Læsetid: 5 min.

En barbar med et budskab

Samuel Fullers omstridte racismedrama 'White Dog' har omsider fået den dvd-behandling, den fortjener. Vi anmelder og tegner et portræt af en sammensat og slagfærdig filmskaber
Barbar. Filminstruktøren Samuel Fuller var på mange måder sit eget mesterværk, en hæsblæsende hybrid mellem fribytter, revolvermand og bims aristokrat.

Barbar. Filminstruktøren Samuel Fuller var på mange måder sit eget mesterværk, en hæsblæsende hybrid mellem fribytter, revolvermand og bims aristokrat.

12. december 2008

"Første scene skal give dig ståpik."

Filminstruktøren Samuel Fuller (1912-1997) var en mand, der talte lige ud af posen og svor til billeder, der gik rent ind hos tilskueren.

Mens han endnu var teenager, fik Fuller job som kriminalreporter på en tabloidavis i New York. Siden blev han knaldromanforfatter og tog den hårdtslående henvendelsesform med sig, da han i 1949 debuterede som filmmager med westernfilmen I Shot Jesse James, der rummer klare homoerotiske undertoner. Det skulle blive den første af mange Fuller-film, der på den ene eller anden måde fremstillede Amerika, som de færreste amerikanere havde lyst til at se det.

Poetisk nihilisme

Fullers nærmest dumdristige tendens til at beskæftige sig med ømfindtlige temaer eller ligefrem tabuer på en sensationspræget, lige-i-synet facon fik ham i fedtefadet flere gange i karrierens løb. Hans stil fik betegnelser som 'lyrisk vold' og 'poetisk nihilisme', mens manden selv blev kaldt både 'barbar' og 'primitiv'.

Venner hævdede derimod, at Fuller bag det rå og kontante ydre var en ganske følsom mand, og mange af hans film rummer da også ved nærmere eftersyn en egen hårdkogt humanisme.

Fuller tog altså sit stikord fra B-filmen og arbejdede også på B-films-budgetter. Hans lynhurtige arbejdstempo gjorde ham i stand til at dreje to film om Korea-krigen, Korea-patrulje og Fixed Bayonets!, længe inden krigen var afsluttet.

Den kolde krig dannede også ramme om Lommetyven (1953), hvor en lommetyv bliver involveret i kampen mod kommunisterne, skønt han kun deltager i den af personlige årsager. Fullers film er fattige på traditionelle helteskikkelser og fyldt med desillusionerede, noir-agtige enspændere.

Sort selvhad

White Dog (1982) var langtfra jødiske Fullers første favntag med racismespørgsmålet. I 1963, da borgerrettighedskampen var på sit højeste, angreb han i Chok Korridor emnet fra en totalt overrumplende vinkel.

"Stop den nigger, før han gifter sig med min datter!" lyder en uforglemmelig replik fra filmen. Uforglemmelig, fordi afsenderen er en sort mand, der lider af så svær en personlighedsspaltning, at han tror, han er medlem af Ku Klux Klan!

Det er et klassisk Fuller-øjeblik. Kulsort humor i perfekt parløb med en dybt tragisk morale: Årtiers had fra de hvides side har skubbet sorte amerikanere over i sindssyge og ekstremt selvhad.

Året efter kastede Fuller sig i Det nøgne kys over en vaskeægte amerikansk specialitet, nemlig fortællingen om en på overfladen nydelig, men reelt dybt depraveret lilleby. Også denne film rummer billeder, der brænder sig fast på nethinden, ikke mindst scenen, hvor vores hovedperson straffer en bordelindehaver ved at tvinge pengesedler ned i halsen på hende.

Kreativ ufrihed

Op gennem 1960'erne begyndte Fullers stjerne at stige i filmkredse efterhånden som nye og mere eksperimenterende instruktører kom til fadet. Nogle af dem hyldede Fuller ved at lade ham medvirke i deres film, og i Jean-Luc Godards Manden i månen afleverer han denne nu legendariske replik:

"Film er som en slagmark: Kærlighed, had, action, vold, død. Kort sagt: Følelse!"

Fullers enorme personlighed og med alderen stadigt mere fascinerende fjæs har næppe heller skadet sidekarrieren som birolleskuespiller. Han var på mange måder sit eget mesterværk, en hæsblæsende hybrid mellem fribytter, revolvermand og bims aristokrat. Et Fuller-interview er med andre ord en mindst lige så intens - og barokkomisk - oplevelse som en Fuller-film.

1970'erne var generelt et magert årti for Fuller, men som det gik på hæld, fik han lejlighed til at realisere et projekt, der længe havde rumsteret i hans bevidsthed.

The Big Red One var baseret på instruktørens egne oplevelser under Anden Verdenskrig. Da Warner Bros. besluttede at skære næsten en times materiale fra, var det selvsagt et hårdt slag for den aldrende Fuller. Først syv år efter hans død blev filmen restaureret, og denne version regnes af nogle for Fullers hovedværk.

Firbenet dræber

Kort efter den forsmædelse fik Fuller lov til at instruere en film, som A-liste-navne som Roman Polanski og Arthur Penn tidligere havde været udset til at forløse.

White Dog (1982) fører det kendte diktum om, at en hund ligner sin ejermand ud i yderste konsekvens. En sen aften i bakkelandskabet omkring Los Angeles påkører den unge skuespillerinde Julie titelhunden, en smuk, hvid schæfer. Hun iler til en dyrlæge, som lapper den sammen, og da ingen ejermand henvender sig, tager hun hunden til sig.

Først efter at Julie har tabt sit hjerte til dyret, opdager hun, at det er en såkaldt 'hvid hund', dvs. at den med voldelige metoder er blevet optrænet til at angribe sorte mennesker.

Aflivning er en oplagt løsning, men det kan Julie ikke få over hverken hjerte eller samvittighed - det er trods alt ikke hundens skyld, at den er blevet sådan. I stedet sætter hun den hårdføre, sorte dyretræner Keys (Paul Winfield) til at 'afprogrammere' hunden, hvilket får drastiske og uforudsete konsekvenser.

Nedarvet had

Med afsæt i denne ret enkle præmis foretager Fuller en omfattende undersøgelse af racismens uvæsen. Gennem Keys får vi at vide, at plantageejerne i sin tid trænede hunde til at opspore undslupne slaver. Jo tidligere de lærer at afsky sorte, jo mere effektiv er træningen, siger han. Udsagnets underliggende betydning er utvivlsomt, at jo tidligere børn introduceres for forældrenes fordomme, jo større er risikoen for at de ukritisk fører dem videre.

Med sit troskyldige barneansigt er Kristy McNichol helt rigtig i rollen som den naive idealist Julie, der modstræbende må erkende, at mennesker kan være mere hadefulde, end hun hidtil havde forestillet sig.

White Dog er et unikt værk, der fusionerer to så forskelligartede størrelser som monsterfilmen og budskabsfilmen - en manøvre, kun Fuller ville være vanvittig nok til at foretage.

Aktiv til det sidste

White Dog blev Fullers sidste film i Hollywood. Skuffet over, at National Association for the Advancement of Colored People syntes at opfatte White Dog som en racistisk film snarere end som en film om racisme, og rasende over Paramounts efterfølgende beslutning om at lægge den på hylden, flyttede da 70-årige Fuller til Frankrig.

Her indspillede han yderligere to film, men vendte siden hjem til Los Angeles, hvor han som 85-årig drog sit sidste suk kort efter at have spillet en lille rolle i Wim Wenders' The End of Violence (1997).

Ikke kun europæiske instruktører, men også amerikanere som Quentin Tarantino, Jim Jarmusch og Martin Scorsese har ladet sig inspirere af Samuel Fuller, så på den vis lever hans egenrådige ånd videre.

White Dog. Instruktion: Samuel Fuller. Manuskript: Samuel Fuller og Curtis Hanson. Er udsendt på region 1-dvd fra Criterion, som kan købes via laserdisken.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer