Læsetid: 5 min.

Forwarden, der kom ind fra kulden

Sportens diskrete ideologi. Fodbold er ikke længere den kontaktsport, den engang var. Men det er også volden, som skubber andre op i rampelyset, hvor de kan fuldføre den mission, der ellers var tiltænkt deres faldne klubkammerater
Målinstinkt. Scoringen til 1-0 over FC Dynamo Kiev, som havde voldt Arsene Wengers i forvejen traumatiserede mandskab så megen besvær, burde være forløsning for den 20-årige dansker, Nicklas Bendtners som ifølge sin erfarne træner havde virket -rystet- igennem længere tid. Kontoen med selvtillid var blevet fyldt op.

Målinstinkt. Scoringen til 1-0 over FC Dynamo Kiev, som havde voldt Arsene Wengers i forvejen traumatiserede mandskab så megen besvær, burde være forløsning for den 20-årige dansker, Nicklas Bendtners som ifølge sin erfarne træner havde virket -rystet- igennem længere tid. Kontoen med selvtillid var blevet fyldt op.

John Sibly

29. november 2008

Det var tre minutter før lukketid tirsdag aften, da Nicklas Bendtners målinstinkt slog til og sendte Arsenal videre til knockoutrunden i Champions League. Scoringen til 1-0 over FC Dynamo Kiev, som havde voldt Arsene Wengers i forvejen traumatiserede mandskab så megen besvær, burde være forløsning for den 20-årige dansker, som ifølge sin erfarne træner havde virket "rystet" igennem længere tid. Kontoen med selvtillid var blevet fyldt op.

Lægger man 11 år til i alder, var det næsten det samme i minus 20 graders kulde, da Real Madrid gæstede hviderussiske BATE Borisov. Regnestykket var enkelt. Eftersom matchen mellem Juventus og Zenit Skt. Petersburg tidligere på aftenen var endt 0-0, kunne Real sikre sig en billet til de sidste 16 kampe med en sejr.

På papiret så det ud som en nem mission. Alligevel talte to væsentlige faktorer imod en walk over: Real Madrid var decimeret til ukendelighed med rekordlang skadesliste, og sydeuropæere har det som bekendt dårligt med frostvejr. Hvad gør man så? Man løber, som gjaldt det livet. Real startede opgøret i et infernalsk tempo, som tog pusten ud af de langt mere kuldevante hviderussere, og allerede efter syv minutter kunne Raúl hamre bolden op i Sergey Veremkos måltag. Med scoringen - Raúls første i årets Champions League - kom den 31-årige legende á point med Filippo Inzaghi som alle tiders topscorer i europæiske turneringer.

Offer nummer 1

I fodbold er der helte og ofre. Og hvis Bendtner og Raúl inkarnerer heltene, der som slumrende celler pludselig vågner op til dåd, så er Cristiano Ronaldo det aktuelle offer nr. 1. Med til historien hører, at den 23-årige portugiser spillede en formidabel kamp mod Villarreal på El Madregal Stadion. Konstant var han en trussel mod Diego López i målet, som flere gange måtte ud i akrobatisk længde for at afværge langskuddene fra Manchester Uniteds nr. 7.

I fodbold er der klicheer. Egentlig er de jo blot sandheder, som er blevet gentaget latterligt mange gange, men det tænkte Ronaldo nok ikke så meget over, da han for tiende gang fik spanske støvleknopper smældende ind på låret eller våndede sig i græstæppet efter endnu en brutal stempling. United-træner Sir Alex Ferguson anklager:

"Lige nu ser vi en systematisk nedslagtning af Ronaldo."

Ifølge Fergie er der tale om en bevidst taktik, som går ud på at udstille Ronaldo som netop kliché. Det gælder om at vende dommer og folkemængde imod ham:

"Én spiller nedlægger ham. Så en anden, og én til. Til sidst synes dommeren, at han filmer og lader sig falde hele tiden."

Af samme grund mente Fergie, at Joan Capdevilas røde kort i det 83. minut var helt på sin plads. Det var ikke film, men ren og skær vold. Kald det intrigant skuespil fra en fodboldspiller, som er klar over den homofobiske irritation, han antænder ved sin blotte pomadiserede tilstedeværelse. Se bare, hvordan han stiller sig an med spændte, spredte ben, før han udfører sine patenterede frispark. Eller hvordan han nedstirrer fans på lægterne for sekundet efter at spankulere målbevidst væk fra banen uden den mindste gestus eller hilsen. Eller hvordan han slår ud med armene, på grådens rand af indestængt raseri, når en spansk midtbanespiller flår neglene i hans nakke. Primadonna eller ej, ondt må det fandeme gøre. Ferguson tilføjer i legitimationen af sin forkætrede protegé:

"Jeg har hørt den kritik af Ronaldo igen og igen, at han ikke kan klare det. Men jeg spekulerer på, hvor mange mennesker, der ville kunne klare det, hvis de gik ned ad gaden og hele tiden blev slået i hovedet med en stav. Det er langt fra altid, at der dømmes i Ronaldos favør. Men det er den byrde, man må bære som en stor fodboldspiller."

Er det ikke farligt, at Ronaldo vender vreden mod publikum?

"Fortæl mig venligst, hvem der kan lide at blive forfulgt og hånet."

Uhelbredelige voldsmænd

Jeg husker med en blanding af fascination og gru, hvordan Uniteds Roy Keane slagtede Alf-Inge Håland. Eller dengang, Toni Schumacher frontalt kolliderede med Frankrigs Patrick Battiston i 1982. For slet ikke at tale om den uhyggelige tackling, som Martin Taylor satte ind mod Arsenals unge håb, Eduardo da Silva, for ikke så længe siden.

Og så er der dem, som en del kendere vil hævde, er uhelbredelige voldsmænd på grønsværen: italienske Marco Materazzi og græske Georgios Georgiadis. Fodbold er ikke længere den kontaktsport, den engang var. Sludder, siger trænere som Bernd Schuster, Wenger og Ferguson. Alle de skader, de slås med for øjeblikket, og som giver plads til mytologiske heltegerninger fra Bendtner og Raúl, er kommet i turneringskampe. Og tacklingerne bliver mere og mere raffinerede.

Men det er også volden, som skubber andre op i rampelyset, hvor de kan fuldføre den mission, som ellers var tiltænkt deres faldne klubkammerater. Raúl, den autentiske madrilener, klarer ærterne i den langtidsskadede Ruud van Nistelrooys fravær. Bendtner driver gæk med russernes målmasker som endnu et praj til den plagede Arsene Wenger om en potentiel ny æra i kølvandet på den engelske hovedstadsklubs aktuelle deroute. Med eller uden Emmanuel Adebayor. Desuden er det en vold, som synes uundgåelig i moderne fodbold. Den motiveres af de uhørt høje priser, som spillets proselytter markedsfører sig selv med. Og den er sovset ind i stigmata à la Ronaldos forpinte ansigtstræk og Fergusons alfaderligt populistiske metaforer.

Konklusionen må være, at der er tre former for vold, som er filtret sammen. Først er der den vold, som simpelthen ligger i selve spillet: den formaliserede udfoldelse af drifter. Herregud, en tackling hér og et vildfarent benspjæt, dét kan sagtens forsvares. Dernæst er der volden, som følger i kølvandet på hele den ramasjang, som kendetegner fodbold lige fra truslen om forvisning til bænken til vis-heden om endnu et lønhop i det absurde finanscirkus. Det er alt dét, der er på spil.

Men den farligste vold er den, som ikke har noget navn. Den vold, der er objektiv i sit væsen og som tjener til at normalisere hele showet. Ved på én gang at udråbe den latent kropsforskrækkede maskulinitet på grønsværen som monster og samtidig synge med på den, som om intet var hændt, er Ferguson også med til at legitimere en kultur, som har sine helte, ofre og skurke.

Indignationen over volden i spillet tjener nok til at sætte fokus på den subjektive vold, som dommerstanden kan være opmærksom på. Men ved at holde et mytologisk persongalleri intakt - venner og fjender, forløsere og bad guys - har sportens diskrete ideologi ikke rokket sig en tomme: Enten går kroppe i stykker, eller også scorer de. Og alt efter sindelag sætter Fergie jo stadig tudeprinsen og den ærgerrige alfahan Ronaldo på banen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu