Læsetid: 4 min.

'Ytringsfrihed er også friheden til ikke at sige noget'

Pladderhumanisterne tier stille, tossegodheden er blevet usynlig, og ingen hører længere fra lalletolerancen, men der er nye fjender derude i landskabet
Hjemme igen. Statsministeren vendte i denne uge hjem til kampen mod pladderhumanismen i egne rækker. Og det kunne mærkes.

Hjemme igen. Statsministeren vendte i denne uge hjem til kampen mod pladderhumanismen i egne rækker. Og det kunne mærkes.

Rune Evensen

29. november 2008

Det er ikke til at se de gamle modstandere. Man hører aldrig nogen sige, at de andres kultur kan være lige så god som vores kultur. Heller ikke længere hører man nogen sige, at det er samfundets skyld. Og det er efterhånden kun på blogs, i private sammenhænge og i lukkede fora, at de hårde blandt de højreorienterede bliver kaldt racister.

Sådan set skulle man tro, at kampen var vundet. Der er ikke nogen, der højt siger, at Anders Fogh Rasmussen & de barske borgerlige ikke må sige deres mening om flygtninge og indvandrere. Der er mange, der har fået nok af at høre på det, men de siger det ikke på den måde. De ved godt, at det er en tabersag. Og de er trætte af at blive kaldt landsforrædere og naive tosser.

Faktisk forsøgte Helle Thorning-Schmidt under valgkampen i 2007 at sætte en grænse. Hun stod frem og sagde, at Danmark nok ikke blev overrendt af alverdens flygtninge, bare fordi vi tillod afviste asylansøgere at bo uden for vores særlige, aflukkede lejre. Som svar spillede statsministeren straks sin yndlingssang: Danmark ville blive en flygtningemagnet, hvis vi gjorde som Socialdemokraterne anbefalede. Den slags misforstået godhed var meget farlig for nationen. Og Socialdemokraterne konkluderede selv deres evaluering af valget i 2007 med, at de havde tabt på udlændingespørgsmålet igen. De havde været for humanistiske, og derfor var de blevet straffet. Siden slog partiets integrationsordfører til med et forslag, der i barsk radikalitet overgik selv statsministeren: Man ville forbyde alle i den offentlige sektor at bære slør. Det blev så blødt lidt op, men partiet kan på ingen måde beskyldes for blødsødenhed. Og det kan SF så sandelig heller ikke længere. Jesper Langballe har annonceret sin retræte fra dansk politik, og Søren Krarup finder heller ikke længere den politiske manege overvældende udfordrende.

Nye fjender

Sådan set skulle man tro, at kampen var slut. Men 2008 syntes at blive året, hvor de ihærdigste, indædte borgerlige kulturkæmpere opfandt et helt nyt trusselsbillede: Nu er det Domstolsstyrelsen, PET, et tværministerielt embedsmandsudvalg, en forhenværende efterretningschef, Berlingske Tidende, en forhenværende borgerlig udenrigsminister og en nuværende borgerlig integrationsminister, der beskyldes for naivitet og lalletolerance. Karen Jespersen & co har udviklet et helt nyt trusselsbillede: Det er mennesker og institutioner, som man skulle tro, at de borgerlige regnede for gode, gedigne samfundsstøtter, der anklages for at ville noget så umanerligt uforsvarligt som for eksempel dialog med nogen, man ikke er enige med. Det skulle således være udtryk for politisk korrekt censur, at frihedskæmperen Lars Hedegaard ikke længere kan skrive de samme udfald i Groft Sagt i Berlingske Tidende, som avisen ellers længe har lagt spalter til. Heldigvis proklamerende Jyllands-Posten stolt, at avisen havde "givet tålt ophold til Lars Hedegaard." Censureret og undertrykt af den tossegode tante Berlinger fandt dissidenten, frihedskæmperen eksil hos Jyllands-Posten.

'Fuldstændig forfejlet'

Pia Kjærsgaard har i sit ugebrev anbefalet en "god og anstændig opførsel". Selv har hun været automatisk aggressiv, når andre krævede, at hun skulle leve op til standarder for "god og anstændig opførsel". Men nu håndhæver Pia Kjærsgaard anormer om en anstændighed, som dikterer, at justitsministeren undersøger, om den forhenværende operative chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen er en "med- eller en modspiller". Det antydes, at han skulle være landsforræder. Og hun anbefaler ham at "nyde sit otium"; dvs: som pensionist tie stille. Velfærdsminister Karen Jespersen har også haft nok at gøre med at bekæmpe pladderhumanisme og lalletolerance. Godt nok har hendes egne folk været med til at udarbejde den embedsmandsrapport, som anbefalede "uenig dialog" med personer, der "repræsenterer kontroversielle holdninger". Men dem må man ikke tale med. Det er ifølge Jespersen "fuldstændig forfejlet". En kontorchef i Integrationsministeriet har tilladt sig noget så skandaløst som at hævde, at "vi skal kunne tale med Hizb-Ut-Tahrir". Da statsministeren i denne uge vendte hjem til kampen mod pladderhumanismen i egne rækker, slog han fast, at der ikke havde været kontakt med Hizb-Ut-Tahrir. Og der var "ingen planer om en sådan kontakt". Nu har statsministeren krævet udtalelsen "Vi skal kunne tale med Hizb-Ut-Tahrir" fjernet fra Integrationsministeriets hjemmeside. Og den blev fjernet.

Friheden til at tie

Den dag rapporten blev offentliggjortg var Venstres integrationsordfører i øvrigt kommet til at sige noget om, at man skulle kunne tale med sine modstandere. Hun blev dog straks banket på plads og fik ikke sagt mere den dag. Det er meget hårdt for hardlinerne i Venstre: De har vundet over modstanderne på venstrefløjen. Og så bliver de konfronteret med modstandere fra egne rækker. Onsdag kunne Birthe Rønn Hornbech meddele, at hun havde fået en gevaldig skideballe og fremover ville hun holde sin kritik i egne rækker. Statsministeren kunne bekræfte, at han selvfølgelig stadig var tilhænger af ytringsfriheden. Men med en formidabel formulering tilføjede han, at ytringsfriheden jo også var "friheden til ikke at sige noget". Det er friheden til at tie stille, hvis man ikke er enig med statsministeren, og det er friheden til lade være med noget så vanvittigt som dialog med dem, man ikke er enig med. Det er den samme vidunderlige frihed, som Søren Pind oplevede, da hans kritik af hans eget parti blev mødt med et offentligt: Hold kæft. Det er der, hvor de gamle fæller bliver til nye fjender, at det ser ud, som om kampen ikke er vundet, men tværtimod definitivt og ynkeligt tabt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Wienberg Hansen

Hivende vildfarelser ser mod en ufarbar kumulere i spigrende forvekslinger.. Gyngebevægende hypoteser og tvær helse kurserende bobler i haspende rollespil. For hvad vil de? Strander perforerende tilkendegivelser som det læses med smil på leben. Hvor spring haler maner lokkende paa afvigende vej mod interne skampletter derefter. Klavres der over kors i fordrejede statuser. Velbekomme i dens rige pirke vingede pålæg punkterende anlæg. Er det ret mageligt og berigende gentagelser der præger denne artikel.

Helt enig med Lone Wienberg Hansen. Rune Lykkebergs (b)analyser er og bliver simpelthen kumulerede skampletter og fordrejede statusser og artiklen er præget af magelige gentagelser.

Man forstår god hvorfor de er så glade for Lykkeberg i Dansk Folkeparti og omegn...

Niels Christensen

Et par ting, mener Rune at dialog med Hizb-Ut-Tahrir er mulig ?
Og hvad angår Sønnichsen, så skal han da have lov til at sige hvad som helst. Men han er en nyskabelse. Hvis nogen for 10 år siden villle have spået, at en tidligere chef i efterretningstjenesten ville forsøde sit otium ved at fungere som ekspert vidne i alle medier, der vil betale, vil de have været til grin.

Niels Christensen, det er et mærkeligt spørgsmål, for dialog med hvem som helst er altid mulig. Det er dialogen, der giver os mellemmenneskelig forståelse, hvis - NÅR vi ikke taler med nogen, får vi en unuanceret og skævvredet idé om, hvad andre mener og forestiller sig. Det fjerner os simpelthen fra den reelle virkelighed, fordi den reelle virkelighed i langt højere grad end at være materiel er mental.

jan henrik wegener

Et problem for "dialogtilhængere", som de måske ikke altid helt ser selv kan være dels at det nogle gange er mere præk end praksis, dels at "dialogholdningen" er mere selektiv end de umiddelbart giver udtryk for. Det er det indtryk jeg har. (Den risiko gælder vel andre "plusord" - "tolerance", "menneskelighed", blablabla).

Det har du faktisk ret i, Jan Henrik Wegener. Det har jo også traditionelt været kravet fra det politiske niveau, at folk måtte samle sig, hvis de ville være samtalepartner. Det gælder også til en vis grad for 'tolerance', 'accept' osv., men næppe menneskelighed, der vel omfatter 'os' på godt og ondt, hvorfor vi med det begreb netop står i det eksistentielle valg mellem pligt og tilbøjelighed.

@Peter H**
Ikke for noget , men du har altså stadigvæk ikke svaret på, hvordan det kan gå til at de højreradikale på det nærmeste knuselsker Rune Lykkeberg, samtid med at du påstår at Lykkeberg og værdikaæmperne ikke har de samme holdninger, de samme værdier og det samme menneskesyn.

