Læsetid: 6 min.

De skal lige sælge de sidste fladskærme

Håber der i denne tekst er et par ting, I kan google, og som kan immunisere jer fra den kommende julesæsons rituelle pladder, hvor familien ikke virker på aftenen; ens lamme venner virker ikke nytårsaften og til januar virker kortene ikke. Jeg vil væk, helt væk. Sol på skroget ligesom sidste år. Så kan I ligge under gåsen med et tæppe af kleenex og en bleg bideskinne på
Håber der i denne tekst er et par ting, I kan google, og som kan immunisere jer fra den kommende julesæsons rituelle pladder, hvor familien ikke virker på aftenen; ens lamme venner virker ikke nytårsaften og til januar virker kortene ikke. Jeg vil væk, helt væk. Sol på skroget ligesom sidste år. Så kan I ligge under gåsen med et tæppe af kleenex og en bleg bideskinne på
Moderne Tider
21. november 2008

Jeg er i disse dage stået af net og tv, dyrker isolationismen, pendlende mellem privaten og arbejdet - jeg foretrækker tingene direkte fra kilderne, ikke drøvtygget mediemos. Problemet er - i forhold til denne klumme - at ytringsfriheden er relativ. Jeg er som så mange andre underlagt selvcensur, da min indre overlevelsestaktiker nægter, at jeg skriver om det, der fylder mit sølle liv ud - det private og arbejdet. Måske kan jeg skrive om det senere, eller putte skæg og blå briller på karaktererne, men lige nu er det bare ikke så smart med intime, konfronterende confessionals. Min erfaring fortæller, at det at skrive om det private kan gøre mig socialt radioaktiv, jeg kan blive brændt på bålet som intimstikker, og miste min all area acces adgang til gadekærets intime infobad. Ikkenikkenej om jeg vil give det væk for at plabre for pebernødder.

Jeg kan heller ikke skrive om det glade freelancelivs hajbassiner, mine missioner er af kontraktlige, taktiske og personlige årsager mørklagt.

Jeg burde shoppe fra internet og pressemeddelelser som alle andre og spejle de andre mediespejle, men jeg er blank (eller lykkelig?), så her kommer tre tankerækker trigget af konsumzapperi i det offentlige rum:

Borgerskabets diskrete charme

Jeg finder mig selv helt blødsøden i Mad & Vin i en smuk omfavnelse:

"How did I get here?" sang Talking Heads. Jeg ved det ikke, men jeg er stadig rastløs. Senere på aftenen ser jeg for at smøre ekstra på The last emperor, en film om fantastiske Valentino, uden indhold, koncept og 'kant' - (endnu et ord, der er renset for mening og i stigende grad udskiftes med 'en blonde'). Jeg overgiver mig til den rene tomme - med Kirkegaards ord - onde - æstetik. Jeg ærgres over, at den perfekte ender med at ligne en mafiaboss/politiker med tan som en leverbetændt, men nyder de totalt dekadente, uøkologiske, dumme, men opulente 50'er starlet-inspirerede shows. Må se Grace Jones nye Corporate Cannibal som modgift på Youtube bagefter, men ender med at se TV2's kamera gokke over en sexarbejder og hendes barn(!) mens Line Baun Danielsen spiller forarget, men er totalt uempatisk. Der burde være et internationalt etisk regelsæt for reality og dokumentar, ellers ender det som Bumfights gladiatorafsnit, hvor man betaler bumser for at brænde hinanden af med benzin. Nogen burde opsøge ofrene for disse reality-rædsler og lade dem fortælle, hvad det gjorde ved deres liv efter de blev klippet op på millioner af skærme. "Sign of the times" med Prince kører i baggrunden, da min gamle autonome veninde - der nu er sat i nord - ringer, og fortæller om hendes sjældne og usælgelige pels i Den blå avis, om at sælge Fiat Puntoen og Tal R maleriet og beholde Jaguaren.

Drømmemaskiner

Jeg er på SMK og se Flicker, endnu en fantastisk CPH:DOX aften, denne gang er temaet beatkunstneren og forfatteren Brion Gysins dreammachine, en simpel roterende lampe, der pulser med en frekvens, der rammer hjernens visuelle center.

Filmen er desværre som en rockumentary, et rædselskabinet af parnasserne, der lever af andres aura og karisma men har 'relevans', fordi de har placeret sig i den sorte rockkanon. Narcissistiske prætentiøse krukkerøve som gymnasielærerbandet Sonic Youth. Det gik for alvor op for mig, hvor belastet genre rockumentry er, da jeg før millennium red et maraton, der startede med den datede komedie Spinal tap, så den uendelige junkiefilm Story of the Ramones og som rosinen i pølseenden den tonedøve kedsomhedskrukke-konge Lou Reed. Gid Warhol aldrig havde hooked ham op. Nar. Jeg kunne ikke skelne parodi fra patos-pastiche til sidst. Filmens mangler blev fortrængt af et fremragende foredrag med Andrew M. McKenzie fra dark-ambient-pionererne Hafler Trio, der nu kommer ud med en masseproduceret Dreammachine - plastickongerne Phillips og Mattel meldte pas, sikkert fordi den kan udløse epilepsi, men lur på verdensvævet fra nytår, så kan du bestille dit eget lovlige lowtech psykedeliske overflødighedshorn til at supplere (og erstatte?) pejsen og fladskærmen. Drømmemaskinen mindede mig om alle de fantastiske produkter, der aldrig kom ud, da det frie marked som bekendt ikke altid er til forbrugerens bedste; hvor er bilen, der ikke ruster, landminedetektorplanten, bakterievåbnet der dræber opiumsvalmuen, videopapiret, hologramgeneratoren, den direkte elektrode til synsnerven? De skal lige sælge de sidste fladskærme først. Det var en opløftende aften, og det var smukt at se en ny generation søde, høflige, rare, nysgerrige mennesker være tilstede...der er håb! Der er ikke bare Nik & Jay, champangesprøjt, realityadfærd og narkoklubkids derude. Prøv det.

Flashback: Templet for psykisk ungdom

Min første oplevelse med Gysins maskine var gennem en utopisk visionær parodi på en subkultur/new age kult (TOPY) skabt af Genesis P-Orridge a.k.a. skabelsen af grøden - jeg tipper på, at han er det næste oplagte 80'er ikon, der skal gøres til en Dior-reklame, som det skete for Joy Division og Ian Curtis. Der er så mange myter, bare historien om hvordan han i de senere år er blevet opereret om til sin nyligt afdøde kone er fantastisk. Kulten havde Jim Jones - lederen af Jonestown-selvmordskulten og celeb-morder-syrekult-guruen Manson...udover magikeren Crowley... som inspirationskilder, så man ligesom var advaret. Kerneritualet - kaldet en sigil - bestod i, at man skulle skrive sine inderste ønsker ned den 23 kl. 23 og gokke på papiret, for så at sende det til templet, der kvitterede med nye rituelle instrukser. Sikke et arkiv Genesis må have. Det hele startede, da jeg hørte Throbbing Gristles proto acid-techno de kaldte "March music for psychic youth" ...Discipline - en opsang, en drillinstrukør-bjæf til datidens (1980) uniformerede, selvdestruktive postpunks. Det var det ondeste, mest tossede track, der perfekt approprierede det autoritære og vendte det på vrangen, og først overgået da Deutsch Amerikanische Freundschaft udsendte Der Mussolini et par år efter. I dag lyder det, som det det er - svag fluxusstøj optaget på kassettewalkman, pakket suggestivt ind i slogans og ideer - på coveret var han afbilledet foran Propagandaministeriet i Berlin. Og jeg glemmer aldrig, da jeg spillede den i en illegal pakistansk spilleklub på Vesterbro i 81. Hurtig exit.

En kosmopolitisk seance

Der findes en eventgruppe - i mangel af bedre ord - der ikke bruger facebookspam, sms-flyers eller uøkologisk post eller selvpromoverer i diverse medier. No fucking sponsors, please.

Deres mission er at lave et alternativ til det underholdningsindustrielle kompleks, "undergrundens" eskapisme, uniformering, medieliderlighed & misbrug. Sigende nok er der ingen adgang for de sædvanlige scenesters. Jeg hentes af en bus og køres til et sheiktelt i en dansk standartskov og skal lægge mobil og kamera i en fletkurv, hvor folk også har langt deres cigaretter, da der er en iltmaskine i teltet. Min puls stiger, hovedet bobler, jeg bliver sat på en halmballe, og ser nu en gensplejset neonfarvet kanin æde noget hø under et billede af den gode gamle genmanipulerede mus med menneskeøret på siden. Det irriterer mig med de klamme kaniner, og de virker malede, men måske er det bare, fordi de er en modemetafor på misbrug og liderlighed i nyt dansk popteater pt. På et whiteboard tegner en hackertype, der er kendt for at kime patentkontoret ned, nogle diagrammer. Der er ikke punch eller thai, blot ilt og vand.

Mørk Ambient electro og nyklassik der ikke kører 4/4 lyder anderledes på ilt i en skov, og folk taler sammen i et nyt socialt, futuristisk rum. Fantastisk.

Morten Vammen sidder som indfødt flink Kbh. K-fyr med nøglerne til hele castet. Den sidste uge har han lavet tv, skrevet, lavet musik, reklame - skidt, ædt, sovet og knaldet. Han er nyskilt og nyflået af skat, så find ham på fjæsbogen og giv et tilbud, der ikke kan afslås

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian Gosvig Olesen

Fed artikel!!
Har lige fået TOPY og Hafler Trios Dreammachine-udgivelse fra '89 op under neglene igår.