Læsetid: 8 min.

Skriver historie, mens det sker

Fra My Lai til Abu Ghraib. Gennem snart fire årtier har den amerikanske journalist Seymour Hersh afsløret magthaverne
Forbillede. Seymour Hersh en legende og et ikon for alle, der beskæftiger sig med undersøgende journalistik. På grund af sin faglige dygtighed. Sit mod. Og sin eksemplariske holdning til journalistikkens rolle, som den helt nødvendige fjerde magt.

Forbillede. Seymour Hersh en legende og et ikon for alle, der beskæftiger sig med undersøgende journalistik. På grund af sin faglige dygtighed. Sit mod. Og sin eksemplariske holdning til journalistikkens rolle, som den helt nødvendige fjerde magt.

8. november 2008

Den 14. november 1969 havde en række mindre amerikanske aviser en artikel med overskriften: "Løjtnant anklaget for at have dræbt 109 civile."

Løjtnanten hed William Calley og journalisten, som havde gravet historien frem i Vietnam, var den unge freelance journalist Seymour Hersh.

Typisk for Hersh beskrev han de grusomheder, der senere blev kendt som My Lai massakren, ganske lakonisk og uden de store falbelader: "Calley er officielt blevet anklaget for seks forskellige former for massemord. Hver kategori opregner antallet af døde, og det hele løber op til 109 i alt, og anklagen lyder på planlagte mord på orientalske mennesker, hvis navne og køn er ukendte, ved at skyde dem med en riffel."

I begyndelsen troede de største aviser ikke på denne historie fra en relativt ukendt journalist, men Hersh fortsatte med at grave videre, indtil det stod for klart for alle, hvor omfattende en krigsforbrydelse, det drejede sig om, da charlie company gik ind i landsbyen My Lai og myrdede stort set alle de ubevæbnede indbyggere. Antallet af døde er opgjort til mellem 347 og 504. Nogle af ofrene var blevet seksuelt misbrugt, andre tortureret og mishandlet, inden de blev dræbt.

Året efter fik Hersh den største journalistiske belønning, Pulitzerprisen, men typisk for Hersh hvilede han ikke på laurbærrene. Han fortsatte sine undersøgelser og skrev en bog om sagen, og da regeringens hemmelige undersøgelse i høj grad forsøgte at dække over det virkelige forløb, gravede han også den historie frem og bragte den i magasinet The New Yorker. Og hamrede dermed endnu et søm i den ligkiste, som i 1975 endte med USA's ydmygende totale nederlag og tilbagetrækning.

Ukendt af den store offentlighed

Den gang - som mange gange senere - blev Seymour Hersh kaldt for forræder af såkaldte patrioter. Men Hersh kunne med god ret svare tilbage, at han er blot er budbringeren, der beskriver de magthavere, som gennem deres gerninger gør deres land umådelig skade, og at det er journalistens fornemmeste opgave at afsløre netop den slags. Han er det, som man i USA kalder for en muckraker, et uoversætteligt historisk udtryk for den totalt frygtløse reporter, som graver snavset frem uanset, hvad det end måtte have af private omkostninger i form af udelukkelse fra det gode selskab. Publish and be damned har altid været mottoet for de skrappeste anglosaksiske journalister. Som Seymour selv siger i et interview med PBS's program Frontline:

"Jeg tror på det amerikanske system - på en nærmest naiv måde. Jeg tror det virker, hvis man giver folk de oplysninger, som de har brug for. Og jeg blev jo hædret for mine afsløringer, hædret for at stikke mine fingre i øjnene på præsident Nixon. Det ville nok ikke ske i ret mange andre lande. Her bliver man bedømt på, hvad man skriver, og ikke på hvem man er. Og jeg var ingen ting, da jeg begyndte."

Skal man sammenligne Hersh med andre undersøgende journalister må det være med Bob Woodward, der sammen med Carl Bernstein producerede mange af de afsløringer om Watergate, som i 1974 førte til Richard Nixons afgang som præsident. Selv bidrog han på det tidspunkt med en række artikler i New York Times, hvori han beskrev CIA's illegale spionage mod såkaldte 'hjemlige fjender' og Henry Kissingers program for overvågning af embedsmænd, der var under mistanke for at lække oplysninger. Men hvor Bob Woodward har fået stjernestatus udadtil og har været i stand til at opnå interview med præsident George Bush til sin bog om Irakkrigen, så er Seymour Hersh ukendt af den store offentlighed og en af de mest forhadte personer i Det Hvide Hus, en journalist, som Bush ifølge Woodward kalder for 'løgner'.

Da han skrev om Richard Perle, en af de nykonservative støtter af regeringens invasion i Irak, og afslørede, at Perle - med tilnavnet 'Mørkets fyrste' - var formand for regeringens forsvarsråd samtidig med, at han havde økonomiske interesser i firmaer, som krigen i Irak ville gavne, blev Perle rasende. Han kaldte Hersh for "det nærmeste en amerikansk journalist kommer på at være terrorist" og erklærede, at han ville lægge sag an. Men kort tid efter måtte han gå af som formand, og sagsanlægget mod The New Yorker blev aldrig til noget.

Hersh tager for givet, at han er oppe imod politikere og embedsmænd, som forsøger at skjule noget. Det ligger i selve magtudøvelsens natur. At topfolk bringer sig i situationer, hvor de af den ene eller den anden grund har svært ved at sige sandheden, selv om de i andre situationer - lige som enhver anden - ville lære deres børn, at det at lyve er en dødssynd: "Vi kan godt forstå, at Kissinger ind imellem måtte lyve, og Bush har måttet gøre det omkring Irak - også fordi det er så svært for en politiker at indrømme, at de har været forkert på den. Så som udgangspunkt står vi dårligt, når vi skal rapportere og finde sandheden, men netop derfor er det så vigtigt, at vi gennem journalistikken søger at holde øje med vores ledere."

Han siger også i samme interview, at der er masser af nationale hemmeligheder, han aldrig kunne drømme om at afsløre - selv hvis han fik dem ind ad døren - men interessen bliver vakt, hvis han opdager en løgn. Og når en redaktør er bange for at offentliggøre noget, så bliver han endnu mere mistænksom. Er der nogen fra et højere sted, som prøver at påvirke?

"Jeg er reporter og ikke redaktør. Redaktører er mus, der øver sig i at blive rotter. Vi er forskellige, og jeg tenderer til at ville offentliggøre, hvad jeg har fundet frem til."

Hersh er dog ærlig nok til at indrømme, at ud over ædle motiver kildrer det også hans ego at kunne få offentliggjort artikler, som piller de store ned fra deres piedestal.

Læser man ned over listen af artikler og de ikke mindre end otte bøger, som er kommet ud fra hans lille freelancekontor på Connecticut Avenue i Washington, er det som at få repeteret de vigtigste begivenheder i de sidste 40 års historie. Det gælder hans beskrivelse af Henry Kissingers virksomhed i den ultimative bog om den amerikanske udenrigsminister, The Price of Power, fra 1983. Og det gælder hans meget kritiske bog om præsident John F. Kennedy: The Dark Side of Camelot, fra 1997.

Rådne æblers værk

Da angrebet kom den 11. september 2001 var Hersh midt i 60'erne, men han har til The New Yorker produceret den ene banebrydende artikel efter den anden. Mere end 30 scoops er det blevet til, og man kan forestille sig, hvordan man har haft det i Det Hvide Hus, hver gang man fik færten af, at Hersh havde sin næse i sporet på en historie.

Selv har jeg oplevet hans fremragende evne til både at finde de hemmelige oplysninger og til at analysere et begivenhedsforløb, fordi jeg de sidste to år, i forbindelse med en film om tortur, systematisk har samlet materiale om Bush-regeringens udvikling af 'forstærkede afhøringsmetoder' i et forsøg på at gradbøje torturbegrebet.

For på samme måde som med My Lai var Seymour Hersh på pletten, da en af de største amerikanske krigsskandaler, Abu Ghraib-historien, ramte offentligheden i 2004. Ikke alene sad han inde med billederne fra det rædselskabinet, som fangevogtere og forhørsledere havde skabt for de indsatte i det fængsel, der var berygtet som Saddam Husseins torturkammer.

Han havde derudover, i modsætning til konkurrenterne, også den interne rapport, som var udarbejdet af general Taguba. CBS' berømte nyhedsmagasin 60 minutes holdt historien tilbage efter opfordring fra Pentagon, indtil det stod klart, at Hersh og The New Yorker ikke lod sig intimidere.

I modsætning til konkurrenterne købte Hersh heller ikke Bush' og Rumsfelds udlægning af de bestialske metoder som "nogle få rådne æblers værk". Hans videre undersøgelser viste klart, at der var tale om en politik, som kom fra oven, helt oppe fra regeringens top, og det blev til den fremragende bog Chain of Command, The road from 9/11 to Abu Ghraib. I den påviser Hersh, hvordan presset oppefra for at få oplysninger, som kunne forhindre en gentagelse af 11. september, førte til udviklingen af såkaldt "forstærkede forhørsmetoder" på Guantànamo, og hvordan en af pionererne fra dette arbejde, general Geoffrey Miller, førte metoderne videre til Irak. Typisk for Hersh fulgte han siden op på historierne med et interview med general Taguba, manden som havde lavet den første undersøgelse, og i artiklen får man et rystende billede af en mand, der i den grad er blevet frosset ud af det system, han loyalt havde tjent.

Unavngivne kilder

Seymour Hersh benytter sig meget af et af de farligste redskaber i journalistikken: Den unavngivne kilde. Problemet er, at kilder - som ikke skal lægge navn til deres oplysninger - kan være fristet til at sælge deres egen dagsorden og snyde på vægtskålen.

Samtidig er det også klart, at når man beskæftiger sig med det militære system, efterretningsvæsnet og diplomatiet, er der ingen, som står i kø for at blive citeret. David Remnick, der er chefredaktør på The New Yorker, erklærer, at redaktøren kender navnene på alle de kilder, som Hersh benytter på en given historie. At man foretager en grundig analyse af kildens motiv for at give oplysninger og søger efter andre uafhængige kilder, som kan bekræfte historien. Og det er så sjældent, at Hersh er blevet ført på vildspor af en kilde, at det ikke er værd at regne med i det store regnskab over hans liv i journalistik. Der har været få vildskud.

Det er blevet meget populært for journalister at gå tilbage i arkiverne og skrive samtidshistorie. Det er yderst værdifuldt, når Peter Øvig Knudsen ser på besættelsestidens stikkerlikvideringer og Blekingegade-banden, for vi kan lære meget af at studere, hvad vi eventuelt gjorde forkert. Men det banebrydende ved Hersh er, at han skriver historien, mens den sker, at han graver de nødvendige oplysninger frem, mens de siddende magthavere stadig kan rammes, fordi befolkningen er blevet bedre oplyst gennem journalistens arbejde.

Derfor er Hersh en legende, et ikon for alle, der beskæftiger sig med undersøgende journalistik. På grund af sin faglige dygtighed. Sit mod. Og sin eksemplariske holdning til journalistikkens rolle, som den helt nødvendige fjerde magt.

På et tidspunkt da hærskarer af spindoktorer hele tiden prøver at sikre, at der ikke er noget at komme efter, er netop den form for journalistik livsvigtig for demokratiet. Som Hersh selv sagde det i interviewet med PBS:

"Som journalister bliver vi aldrig populære. Fordi vores rolle er at afsløre at folk, som bilder sig selv ind, at de gør det rigtige, men i virkeligheden er i gang med at gøre det forkerte. Og hvad enten de kan lide det eller ej, så er det os, der kan ændre den offentlige mening."

Seymour Hersh både kan og vil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor har vi ikke journalister af Seymour Hershs støbning i Danmark?!

Der er et enormt behov for at få kastet et kritisk lys på de ting der foregår i Irak og Afghanistan, i stedet for det rosenrøde glansbillede af VKOs militaristiske uderigspolitik, som vi konsekvent bliver præsenteret for...

Vilhelm von Håndbold

^^ Jeg giver dig ret... vi har brug for dygtige folk som Hersh, Pilger, Fisk, Hari, Goodman etc. herhjemme... Dertil er det vigtigt at bide mærke i, at vor medier er flere hundrede gange bedre end de britiske og amerikanske mht. de konventionelle nyheder.

Problemet er ikke uærlighed...problemet er, at mange journalister herhjemme ikke stiller regeringens forudsætninger til genstand for rationel eftertanke...disse forudsætninger bliver derfor grænserne for tankevirksomheden, og giver eksponentiel vækst til den doktrinære version af nyhederne.

Thomas Bolding Hansen

Nemlig, der mangler bulldogjournalistik og der er nok at bide i.
Personligt er jeg ligeglad med bilag og andre småting.
Der findes andre emner som burde have en noget kategorisk og kompromisløs behandling:
1. Arbejdsløshedsmyten.
2. EU.
3. Sluseprivatiseringen af det offentlige sygehusvæsen.
4. Kommunalreformen (som dog får sine bemærkninger, men langt fra udtømt)
5. Miljø.
6. Økonomisk politik.
7. Social politik.
8. U-lande og selektiv hjælp.
9. Selektiv, aktivistisk udenlandspolitik generelt - hvor er Foghs bidrag til Congo? osv.
10. Politisk spin.

Listen er noget længere.

Thomas Bolding Hansen

"En nytænknings tænketank hævet over fløjkrigene i dansk politik savnes!?"

Jeg kunne ikke være mere enig. Den skal nok også komme en dag, jeg møder da i blandt mennesker, som har idéer i den retning.

"Kan man efterlyse en ny politisk vision for fremtiden med udgangspunkt i vores nye årtusinde?"

Naturligvis skal vi det, det er dog et større projekt, for at sige det mildt.
Et projekt, der er i gang i det små, med nye tanker fra alt fra radikalt demokrati til den tredje vej og afarter.
Jeg føle mig endnu ikke rustet, studeret nok, personligt. Men når jeg gør, så skal jeg nok give mine bidrag.

Jeg synes personligt, at politik har for meget karakter af religiøsitet, baseret på dogmer, fremfor åbenhed for, hvad der faktisk er af muligheder og løsninger.

Lone Wienberg Hansen

Som den helt nødvendige fjerde magt. Står der Fortæller jeg paa min måde. Som en tvær offentlig magnet.
Valgte du den konfetti op til dans. mister du stellet og hatten for ubestemt tid .Eller ser jeg forkert på tilværelsen som taber eller forliser. Forlagt i din stilling er ingen hjemme. Men alligevel spyr disse hoveder altid om samme emne i saglig tro. Jeg vil bestemme som en magnet fiser lige forbi som stavnsbundet for stoerelse. Korpus struktur krydser at vandre med sejl. Jeg fremmed står til kromosom at blive til håndtering. Som galt udsigt konjektur. Alt er på dette sted talstærk lakrids med kridt. Fører jeg blækket i unionen. Fra mit staffeli.
Pålæg mandens vingede
fortællemåde. Udråbstegn som pustene hymner. Spyede forvekslinger og spigrende spiddende behandling. Handler kure som fløjtende ornamenterne. Halsende blikfang. Sejl i vindesusen stilling. Gruende synsvinkler. Magelig gynge bevægende og monotone formodninger. Helse kurserende tvære politikere. Til klik komsammen. Lokkende som gennemborende. Stikkende. Punkterende. Perforerede tilkendegivelser med smil på leben. Som velbekomme til dette rige.

Tom W. Petersen

"Hvorfor har vi ikke journalister af Seymour Hershs støbning i Danmark?!"
Ja, jeg synes da, at Bo Elkjær: "Kære statsminister" var værd at læse.
Og den har I vel læst?