Læsetid: 2 min.

En dansker i Tokyo

En ny bog af den danske Magnum-fotograf Jacob Aue Sobol går dybt ind under overfladen på millionbyen Tokyo. 74 af hans billeder kan fra d. 5. december ses på Brandts Klædefabrik i Odense
En ny bog af den danske Magnum-fotograf Jacob Aue Sobol går dybt ind under overfladen på millionbyen Tokyo. 74 af hans billeder kan fra d. 5. december ses på Brandts Klædefabrik i Odense
Moderne Tider
28. november 2008

Da den danske fotograf Jacob Aue Sobol første gang ankom til Tokyo følte han sig helt usynlig.

Han var taget til millionbyen for at bo med sin japanske kæreste, men i starten var det helt umuligt for ham at komme i kontakt med japanerne. Det var indtil han begyndte at fotografere.

"Hver dag kunne jeg gå ned ad gaden uden at nogen søgte øjenkontakt med mig," fortæller han i den lille stump tekst, der følger med hans fotobog I, Tokyo, som netop er udkommet.

"Det var som om alle var på vej et sted hen - det var som om ingen havde behov for kommunikation. De fleste morgener tog jeg undergrundsbanen fra Nakano til Shinjuku og selv om toget var pakket med japanske forretningsmænd og skolepiger i uniform hørte jeg kun sjældent et ord blive sagt."

Men Jacob Aue Sobol ville lære byen at kende på en anden måde, så han begyndte at tage sit kamera med sig ud i byen. I stedet for at fokusere på de høje bygninger og de kolossale menneskemængder, gik han uden for de trafikerede ruter, ind gennem parkernes små stier ad bagvejen og helt tæt på det han mødte. Bogen er portrætter af de mennesker og miljøer han mødte i løbet af 18 måneder han boede i byen.

Sidste år blev Jacob Aue Sobol som eneste dansker optaget i verdens mest prestigefulde fotogruppe Magnum. Uden om etablerede kanaler og aviser har den 31-årige fotograf fra Brøndby Strand skabt sig et verdensnavn på dybt personlige, sorthvide snapshots fra sin egen hverdag.

Hans produktion koncentrerer sig indtil videre om de tre geografiske steder, han har boet de sidste syv år: Grønland, Guatemala og senest Tokyo. Fra Grønland producerede Jacob Aue Sobol bogen Sabine. Her boede han i næsten tre år på den grønlandske østkyst i en lille bygd med mindre end 200 indbyggere. Han forelskede sig i den lokale Sabine og bogen er en hyldest til hende og det grønlandske samfund.

I 2002 vendte han tilbage til Danmark og flyttede siden til Guatemala for at flytte ind hos en familie i en lille bjerglandsby. Her fotograferede Jacob Sobol igennem måneder, men han kom i tvivl om projektets formål og retning og skrinlagde et planlagt bogprojekt. Billederne vandt dog senere en pris ved World Press Photo i kategorien Daily Life.

I 2006 flyttede han til Tokyo og det er billeder herfra der fra næste fredag udstilles på Brandts Klædefabrik i Odense. Det er Sobols første udstilling i Danmark, men han har tidligere udstillet adskillige steder rundt omkring i verden.

Jacob Aue Sobol: I, Tokyo. 112 sider, 73 sort-hvide ill. Dewi Lewis Publishing

Fotografierne kan ses på Museet for Fotokunst, Brandts Torv 1, Odense, fra den 5. december til den 22. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her