Public Service: at løse samfundets problemer

Hoteldirektør Enan Galaly er ikke socialarbejder. Det gør han klart over for 20-årige Kasper den første dag, Kasper møder på arbejde på Hotel Hvid Hus i Aalborg, just løsladt fra fængslet og med en række domme for vold og tyveri i bagagen. Der skal præsteres noget. Enan Galaly er efterhånden selv berømmet for sin sociale opstigen fra egyptisk indvandrer, boligløs, avisbud og opvasker til koncerndirektør i en international hotelkæde, han selv har grundlagt.

Tre uger får Kasper til at bevise, om han er værd at ansætte som elev. Imens følger Koncern TV den unge kriminelle, og forandringen er forbløffende. Han bliver tjenerelev og får ansvaret for afholdelsen af en stor bryllupsfest.

"Jeg ville gerne være med til at udvikle en person, som føler, han er sårbar i samfundet. Jeg har selv været sårbar i min første tid i Danmark, og jeg vil vise, at andre kan gøre det samme som Kasper og jeg. TV er godt til at sende det signal. Og jeg er ikke med for at få reklame. Det kunne jeg gøre meget nemmere på andre måder," siger Enan Galaly, der har planer om at gøre Kasper til afdelingsleder inden længe.

"Eller direktør. Kasper yder meget mere end andre, fordi han er sårbar. Han skal bevise, at han er troværdig og arbejder for at få professionel respekt i sit arbejde," siger Enan Galaly.

Dokumentarserien Aldrig mere fængsel med Kasper og fem andre unge kriminelle, der med hjælp fra seks markante erhvervsledere skal forsøge at ændre livsbane, løber i øjeblikket over skærmen på DR. Og dokumentaren er udtryk for et nyt koncept, der vinder frem på tv.

Social change eller social forandring kalder tilrettelæggerne det. Hvor den klassiske journalistik går efter magthavere og lovovertrædere; bruger skjult kamera og spørger: Hvad vil I gøre ved problemerne - vil programmer som Aldrig mere fængsel, Den hemmelige millionær, Chris på ckokoladefabrikken og TV2's Plan B og det højt profilerede Skolen, selv gøre noget ved problemerne og skabe løsninger.

Skolen havde ifølge TV2 pæne seertal. Programmet har sin egen hjemmeside og har været genstand for en debataften i TV2's Dags Dato. Også DR er godt med, og det nyeste skud på stammen bliver formentlig stationens forsøg på at slanke Danmarks fedeste by.

Programserier som Skolen, hvor brugen af såkaldte læringsstile rykkede Gauerslund Skole over 1000 pladser på målte fagligheder og op i Danmarks top 100, er fremtiden for det trængte public service tv, forudser programdirektør på TV2, Palle Strøm.

Han ser det som en pligt for TV2 at tage samfundsmæssige problemer op, på en måde der engagerer flest mulige danskere - uanset hvad "parnasset måtte se fra deres elfenbenstårne."

"Folkeskolen er et oplagt område, hvor Danmark ikke er så gode, som vi har været. Vi kunne have lavet otte programmer, der kritiserede folkeskolen sønder og sammen. Det ville have været den klassiske måde at gøre det på. Det moderne public service består efter min mening imidlertid i, at TV2 i et risikabelt eksperiment har en mere løsningsorienteret tilgang til skolen," siger Palle Strøm.

Længsel efter indhold

For producent og medejer af Koncern TV, Lars Seidelin, handler programmer som Aldrig mere fængsel og 'social change'-genren om at lave dokumentar, "der rykker noget" ved at anvise løsninger og appellere til social ansvarlighed.

Han peger på, at dokumentargenren i de senere år er gået mere og mere i retning af Robinson, reality og infotainment.

"Noget som vores selskab også laver. Et program som Liebhaverne skaber jo ikke de helt store samfundsdiskussioner. Men der er kommet en længsel efter at lave noget, der har mere attitude, hvor man i stedet for at iscenesætte virkeligheden eller bare kigge på den, går ud og ændrer den," siger Lars Seidelin.

Aldrig mere fængsel, der bygger på socialpsykologiske principper, har blandt andet givet inspiration til professionelle forsorgsfolk, der har kontaktet producenten, forklarer Seidelin.

