Børn er anstrengende

For knap to måneder siden skrev jeg her i klummen om 'Angsten for det homoseksuelle barn'. Det har jeg fået så mange pudsige reaktioner på, at jeg simpelthen er nødt til at fortsætte ud ad samme streng.

Og belært af erfaringen må jeg hellere starte med at slå syv kors for mig og skynde mig at sige, at jeg elsker mine børn. Hjemme hos os har vi børn fra tre til 15 år, og på en eftermiddag kan man nå at forholde sig til alt fra, at 'det eddermame er herremeganice med et nye Ungdomshus', til 'min potte er væltet ud-over ludospillet'. Det er lige præcis så berigende, som det lyder.

Men det er faneme også anstrengende. Børn kan være anstrengende i sig selv. Men det er det rene vand sammenlignet med alt det, der følger med dem.

Top 10 over medfølgende anstrengelser:

1.Forældremøder - Man er tvangsindlagt til begejstringen over, at de endelig har fået ansat en mandlig medhjælper "til at spille fodbold med drengene", og bedes tage stilling til, om Dukkekrogen skal males lyserød eller cyklamen. Midt under mødet udvandrer alle fædrene, fordi der er landskamp. Hvortil mødrene fniser.

2.Børnetøjsbutikker - De er så konsekvent opdelt i pige- og drengefarver, at selv en farveblind ikke risikerer at komme hjem med et par bukser til sin datter ved en fejltagelse. For os, som faktisk køber bukser til vores døtre med vilje, er det meget enerverende.

3.Udsagn - Udsagn i stil med "Mor, hvorfor skal du ligne en far?", eller "hvorfor kan du ikke ligne Petreas mor" (som man i parentes bemærket synes er en hæslig polyester-pind, der stinker af Chanel). Hvorefter man gør sig hård og insisterer på sin ret til at gå i militærbukser, selv om man ved, at ens fem-årige opfatter det som væsentligt forringende for hendes livskvalitet.

4.Julegaver - Man præsenteres for ønskelister, hvor det står: Kærre mor, jaj ønsker meg: 1. En Bratz-supermodel-dukke (der ligner noget fra omslaget til Giv en hånd til Afrika-kassettebåndet), 2. Et sminkesæt (der lugter af noget, Kræftens Bekæmpelse ville fraråde), 3. My little pony (indfarvet med kinesisk tvangsarbejderblod).

Hvorefter man indfinder sig i Fætter BR, hvor man kan vælge mellem forskellige udgaver af Barbie- og Ken, der er en smilende, men dødsens alvorlig parabene-manifestering af heteroseksualiteten. Og således bliver det sandsynligvis den lille pony, der vinder, og de kinesiske tvangsarbejdere, der taber. Dyr er så dejligt neutrale.

5.Familieidyl - Selv om barnet har mindst fem legekammerater med to mødre, bliver det stædigt ved at påstå, at rigtige familier består af far, mor og børn. At rokke ved det ideal kræver åbenbart en strøm-fri opvækst i den svenske ødemark, og jeg er meget bange for elge.

6.Hår I - Piger skal have langt hår, det ved enhver idiot, men indtil de selv opdager det, kan man jo vælge den korte model. Så skal man så bare lægge ører til en kakafoni af idiotiske kommentarer, der kan opsummeres til at:

a) Folk tror, ungen er en dreng, og man kan så rette dem eller lade være.

b) Folk tror, barnet har leukæmi. Man kan så rette dem eller lade være.

c) Folk tror, man er skør, og lader det gå ud over barnet.

7. Hår II - Når ungerne så opdager, at de skal have langt hår, så kan man jo vælge at lade dem få det i medbestemmelsens hellige navn. Så sker der det, at:

a) Folk nu kan se barnets køn, og man må konstatere, at alting bliver foruroligende meget lettere socialt.

b)Folk tror, at barnet er blevet rask, og spørger derfor medfølende til sygdomsforløbet.

c)Folk synes, at det er så godt, at man er holdt op med at være skør, at de er nødt til at kommentere det mindst fem år efter, at barnet faktisk er blevet langhåret.

8. Hatecrimes - Ens hjerte skal bære, at den 15-årige har fået tæsk på Strøget, fordi han går med øjenmakeup og angiveligt ligner en 'svans'. Herefter skal man skubbe det samme hjerte op i halsen og sende ham ud i byen igen - stadig med øjenmakeup på og uden det jernrør, man har lyst til at udstyre ham med.

9.Skabeloner - Billedet far-mor-og-børn fanger. Uagtet intentioner, konstellationer, begærsretninger, ønsker, håb og forventninger. Man kan godt forvirre folk, hvis mor har kort, hår og far går med neglelak, men det er og bliver bare en udsættelse af publikums uundgåelige dom: Hun er moderen, han er faderen, de har knaldet, de er far-mor-og-børn.

10.Av - 15 års erfaring som politisk aktivist kan ikke forberede en på den sårbarhed, man får, når man får børn, og det er pludselig er dem, der er i skudlinien. Det kræver is i maven af præglobal opvarmningsagtige dimensioner samt jævnlig Foucault-læsning således, at man ikke bare bruger sin voksenmagt til at få sin vilje.

Alt sammen meget anstrengende. At ungerne så ikke kan bruge den viden til noget, er en anden sag. Men det kan jeg.