Læsetid: 10 min.

Brug dine illusioner

Forandring. Selvom der kan være god grund til at tvivle på, hvor radikale forandringer valget af Obama vil medføre, skal man hæfte sig ved, at valget blotlagde, at forandring er mulig. Den kynisme, der kræver, at vi betragter den globale krise som et udsalg af den menneskelige natur, er den alvorligste hindring for, at vi kan tænke i grundlæggende nye baner, skriver filosoffen Slavoj Zizek
Systemfejl. Selv Bill Clinton erkendte, at -vi begik alle en brøler, også jeg- ved at gøre fødevareafgrøder til varer og ikke til vital rettighed for verdens fattige. Clinton lagde udtrykkeligt ikke skylden på individuelle stater eller regeringer, men på de langsigtede politikker, som blev pånødet af USA og EU og gennemtvunget af Verdensbanken, IMF og andre internationale institutioner.

Systemfejl. Selv Bill Clinton erkendte, at -vi begik alle en brøler, også jeg- ved at gøre fødevareafgrøder til varer og ikke til vital rettighed for verdens fattige. Clinton lagde udtrykkeligt ikke skylden på individuelle stater eller regeringer, men på de langsigtede politikker, som blev pånødet af USA og EU og gennemtvunget af Verdensbanken, IMF og andre internationale institutioner.

Debbie Yazbek

29. november 2008

Noam Chomsky opfordrede amerikanerne til at stemme på Obama, men, betonede han: "uden illusioner". Også jeg deler Chomskys tvivl om de reelle konsekvenser af Obamas sejr: I et pragmatisk perspektiv er det tænkeligt, at Obama kun vil gennemføre mindre forbedringer og vise sig at være en 'Bush med et menneskeligt ansigt'. At han grundlæggende vil videreføre samme politik, men blot sætte den mere sympatisk i scene og dermed reelt styrke det amerikanske overherredømme, som er blevet så slemt ramponeret under de katastrofale år med Bush.

Alligevel er der noget galt med denne reaktion - ja, den mangler en helt afgørende dimension. Obamas sejr er ikke bare endnu et magtskifte i den evige parlamentariske kamp for et flertal med alle de pragmatiske kalkulationer og manipulationer, som dette nu indebærer.

Den er et tegn på noget mere. Og det var derfor, at en af mine amerikanske venner, en forhærdet venstrefløjsveteran, der ikke gør sig nogen som helst illusioner, måtte briste i tårer, da meldingen om Obamas sejr var officiel. Trods al vor tvivl så var vi frie, hver og en af os i dette øjeblik frie - vi var frie, og vi tog del i menneskehedens universelle frihed.

I Fakulteternes strid fra 1798 stiller Kant et elementært, men vanskeligt spørgsmål: Gives der ægte fremskridt i historien? Hermed forstår Kant moralske fremskridt, ikke fremskridt i materiel udvikling. Han ender med at konkludere, at sådanne fremskridt ikke kan bevises, men at vi dog kan skelne tegn, som antyder, at de er mulige.

Den Franske Revolution var et sådant tegn, der pegede frem mod frihedens mulighed: Det, som tidligere måtte forekomme utænkeligt, skete virkelig: Et helt folk hævdede frygtløst sin frihed og lighed.

Håbet

Mere væsentlig end den revolutionære virkelighed, der - ofte blodigt - udspillede sig på gaderne i Paris, var for Kant den begejstring, som begivenhederne i Frankrig fremkaldte blandt medlevende iagttagere over hele Europa og steder så langt borte som Haiti, hvor revolutionen udløste endnu en verdenshistorisk begivenhed: den første revolte gennemført af sorte slaver.

Man kan hævde, at Den Franske Revolutions mest sublime øjeblik indtraf, da en delegation fra Haiti, anført af Toussaint l'Ouverture, besøgte Paris og med begejstring blev budt velkommen i Folkeforsamlingen som ligemænd blandt ligemænd. Obamas sejr er et 'historiens tegn' forstået i den treleddede kantianske betydning som signum rememorativum, demonstrativum, prognosticum. Et tegn, hvor bevidstheden om slaveriets lange fortid og kampen for dets afskaffelse finder klangbund; en begivenhed, som lige nu manifesterer en forandring; et håb om fremtidige bedrifter.

Bag lukkede døre blev der udtrykt skepsis, også blandt bekymrede progressive. For hvad nu hvis den racisme, som det er blevet mondænt at tage offentligt afstand fra, igen dukkede frem i stemmeboksens ensomhed? Men skepsissen blev gjort til skamme.

Kynismen

Et af de mest interessante aspekter ved Henry Kissinger som den ultimative kyniske realpolitiker er, hvor aldeles forfejlede de fleste af hans forudsigelser viste sig at falde ud. Et eksempel: Da meldingen om et militærkup mod Gorbatjov i 1991 nåede Vesten, accepterede Kissinger med det samme det nye regime som en kendsgerning. Blot tre dage senere brød det ynkeligt sammen. Den paradigmatiske kyniker vil altid skråsikkert betro dig: 'Kan du ikke se - det handler alt sammen kun om penge/magt/sex, og alle de kønne ord om principper og værdier er tomme uden mindste vægt'. Det, kynikerne ikke kan se, er deres egen naivitet: Naiviteten i deres kyniske visdom, som ignorerer illusionernes magt.

Grunden til, at Obamas sejr fremkaldte så stor begejstring, er ikke, at den - imod alle odds - alligevel fandt sted, men at den leverede beviset på selve muligheden for, at noget sådant overhovedet kunne ske. Det samme gør sig gældende for alle store historiske brud - tænk bare på Berlinmurens fald. Skønt vi alle kendte kommunistregimernes pilrådne ineffektivitet, så var vi også alle - som Kissinger - ofre for kynisk pragmatisme. Obamas sejr så ud til at være sikker mindst to uger før valget. Alligevel blev den oplevet som en overvældende omvæltning.

Det virkelige slag begynder nu, efter sejren: Kampen om, hvad denne sejr i virkeligheden vil komme til at betyde, især i en kontekst, der indrammes af to andre og mere ildevarslende begivenheder: 11. september og den aktuelle finansielle nedsmeltning. Præsident Bushs to taler til det amerikanske folk - efter 11. september og efter den finansielle nedsmeltning - lyder som to versioner af den samme tale. Ved begge lejligheder talte han om nødvendigheden af delvis at suspendere fundamentale amerikanske værdier som garantier for personlig frihed og markedskapitalisme for at frelse de selv samme værdier. Hvorfra stammer disse lighedstræk?

Sammenbruddet

Berlinmurens fald den 9. november 1989 markerede begyndelsen på 'de glade halvfemsere'. Ifølge Francis Fukuyama havde det liberale demokrati nu vundet - i princippet. Denne æra opfattes i almindelighed som afsluttet den 11. september. Det kunne imidlertid se ud til, at utopien måtte dø to gange: Den liberal-demokratiske politiske utopis sammenbrud den 11. september anfægtede ikke den globale markedskapitalismes økonomiske utopi, som først nu er stødt på sit endeligt. Den finansielle nedsmeltning har herefter gjort det umuligt at ignorere den globale kapitalismes skamløse irrationalitet. I kampen mod aids, sult, vandmangel eller global opvarmning, kan vi nok erkende problemernes uopsættelige karakter. Alligevel er der altid tid til at reflektere yderligere, til at udskyde beslutningerne. Hovedresultatet, da verdens ledere mødtes i Bali for at tale om klimaforandringer - og som blev hyldet som en succes - var, at de skulle mødes igen om to år for at fortsætte drøftelserne.

