Læsetid: 4 min.

Demimonden er over os

Efter flere år med et stærkt begrænset lyrikindtag er klummeskriveren igen faldet i - men er der ikke vigtigere ting at beskæftige sig med
8. november 2008

Den der med, at man som dreng skar skibe, er jo ligesom brugt, og så vidt vil jeg da heller ikke gå. Men som ung læste jeg mange digte. Løræk, simpelthen. Jeg gjorde ikke noget forsøg på at lære dem udenad, som nogle gør. Jeg reciterede ikke. Men jeg behøvede på den anden side kun lige at vende bladene i en digtsamling, så var jeg med. Jeg kunne godt lide Malinovski, men endnu bedre Jess Ørnsbo og den sprødt og livsaligt ondskabsfulde Jørgen Sonne. Per Højholt. Også den folkekære Benny Andersen, som nu egentlig slet ikke er så rund endda, i alt fald har han en dyster side, som de færreste taler om, en slags menneskevenlig misantropi, hvis man da ellers kan sige sådan noget mærkeligt noget.

Så var der de udenlandske. Jeg var ikke så vild med svenskerne, som man ellers næsten havde pligt til i de dage, men jeg kunne skidegodt lide den iskolde agentpoet, som tågehornet Poul Borum kaldte ham, B. Brecht. Allen Ginsberg faktisk også, selv om jeg aldrig rigtig, hverken dengang eller senere, er steget på den store Beatgeneration. Men også den vistnok 'remote', i forhold til samme generation, Lawrence Ferlinghetti. Ezra Pound, men for mit vedkommende nej tak til T.S. Eliot. Nej tak til temmelig mange, hvis jeg nu skal være helt ærlig. Jeg gad ikke flittiglisepoesi eller mandlige 'eroter', der falder i svime over deres egen pik.

Kun det bedste går an

Og så var der selvfølgelig digtere, der utvivlsomt var gode nok, men som bare ikke sagde mig noget. Lyrik er en vanskelig genre. Mens man egentlig godt kan bære over med en lidt kluntet prosaist, er det kun det bedste, der er godt nok, når man taler om poesi. Og det er noget meget personligt at læse den, der er ingen 'formelle' træk, der kan gøre en digter vedkommende for én.

Efter i ret mange år næsten ikke at have læst lyrik, er jeg faldet i igen. Er Peter Laugesen Danmarks største lyriker? Det er han for mig, men han er ikke den eneste, der kan få gråmelerede prosaisthår til at stritte i alle retninger. For nogle år siden sad jeg i Kunstfondens litteraturudvalg - det var dengang, vi var venstreorienterede og korrupte, jvf. den forhenværende Brian Mikkelsen - og her sad jeg sammen med Merete Torp. Hun kunne være temmelig irriterende, for nu at sige det rent ud, og med skyldigt forlåt, for hun havde en udtalt tendens til at mene, at det var hende, der havde ret. I alting. For nylig har jeg så genoplivet de glade dage i det skatteborgerfinansierede Korruptistan ved at høre en cd, hvor Merete Torp læser sine digte op. Det fik en lille dreng op af stolen: den skøre kælling, tænkte han, igen med forlåt, skriver jo med knoglerne! Og det er svinehamrende godt! Hvor mange danske prosaister kan gøre hende det efter?

Den åndelige midtbane

Hvorfor skal vi nu høre om lyrik - er der ikke vigtigere ting at beskæftige sig med? Ikke bare en ny præsident i USA og en global finanskrise, men også en perlerække af danske romanforfattere og biografiskrivere, der skriver vedkommende samtidskritik om alt det, der optager os alle - og det uanset om der er tale om selvkælne portrætter af karrierekvinder med store problemer med at gøre sig gældende i en mandsdomineret verden, eller om lige så kælne, om end måske af mere gensidig karakter, blotlægninger af kærlighedens væsen, således som den finder sted og udspiller sig i den højere middelklasse - hvad er det nu han hedder, den flinke unge mand, der så ofte skriver om lige det? Monberg og Thorsen - der var den. Aps. Og så er der biografierne over denne verdens åndelige midtbanespillere, det er godt, de endelig får en bog om sig selv. Det kan vi alle sammen lære noget af. Så hvad skal vi med lyrik?

Jeg har hørt en skrækkelig historie om nogle amerikanske forfattere. Jeg har ikke kunne få den bekræftet, men den er bestemt ikke usandsynlig, derfor bringer jeg den gerne, som den anløbne figur man jo er, til torvs. Den handler om at disse forfattere har to forfatterskaber kørende, hver. Det ene til forlagsbrug, ét som bliver maskinelt tilvirket af dygtige redaktører, og som formodes at kunne sælge, og et andet, som de skriver for deres kunstneriske selvrespekts skyld. Det lyder jo ikke rart, og der er da heller ikke noget, der tyder på, at den slags også finder sted i Danmark - endnu da. Her er der stadig to slags forfattere og to slags offentligheder omkring dem. Der er ligefrem tale om en hel klassekamp. På den ene side de sædvanlige bognørder, en absolut minoritet, der afsøger antikvariaterne og obskure netsider for at anskaffe sig Pentti Saariskoskis brev til sin hustru, omtalte Laugesen og Torps usolgte digtsamlinger eller Nabokovs forelæsninger om Gogol, som er udkommet på det lille forlag Vandkunsten. Og så er der alle de andre, langt de fleste, der stormer ind på folkebibliotekerne for at mæske sig i svenske krimier, samtalebøger og romaner, der er 300 sider for lange eller i alt fald brygget over de anerkendte modeller for Dansk Romanindustri A/S. Bibliotekarerne klapper i deres små hænder, for nu er der endelig kunder i butikken. Og Smagsdommerne har foder til den næste udsendelse, så det kulturprogram ikke også lukkes.

Men det var lyrikken vi kom fra. Det gør vi altid. Kommer fra den litteratur, der betyder noget, for i stedet at debattere den, der bare ligner. Jeg har set ét tv-interview med Peter Laugesen engang. Det handlede om hvordan det er ikke at være kendt.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu