Læsetid: 8 min.

Jødiske husmødre går ikke i takt

Ruth Klüger, østrigsk født forfatter og professor emeritus, overlevede med nød og næppe Auschwitz. Sin tidligste feministiske tanke fik hun under iagttagelsen af sine kvindelige medfanger i koncentrationslejren
Auschwitz. Kvindebarak fotograferet ved befrielsen i januar 1945. Vagternes fløjten og piften formåede aldrig kvinderne til at gå i takt til tvangsarbejdet, noterer Ruth Klüger i sine erindringer.

Auschwitz. Kvindebarak fotograferet ved befrielsen i januar 1945. Vagternes fløjten og piften formåede aldrig kvinderne til at gå i takt til tvangsarbejdet, noterer Ruth Klüger i sine erindringer.

28. november 2008

Ruth Klügers øjne er stadig klart mørkebrune. Hos ældre mennesker forsvinder farven på iris ofte i en mælket tåge, men Ruth Klüger tager imod på sit hotel i Berlin med et fast håndtryk og et helt klart blik.

Hendes anden del af hendes erindringer er netop udkommet. Den handler om hendes liv som voksen kvinde, mor og akademiker.

77-årige Ruth Klügers barndom var, fra hun var seks år, præget af diskrimination og forfølgelse i hjembyen Wien. Hendes storebror og far blev myrdet i holocaust, og hun blev som 10-årig med sin mor deporteret til Theresienstadt og derefter til Auschwitz-Birkenau. Her blev hun ved en selektion henvist til køen, der førte ind i gaskammeret. Men hendes mor insisterede på et nyt forsøg. Det og en indtrængende bemærkning fra et venligt menneske overbeviste den 12-årige pige om at lyve sig ældre, så hun i stedet kom med moderen på en arbejdstransport. Da Den Røde Hær rykkede stadigt nærmere, lykkedes det Ruth Klüger og hendes mor at flygte i februar 1945 fra satellitlejren Christianstadt, der hørte under kz-lejren Gross-Rosen. Hun var 13 år, da de begav sig ud på dødsmarchen. De overlevede og emigrerede efter krigen til USA.

I kz-lejrene havde pigen Ruth som trøst og støtte altid fremsagt digte for sig selv. Både digte, hun havde lært udenad og digte, hun selv skrev. I USA blev kvinden Ruth en af landets mest fremtrædende tyskprofessorer med blandt andet seks år ved Princeton University.

Nummeret

Ruth Klügers erindringsbøger er gribende, grusomme og galgenhumoristiske. Mange gange under læsningen ler man højt over hendes kynisme og selvironi, hvoraf der gror en frygtløs ærlighed. Hun tager livtag med sin mor, sin eksmand, sine tidligere kolleger, sine sønner, sine svigerdøtre, og frem for alt skåner hun ikke sig selv. Det burde hun måske, for hun har lige fået ny pacemaker, så hun er lidt mat, siger hun.

Det første kapitel i den nye bog hedder "Et nummers historie" og handler om det nummer, hun fik tatoveret på sin arm i Auschwitz-Birkenau. "De er sindssyge," tænkte hun, da en fange havde indprintet A-3537 på hendes 12-årige venstre håndled. Kapitlet handler om, hvordan hun blev bortvist fra et kursus på Berkeley, fordi professoren var så provokeret af nummeret. Hvordan hun af samme årsag modtog anonyme breve fra en af sine egne studerende. Hvordan hun engang blev tilbageholdt ved den amerikansk-canadiske grænse, fordi en embedsmand mente, at en kvinde, der var blevet brændemærket på en sådan måde, måtte have gjort noget særlig strafbart.

Hun har båret det til minde om sin myrdede bror og alle andre, der døde en alt for tidlig død. "Men nu, siger jeg til Schorschi, min bror, er de 70-75 år, som Biblen havde tildelt dig, løbet ud, og nu kunne du, hvis vi gik en tur som to normale mennesker, ikke mere kigge frem, men kun tilbage på dit liv, højst nyde et par øjeblikke, men i hvert fald ikke håbe på meget mere fremtid," skriver Ruth Klüger og fortsætter:

"Og derfor blev det sådan, at jeg ikke følte, at jeg var dig og dine skæbnefæller nummeret skyldig længere." På en laserklinik i Los Angeles fik hun det fjernet, et par år efter hendes første erindringsbog udkom.

Ruth Klüger skriver, at hun engang blev spurgt, om børnene i Auschwitz legede; at flere af hendes kolleger, som oven i købet selv underviste i tysk, ikke kunne tro, at hun som barn i Wien havde båret den gule jødestjerne. Samtidig beskriver hun, at når folk møder hende og ved, at hun har været i Auschwitz, så tror de, at de på forhånd ved noget om hende, fordi ordet 'Auschwitz' har en speciel udstråling.

- Er det ikke et paradoks, at folk på samme tid er så forudindtagede og så ignorante?

"Jo, men jeg havde dette nummer i meget lang tid, over 50 år, og så vænner man sig til dette paradoks. Efter at jeg lod det fjerne, tænker jeg altid, når jeg tager min jakke af, nu kigger man på min arm, men man ser det ikke mere. Engang læste jeg op i Frankfurt. Da kom forfatteren Arno Lustiger hen til mig og sagde: 'Vi er søskende med A-nummeret.' Han havde også et A, det var et højt nummer. Det betød, at der var blevet myrdet mange forud. Det stod ikke for 'Auschwitz', sådan som det ofte bliver fremstillet i film og på tv. Det er selvfølgelig en ganske særlig form for slægtskab. Han sagde også, at han aldrig ville lade det fjerne. De fleste lader være," siger Ruth Klüger.

Mænd gør, hvad der bliver sagt

Allerede som halvstor pige i kz-lejrene blev de første feministiske tanker vakt i hende. I sin beskrivelse af tvangsarbejdet i Christianstadt, hvor kvinderne gravede trærødder op, huggede brænde og bar togskinner, fortæller Ruth Klüger om en opsynskvinde, der med en fløjte forsøgte at få dem til at gå i takt.

"Hendes piften nyttede ikke noget, at gå i takt lærte vi til opsynskvindens ærgrelse ikke. Det glædede mig, at man ikke kunne få jødiske husmødre, for det var de fleste, til at gå i takt. Mænd gør meget hurtigere, hvad der bliver sagt, tænkte jeg i et tidligt anfald af feminisme."

I årene som hustru er det hendes mands karriere som historiker, der tages hensyn til. Det er først, da hun forlader ham, at hun for alvor tager springet ind i det akademiske liv. Selv er hun overbevist om, at hun udelukkende fik professoratet på Princeton, fordi de skulle have en kvinde i front. De seks år på det fine universitet gjorde hende "mere ømskindet og ubeskyttet, men desværre også mere kynisk".

- De siger meget ærligt, at De ofte bliver bebrejdet, at De så at sige koger diskrimination af kvinder og jøder i den samme gryde?

"Ja, jeg taler ofte om diskrimination af kvinder og jøder i ét og samme åndedrag, fordi sådan har jeg oplevet det. Folk kan ikke tage det. De vil ikke indse, hvordan man har behandlet og behandler kvinder. Det går ikke kvinder så dårligt og slet ikke så dårligt, som det gik jøderne. I dag undlader man ofte at tale om, hvor meget vold, der begås mod kvinder. Det er en kæmpe skandale, når man tænker på det slaveri, der eksisterer over hele verden. FN har lavet statistik over det, og det handler først og fremmest om kvinder: Tvangsprostitution og tvangsarbejde. Det er foragt for kvinder," siger Ruth Klüger.

Værdifuld modvilje

- Har det bragt Dem nye erkendelser at skrive Deres erindringer?

"Jeg er et menneske fuld af modvilje, og det synes jeg ikke, jeg behøver at undskylde. Modvilje har også sin værdi, og jeg har givet min modvilje frit løb - i hvert fald til en vis grad. Jeg håber ikke, at jeg giver det indtryk, at jeg selv mener, at jeg altid har og har haft ret. Jeg er mig bevidst, at der er to sider af en sag. Jeg har gjort mig umage for også at være selvkritisk, og meget gik først op for mig, da jeg skrev bogen. Mere end i den sidste bog har jeg denne gang forsøgt at tale eller tænke mig ind i de andre," siger Ruth Klüger og nævner selv som eksempel den mand, hun blev gift med som ret ung, fik to sønner med og var gift med i ni år, indtil hun forlod ham. Han er 12 år ældre end Ruth Klüger, født i Berlin, men flygtede tidligt til USA. Under krigen var han amerikansk faldskærmssoldat. Et ægteskab, som hun var mere ensom i end før eller efter.

"Med min tidligere mand har jeg for første gang helt ærligt spurgt mig selv: Hvad var der egentlig gået forud for ham? Det er gået op for mig, at han måske slet ikke ville giftes, eller at han var bange for at blive far og få ansvar for børn. Og det er alt sammen forståeligt og måske beklageligt, men ikke ubetinget noget, som man skal udnytte," siger Ruth Klüger.

Oldemor og oldebarn

Et par timer senere sidder hun i en fyldt sal med 350 mennesker på Berlins jødiske museum. Selv om hun skriver, at hun er uforfængelig, har hun skiftet til en gylden satinskjorte og en halskæde. Hun læser med gammeløstrigsk accent af bogens smukkeste kapitel, hvor hovedpersonerne er to kvinder. Ingen af dem er hende selv. Det er hendes mor og hendes barnebarn.

Ruth Klüger begrunder i begge bøger sin mors fabelagtige overlevelsesevne i kz-lejrene med hendes tvangsneuroser og paranoiditet: Her forstod moderen at klare sig, for her svarede ordenen, eller rettere uordnen, til hendes vrangforestillinger.

Hun har ikke lagt skjul på, hvor svært det var at have hende som mor, men dette kapitel er på trods af alt en kærlighedserklæring. Moderen, der døde i en alder af omtrent 100 år, forblev neurotisk og paranoid. Ruth Klüger læser om moderen og det lille oldebarn Isabela, som hun udviklede et særligt lykkeligt forhold til de få år, de nåede at få.

"Jeg ser på et snapshot af de to sammen, hvor de omfavner hinanden, helt optaget af hinanden. Pigen, som skal blive en af det 21. århundredes kvinder, og kvinden, som var en pige i begyndelsen af det 20. århundrede. To mennesker, som er genetisk og gennem hengivenhed forbundet med hinanden. På den ene side barnet, som stadig skal lære at tænke, på den anden side kvinden, der engang mistede sin halvvoksne søn til anonyme mordere, og som i vid udstrækning har mistet evnen til at tænke. Mere end 90 år skilte dem ad, men hvornår de end var sammen, fnisede og pludrede de. De mødtes i en menneskeliggjort nutid, en stilstand for dem - som bevaret i rav, løst fra tid og rum, måske endda forløst - hvem ved?"

Ruth Klüger: Weiter leben. Eine Jugend. 7,90 euro. Wallstein Verlag

Ruth Klüger: Unterwegs verloren. Erinnerungen. Zsolnay Verlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu