Læsetid: 10 min.

I Danmark er alle døre åbne

Adnans jobkonsulent, Nils Hamburger, har haft mange skuffelser i sit arbejde. Men ikke med 19-årige Adnan. Information har fulgt et af de unge flygtningebørn, som er svære at fastholde og som bærer på noget inden i. Hos Adnan er det en stor, urolig verden, man kun ser, når han bokser
En voldsom kæmper. Adnan er imødekommende, høflig, smilende, svarer når han bliver spurgt, griner meget. Kommer man for tæt på hans privatliv, svarer han undvigende - aldrig afvisende. Men under overfladen gemmer der sig en stor, urolig verden. Noget ser man, når Adnan er i ringen: Agressionen. Vreden. Når han fortæller om sin sport, er det med ord om at -straffe- sin modstander, -ramme ham hårdt-, så du -sætter ham på plads-, så han har -respekt for dig-.

En voldsom kæmper. Adnan er imødekommende, høflig, smilende, svarer når han bliver spurgt, griner meget. Kommer man for tæt på hans privatliv, svarer han undvigende - aldrig afvisende. Men under overfladen gemmer der sig en stor, urolig verden. Noget ser man, når Adnan er i ringen: Agressionen. Vreden. Når han fortæller om sin sport, er det med ord om at -straffe- sin modstander, -ramme ham hårdt-, så du -sætter ham på plads-, så han har -respekt for dig-.

Simon Jeppesen

19. december 2008

Ivar Dilima tager forsigtigt den unge mands hånd i sin. Adnan har en pæn, jævn hånd. Det er tegn på, at han slår rent. Ivar vikler gazebind om hånden, lægger en gazepude på knoerne. Han har klippet et fint, lille hul til fuckfingerknoen, som er den mest fremtrædende. På den måde fordeles slaget over hele knofladen. Mere gaze for at holde puden på plads hvorefter håndledet stives af - også med gaze. Hånden er fyldt med fine, små knogler, som så let splintrer - og den kan jo ramme en hård genstand. Som et hoved:

"Vores hænder er ikke beregnet til boksning," fortæller Ivar - og fortsætter henvendt til Adnan:

"Nu kan du slå gennem en væg."

Luften i omklædningsrummet er tung af menthol fra den olie, som kæmperne smører deres senede kroppe ind i. Adnan tager handskerne på.

Sult - Irak

Adnan Abdulla Faraj blev født i Kuwait i 1987 som det tredje af fire børn. Faderen, som er irakisk kurder, var en af de mange ufaglærte gæstearbejdere fra de omgivende arabiske lande - han gjorde rent på en skole.

Da Adnan var et år gammel vendte familien tilbage til Irak. Hans første erindringer er fra Bagdad, hvor de boede i faderens brors hus. Adnans yndlinglegetøj var fodbolden - han elskede at spille med nabodrengene. Han gik i skole. Når han ikke havde lavet sine lektier, lagde han sin hånd på skolepulten foran sig og fik rap over fingrene med en kort, rund pind. Smerten forsvandt efter et par timer, men fingrene kunne sagtens være røde indtil næste dag. Adnan fik mange rap. Han griner af det i dag:

"De andre børn lavede lektier først og så - ud og lege. Jeg skulle lege først; og så glemte jeg lektierne!"

Det, der gjorde størst indtryk på den lille dreng, var at familien sultede. I perioder fik de kun tørt brød og te en gang om dagen.

I verden udenfor var andre irakere, i august 1990, taget til Kuwait - en hel hær - og amerikanerne havde sendt dem hjem igen med store tab. Måske 50.000, måske 100.000 irakiske soldater - der er ingen sikre tal - lå døde tilbage. Kuwaits oliekilder brændte. Amerikanerne fulgte efter over grænsen, men stoppede inden de nåede hovedstaden. Militære og formodede militære mål - også i Bagdad - blev bombet. Saddam Hussein blev siddende en tid endnu, mens udlandet blokerede for import og eksport fra Irak. Børnedødeligheden blandt børn fra nul til fem år mere end fordobledes - alene i 1991 døde 71.000 børn under seks år af direkte og indirekte følger af sanktionerne. Adnan var da fire år gammel. De irakiske kurdere forberedte et oprør, som amerikanerne havde opfordret dem til. Det blev til endnu en serie blodbade, denne gang med de irakiske soldater som sejrende.

Alt dette var Adnan for lille til at forstå. Han fattede og husker kun, at han var sulten.

Og så husker han duerne. Han fik nogen stykker af sin ældre bror, da han var fire år gammel, og de blev til mange flere - måske 50, måske 100, Adnan er ikke sikker i dag. Han havde dem på husets flade tag. Han fodrede dem, fjernede duelort, lukkede dem ud, tog imod dem, når de kom tilbage.

"Det var dejligt at have dem. Men lige pludselig var de væk."

Det var nemlig på tide at flyve ud - uden et bur at vende tilbage til. I 1993, da Adnan var seks år gammmel, overhørte han en samtale mellem sin far og sine ældre brødre. Irak var blevet for usikker for den kurdiske familie. Samme dag kørte de til lufthavnen og fløj til Jordan. Adnan havde intet andet med, end det tøj han havde på.

