Læsetid: 8 min.

Vi er gået fra en stat, der forhandler, til en stat, der intervenerer

Den danske velfærdsstat er bygget op omkring en konsensus. I mere end hundrede år er alle parter blevet hørt og interesseorganisationerne taget med på råd, når man skulle gennemføre reformer. Men siden 90'erne er beslutningerne i stigende grad blevet taget af en enerådig stat. Det er også en slags demokrati, mener professor Lars Bo Kaspersen, der har analyseret fænomenet i en ny bog
29. november 2008

Globaliseringen er ikke noget nyt fænomen for Danmark. Vi har altid levet i en globaliseret verdensorden. Vores position som et lille land i verden har tvunget os til at underordne os stormagterne og selv opfinde løsningsmodeller til de kriser, verdensordenen har bragt os i. Siden tabet af Slesvig-Holsten i 1864 er det sket ved at opnå bred enighed og høre en bred vifte alle de politiske parter og interesseorganisationer i en given sag. Det er den model, der har skabt vores velfærdsstat, og det er derfor, vi ikke blev kørt over, da globaliseringen for alvor tog fart i starten af 90'erne.

"Mange tror, at Danmark har været et top down socialdemokratisk samfund, men det har det ikke," siger professor i politisk sociologi og leder af Center for Business and Politics på CBS Lars Bo Kaspersen.

"Danmark har gennem hele det 20. århundrede været et socialliberalt samfund. Staten har næsten aldrig alene dikteret, hvilken retning landet skulle gå, når der har været behov for at gennemføre reformer. Den siddende regering har naturligvis haft en politisk dagsorden, men man har altid inddraget alle politiske parter, interesseorganisationerne og eksperter i beslutningsprocesserne. Den grundlæggende tanke har været at yde hjælp til selvhjælp i stedet for at opsætte nye institutioner, der skal ordne tingene. Det er selvorganiserede principper, der er understøttet af staten, men ikke styret af den."

Men netop det succeskoncept er nu under afvikling, mener Lars Bo Kaspersen. Staten har tilsyneladende mistet tilliden til andre end sig selv og er i dag langt mere autoritær og enerådig, end da vi opbyggede velfærdsstaten. Derfor risikerer borgerne nu at miste tilliden til staten.

Utilsigtede konsekvenser

Lars Bo Kaspersen er aktuel med bogen Danmark i Verden, der er en analyse af den danske velfærdsstats dannelse siden 1815 og frem til i dag. En gennemgående tese i bogen er, at den danske velfærdsstat er blevet skabt i krisetider. I undtagelsestilstande, der krævede drastiske løsningsforslag, for det er i en normløs tilstand, der skabes muligheden for forandring. Men i enhver løsning gemmer sig det næste problem.

"De løsninger, man formulerer i de kritiske konjunkturer, bliver bestemmende for, hvordan udviklingen skal forme sig de næste 20-30 år," forklarer Lars Bo Kaspersen.

Beslutningerne, der egentlig er til for at løse et akut problem, får altså en vedvarende karakter, og således bliver det ofte de utilsigtede konsekvenser af de nye strukturer, der bliver bestemmende for, hvordan vi agerer i fremtiden.

"Så når du og jeg står her i dag, er det i lyset af de strukturer, man skabte i 80'erne og i årene efter Anden Verdenskrig for at handle på problemer, der var dengang. Man forsøgte at løse et akut problem, og i sådan en situation er der simpelthen grænser for, hvor langt man kan se. Uanset hvor god du er til at forudsige konsekvenserne af dine handlinger, så vil den nye konstruktion altid indeholde problemet til den næste krise," siger Lars Bo Kaspersen og giver den verserende finanskrise som eksempel. Allerede nu har man lavet så mange reguleringer og indgreb, at det nærmest ikke kan lade sig gøre at få et overblik over dem.

"Og alene det er en tanke værd," indskyder han. "Men lad os antage, man ender med at lave nogle meget stramme finansielle regulationer i Danmark og globalt. I løbet af ganske få timer vil nogen forsøge at underminere dette system, og kort tid efter vil det givetvis lykkes dem at finde smutveje. Og så er situationen faktisk allerede ude af kontrol, og det vil angiveligt ende i nye problemer, man i dag ikke kan fremtænke."

Organisationsdanmark

En af Lars Bo Kaspersens hovedpointer er, at det netop er disse utilsigtede konsekvenser, der i sidste ende har skabt kimen til den danske velfærdsstat. Således har den måde, man håndterede Første Verdenskrig på, været bestemmende for, hvordan vi i dag har bygget velfærdsstaten op, selv om ingen dengang talte om den slags.

