Læsetid: 4 min.

Hver tid finder sit eget vink hos Heidegger

Løgstrups lille bog om Heidegger er et godt sted at starte, og en ny antologi om den tyske tænker er et oplagt sted at gå videre og stille de samme spørgsmål igen
Fra substantiv til verbum. Mens metafysikken sætter den teoretiske betragtning højest, tager Heidegger udgangspunkt i mennesket, som han kalder tilstedeværen, og dets daglige, praktiske omgang med tingene. En ny antologi om en af nyere tids mest betydningsfulde filosoffer genaktualiserer de spørgsmål, der udgår fra Heideggers tænkning.

Fra substantiv til verbum. Mens metafysikken sætter den teoretiske betragtning højest, tager Heidegger udgangspunkt i mennesket, som han kalder tilstedeværen, og dets daglige, praktiske omgang med tingene. En ny antologi om en af nyere tids mest betydningsfulde filosoffer genaktualiserer de spørgsmål, der udgår fra Heideggers tænkning.

Ullstein Bild - Meller Marcovicz

20. december 2008

Man kunne tro, det var et lille barn, der sagde sætninger som: "Pæren pærer", "verdnen verdner" og "væsnet væsner". Det var ikke et barn, men derimod den måske mest indflydelsesrige tænker i det tyvende århundrede, Martin Heidegger. Det er ikke fordi, han ikke behersker sproget. Det er, fordi den gængse sprogbrug ifølge Heidegger skjuler noget grundlæggende. For nu at bruge et af Heideggers berømte eksempler fra hovedværket Væren og tid fra 1927: Man forstår ikke hammeren, hvis man udlægger den som blot en genstand i rummet og beskriver den som et stykke træ fæstnet til et stykke jern. Men hvis man ser, hvordan den bliver brugt til at hamre med, ser man, at hammeren henviser til en helhed af betydninger. Man må forstå hammeren i sammenhæng med mennesket, der bruger den, og det hammeren bruges til. Det, man kunne kalde 'hamringen', er det væsentlige ved hammeren. Den viser sig i sin brug, og brugen er tidslig, fordi mennesket grundlæggende eksisterer tidsligt.

Det bliver et gennemgående filosofisk greb for Heidegger at gøre substantiver til verber. Denne forskydning er fundamental for hele Væren og tid. Det er Heideggers pointe, at en bestemt form for udlægning både har domineret metafysikken siden grækerne og stadig dominerer den almindelige sprogbrug og den hverdagslige forståelse.

Den teoretiske måde at se verden på har forrang: Man anskuer det værende som en ting, man selv står overfor. Mennesket bliver til en betragter og verden bliver til en samling af genstande. Som filosoffen Thomas Schwarz Wentzer skriver i den glimrende ny antologi Heidegger i relief - perspektiver på Væren og tid:

"Hvor Aristoteles vedkender teoria den ultimative prioritet som værende den højeste livsform, rykker hos Heidegger praksis eller rettere sagt tilstedeværen i metodologisk nøgleposition."

Mens metafysikken sætter den teoretiske betragtning højest, tager Heidegger udgangspunkt i mennesket, som han kalder tilstedeværen, og dets daglige, praktiske omgang med tingene. Når vi bruger hammeren, ser vi den ikke først på afstand som en isoleret genstand. Vi er fortrolige med den, vi bruger den til at hamre med. Vi er i denne daglige brugende omgang ikke adskilt fra tingene. Verden er givet samtidig med mennesket. Vi er altid allerede i verden, og den teoretiske betragtning, som adskiller mennesket fra tingene, kommer først bagefter. For den teoretiske betragtning bliver verden til løsrevne objekter, men til daglig forstår vi tingene som en helhed af betydninger, vi er fortrolige med. Hvis man overser dette, reducerer man det, der gives, til en samling af ting.

Allerede Aristoteles analyserede den praktiske fornuft, fronesis, men den blev underordnet den teoretiske fornuft. Heidegger vender hierarkiet om og starter et andet sted. Den teoretiske betragtning fokuserer på det, der fremtræder og interesserer sig ikke for, at det fremtræder.

Det hedder med Heideggers formulering, at væren skjules, når det værende fremhæves. Denne værensglemsel kulminerer i den moderne tid.

Højre eller venstre

I et andet klart tænkt bidrag til bogen citerer Jørgen Hass en sætning fra en tale, som Heidegger holdt til sin bror, Fritz' bryllup i 1925:

"Det nutidige livs manglende fundament er roden til det voksende forfald."

Værensglemslen bliver til en modernitetskritik. Og denne kritiks konservative tone har inspireret den fortolkning, at Heideggers filosofi skulle være højreorienteret. Den tolkning forbindes naturligvis med Heideggers eget engagement i det nationalsocialistiske parti, og i særdeleshed hans berømte Rektoratstale fra 1933, hvor hans begreber om skæbnen og folket synes realiseret som nazistiske paroler. Talen og perspektiver til Heideggers tænkning analyseres åbent og kritisk i et fint bidrag af Hans Ruin, som hverken frikender eller dømmer den tyske tænker, men viser, hvorledes talen egentlig er både tvetydig og mislykket. Søren Gosvig Olesen adresserer samme problematik i et bemærkelsesværdigt veloplagt bidrag om højre- og venstreorienterede heideggerianere. Pointen er, at den politiske orientering afhænger af læsningen og ikke af det, der læses. Hvis man læser Heidegger som en ufejlbarlig faderskikkelse, har man ophøjet ham til en mester. Dette er ifølge Gosvig den højreorienterede læsning, der ser svar frem for spørgsmål. Den venstreorienterede læsning, som har været dominerende i Italien og Frankrig, understreger, at filosofi ikke handler om konklusioner og resultater, men om "at pejle sig ind på, hvad det er for spørgsmål, filosofferne stiller."

Og en af grundene til, at Heidegger på trods af sin skandaløse politiske historie og det besynderlige, nogen gange bondske og andre gange nærmest barnlige sprog, bliver ved med at inspirere nye læsninger og invitere nye fortolkninger, er givetvis, at de spørgsmål, han stiller, forbliver påtrængende for nye generationer af filosoffer og amatørtænkere, hvad enten de regner sig for højreorienterede eller venstreorienterede.

Løgstrups læsning

Der er en række fine læsninger af Heidegger i Heidegger i Relief, som udfordrer dem, der allerede kender filosoffen. Men bogen er ikke en introduktion til Heidegger. Det er til gengæld den danske filosof K.E. Løgstrups to tekster om Væren og tid og Heideggers kunstfilosofi fra henholdsvis 1950 og 1960'erne, som nu genudgives under titlen Martin Heidegger. Pædagogisk omhyggeligt resumerer Løgstrup især den første del af Væren og tid og præsenterer grundbegreberne. Der er tale om en rekonstruktion så ydmyg, at Løgstrup selv træder helt i baggrunden som tænker. Bogen er interessant som indikation på hvilke spørgsmål hos Heidegger, der trængte sig på i 1950. Det drejer sig i høj grad om analysen af tilstedeværen og meget lidt om det opgør med menneskets status som udgangspunkt, der senere blev bestemmende for Heideggers kritik af humanismen. Men det var selvfølgelig også før Heidegger selv radikaliserede sin verbalisering af substantiverne til sætninger som "væsnet væsner" og "pæren pærer".

Wentzer, Thomas Schwarz & Sørensen, Peter Aaboe (red.): Heidegger i relief - perspektiver på væren og tid. Klim 188 s., 249 kr. ISBN 9788779555846

K.E. Løgstrup: Martin Heidegger. Efterskrift Jørgen Dehs 130 s., 179 kr. Klim ISBN 9788779555853

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det nutidige livs manglende fundament er roden til det voksende forfald."

Værensglemslen bliver til en modernitetskritik. Og denne kritiks konservative tone har inspireret den fortolkning, at Heideggers filosofi skulle være højreorienteret.

Det er den vel egentlig ikke, men man kunne måske indvende at som konsekvens af denne rullen sig i for almindelige mennesker relativt ligegyldige filiosofi begynder det at få en højreorienteret funktion: At overdøve de mere virkelighedsnære analyser som der er behov for med snak om hamrenes hamren.
Der er recessionen, bailout af kriminelle finansfyrster, bush-doktrinen, den globale opvarmning, 9-11, og den kapitalistiske markedsorden generelt at analysere, der er sgu nok at tage fat på.
Ikke fordi de ikke er blevet analyseret meget allerede, men man kunne måske snuble over et eller andet brugbart dér, det gør man næppe med hammeranalysen, det er sgu da for indlysende, som at de sælger mere juletræer i december end i juli.
Man kunne for eksempel spørge: hvad er det, som får civilisationer til at have succes eller fejle? Der kan man f.eks læse Jared Diamond: Guns, Germs and Steel og dernæst Collapse. Så kan man videre spørge: i løbet af kapitalismens afskyelige udskejelser i de sidste 5000 år, hvad er det som har bragt de forskellige opstande igennem tiderne imod den medfølgende undertrykkelse hver deres grad af succes eller forfejlethed? Der kan man f.eks læse Chris Harman: A people's History of the World.
Den slags spørgsmål, og hvad der findes af svar, kan man måske bruge til noget.