Modstanderen

I det andet ringhjørne står en franskmand, Julien Dalle. Slank og senet som Adnan, de vejer begge lige under 60 kg. De skal kæmpe i en af de indledende kampe til et stævne i thai-boksning i Århus. Thaiboksning er boksning med spark. Kæmperne har boksehandsker på og bare fødder. De sparker - og de sparker hårdt. På ben, på krop, i hovedet, det kan ses på Adnans næse, den er skæv. Den har været brækket, indtil videre kun en enkelt gang.

Aftenens hovedkamp er om et verdensmesterskab. Det er først langt senere. Nu gælder det de to unge amatører.

De er jævnaldrene. De kender ikke hinanden, har ikke snakket sammen, kommer ikke til det. Men foran sig ser de det samme: En modstander.

Arbejde, spise

Jordan var pænere end Irak, husker Adnan. Husene var ikke ødelagte. De lånte en lejlighed af en af faderens døtre fra hans første ægteskab. Faderen rejste kort tid efter videre til et lille land langt mod nord.

I Jordan var de flygtninge, så Adnan kunne ikke fortsætte med skolen. Det gjorde ham ikke noget, han havde vigtigere ting at lave. Faderen var væk, hans to ældre brødre arbejdede, han fandt selv arbejde i et lille tømrerfirma. Han havde lært en lektie, som ville blive bestemmende for resten af hans liv:

"Det er en god ting at finde arbejde, så man kan få noget at spise."

Han pudsede vinduer, ryddede op, lærte at skære glas og sætte det i. Hver fredag fik han sin løn udbetalt, og for den købte han mad, han husker tydeligt følelsen:

"Jeg har brugt mine kræfter og kan købe ind til min familie. Så kan jeg spise med dem."

Kampen

Kampen går i gang. Stille og roligt. De to kæmpere prøver hinanden af; spark på lårene, Julien er god med sine ben, Adnan begynder at bruge sine hænder mere, han bokser, rammer Julien nogle gange i hovedet, Adnan trækker hånden tilbage for at slå, venstrebenet er strakt, Julien sparker, rammer lige over knæet. Og så er kampen slut. Knæet er et svagt punkt, også hos Adnan. Han kan ikke længere støtte på venstre ben. Adnan humper til sit ringhjørne, dommeren kommer hen, snakker kort med de to cornermen i Adnans hjørne, signalerer til dommerbordet. Begge kæmpere går til midten af ringen. Julien udråbes til vinder.

Næste stop: Århus

"Man er ikke sulten, når man er i Europa."

Det var, hvad Adnan vidste om sit næste stop: Århus. Faderen var taget i forvejen i 1993, så da resten af familien ankom tre år senere, var der en lejlighed klar, og der stod kylling på bordet. Det var koldt i Danmark, husker Adnan. Han kiggede på sit armbåndsur, da han steg ud af flyveren en vintermorgen, klokken var 8. Uret var det eneste, han havde med ud over sit tøj. Adnan ejer i dag intet, der minder ham om hans tid før Danmark. Moderens fotos blev af den ene eller den anden grund konfiskeret i tolden, før de forlod Jordan. Adnan har kun det af sin fortid, som han kan og vil huske.

Ni-årige Adnan gik tøvende sit nye land i møde. Han kom igen i skole, læreren spurgte ud i klassen, om der var nogen, der snakkede Adnans sprog, Rowaid fra Irak rejste sig, blev Adnans bedste ven - og er det stadig.

Adnan er imødekommende, høflig, smilende, svarer når han bliver spurgt, griner meget. Kommer man for tæt på hans privatliv, svarer han undvigende - aldrig afvisende. Der gemmer sig en stor, urolig verden under overfladen af den venlige dreng, men det er svært at se. Noget ser man, når Adnan er i ringen: Agressionen. Vreden. Adnan er en voldsom kæmper. Når han fortæller om sin sport, er det med ord om at "straffe" sin modstander, "ramme ham hårdt", så du "sætter ham på plads", så han har "respekt for dig".

Adnan fortæller om suset ved at gå i ringen, jublen fra publikum, anerkendelsen efter man har kæmpet en god kamp - og vundet.

Han er utilfreds med sin kamp mod Julien Dalle. Han tænkte for meget, var for teknisk.:

"Teknik fungerer ikke for mig. Jeg var alt for flink. Det går ikke. Så taber jeg kampen."

Adnans drivkraft i ringen er vrede. Han vil slå, han vil slå til.

Forsørgeren

Skolen kunne holde på Adnan til og med 8. klasse. Så havde han vigtigere ting at lave. Han fandt praktik i Føtex i Bruhnsgade i Århus, var der i en måned, kunne ikke fortsætte - men fik et gavekort på 200 kr, da han stoppede:

"Det er bedre end ingenting," siger han og trækker på skuldrene. Kortet fik hans mor.

Han kom på produktionsskole, træværkstedet, mødte den ét år ældre Susan, hun var på tekstillinjen. Hun kiggede og smilte, han smilte igen. Hun var den første, der sagde noget. Han var 14, hun var 15. Hun var hans første rigtige forhold:

"Den første og den sidste. Det håber jeg. Hun er god mod mig, jeg er god mod hende, så det må være nok."