"Det var her man grundlagde det, man kalder det korporative Danmark - eller organisationsdanmark. Her gik staten ind og forhandlede med alle mulige interesseorganisationer om, hvordan man skulle fordele ressourcerne, og man anerkendte arbejdsmarkedets parter som repræsentanter for særinteresser. Da den model viste sig at være bæredygtig gentog man den i krisen i 30'erme og igen efter Anden Verdenskrig og med opbyggelsen af velfærdsstaten," siger Lars Bo Kaspersen. Ifølge ham har den model været gangbar helt op til 90'erne, hvor holdningen hos staten langsomt begyndte at ændre sig, til trods for at det netop er det stærke konsensussamfund og velfærdsstaten, der har skabt vores solide position i verden, da globaliseringen for alvor tog fat.

"Mange økonomer sagde i begyndelsen af 90'erne, at de små stater med store offentlige sektorer ville gå ned med globaliseringen, men det gik helt modsat. Holland, Danmark, Sverige, Finland, Norge og til dels Belgien og Schweiz klarede i virkeligheden klart bedst i forhold til de store lande. Velfærdsstaten var ikke var en byrde, men en værdi."

Alligevel har den politiske og økonomiske elite forsøgt at finde et nyt svar til de udfordringer, globaliseringen kom med i begyndelsen af 90'erne, mener Lars Bo Kaspersen. Men det modsvar, man kom op med, bygger ikke på den traditionelle forhandlingsstrategi.

"Der er sket en ret markant forskydning, der betyder, at regeringen og regeringens flertal - embedsapparatet og centraladministrationen - til sammen bygger en strategi, hvor man intervenerer mere direkte. Men hører mindre og intervenere mere," siger Lars Bo Kaspersen.

"Op gennem 90'erne danner der sig i den vestlige verden en konsensus om, hvad globaliseringen betyder for os og, hvad vi skal gøre ved det. Særligt med Clinton og Blair - hvis ideer om Den Tredje Vej først bliver samlet op af Nyrup-regeringen op, og senere - i en mere radikaliseret form - af Fogh-regeringen, der har brugt den model som et instrument til at implementere egne interesser."

Men Fogh-regeringen anerkendte, at den bedste måde at få implementeret sine liberale ideologier paradoksalt nok var gennem en stærk stat.

"Man går fra en nyliberal forståelse af, at der bare skal mere marked til, til at staten bliver et omdrejningspunkt for markedet. Staten skal investere i infrastruktur, folkeskoler, uddannelse og så videre, for at vi kan konkurrere på det globale marked, og her har staten ikke tid til at vente på at høre alle interesser."

Ifølge Lars Bo Kaspersen efterlader det den nuværende regering med to altoverskyggende paradokser, man bliver nødt til at balancere imellem. Det ene er forholdet mellem det globale og det lokale, og det andet er forholdet mellem en stærk autoritativ stat og en ægte socialliberalstat.

Problemet det globale versus det lokale stammer ifølge Lars Bo Kaspersen helt tilbage fra opbyggelsen af nationalstaten og efter nederlaget i 1864. Hvor opbyggelsen af nationalstaten var startet som et politiske elitært projekt i 1848, må den politiske elite tage ansvaret for nederlaget 1864, og folket reagerede mod dem. Opbyggelsen af nationen bliver et folkeligt projekt og med tabet af Nordslesvig blev vi et meget homogent samfund. Ifølge Lars Bo Kaspersen er det den nationalforståelse, der sidder i os den dag i dag.

"Vi bliver et meget homogent samfund, og det er den største hæmsko for vores deltagelse i globaliseringen i dag. Folkeskolen, statskirken og medierne for den sags skyld er slet ikke gearet til at håndtere etnisk og religiøs forskellighed i dag. Derfor bliver det politiseret, om man går med tørklæde eller ej. Vi har aldrig politiseret, at der var en kulturel forskel på jyder og sjællændere, men vi kan ikke bare konstatere, at det er en kulturel forskel om nogen går med tørklæde eller ej. Det bliver politiseret til et konfliktspørgsmål."

Lars Bo Kaspersen ser dette dilemma som en konsekvens af, at man siden 1945 har haft fire bærende partier, der har støttet op om et hvert tiltag, der opbygger en global struktur - mere samhandel og flere rettigheder.

"Pludselig har de fire partier har rykket sig ud på en globalisering-nationaliserings-akse, men de glemmer, at hele nationalistfløjen står tom. Og så skulle der bare en lille hjemmehjælper til at ændre hele billedet," siger Lars Bo Kaspersen og konstaterer:

"Det paradoksale er, at de globaliseringsprocesser, der har været gennem EU, har næsten altid været til Danmarks fordel. Men Danmarks særlige homogenitet har været et problem. Så hvis man ikke kan håndtere problemet med nationalitet og globalisering, kan man ikke regere i Danmark."

Autoritativ vs. liberal

Den anden væsentlige balancegang er ifølge Lars Bo Kaspersen den autoritære udvikling over for de liberale værdier, der har kendetegnet den vestlige verden, og her har Fogh-regeringen været i store vanskeligheder. "Det første, man gjorde, var at aflive stort antal nævn og råd - det næste, man gør, er at sige, vi skal have en statsautoriseret opfattelse af, hvad god smag er. Det hænger jo ikke sammen," siger Lars Bo Kaspersen og henviser til sin egen verden som eksempel

"I universitetsverden har vi fået en statsautoriseret liste over internationale tidsskrifter, vi skal publicere i. Det er jo fuldkommen langt ude i et liberalt samfund."

For Lars Bo Kaspersen er der altså indbygget en gigantisk selvmodsigelse i opgøret med smagsdommerne, der på den ene side var et opgør med det elitære, men samtidig skabte en langt mere autonom stat, hvilket bygger på en endnu mere dybtliggende elitær tankegang.

"Det er naturligvis helt legitimt demokrati, men det er det, Aristoteles kalder en pervers styreform. Det er den lille majoritet, der majoriserer den store minoritet. Der er simpelthen et skifte i den politiske kultur fra en socialliberal stat, der forhandler, til en autoritær liberalistisk stat, der intervenerer." Og det skifte vil få konsekvenser for vores opfattelse af staten, frygter Lars Bo Kaspersen.

"Nogen vil påpege, at tilliden til staten forsvinder hos den politiske elite, når staten ikke viser tillid til dem, men jeg tror, det stikker dybere. Mange offentligt ansatte har meget konkret oplevet en stat, der har mistet tilliden til dem de senere år. Vuggestuepædagogen, sosu-assistenten eller folkeskolelæren har fået at vide, at de skal gennemføre alle deres evalueringer, og jeg er bange for, at vi alle sammen mister tilliden. Og hvis tilliden forsvinder, forsvinder innovationsgraden, og det er den, der har båret Danmark," siger Lars Bo Kaspersen og påpeger et nyt skifte i vores samfund.

"Tidligere var det i det offentlige, man tog sig godt af de ansatte, men i dag er den private sektor for længst forbi denne her tankegang om benchmarks og optimering. Her sætter medarbejderne selv sine benchmarks, og så kan du pludselig se en mening med dem. Rollerne er skiftet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hviken "massiv indvandring", Mads Femøre? 5% er ingen "massiv indvandring".
Men ja, det lyder som en fremragende bog - der er endelig massiv kritik af politikernes undergravelse af samfundet. Lars Bo Kaspersen, Rune Lykkeberg, Jørgen Grønnegaard Christensen og Stefan Hermann - listen vokser.

Det ser ud til at vi er tilbage til den situation, hvor enhver tråd kommer til at handle om indvandring.
Har DF ikke forum hvor man kan dyrke den slags?

Dole Dyle, nu skal du huske, at Staten i øjeblikket er kidnapped af onde mennesker, der forsøger at ødelægge den indefra. Når det onde regime falder og alt det grønne atter spirer frem, bliver det godt igen, skal du se.

Heinrich R. Jørgensen

Dole Dyle:
"Vi risikerer ikke at miste tilliden til staten, for mit vedkommende har jeg allerede mistet den."

At tilliden for tiden kan ligge på et meget lille sted, er jeg ganske enig i.

Men det er vel ikke for meget forlangt, at befolkningen skal kunne have tillid til staten, regeringen, folketinget og alle de andre institutioner?

Heinrich R. Jørgensen

Peter H:
"Når det onde regime falder og alt det grønne atter spirer frem, bliver det godt igen, skal du se."

Hva' fan' har du drukket eller røget, Peter? Eller sidder du er ser Morten Korch filmatiseringer? ;-)

Nok er de aktuelle slavepiskere de ledeste vi har set i årtier, men alle andre har heller ikke været noget at råbe hurra for (andet end sporadisk, og i mindre målestok).