Kan man få en forklaring på, hvordan det kan gå til?

jan henrik wegener

Peter H,
Det jeg nævnte er en af grundene til at jeg selv ikke fuldstændigt ubetinget vil kalde mig "tilhænger af dialog", og endda mener at andre måske kan tænke sig lidt om før de erklærer sig som sådanne.
Når man intet mærker til "dialogvilje" eller "respekt" men hører en masse om det er skaden vel desto større?

Hvem i alverden har sagt at Hizb ut Tahrir ønsker dialog med en militant sekuralistisk regering der går i krig i Irak på en løgn?

PeterH **:

"Per Thomsen, fordi de pgl. ikke besidder tilstrækkelig kulturel kapital til at kunne forstå, hvad Rune Lykkeberg skriver."

Det var dog et utroligt letkøbt og overfladisk svar, Peter.

Man kan sige meget negativt om eksempelvis pastor Krarup, men dum er manden i hvert flad ikke, og når han er en stor tilhænger af Rune Lykkeberg, så er det ikke noget du kan bortforklare ved at hævde at han " ikke besidder tilstrækkelig kulturel kapital til at kunne forstå, hvad Rune Lykkeberg skriver."

Kom glad igen, Peter...

Jens Jensen er hermed udråbt til dagens Pia-papegøje ..
Et flertal af befolkningen ser gerne at kasino-økonomien der gavner deres friværdi fortsætter, om nødvendigt med assistance fra national-socialisterne i Dansk Folkeparti .
Selv krigsliderlige "anstændige borgerlige" er så sultne efter at lave hele DK om til en velfriseret udgave af Kastellet at de lader sig trække rundt i manegen af Den Lille Sure Mokke og fortsat stemmer på en åbenlys Løgner ..
Resten er de flintrende ligeglade med i det omfang de overhovedet ved hvad de taler om .
Og det er her det bliver farligt :
På et tidspunkt får man nok af snak når svaret altid er Goddag mandøkseskaft, der er intet at komme efter ..

Hvor går grænserne? Frihed og/eller pligt – eller måske pli?
Selv om grænserne for ytringsfriheden i dag må siges at være vidtstrakte - det kan især iagttages i de mange blogs/netdiskussioner (lad os være pæne og kalde dem det). Det betyder vel ikke, at alt kan ytres alle vegne og på alle tidspunkter. Efter min mening er der ej heller nogle grænser, der gælder for alt og alle. I dag består samfundet af særdeles mange forskellige grupper, der hver har deres forskellige regler og konventioner for, hvad man taler om, og hvordan man taler. Det har en lang række eksempler vist i de senere år, både inden for kirken, politik, militær og mange flere formelle og uformelle grupperinger.
Det er et broget og på mange måder uoverskueligt billede. Vi er alle medlem af mange forskellige grupper, der i mange tilfælde har vidt forskellig opfattelse af, hvad der kan siges, hvor og hvornår – undertiden i tydelig uoverensstemmelse mellem hver gruppes normer. Det kræver omtanke.
Ind i billedet er så også kommet begrebet ytringspligt, som undertiden forekommer at være et nyt produkt, politikerne kan forsøge at sælge som elastik i metermål. Helt sikkert medfører ytringsfrihed i sig selv ikke ytringspligt. Men i visse tilfælde vil offentligt ansatte, f.eks., have pligt til at udtale sig om nogle forhold. I andre kan politikerne ikke med nogen ret skyde sig ind under, at de jo ikke har ytringspligt. Et eksempel er mediernes forsøg på at få interviews med Statsministeren om krigen i Afghanistan.
I andre tilfælde må det for alle gælde, at der er noget, man har frihed til at udtale sig om, men reelt ikke bør udtale sig om – eller tegne - af den ene eller anden grund – måske menneskelige hensyn. I en mailudveksling med professor Anders Drejer fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet, kom sidstnævnte med udtrykket: ytringspli! Et begreb som vi alle nok bør tage til os.
Piet Hein har sagt det således: ”Kultur er ikke en fin menuet i en fortids frednings forening. Men det at slås for sin modstanders ret til at slås for den modsatte mening”. (Et citat som undertiden i en lidt anden mere dramatisk form fejlagtigt tillægges Voltaire). Man bør bruge sin ytringsfrihed med pli – i hvert fald i Danmark.
For ikke at blive misforstået eller taget til indtægt for nogle synspunkter: Jeg synes, at Bonnichsen holder sig inden for både frihed og pli.

Grundlovens § 77:
"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres."

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Artikel 10:
Stk. 1 "Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling."
Stk. 2. "Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed."

Paul Hegedahl