Lars Seidelin mener, at godt, underholdene tv sagtens kan gå hånd i hånd med et politisk budskab om forandring.

"Det er godt tv at følge en persons udviklingsproces. I Aldrig mere fængsel opsøger vi ofrene for de unges kriminalitet, deres familier og vi henter dem hjemme i sofaen, hvis det er nødvendigt. Men samtidig har programmet et godt politisk budskab i tider, hvor al retspolitik går op i længere straffe. Vi vil vise, at det kan lade sig gøre at tage personligt ansvar for at få folk på kant med loven bragt på ret køl igen. Vi lever jo lidt i en kultur, hvor staten har overtaget det personlige ansvar," siger Lars Seidelin.

Journalisten som coach

Inspirationen til tv, der forbedrer verden, kommer fra England, hvor den populære tv-kok Jamie Oliver i programmet Jamie's School Dinner satte sig for at få britiske skolebørn til at spise bedre. Programmet skabte stor debat i England og førte til, at regeringen igangsatte reformer af den britiske skolemad. Oliver har ligeledes opbygget en populær restaurant med tidligere kriminelle som ansatte.

Også de skrevne medier i Danmark har fulgt op på tendensen. Forrige uge havde Berlingske Tidende en stort opsat artikel, der fulgte fire kriminelle indvandredrenges vandretur i Nordspanien med koncerndirektør i TrygVesta, Stinne Bosse. Ifølge initiativtageren til projektet, erhvervsfilosof Morten Paustian, var ideen med det sociale eksperiment at fremme deltagernes fælles forståelse og arbejde hen imod en ansættelse af de unge i TrygVesta. Dernæst er der planer om at gøre vandreturen til dokumentar.

Morten Paustian forklarer, at Berlingske Tidendes journalist spillede en central rolle i den udviklings- og erkendelsesproces, de fire indvandrerdrenge er igennem på turen. Samt at det var planen fra starten, at der skulle et medie med på turen.

"De unge drenge forholder sig til sig selv på en anden måde, når der kommer en upartisk spiller med. Det tvinger dem til ærlighed og til at se på konsekvensen af deres handlinger og adfærd. Dernæst var journalisten Christian Nøhr vanvittig god til at stille spørgsmål, og dermed lede den selvreflekterende proces for de unge drenge," siger Morten Paustian.

Nemme løsninger

Men kan tv og journalister vise nye veje til at ændre på komplekse samfundsproblemer, eller sælger de nemme løsninger?

Undervisningsminister Bertel Haarder har i kølvandet på Skolen nedsat en task force, der skal se på, hvordan seriens resultater kan overføres til resten af folkeskolen, mens Århus Byråd netop har afsat en stor pose penge til efteruddannelse i læringsstile bl.a. på baggrund af tv-programmerne.

Programmerne er dog ikke gået rent ind hos alle lærere og pædagogiske eksperter. Skolelederen på Gauerslund Skole, Magnus te Pas, mener, at skolens succes kan overføres til andre skoler. Det samme hævder TV2. Men det er man uenig i hos Dansklærerforeningen og den pædagogiske tænketank SOPHIA.

Dansklærerforeningen advarer især politikere mod at tro, at alle folkeskolens problemer kan klares med en "mirakelpille" og stiller spørgsmålstegn ved, om det er de anvendte læringsstile, det giver gode resultater. Ifølge foreningens formand, Mette Teglers, handler det mere om en fælles kollektiv indsats fra lærere, forældre og skolelederens side samt mediets tilstedeværelse.

Programdirektør Palle Strøm afviser, at TV2 sætter skolen under pres på et populistisk grundlag.

"Jeg tror, vi gør det modsatte. Vores mål er også at fremstille lærerne og folkeskolen i et andet lys end det, de har stået i i de sidste mange år, hvor det ikke har handlet om andet, end det var lærernes skyld, at det gik dårligt i folkeskolen. Det, tror jeg, er ret ubrugeligt for den enkelte lærer og skoleleder. Vi har skildret en skolelederes hverdag meget mere nuanceret, og har ønsket at skabe en mere fremadrettet debat i stedet for bare at sige,'nu må politikerne altså gøre noget'," siger Palle Strøm.

Læringsstilene er et amerikansk pædagogisk princip, der tager udgangspunkt i, at mennesker lærer forskelligt, og bliver allerede i dag brugt mange steder i den danske folkeskole, fordi de ifølge professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Jens Rasmussen, er et middel til at undervisningsdifferentiere.

"Der er ikke mig bekendt pædagogisk forskning, der tyder på, at læringsstile gør den store forskel. Det hverken skader eller forbedrer de faglige resultater. Men man skal være opmærksom på, at de er målrettet et bestemt segment af elever, nemlig alle dem, der allerede har lært de grundlæggende ting i skolen; dansk, matematik og sprog. For dem kan det være fint at blive motiveret ved selv at bestemme ud fra deres individualitet, hvordan de vil lære. Problemet er, hvis man gør det til noget, der virker for alle. Den svageste femtedel af eleverne bliver overset," siger Jens Rasmussen.

Palle Strøm mener derimod ikke, at tv-stationen, med mediets gennemslagskraft over for forældrene, blåstempler en pædagogisk metode.

"Vi siger jo, at det her er en skole, der benytter sig af læringsstile. Og vi ved på forhånd ikke, hvordan det kommer til at gå. Hvis nu eksperimentet var gået dårligt, og børnene var brudt grædende sammen eller blevet dummere, havde vi med sammen gennemslagskraft udstillet læringsstile som ubrugelige. Og jeg tror da, det ville have været lige så godt tv. Men vi gjorde det selvfølgelig med udgangspunkt i, at det skulle lykkes, og havde brugt læringsstile før med succes på ni unge i programserien Plan B. Vi påstår ikke at være eksperter i læringsstile. Det er derimod Hans Henrik Knoop, som vi bruger som leder af projektet, og som er en af de største pædagogiske eksperter herhjemme," siger Palle Strøm.

Mediet bestemmer

Også redaktør af tidsskriftet Social Kritik og mangeårig debattør, Benny Lihme, mener, der er grund til at diskutere den nye dokumentargenre. Som udgangspunkt er han positiv over for den dynamik, der ligger i at lade samfundets top møde samfundets bund, som det f.eks. sker i TrygVestas projekt, eller at lade erhvervslivets kontante krav erstatte socialarbejderens pseudovirkelighed, som trenden er inden for såkaldt corporate social responsibility. Men han mener, at tilrettelæggerne vælger de mennesker, der er egnet til medier.

"Medierne bestemmer, hvem der er velegnede kriminelle. Det er en form for underholdning, der kan have nogle positive perspektiver, og noget af det kan ligefrem være inspirerende for de professionelle. Men i sig selv er det en udvælgelse, og det er betænkeligt, hvis man bare efterlader dem, efter man har lavet sit produkt. Det ved vi jo ikke noget om. TV er flygtigt," siger Benny Lihme.

Også Benny Lihme stiller sig tvivlende over for, hvorvidt det er andet end opmærksomheden fra en udefra kommende aktør over for mennesker, der tydeligvis mangler opmærksomhed, der er årsag til de forandringer, dokumentarprogrammerne vil skabe.

Han henviser til den såkaldte Hawtkorneeffekt, der er kendt inden for arbejdspsykologien, hvor et forsøg viste, at folk alene ændrer adfærd i et projekt, fordi de ved, at de bliver observeret.

De seks kriminelle i Aldrig mere fængsel er ikke bare overladt til sig selv efter kameraet er slukket, oplyser Lars Seidelin. Koncern TV har haft kontakt med Kriminalforsorgen, der følger op på kontakten mellem virksomhed og den kriminelle. Og dokumentaren viser da også, at nogle af mentorerne blandt erhvervslederne må give op, fordi opgaven er for svær. En af deltagerne er ikke længere i job.

"Jeg synes, grænsen for social change tv går der, hvor man gør en situation værre. Det ville jo være en skandale, hvis tingene blev radikalt ændret, når kameraet var slukket, især hvis andre journalister opdager det," som Lars Seidelin udtrykker det.

Han er derimod helt på det rene med, at tv er nødt til at udvælge, hvilke personer, de har med i deres programmer.

"Vi går ikke kun efter succesen. Men det er bedre for folks forståelse af, at det kan betale sig at række ud efter de her mennesker, hvis man har en person, seerne kan fatte sympati for. Hvis vi havde fundet en narkoman med alle mulige personlige problemer, havde vi ikke haft den tid, det ville kræve at yde ham hjælp," siger Lars Seidelin.