidat til at øjne en enestående chance for at overtage Demokraternes magtposition. Da præsident Lyndon Johnson to år forinden underskrev de nye borgerretslove, forudsagde han, at sydstaterne ville være tabt for Demokraterne i en eller to generationer - en profetisk spådom.

Det netop overståede præsidentvalg kan meget vel have åbnet en sprække for Demokraterne, som kan udnyttes til at generobre det tabte politisk terræn til Republikanerne i sydstaterne. Ikke fordi Obamas sejr i North Carolina, Virginia og Florida og gode resultater i flere andre sydstater er så meget anderledes end Bill Clintons præstation i 1992, siger Harvard-professor og valganalytiker Stephen Ansolabehere.

"Pointen er, at Bill Clinton var hvid og vokset op i sydstaten Arkansas. Obama er derimod afroamerikaner og har fået mange desillusionerede sorte vælgere ud af starthullerne. Samtidig identificerer en ny generation unge vælgere sig med ham og hans værdier," påpeger Ansolabehere.

"Det giver os god grund til at antage, at Obama vil kunne vinde disse delstater igen om fire år. Det skulle heller ikke være et større problem for ham at genvinde Ohio samt Colorado og New Mexico, hvor over 70 pct. af latinovælgerne stemte på ham. Meget tyder på, at Republikanerne har mistet taget om den hurtigst voksende befolkningsgruppe i USA, de spansktalende amerikanere."

Progressiv pragmatiker

Det er derfor ikke grebet ud af luften at definere 2008-valget som en 'politisk jordskredssejr'. Hermed skal forstås, at Obamas 'frakkeskøder' - hans enorme pengemidler og organisation investeret i alle 50 delstater samt en personlig tiltrækningskraft på vælgerne - har produceret en ny Demokratisk flertalskoalition, som kan blive ekstrem svær at vælte for et svækket og splittet Republikanske parti i den nære fremtid.

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at præsident Obama vil lade 'liberale' Demokratiske lovgiveres yndlingsprojekter uden videre gå igennem Kongressen eller at hans regering vil blive så venstreprogressiv, som mange partiaktivister har sat næsen op efter.

En omstændighed vil uden tvivl begrænse præsident Obamas manøvrefrihed. Størsteparten af de kongrespladser, som Republikanerne har mistet i de sidste to valg i 2006 og 2008, findes i valgkredse med et relativt konservativt vælgerkorps. Det betyder, at Demokratiske lovgivere fra disse valgkredse næppe vil være forhippet på at følge en venstreorienteret kurs, udstukket af partilederne Nancy Pelosi og Harry Reid, af frygt for at miste deres pladser ved de næste valg.

Men Obamas Demokrater kan også være heldige.

"Republikanernes tab af valgkredse med primært midtsøgende moderate vælgere kunne føre til en defensiv strategi, hvor partiet bliver navlebeskuende og skærper sin højreideologiske profil for at overleve. Det ville gøre Demokraternes ønske om at gennemføre gennemgribende reformer, f.eks. i den økonomiske og sociale politik, lettere," mener professor Ansolabehere.

Indtil videre er progressive Demokrater 'relativt håbefulde', som økonomen og redaktøren for magasinet American Prospect, Robert Kuttner, udtrykker det. "Obama er ekstremt velbegavet og lægger stor vægt på at lytte til alle synspunkter. Hele hans valgkampagne var baseret på en frisk start og forandringer, så hvis han blot udpeger folk fra Clinton-regeringen, går det galt. Lige nu kæmper progressive lovgivere for at hindre tidligere finansminister og Harvard-rektor Larry Summers i at genvinde sit gamle job. Det ville være en katastrofe. Hvis det bliver Summers, er det en antydning af, i hvilken retning vinden blæser."

Kuttner, forfatter til bogen Obama's Challenge, er overbevist om, at den nye præsident vil regere som en progressiv pragmatiker.

"Det vil se ud som om, Obama er pragmatisk, men i virkeligheden vil den politiske substans være progressiv."

Martin Burcharth er forfatter til 'KOMETEN - Barack Obamas kurs mod Det Hvide Hus', der er udkommet på Informations forlag.