Hun blev gravid. De besluttede at beholde barnet. Adnan var da 17 år gammel:

"Det er synd at slå et lille barn ihjel. Det var vi enige om. Så jeg har en dejlig datter i dag."

De to bor hver for sig, Adnan stadig hos sine forældre, Susan bor i en lejlighed med datteren, Dina. Adnan er undvigende, når man spørger til deres forhold, men det er der:

"Nu ved jeg, jeg har et ansvar. For et barn, for min kæreste. Det er sket, det kan man ikke lave om."

Han fortæller, at han gerne vil bo med sin lille familie. I et hus. Hvor mange børn han vil have? Fire! Det er passende:

"Jeg skal jo ikke havde et fodboldhold," griner han:

I 2004 blev Adnan og Susan gift. En imam kom forbi hjemmet, læste op fra koranen, gav dem begge en ring:

"Det er min tradition," fortæller Adnan. Han tror på gud, men beder ikke, kommer ikke i moskeen. Brylluppet er ikke gyldigt ifølge dansk lov. Hvorfor de ikke har gentaget cermonien på rådhuset, har Adnan ikke et svar på. Måske skræmmer det ham, en dreng på 19, at knytte båndet endeligt.

Døren er åben

"Problemet med unge fra Adnans generation er, at det er let at skaffe dem en åbning, men svært at fastholde dem. De er meget flaksende. Så bliver de forsørgere, må finde ufaglært arbejde og er låst fast."

Adnans jobkonsulent, Nils Hamburger, har haft mange skuffelser i sit arbejde. Men ikke med Adnan - Nils kalder ham imødekommende, diciplineret, resultatorienteret:

"Hvis han forvalter det rigtigt, kan han også gøre det godt."

Nils skaffede først Adnan i praktik som autolakerer, men han har ikke kørekort og kunne ikke fortsætte. Adnan er ved at tage det nu, han har allerede en bil, købt brugt, Opel Calibra - en rød sportsvogn. Den skal males om. Lyseblå, det er en flot farve, synes Adnan.

Niels Hamburger fandt arbejde med løntilskud til ham i Bilkas elektronikafdeling. Dér kan Adnan godt lide at være, flinke kolleger, han holder af kundekontakten, synes han er god til at sælge. Dér vil han gerne blive.

Måske gå i skole igen? Han er ikke meget for det, men han er nødt til det for at komme videre, det er ikke nok at kunne snakke dansk, sproget skal også skrives, og Adnan kom sent igang. Uddannelsen som autolakerer på 3 1/2 år - som han overvejer at tage - kræver 9. klasse.

Hans billede af Danmark er forbløffende lyst:

"Der er gode muligheder i Danmark - bare man tænker rigtigt. Du har mulighed for at arbejde, du har mulighed for at gå i skole, du har mulighed for at træne, du har mulighed for rigtigt mange ting. Alle døre står åbne."

Efter nederlaget til Julien Dalle skiftede Adnan klub. Nu træner han i Vejle, der er tre kvarters transport hver vej, men træningen passer ham bedre. Den er mere diciplineret, den er hårdere, under sparring slår de til, det gjorde de ikke i Århus. Det skal være hårdt, for det er det også i ringen. Han drømmer om en professionel karriere, om en dag at kunne kæmpe om et verdensmesterskab. Han er ung, har ti års kamp i sig endnu - hvis han ikke bliver skadet.

Sult - Danmark

Adnan har, som alle på hans alder, tanker og drømme om sin fremtid. Nogle mere løse end andre. Men en ting, som der ikke er tvivl om, er hans tilhørsforhold. Spørger man til hans oprindelsesland, Irak, om han kunne tænke sig at se det igen, svarer han:

"Det vil være en dårlig oplevelse. Der er en masse folk, der sulter, så ser man det og bliver ked af det."

- Du ser det jo også i fjernsynet?

"Jeg kigger ikke på det. Jeg kan ikke lide at se mennesker, der sulter."

- Der er ellers mange nyheder fra Irak?

"Jeg ser det ikke. Jeg kan ikke have det. Det er bare en følelse, jeg har."

Han tænker sig om:

"Det jeg ønsker mig virkeligt, det er at få dansk statsborgerskab. Så føler jeg 100 procent, at jeg er dansker. Det er det vigtigste. Og så passe mit arbejde og min træning."

Og hvor hører han så til, hvor vil han bo?

"Det skal være i Århus. Jeg har altid boet i Århus, og det bliver jeg ved med. Det er min by."

- Er du dansker?

"Det håber jeg."

Adnan griner og fortsætter:

"Jeg føler mig som dansker. Jeg arbejder sammen med danskere. Så det er det, jeg er. Jeg er en af dem."

 

Adnan er siden interviewet blevet Danmarksmester i sin vægtklasse og er begyndt som professionel kæmper i slutningen af 2008. Hans kampnavn er Cobra. Han har fået kørekort, men er endnu ikke færdig med at sætte sin Opel Calibra i stand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu