"Vores chancer for at vinde titlen vil blive afgjort i juledagene," lød Manchester United-manager Alex Fergusons afskedsreplik, før han for få dage siden sammen med resten af United-holdet fløj til Japan for at deltage i verdensfodboldforbundets Mickey Mouse-turnering, det såkaldte FIFA World Club Championship, som Manchester United som vinder af Champions League er tvangsforskrevet til at deltage i.
Fergusons udtalelse afspejler den betydning, en af de mest omdiskuterede traditioner i engelsk fodbold tillægges; det såkaldte Christmas Program, der indebærer, at mens hele England trækker inden døre for at spise plum pudding og åbne gaver, så sendes aktørerne i Premier League ud på plørede eller frosthårde baner for at gennemføre et helt urimeligt spilleprogram, som ikke har sin lige i nogen anden europæisk liga.
Utallige røster - herunder Ferguson selv, Rafael Benitez, Gérard Houllier og Sven-Göran Eriksson - har gennem årene advokeret for, at der burde indføres en decideret spillepause i juledagene, men deres argumenter er blevet afvist med en henvisning til, at højtidskampene udgør en fast tradition - og den slags værner englænderne som bekendt om - samt at det sammenpressede program i de kolde dage har en sportslig funktion, eftersom det sikrer, at intet hold kan vinde det engelske mesterskab uden at have bevist sin udholdenhed og råstyrke under ekstreme betingelser. Eller sagt på en anden måde: For at erobre the Premiership skal man ikke blot kunne vinde sine fodboldkampe, når vejret er godt, banerne er lune, og der er rigeligt med hviledage mellem hvert opgør. Man skal også kunne slide, tackle og fighte sejre i hus på de mørke og frysende dage, hvor kampene falder tæt, og overbelastningsskaderne begynder at tynde ud i truppen.
Afgørelsens øjeblik
Set fra den vinkel har julekampene ofte fungeret som den fase i sæsonen, hvor de rigtige mesterhold skiller sig ud fra rosset, ikke mindst fordi programmet giver topholdene mulighed for at hente mange point på kort tid, mens forfølgerne ligeledes kan tabe så meget terræn, at det nærmest ikke kan indhentes igen. Når man sidst i maj gør regnebrættet op for afviklingen af endnu en sæson i den bedste engelske fodboldrække, kan man ofte konstatere, at det var omkring årsskiftet, at den engelske mester slog det hul i tabellen, som rivalerne aldrig siden formåede at lukke.
Fergusons vurdering af julekampenes betydning kan altså meget vel være helt korrekt, ikke mindst i indeværende sæson, hvor toppen af engelsk fodbold er præget af den største jævnbyrdighed i mands minde; en jævnbyrdighed, der især skyldes, at de seneste års dominerende hold i Premier League - Chelsea og Manchester United - begge har leveret middelmådige efterår. Hvis United fortsætter deres nuværende gennemsnitlige pointhøst, vil de således ende sæsonen med 76 point, hvilket normalt kun plejer at række til en 4. plads, mens Chelsea styrer mod et lidt højere mål, nemlig 82 point, der som regel indbringer 3. pladsen. For at erobre guldet skal man som udgangspunkt hente mellem 86 og 91 point, så både Chelsea og - især - United har brug for at bringe mere stabilitet ind i deres præstationer i forårshalvåret. Fuldt udbytte af opgørene i højtiden ville hjælpe begge klubber gevaldigt, men det er tvivlsomt, om det lader sig gøre, eftersom både Chelsea og United går ind til julekampene med uafklarede taktiske problemer i truppen.
Smertensbarnet
For Uniteds vedkommende drejer overvejelserne sig især om anvendelsen af holdets nye stjerne, Dimitar Berbatov, der før sæsonstart blev rekvireret for godt 30 millioner pund i Tottenham. Det var meningen, at den bulgarske playmaker skulle løfte Uniteds i forvejen ganske sofistikerede angrebsspil til et højere plan; at han skulle være den nye Eric Cantona, manden der både kunne sætte sine angrebskolleger i scene og selv afslutte, når situationen krævede det. Men virkeligheden har vist sig at være anderledes. Berbatov har ikke kunnet finde sig til rette på holdet. Hans samspil med Rooney og Ronaldo flyder ikke, han scorer for lidt - indtil videre er det kun blevet til to mål i ligaen - og han har en tendens til at slå op i banen, når det ikke kører for ham.
Den mest mærkbare konsekvens af hans ankomst til Old Trafford er derfor at finde ude på bænkepladserne, hvor den lille argentinske fighter Carlos Tevez nu opholder sig det meste af tiden. For at skaffe plads til sit bulgarske indkøb har Ferguson nemlig været nødt til at rokere Tevez ud af startopstillingen, hvilket har bidraget yderligere til svækkelsen af de forsvarende mestres offensive linie; og der drages allerede nu paralleller mellem Berbatov og den argentinske playmaker Juan Sebastian Verón, som Ferguson hentede til klubben i 2001 i den hensigt at gøre et i forvejen velfungerende mandskab endnu mere uovervindeligt. Det lykkedes som bekendt aldrig for the little witch, som Verón kaldes, at udfolde sit store potentiale på Old Trafford, og han blev solgt videre efter blot to år.
Om Berbatov lider samme skæbne, er for tidligt at sige, men det ligger i hvert fald fast, at Fergusons store udfordring i anden halvdel af sæsonen bliver at finde ud af, hvordan han får bedst mulig gavn af den humørsyge bulgarers ubestridelige spilleevner.
Kedelig effektivitet
Hos rivalerne fra Chelsea skal problemerne også primært findes i den offensive linie, hvor en taktisk nyorientering har skabt forvirring i spillertruppen. I de seneste år har aktørerne fra det pengestærke hovedstandsmandskab under Mourinho og Grant spillet en solid 4-1-4-1 med Elfenbenskystens Didier Drogba som eneste mand i front. Lange bolde er blevet hældt op til ham, hvorfra de er blevet distribueret videre til kantspillere eller fremadstormende midtbanefolk, der har lagt modstandernes forsvar under et tungt fysisk pres. Long-ball Chelsea har feinschmeckerne i pressen hånligt kaldt spillesystemet, der har været simpelt, kedeligt og hamrende effektivt.
Chelseas nye manager, den tidligere landstræner fra Brasilien og Portugal, Luiz Felipe Scolari, har imidlertid - i en bestræbelse på at indfri sit løfte til offentligheden og klubejer Roman Abramovich om at gøre the Blues til en underholdende fodboldklub - lagt spillestilen om til en 4-4-2, hvor det franske enigma, Nicolas Anelka, er blevet presset ind i frontkæden ved siden af Drogba, samtidig med at Deco er blevet indplaceret på den offensive midtbane, hvorfra den brasiliansk-portugisiske playmaker skal orkestrere et teknisk baseret angrebssystem, der er lagt an på hurtige, flade stikninger frem til frontløberne.
Denne omstilling har imidlertid afmonteret Chelseas frygtede angrebsmaskine, der i høj grad baserede sig på det fysiske overtag, som holdet kunne etablere over for modstanderne; et overtag, der gav sig udslag i, at de andre hold i ligaen simpelthen blev knoklet, møvet og fightet ned under græstæppet, og blandt spillertruppen er der gryende utilfredshed med både Scolaris taktik og hans dispositioner under kampene. Især er der frustration over det, som flere i truppen opfatter som trænerens favorisering af Deco, der ikke har ramt fuld styrke, siden han vendte tilbage efter en skade for halvanden måneds tiden siden. Det er således kommet frem i den engelske presse, at flere af spillerne i omklædningsrummet efter sidste uges skuffende 1-1 kamp mod West Ham afkrævede Scolari svar på, hvorfor Michael Ballack - der havde spillet glimrende - var blevet skiftet ud i pausen i stedet for Deco, der havde leveret en sløj indsats.
Krisespil
All is not well på Stamford Bridge, hvor Scolari ydermere må affinde sig med at være den første træner i årevis, der ikke har ubegrænsede summer til sin rådighed. Finanskrisen presser den russiske ejer, Abramovich, der derfor har afvist muligheden for eksorbitante spillerindkøb i vinter-transfervinduet, så den brasilianske manager - der havde sat næsen op efter en ny angriber - må klare sig med det spillermateriale, han har til rådighed.
Det er nu heller ikke så ringe endda- Det er i hvert fald betydeligt bedre end den trup, som hans spanske kollega i Liverpool, Rafael Benitez, har at arbejde med. At Liverpool så alligevel fører tabellen skyldes dels, at de røde fra Merseyside har formået - nærmest på ren vilje og en knivspids desperation - at tvinge sejre i hus i en række af de tætte opgør, som de i tidligere sæsoner har spillet uafgjort, dels at Chelsea og United har været below par hele efteråret.
Dukseplaceringen kan dog ikke skjule, at Liverpools titelangreb forekommer uhyre skrøbeligt. Truppen rummer i realiteten kun to klassespillere, Fernando Torres og Steven Gerrard, og hvis en af dem - eller måske ligefrem dem begge - rammes af formsvigt eller længerevarende skader, så er Benitez og hans tropper ilde ude. Resten af mandskabet har simpelthen ikke formatet til at løfte de røde frem til det første mesterskab i 19 år.
Vaklende sol
Helt så længe siden er det ikke, at Arsenal vandt guldet, men frustrationen er alligevel stor hos the Gunners efter et miserabelt efterår, som har budt på nederlag til klubber som Stoke, Hull og Fulham. De rød-hvid klædte fra Nordlondon har i den grad lidt under savnet af en ordentlig defensiv midtbanemand efter sommerens salg af Flamini til Milan, ligesom det mislykkede eksperiment med tudeprinsen William Gallas som anfører har afsløret den mangel på lederskab, der præger truppen. Anførerbindet er nu givet videre til Cesc Fàbregas, der virker overbebyrdet; stortalentet Nicklas Bendter har slet ikke slået til i front; forsvarets fire-back kæde vakler, og problemerne er i det hele taget mange for Arsène Wengers superteknikere, der for længst har forpasset guldchancen, og som formentlig må indstille sig på at bruge resten af sæsonen på at kæmpe om den fjerde Champions League-plads mod Martin O'Neills fightere fra Aston Villa.
Alle klubberne fra Premier Leagues The Big Four har i det hele taget deres at tænke på, mens de styrer ind i juleprogrammet, der - som Alex Ferguson antyder - meget vel kan give en klar indikation på, hvem der står med palmerne og guldmedaljerne i hånden til maj, og man kan i en brandert, som læserne - højtiden taget i betragtning - forhåbentlig vil tilgive, sige, at mesterskabet meget vel kan havne hos det hold, der i den kommende tid undgår at få for meget juleknas i spillet.
Ho ho ho.