Men med den finansielle nedsmeltning var uopsætteligheden ubetinget: En sum så stor, at den næsten trodser vor fatteevne, blev øjeblikkelig tilvejebragt. Alle de andre ulykker kan godt vente lidt, men 'frels bankerne!' er et ubetinget imperativ, som fordrer og udløser øjeblikkelig handling. Panikken var absolut. En transnational og tværpolitisk enhed blev øjeblikkelig oprettet, alt gammelt nag blandt verdens ledere blev glemt for en tid for at afværge katastrofen (hvad den så lovpriste 'tværpolitiske' enighed så i realiteten betyder, er, at de demokratiske procedurer de facto blev suspenderet). Den sublimt enorme sum penge blev brugt - ikke for at løse en eller anden klar og 'reel' opgave, men for at 'genskabe tilliden' til markederne - dvs. af rene trosgrunde. Behøver vi flere beviser på, at Kapitalen er vore livs Reelle, det Reelle, hvis behov er mere absolutte end selv vor sociale og naturlige realitets allermest presserende behov?

Fødevarekrisen

Sammenlign blot de 700 milliarder dollar, som blev brugt på at stabilisere banksystemet af USA alene med de 22 milliarder dollar, som rige nationer tilbød fattige nationer for at hjælpe dem gennem fødevarekrisen, og af hvilke blot 2,2 milliarder dollar er indtil nu er frigivet. Skylden for fødevarekrisen kan ikke tilskrives the usual suspects som korruption, ineffektivitet eller statslig interventionisme. Selv Bill Clinton erkendte, at 'vi begik alle en brøler, også jeg' ved at gøre fødevareafgrøder til varer og ikke til vital rettighed for verdens fattige. Clinton lagde udtrykkeligt ikke skylden på individuelle stater eller regeringer, men på de langsigtede politikker, som blev pånødet af USA og EU og gennemtvunget af Verdensbanken, IMF og andre internationale institutioner. Afrikanske og asiatiske lande blev presset til at opgive statssubsidier til bønder og til at åbne op for, at de bedste jorder blev brugt til mere lukrative eksportafgrøder. Resultatet af disse 'strukturjusteringer' var det lokale landbrugs integration i den globale økonomi: Afgrøderne blev eksporteret, bønderne blev fordrevet fra deres jorder og måtte se sig om efter nye job i sweatshops, og de fattigere lande måtte i stadig højere grad overgå til importeret mad. På denne måde blev de fastholdt i postkolonial afhængighed, sårbare over for markedets fluktueringer - og kornprisernes himmelflugt (der til dels var et resultat af opsvinget i brugen af afgrøder til biobrændsel) kom til at udløse hungerkriser fra Haiti til Etiopien.

Clinton gør ret i at sige, at "mad ikke er en vare som andre". Vi bør gå tilbage til en politik, der satser på maksimal selvforsyning med fødevarer. Det er vanvid at tro, at vi kan udvikle lande verden over uden at styrke deres muligheder for at brødføde sig selv. Men mindst to yderligere pointer bør tilføjes. For det første, at de udviklede vestlige lande har udvist stor omhu for at sikre deres egen fødevare-selvforsyning gennem finansiel støtte til deres landbrugssektorer (landbrugssubsidier tegner sig for næsten halvdelen af EU-budgettet). For det andet, at listen over de ting, der ikke er 'varer som andre' er meget længere: Ud over 'mad' (og 'forsvar', hvilket alle patrioter er bevidste om) er der også 'vand', 'energi', 'miljø', 'kultur', 'uddannelse' og 'sundhed' - hvem skal træffe beslutninger om alle disse, hvis dette ikke kan overlades til markedet? Det er her, kommunismens spørgsmål atter må tages op.

Renormaliseringen

Der er i de senere uger sket en ekstraordinær mobilisering inden for den herskende ideologi for at bekæmpe de nye trusler imod den bestående orden. Den neoliberale franske økonom Guy Sorman udtalte således i et interview i Argentina, at "krisen bliver passende kort". Med denne udtalelse opfyldte Sorman det grundlæggende ideologiske behov i relation til den finansielle nedsmeltning: at renormalisere situationen. Som han andetsteds har udtrykt det: "Den ustandselige erstatning af gammelt med nyt, som drives frem af teknisk innovation og entreprenørånd, der i sig selv stimuleres af en sund økonomisk politik, bringer os velstand, skønt de, som må se sig hægtet af processen og konstatere, at deres job er blevet overflødige, af forståelige grunde kan have deres indvendinger mod denne."

Denne renormalisering sameksisterer med sit modbillede: Panikken fremkaldt af magteliten for at berede offentligheden på at acceptere den foreslåede - og åbenlyst urimelige - løsning som uundgåelig. Sorman indrømmer, at markedet er gennemsyret af irrationel adfærd, men skynder sig at tilføje, at "det ville være latterligt at gribe til adfærdsøkonomiske spekulationer for at retfærdiggøre en genoprettelse af overdrevne statslige reguleringer. Trods alt er staten ikke mere rationel end individet, og dens handlinger kan få voldsomt destruktive konsekvenser." Og han fortsætter: En essentiel opgave for de demokratiske regeringer og beslutningstagere, der nu må se sig konfronteret med økonomisk nedgang og det politiske pres, må være at sikre og beskytte det system, som har tjent menneskeheden så vel, og ikke forandre det til værre med dets ufuldkommenheder som påskud. Denne indsigt bliver utvivlsomt vanskeligt at omsætte til et sprog, som den offentlige opinion vil kunne acceptere. Det bedste af alle økonomiske systemer er altså ufuldkomment. Men uanset hvilke sandheder, den økonomiske videnskab måtte afdække, så er det frie marked i sidste ende kun genspejlingen af den menneskelige natur, som i sig selv næppe er i stand til fuldkommenhed."

Sjældent blev ideologiens funktion beskrevet klarere: For at forsvare det eksisterende system imod enhver seriøs kritik må det legitimeres som et udtryk for den menneskelige natur.

Fortællingen

Det er usandsynligt, at den finansielle nedsmeltning anno 2008 vil fungere som en velsignelse i forklædning, som en opvågnen fra en drøm, som en tankevækkende påmindelse om, at vi lever i den globale kapitalismes virkelighed. Det afhænger alt sammen af, hvordan den vil blive symboliseret, af hvilken ideologisk fortolkning eller fortælling, der vil sætte sig igennem som bestemmende for den generelle opfattelse af krisen.

Når dagligdagens vanlige gang bliver traumatisk afbrudt, åbnes et felt for 'diskursiv ideologisk kappestrid'. I Tyskland sidst i 1920'erne vandt Hitler konkurrencen om at bestemme, hvilken fortælling, der skulle forklare grunden til Weimarrepublikkens krise og anvise en udvej. I Frankrig i 1940 vandt marskal Pétains fortælling i dysten om at finde grundene til det franske nederlag. For at formulere det i traditionel marxistisk sprogbrug, er den herskende ideologis hovedopgave i den nuværende krise at gennemtvinge en fortælling, der ikke lægger skylden for nedsmeltningen på det globale kapitalistiske system som sådant, men på dets afvigelser - en for løsagtig regulering, korruption i de store finansinstitutioner etc.

Over for denne tendens bør vi insistere på grundspørgsmålet: Hvilken 'ufuldkommenhed' ved systemet som sådant er det, som åbner op for muligheden for sådanne kriser og sammenbrud? Det første, vi her må huske på, er, at oprindelsen til krisen var 'godartet': Da dotcom-boblen brast i 2001, blev det med tværpolitisk opbakning besluttet at fremme investeringer i fast ejendom for at holde økonomien i fremdrift og forhindre recession - den nuværende nedsmeltning er prisen, USA betaler for at have undgået recessionen for syv år siden.

Faren er således, at den fremherskende fortælling om nedsmeltningen ikke vil blive en fortælling, der vækker os fra en drøm, men en fortælling, der sætter os i stand til at fortsætte med at drømme. Og det er her, der er grund til at blive bekymret - ikke blot for nedsmeltningens økonomiske følger, men for den åbenlyse fristelse til at blæse nyt liv i 'krigen mod terror' og amerikansk interventionisme for at holde økonomien i fremdrift. Intet blev afgjort med Obamas sejr, men den udvider vor frihed og dermed også spillerummet for vore beslutninger. Uanset hvad der sker, vil den forblive et tegn på håb i vore ellers så dystre tider - som et tegn på, at det sidste ord ikke tilkommer realistiske kynikere fra hverken venstre- eller højrefløjen.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu