Læsetid: 5 min.

Ad kringlede cykelveje i et land bygget til biler

Cykelferie. I det store Amerika må man sno sig for at nå frem til natteherberg - og for at undgå motorveje
Den lette vej. Langturscyklisten må i USA søge flugtveje fra den tunge biltrafik. Her hængebroen over James River i Virginia-byen Buchanan.

Den lette vej. Langturscyklisten må i USA søge flugtveje fra den tunge biltrafik. Her hængebroen over James River i Virginia-byen Buchanan.

Jens Bo Nielsen

28. november 2008

Stort, stort. Alt er bare så meget større i Amerika. Denne konstatering har konsekvenser for cyklister på langtur. Der er nemlig grulige afstande mellem steder, der byder på aftensmåltid og indkvartering.

Begge dele er nødvendige for den pedaltramper, der finder rigelig udfordring i at fremdrive sig selv, sit transportmiddel, to cykeltasker og en rygsæk på baggagebæreren. Skulle den tohjulede også læsses med telt, proviant og kogegrej, begynder morskaben at dampe af.

I Frankrig ligger gæstgiverierne tæt i landskabet, og man behøver ikke gøre sig bekymringer om at finde dem.

I Spanien og Portugal kan det også gå an, selv om man må være forberedt på en lang cykeldag før ankomst til en passende slutstation.

I USA gør landskabets tomhed en grundig forudgående planlægning nødvendig.

Sjovest er det selvfølgelig altid, hvis man tilrettelægger sin rejse således, at man ikke skal cykle tilbage til dér, hvor man startede. At cykle i cirkel indebærer, at man tvinges til at tænke baglæns allerede fra begyndelsen: Man skal indregne, at jo længere man kører ud, desto længere skal man køre tilbage igen.

Altså: Vælg to lufthavne, der ligger med en indbyrdes afstand, der svarer til, hvad der kan tilbagelægges inden for det antal dage, der er til rådighed.

Søg civilisation

Når det drejer sig om USA, skal man i baghovedet have, at der mellem de to udvalgte lufthavne skal være tilstrækkelige mængder af civilisation til at holde cyklisten i live.

Det er der for eksempel langs den amerikanske stillehavskyst. Her løber langs havet en vej oppe fra grænsen mod Canada og ned til Mexico, og den tiltrækker turister nok til, at der nogenlunde jævnligt forekommer moteller og spisesteder.

Har man energi og tid, kan man begynde Stillehavs-cykelturen i den nordligste by, Seattle og slutte den i den sydligste, som er San Diego. En strækning på 2.700 km, så man gør klogt i at have mindst fem uger til sin rådighed. Har man kun tre, er San Francisco brugbar som start eller slut.

Tommelfingerreglen er, at man kan overkomme en dagtur på mellem 75 og 100 km. Alt afhængig af vejr, vind og terræn. Langs den amerikanske vestkyst gælder den supplerende tommelfingerregel, at vinden blæser fra nordvest i sommerhalvåret og fra sydvest i vinterhalvåret. Det vil sige, at man om sommeren skal starte cykelturen i nord og lade sig blæse sydpå. I månederne august og september er der så godt som garanti for tørvejr og høj sol. Om vinteren skal man nok slet ikke gennemføre rejsen. Det øspjask-rusker. Og vejen går meget op og ned - sådan som veje langs bjergkyster har for vane.

Hav uden op og ned

Vil man have hav og husly, men undgå det med op og ned, kan man vælge USA's østkyst, som syd for New York er flad og sandet. Langs motorvejen I95 slynger sig de oprindelige landeveje, og i lange stræk kan man komme endnu tættere ud på kysten. Det gælder f.eks. nede i Florida, hvor en strandpromenadevej bærer det poetiske navn A1A. Den går oppe fra Georgia og kan bruges 600 km ned til Miami, hvorfra den fortsætter yderligere 250 km ad vej, der er anlagt på de gamle jernbanebroer og dæmninger ud til til Key West. Jernbanen bortblæste ved en orkan i 1935, og bilerne overtog dens fundamenter.

Cykling bør undgås i orkansæsonen, der løber fra juli til december. Vil man have det solrigt og svalt, kan februar og marts anbefales.

USA's kyster har det, turister efterspørger, og derfor har de også turister. Nogle gange til overmål. Man kan gribes af trang til eventyr i indlandets vildmarker.

Så bliver planlægning for alvor påkrævet. Her kan internettet være en stor hjælp. Søger man på den delstat, man gerne vil udforske, og skriver man 'bicycle routes', dukker nyttige oplysninger op. F.eks. kan folk, der allerede har gennemført store cykelbedrifter, have fundet på at lægge deres rejseberetninger ud - med angivelse af overnatningssteder. Klikker man ind på USA's prægtige nationalparker, er det nemt at klikke sig videre til oplysning om indkvartering og fortæring.

Min cyklende husstand foretog denne sensommer en grumme lang rejse gennem nationalparkerne langs den 800 km lange rute 'Blue Ridge Parkway' i Sydstaterne. Derfra skal jeg hilse og sige, at det kan lade sig gøre. Der er fine muligheder for at finde bord og seng. Men de er så populære, at forhåndsreservation er uomgængelig. Ellers risikerer man at nå frem, lige inden mørke og kulde sænker sig over bjergene, og få at vide: 'Desværre, alt udsolgt. Men prøv 80 km længere oppe ad vejen.'

Ikke til cyklister

Og hvordan er det så at cykle i USA? Scenerierne kan være betagende, mange af byerne banker med puls, nogle af dem er endda smukke. Men lad det være sagt med det samme: Landet er ikke indrettet til cyklister. Nok er der flere og flere amerikanere, der bruger cyklen i dagligdagen, men ser man langturscyklister, har det chancen for sig, at det er nordeuropæere eller canadiere.

I USA er det lovligt at cykle på motorvej, hvis der ikke er anden forbindelse, men morsomt er det ikke. Slet ikke, når man passerer frakørslerne, og bilerne kommer susende bagfra, uden at man kan gennemskue, om de vil svinge af.

Derfor gælder det om at finde mindre veje. Gode og og detaljerede kort er en Guds gave. Men svær at få i et USA, hvor det for billisten ikke er af stor betydning, hvor præcist kortet er. Bare det angiver de overordnede veje, deres officielle nummer og omtrentlige retning.

Heldigvis er de fleste amerikanske byer af blot nogen størrelse udstyret med et Visitor Center. Her kan man forsøge sig med at spørge efter brugbare kort at cykle efter. Nogle af delstaterne har kort med egnede cykelruter. De forløber tit ad veje, som slet ikke er at finde på de store kortfirmaers produkter.

Ulempen ved at have planlagt sin cykelrejse med forudbestilling af alle overnatninger er selvsagt, at det ikke efterlader plads til improvisation. Hertil kommer skrækken: Hvis uforudsete begivenheder gør, at man ikke når frem til det, der er bestilt om aftenen, så vælter resten af turen som dominobrikker.

Derfor er der fornuft i at indlægge to-dages ophold mindst én gang om ugen. Det giver en stødpude. Og måske også et tiltrængt afbræk i al den cykling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu