Læsetid 10 min.

Den sande historie om Jeremy Terminator LeRoy

Ny bog om en af de mest bemærkelsesværdige litterære skikkelser - på godt og en hel masse ondt - i nyere tid
Ny bog om en af de mest bemærkelsesværdige litterære skikkelser - på godt og en hel masse ondt - i nyere tid
8. november 2008

J.T. LeRoy. J'et står for Jeremy. T'et står for Terminator.

J.T. havde sin seksuelle debut som fem-seks-årig. Han blev voldtaget og tævet gennem hele sin barndom, og da han var 11-12 år gammel begyndte hans stofmisbrugermor at pimpe ham ud som mindreårig transvestit-prostitueret på de rastepladser, de to besøgte i hjemstaten West Virginia. Moderen brød sig egentlig ikke om konkurrencen, men hun var glad for pengene, har J.T. siden fortalt i et interview med den amerikanske radiostation NPR.

I starten af 90'erne, 13 år gammel, endte J.T. så som trækkerdreng på San Franciscos gader som 'Terminator' - den lille, tynde, smalskuldrede og generte drengs dobbelttydige øgenavn blandt de andre prostituerede. Han var afhængig af heroin. Han havde hiv. Han skar i sig selv. Han brændte sig selv.

Men ikke meget længere. En socialarbejder ved navn Emily Frasier, kendt på gaden som 'Speedie', fandt ham og henviste ham til psykologen Dr. Terrence Owens. Owens opfordrede J.T. til at nedskrive sine historier, som Owens sidenhen gav til sin nabo redaktøren Eric Wilinski til kritik. J.T. kontaktede Wilinski og derigennem sin yndlingspoet Sharon Olds, hvis bøger J.T. havde fået af en kunde, der kunne lide at læse dem, mens de havde sex.

I 1994 havde J.T. også fået kontakt til forfatter Dennis Cooper. De to indledte en nært telefonvenskab, og Cooper introducerede J.T. til forfatteren Bruce Benderson, hvorigennem han fik forbindelse til endnu andre forfattere og ikke mindst redaktøren Karen Rinaldi og agenten Henry Dunow.

Da J.T. var 16 år gammel, blev han udgivet i magasiner som Nerve, New York Press og Spin samt diverse antologier, og som 17-årig havde han en bogkontrakt - sat i stand af Rinaldi og Dunow - på forlaget Crown. Hans første bog, Sarah, udkom i 2000 og blev året efter efterfulgt af novellesamlingen The Heart Is Deceitful Above All Things, som i 2006 blev filmatiseret af den italienske skuespiller og instruktør Asia Argento. Begge bøger er let slørede biografier med udgangspunkt i J.T.'s oplevelser med prostitution og stofmisbrug, og begge modtog overvejende rosende anmeldelser. Stadig kun i begyndelsen af sine 20'erne var J.T. nu blevet oversat til over 20 sprog, han skrev tekster for rockbandet Thistle og hang ud med en imponerende flok af filmstjerner og rockmusikere, der talte Gus Van Sant, Winona Ryder, Lou Reed, Carrie Fisher, Billy Corgan, Courtney Love og så videre.

Madonna sendte ham bøger om kabbalah, Bono udtrykte offentligt sin begejstring for J.T.'s værker, Shirley Manson fra Garbage skrev en sang om ham og han blev interviewet i magasinet Vanity Fair af Tom Waits, der i sin introduktion til interviewet skrev om J.T.:

"Han er et vidnesbyrd om alle de fortællinger, der finder sted i mørket, og for alle os andre, gid han må have modet til at huske."

Artiklen var akkompagneret af et billede af J.T. klædt ud som 'Askepot efter ballet' - formodentligt i hvert fald. På det tidspunkt var der nemlig ikke rigtig nogen, der havde set J.T. LeRoy.

Androgyn skikkelse

J.T. led af kronisk generthed og berøringsangst som resultat af sine barndomstraumer - alle interview foregik derfor via e-mail og telefon, og de fleste af hans forfattervenner havde aldrig mødt ham ansigt til ansigt, ligesom han var berygtet for at smyge sig ud af aftaler med folk, særligt redaktører og agenter. Men nogenlunde omkring udgivelsen af hans anden bog begyndte han at optræde offentligt og viste sig som en lidt forhutlet, androgyn skikkelse, der gemte sig bag hat, solbriller og store, blonde parykker og talte med en hviskende pigestemme. Stemmen blev forklaret med, at J.T.'s hårde opvækst havde forhindret ham i at udvikle sig normalt, og senere kom det frem, at han tog hormoner som led i et kønsskifte fra mand til kvinde.

J.T.'s tilsynekomst kunne dog ikke fjerne opmærksomheden fra, at hans næste roman lod vente på sig. Tilsyneladende brugte han i stedet tiden på at skrive for magasiner som BlackBook, Nerve og T: Travel, et New York Times-tillæg - og så selvfølgelig overnatte hos Carrie Fisher, indlede et seksuelt forhold med Asia Argento og gå til diverse rockstjernefester.

Mange skød skylden for denne litterære tørke på Emily Frasier eller 'Speedie', socialarbejderen, der i sin tid reddede J.T. fra San Franciscos gader, og hos hvem J.T. nu boede. Speedie og hendes kæreste, Astor, blev således beskyldt for at udnytte J.T.'s succes til egen vinding - blandt andet ved at få ham til at skrive tekster til deres band Thistle. Den anmassende og frastødende Speedie, der optrådte iført skrigrød paryk, voldsomme viktorianske dragter og falsk britisk accent, forlod så godt som aldrig J.T.'s side. Hun besvarede spørgsmål for ham, og han spurgte hende til råds om eller tilladelse til de mindste ting.

J.T. forblev også loyal over for Emily/Speedie. I en e-mail til en ven, der havde kritiseret hende, forsvarede J.T. hende med stor ømhed:

"Emily har rene intentioner. Hun er ikke dårlig for mig. Hun er fortabt nogle gange, fordi hun også er ved at finde ud af, hvem hun er, så elsk hende også, som du kun kan. Vi kommer alle fra stor smerte."

Et forsvar der virker desto mere rørende eller ironisk eller hyklerisk i dag, hvor vi ved, at forfatteren faktisk forsvarede sig selv.

Telefonsexpige

Der havde nemlig aldrig været nogen J.T. LeRoy, men blot den 15 år ældre, tidligere pornoskribent og telefonsexpige Laura Albert eller Speedie eller Emily, som hun altså kaldte sig selv. I mere end 10 år havde Albert haft held til at slippe af sted med et af de største litterære svindelnumre i nyere tid. Men i oktober 2005 var nummeret, eller rettere showet for det var noget af et show, forbi. I en artikel i New York Times Magazine fremlagde forfatteren Stephen Beachy en overvældende samling indicier, der kraftigt pegede på Albert som den egentlige J.T. LeRoy, og Alberts på det tidspunkt eks-samlever Geoff Knoop - eller Astor som hun døbte ham - bekræftede historien i New York Times få måneder senere.

Albert havde skrevet alle J.T.'s bøger, havde skrevet som J.T. i e-mails og talt som ham over telefonen - med en sydstatsaccent, som hun tænkte var i overensstemmelse med hans angivelige opvækst i West Virginia, og som hun havde perfektioneret under sit arbejde med telefonsex.

J.T. LeRoy's biografi begyndte i midten af 90'erne. Albert boede dengang i San Francisco og var begyndt at anmelde pornografiske hjemmesider for et lokalt magasin. Denne skrivegerning ledte hende tilbage til fiktionen, som hun havde studeret på New York's New School i sine teenageår, fortalte Geoff Knoop til Vanity Fair efter afsløringen. Dengang havde hun ofte skrevet med udgangspunkt i en ung dreng fra sydstaterne, og hun fandt nu tilbage til den stemme.

Når hun læste højt for Knoop var det med sin normale stemme, men fra tid til anden overhørte Knoop, Albert tale til sig selv med en stemme som en dreng fra syden. Det foruroligede ham en del, indtil han lagde to og to sammen, da hun begyndte at ringe til forfattere og redaktører under dække af at være denne teenager. Det blev ofte til lange og meget følelsesladede samtaler, hvor Albert som J.T. fortalte om sin smertefulde opvækst, græd i telefonen og truede med selvmord.

En dag sagde Albert, ifølge Knoop: "Jeg bliver nødt til at bevise over for et par folk, at J.T. eksisterer. Jeg tror, jeg kan få en bogkontrakt, men folk sætter spørgsmålstegn ved, om der virkelig er en J.T."

Således var der næsten fra starten gået rygter om, at J.T. var en opfindelse skabt af en af de to forfattere Dennis Cooper eller Mary Gaitskill og senere af Gus Van Sant, og Albert aftalte derfor et møde mellem J.T. og Mary Gaitskill, et af sine store idoler, på en kaffebar. Forinden kørte hun sammen med Knoop en tur ned ad San Franciscos Polk Street, en af byens mere lurvede gader, og hyrede en ung, blond trækkerdreng til at spille rollen som J.T.

"Alt du skal gøre er at sige: 'Hej, jeg er J.T.' og så blive nervøs og stikke af," fortalte Albert den noget mistroiske dreng, husker Knoop.

Da drengen var stukket af som aftalt, lod det så Albert tilbage sammen med Gaitskill, og ifølge Knoop var det et afgørende øjeblik: Albert havde fået smag for at kunne møde en, hun beundrede - også selv om det skete via stedfortræder.

I løbet af 1998 og 1999 beholdt Albert sit job som pornoanmelder og telefonsexpige, men efter udgivelsen af Sarah forsvandt Laura Albert, pornoskribenten. J.T. blev nu hendes fuldtidsarbejde.

Solbriller og blond paryk

Der er da også mange lighedspunkter mellem J.T.'s fiktion og Albert's liv. Begge reddede sig ud af et liv på gaderne; J.T. i San Francisco og Albert i New York, hvor hun hang med skinheads'ne. I midten af 90'erne interviewede Steven Blush Albert om hendes ungdom på gaden til sin punk-rock-historie American Hardcore.

"Hun faldt ligesom bare ind i hele den punk-rock-ting," fortalte han senere til Salon. "Hun var et jødisk barn, som nærmest blev skinhead. Hun boede på Avenue A, og det var dengang, East Village var fucked up. Du sagde 'Avenue A', og folk blev bange."

Albert har fortalt, at hun ligesom sin fiktive forfatter blev misbrugt som barn af sin mors kærester, og hun løb hjemmefra som teenager. Hun blev flere gange indlagt på hospitalet: for depression, for spiseforstyrrelse og for selvmordstanker, inden hun endte i et hjem for utilpassede piger.

Men deres udseende stemte ikke overens, og som efterspørgslen efter billeder af og møder med J.T. steg, indså Albert engang omkring årtusindeskiftet, at hun måtte finde en permanent krop til sin skabning. Valget faldt på Geoff Knoops 19-årige halvsøster, Savannah, der trods sit manglende adamsæble havde det helt rigtige martrede look, og den tynde, drengede krop, der var nødvendig for at gøre J.T. LeRoy troværdig. Hun iførte sig mørke solbriller, blond paryk og sydstatsaccent, og hun skulle i de næste seks år optræde utallige gange som det litterære vidunderbarn J.T. - helt indtil den sande historie kom frem.

Da det skete, begyndte Savannah at skrive sin beretning om, hvordan det var at være J.T. LeRoy, og den er nu udkommet som Girl Boy Girl: How I Became JT Leroy. I et interview med New York's Village Voice bliver Savannah spurgt om, hvorfor så mange mennesker blev tiltrukket af J.T.:

"Han var vild og skør; han var en togulykke. Eller han var håbet om, at vi alle kan klare os igennem det og forvandle det til kunst."

Og Savannah havde tilsyneladende talent for at spille rollen.

"Jeg kan dele mine hemmeligheder med ham. Jeg stoler på ham og føler mig tryg ved ham," fortalte skuespilleren Liv Tyler til Vanity Fairs britiske udgave i 2003. "Jeg fortæller ham ting, jeg nok ikke ville fortælle nogen andre. Han åbner sit hjerte for mig. Så varm og forstående."

Winona Ryder fulgte op.

"Han er en af de fyre, du kan ligge i sengen og se film med og putte med, og ikke være bange for, hvad der sker. Han er så virkelig, sådan en poet."

Personlighedsspaltning

Laura Albert og Geoff Knoop er i dag gået fra hinanden med henvisning til stresset med at holde J.T. LeRoy-showet kørende. 10 år med hundredvis af telefonsamtaler, e-mails og faxer - noget af et show skabt næsten egenhændigt af en punk-rock-mor i San Francisco, der arbejdede som pornoskribent og telefonsexpige. Efter afsløringen mødte Albert imidlertid bred kritik blandt andet for at have udnyttet hiv til at skabe sympati på falske betingelser, ligesom forestillingen har efterladt en lang række personer, der føler sig godt og grundigt ført bag lyset. Ikke mindst blandt de forfattere, der hjalp J.T. frem, og som talte i telefon med 'ham' i timer og atter timer.

Da stemmen i den anden ende af røret angiveligt var en hjemløs teenager, var de fleste forfattere mere end villige til at træde til, også selv om J.T. var en særdeles krævende telefonven. Han kunne ringe tre-fire gange om dagen, ofte sent om natten. Og der var kriser:

"Han truede med selvmord, han ringede fra et hospital, hvor han var til udpumpning efter en massiv overdosis. Og han lagde beskeder som: 'Hvis du ikke ringer tilbage, slår jeg mig selv ihjel,'" har J.T.'s første forfatterven Dennis Cooper fortalt til Vanity Fair.

Oven i den moralske kritik er kommet juridiske slagsmål. Blandt andet blev Albert sagsøgt for svindel af Antidote Films, der købte filmrettighederne til Sarah dengang alle troede, J.T. var kød og blod. Under retssagen forsvarede Albert sig med, at det var hendes traumatiske barndom, som fik hende til at søge tilflugt i en række personer heriblandt adskillige små drenge og teenagere, en britisk-født rocksanger, en socialarbejder og den famøse androgyne forfatter, der var grunden til, at hun sad der i vidneskranken.

Albert blev dog sidste år dømt til at tilbagebetale det fulde beløb for rettighederne plus sagsomkostninger, i alt 350.000 dollar, til Antidote. Men der er også dem, der stadig forsvarer Albert og hendes lille, smalskuldrede skabning.

Tidligere redaktør på New York Press John Strausbaugh har til internetmagasinet Salon sammenlignet J.T. med den franske forfatter George Sand (pseudonym taget i 1800-tallet af baronesse Amandine Aurore Lucile Dupin, der gik i mandetøj og på andre måder udfordrede datidens kønsroller).

"Her er en midaldrende kvinde, der ikke kommer nogen steder som forfatter. Hun opfinder en piget dreng og bliver en kæmpe succes. Hvem siger det mest om, hende eller alle os andre?"

Og måske ikke så overraskende ligeså hvis man som Village Voice spørger Savannah Knoop - J.T.'s fysiske billede i mere end seks år - der nu med sin nye bog føjer endnu et lag til den forkætrede figur:

"Folk troede på J.T., fordi det gav mening for dem - firkanten passede ned i det firkantede hul. Det er jo ikke sådan, at folk ikke har traumer ligesom J.T.'s. Det er jo ikke sådan, at det ikke kunne være sket."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu