Læsetid: 5 min.

Det skal være en god film

Torino 2008. Politiske manifestationer har der været flere af på årets filmfestival i Torino. Men festivalleder Nanni Moretti, der er blevet kaldt Berlusconis eneste reelle opposition, understreger, at det altså handler om film
Interview. Roman Polanski (i midten) gider ikke snakke med pressen. Han lader sig i stedet interviewe af festivalens leder Nanni Moretti (t.v.) på scenen i en af biograferne, et arrangement, der er lidt af et tilløbsstykke.

Interview. Roman Polanski (i midten) gider ikke snakke med pressen. Han lader sig i stedet interviewe af festivalens leder Nanni Moretti (t.v.) på scenen i en af biograferne, et arrangement, der er lidt af et tilløbsstykke.

Tonino di Marco

Moderne Tider
28. november 2008

Nanni Moretti har inviteret til kaffe. Og det skal vi være glade for, får vi at vide, for forrige år talte han slet ikke med nogen. 'Vi' er de internationale journalister, som deltager i Torino Film Festivals 26. udgave, og Moretti, en af Italiens mest succesfulde og respekterede filminstruktører, er for andet år i træk manden bag festivalen.

Denne eksklusive kaffeslabberas foregår i Circolo dei Lettori, en slags litteraturhus, der har til huse i et flere hundrede år gammelt og meget fornemt udseende palads midt i den meget smukke, norditalienske millionbyby.

Til daglig kan man her forlyste sig med en god bog i både fornemme og hyggelige omgivelser, møde forskellige forfattere eller overvære litterære diskussioner. Under filmfestivalen afholdes pressekonferencer, interviews og den slags i Circolo dei Lettori, som også rummer en restaurant og en café.

Oprør i Torino

Som han sidder der i den grønne fløjlsbetrukkede sofa omgivet af ivrige journalister og beredvilligt svarer på alle spørgsmål, ser Nanni Moretti ganske tilforladelig ud. Men instruktøren, der tidligere har lavet de humoristiske, regeringskritiske italiensportrætter Kære dagbog og Aprile og vandt Guldpalmen i Cannes for dramaet Sønnens værelse, satte verden - i hvert fald i Torino - på den anden ende, da han i 2007 tiltrådte som leder af den da 24 år gamle filmfestival.

"Han er en god filminstruktør, men han er ikke nem at arbejde sammen med," sagde en italiensk kollega til mig forleden. Ifølge ham begyndte Moretti med at fyre alle tidligere ansatte på festivalen for så at medbringe sin egen stab fra Rom. Pressemødet, hvor årets program blev offentliggjort, blev kun afholdt i Rom, hvor Moretti bor, og han blev anklaget for at ville lave en romersk festival i Torino uden hensyntagen til den ekspertise, som de lokale festivalarrangører, journalister, filmelskere og akademikere lå inde med. Ja, i det hele taget blotlagde Morettis overtagelse af festivalledelsen den fejde, der åbenbart er mellem de akademiske verdener i Torino og Rom.

Her er det måske på sin plads at tilføje, at min italienske kollega, der underviser i film på universitetet i Torino, er god ven af den tidligere festivalleder, som han roser i høje toner, og derfor ikke kan siges at være helt upartisk.

Lillebror-festival

Fra en af festivalens presseansvarlige, der faktisk arbejdede for den gamle festival, har jeg fået at vide, at den første festival under Nanni Morettis ledelse nok var en noget kaotisk affære, men at alting er meget bedre i år, hvor gemytterne synes at være faldet til ro, og Moretti tager mere hensyn til de lokale. I år foregik pressemødet således i Rom om formiddagen og i Torino om eftermiddagen.

Torino er lillebroren blandt de betydeligste italienske festivaler. Filmfestivalen i Venedig er den største i Italien og en af de største i verden sammen med Cannes, Berlin og Toronto, en såkaldt A-festival. Opkomlingen i Rom, der løb af stablen for tredje gang i oktober i år, har overhalet Torino indenom, fordi man satser stort og dyrt på at få internationale stjerner, helst de amerikanske, til at gå ned ad den røde løber. Den regionale selvfølelse blev såret, og det var formentlig en væsentlig årsag til, at man i Torino bad et stort navn som Moretti om at lede festivalen.

I Torino foregår tingene mere afslappet, selv om ambitionerne ikke er små. Moretti kan ses vandre fra biograf til biograf sammen med sine assistenter, fordi han skal introducere en film eller tale med en instruktør, og det er ikke svært at få de instruktører, der gæster festivalen, i tale - selv om enkelte af dem, blandt andet polskfødte Roman Polanski, ikke gider snakke med pressen. Han lader sig i stedet interviewe af Moretti på scenen i en af biograferne, et arrangement, der er lidt af et tilløbsstykke for det meget entisiastiske lokale publikum.

Maleriske omgivelser

Jeg gæstede første gang filmfestivalen i Torino for syv år siden, hvor den foregik uden for centrum i den tidligere Fiat-fabrik i Lingotto-bygningen - Lingotto betyder barre, og den gigantiske bygning er ganske rigtigt formet som en guldbarre.

Nu er festivalen flyttet ind i det maleriske centrum af Torino, lige ved siden af filmmuseet, der ligger i den fantastiske Mole Antonelliana-bygning, et unikt pejlemærke, der kan ses næsten ligegyldig, hvor i byen man befinder sig.

Det klæder festivalen at have så flotte omgivelser - det er trods alt sjovere at bevæge sig rundt blandt butikkerne og restauranterne i de mange arkader end i Lingottoens kedelige indkøbscenter - men den er også fysisk blevet lidt mindre fokuseret, fordi filmene vises i fem forskellige biografer, hvor der tidligere kun var én stor biograf.

Da jeg ankom til Torino for en uge siden, var noget af det første, jeg lagde mærke til, de mange bannere, som hang rundt omkring på byens skoler. Af en af filmfestivalens guider fik jeg at vide, at de studerende på både skoler, gymnasier og universitetet er i krig med den italienske undervisningsminister, Mariastella Gelmini, som efter deres mening ikke bevilger penge nok til undervisning og vedligeholdelse af byens skolebygninger.

En tragedie

Dagen efter faldt taget på en af byens gymnasier sammen, sårede 20 studerende og dræbte én. Det markerede filmfestivalen ved at holde et minuts stilhed i dagene derefter, grupper af studerende har afbrudt flere filmforevisninger for at holde oprørte taler, mens oppositionen brugte tragedien til at angribe regeringens undervisningspolitik.

I det hele taget virker det, som om den politiske flamme brænder stærkt i Torino.

Første gang jeg var til filmfestival hernede, var ikke lang tid efter G8-topmødet i den nærliggende by Genova, hvor det kom til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter. Nogle af demonstranterne fik lov til at gå på scenen under festivalens tv-transmitterede afslutningsceremoni og lufte deres synspunkter.

I 2002 var Nanni Moretti med til at arrangere store demonstrationer mod Berlusconi, og i 2006 lavede han Il Caimano, der også rummer et satirisk portræt af den italienske ministerpræsident. Det seneste par år har han dog holdt lav profil, blandt andet fordi han har haft travlt med festivalen.

Politisk arbejde

"Da jeg for seks år siden blev involveret i politik sammen med tusindvis af andre mennesker, understregede jeg, at jeg ikke ville holde op med at være filminstruktør," siger Nanni Moretti på kaffemødet i Circolo dei Lettori.

"Mit politiske arbejde var frivilligt, og jeg vidste, at det ikke ville blive et nyt arbejde for mig. Jeg elsker at lave film. Det, der skete i 2002, var, at mange venstreorienterede ligesom mig selv tænkte, at den politiske venstrefløj stadig led under nederlaget året forinden, og at de havde brug for at blive vækket."

Moretti er blevet beskrevet som den eneste reelle opposition til Berlusconi, og jeg kan ikke lade være med at spørge ham, om han ser filmfestivalen i Torino som et politisk værktøj. I år åbnede den f.eks. med Oliver Stones W., der er et satirisk portræt af den afgående, amerikanske præsident Bush, en af Berlusconis allierede.

"Dette er en filmfestival med en leder, der aldrig har skjult sine politiske synspunkter," siger Moretti.

"I lørdags skete der en tragedie, og de studerende ville gerne have, at vi fokuserede på de dramatiske begivenheder. Men jeg udvælger ikke en film til festivalen af politiske årsager. Jeg udvælger den, fordi jeg synes, at det er en god film."

www.torinofilmfest.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her