Kan det lade sig gøre at lave en familiefilm om holocaust? Det har den britiske filminstruktør Mark Herman i hvert fald forsøgt med Drengen i den stribede pyjamas, der har dansk premiere på næste fredag.
Filmen, der er baseret på en populær bog af den irske forfatte John Boyne, handler om niårige Bruno (Asa Butterfield), der sammen med sine forældre og storesøster flytter fra Berlin og ud på landet under Anden Verdenskrig. Faren (David Thewlis) er en højtstående tysk officer og bliver forfremmet til kommandant for den koncentrationslejr, der ligger bag huset, som familien flytter ind i.
Det er blot en stor gård, siger moren (Vera Farmiga) til Bruno, som derfor ikke kan han se noget galt i, at han besøger gården, der er omgivet af et højt hegn. Gennem det knytter Bruno et venskab med Schmuel (Jack Scanlon), en jødisk dreng i fangedragt, titlens stribede pyjamas, og filmen skildrer også den på mange måder uskyldige Brunos stigende bevidsthed omkring farens arbejde og hans første, barske møde med fordomme og racisme.
Information har været i London for at tale med 54-årige Herman, der tidligere har lavet blandt andet Brassed Off (1996), om minearbejdere og messingblæsere i Nordengland, og Little Voice (1998), om en ung pige, der kan imitere både Marilyn Monroe og Shirley Bassey, men prøver at finde sin egen stemme og egne ben at stå på.
En stor udfordring
- Hvorfor ville du gerne filmatisere John Boynes bog?
"Jeg havde lige lavet en romantisk komedie (Hope Springs, 2003, red.) og var ivrig efter at give mig selv en udfordring. Jeg har samme agent som John Boyne og fik tidligt et prøvetryk af bogen. Der var mange udfordringer i den. Emnet, det at arbejde med børn, den barske slutning - alle de ting, man normalt undgår, når man skal lave en film. Men det havde jeg lyst til at prøve, og filmrettighederne var stadig tilgængelige, hvilket jeg formodede skyldtes, at filmselskaberne ikke turde give sig i kast med den. Jeg købte filmrettighederne og brugte tre-fire måneder på at skrive filmen. Det var den største frihed, jeg nogensinde har oplevet som manuskriptforfatter. Jeg var min egen chef. Da de fire måneder var gået, havde jeg også fundet ud af hvilke filmselskaber, der kunne være interesseret, og Miramax var det indlysende valg. De ville være modige nok til at lave sådan en film. Jeg tror nok, at de havde sagt nej til bogen, men da de læste manuskriptet, kunne de se, at det faktisk havde potentiale til at blive en helt speciel film."
Familiefilm
- Bogen er for børn. Det er filmen ikke, vil jeg mene.
"Man er aldrig for ung til at blive præsenteret for fordomme og racismens vanvid. Jeg mener, at de fleste børn er store nok til at se denne film. Det er rigtigt, at den første udgave af bogen var møntet på børn, som var gamle nok til at forstå holocaust og historiens ironier. Og bogen foregår i hans verden, inden i Brunos hoved - alt, hvad man ser og hører i bogen, er noget, Bruno ser og hører. Det er meget vanskeligt at overføre til film, så det gik jeg væk fra og gjorde ham en smule mindre naiv og lod ham stille flere spørgsmål. Det gav os også plads til at udvikle familien, hvilket jeg syntes var interessant. Men jeg mener stadig, at det er en film for børn - det er en film for både børn og voksne. Det er en familiefilm af den ægte slags, hvor forældre vil føle, at de skal se den sammen med børnene. Vi testede filmen på voksne og stillede dem spørgsmålet, 'vil du lade dit 10-årige barn se denne film?' En forholdsvis stor gruppe sagde nej, men det var som regel dem, der ikke selv havde børn. Dem med børn sagde, 'ja, det vil jeg bestemt.'"
Alternativ slutning
- Du gav John Boyne visse løfter omkring ting i bogen, som du ikke ville ændre. Hvad var det for ting?
"Det handlede om slutningen. En af de vigtigste grunde til, at jeg ville lave filmen, var slutningen. Der var slet ingen grund til at bruge så lang tid på at lave filmen, hvis ikke vi brugte slutningen. Jeg lovede John Boyne, at jeg ikke ville ændre den, men det er ikke noget, man som instruktør selv bestemmer. Når først et filmselskab bliver involveret, kan den slags ændre sig. Men da jeg havde skrevet manuskriptet og mødtes med Miramax, blev vi enige om at bevare slutningen. Intet blev skrevet ned i en kontrakt, men vi havde en mundtlig aftale, og den holdt de. Jeg havde forventet spørgsmål fra selskabet omkring slutningen, men de kom aldrig. Faktisk ville folk under optagelserne drille mig med, at der var en alternativ slutning i spil."
Børn og holocaust
- Børn, der læser bogen, ved ikke, hvad vi voksne ved om holocaust. Det samme med de, som ser filmen. Hvordan greb du det an, da du skrev manuskriptet? Filmen er jo rette mod et familiepublikum.
"Jeg havde fra begyndelsen en idé om, at de fleste mennesker, som ville se filmen, allerede kendte historien, mere end i forhold til nogen anden film, jeg har lavet, fordi bogen er så populær. Det havde jeg i tankerne, da jeg begyndte at skrive manuskriptet. Man skjuler gruen. Folk, der har læst bogen og kender slutningen, bliver stadig chokeret, når de ser filmen, og det er en manuskriptskrivningsteknik, som får det til at ske. Man kan også lægge en bog fra sig, gå et skridt tilbage. Det kan man ikke med en film. Man sidder fast i biografen og er nødt til at tage hele turen med. Det gør kun slutningen stærkere."
"Det var ikke meningen med den, men efterhånden som jeg skrev og optog filmen, gik det op for mig, at den er meget relevant i dag. Den slags ting foregår stadig, heldigvis i en mindre målestok."
Dybere forståelse
- Det er notorisk svært at arbejde med børn. Var det endnu sværere pga. det følsomme emne?
"Vi prøvefilmede hundredvis af børn. Det er ikke mit job at fortælle fremmede børn om, hvad holocaust går ud på. Det er op til deres forældre og skoler. Men det var vigtigt at spørge dem, hvad de vidste om holocaust, og de børn mellem otte og 10 år, som vi prøvefilmede, havde forståeligt nok alle en noget begrænset forståelse af holocaust. Men det var faktisk ganske værdifuldt for deres præstationer i filmen. Asa og Jack, der spiller de to drenge, kendte begge til holocaust. De havde læst bogen og manuskriptet, og de vidste, hvad de gjorde. Men der er den dybere forståelse, som de ikke havde, og vi planlagde filmen, således at vi optog de sidste scener til sidst og havde de første uger til så at sige at beskytte deres uskyld i. Inden vi optog de sidste scener, gav fik de lidt ekstraundervisning af deres forældre. De befandt sig dog i en slags boble af begejstring over at være med i en film, at det nok ikke rigtig gik op for dem, hvad det egentlig var, der skete. Men sådan skal det også være. De skal nok lære det, når de er klar til at lære det."
Drengen i den stribede pyjamas har dansk premiere fredag den 28. november og vil blive anmeldt her i avisen
