Læsetid: 5 min.

Karikaturtegnere er den globale ytringsfriheds Ground Zero

- I hvert fald hvis man skal tro deres mest indædte forsvarer, Robert Russell, stifter af 'Cartoonists Rights Network', der har gjort tegnere i nød til sit livs sag
- I hvert fald hvis man skal tro deres mest indædte forsvarer, Robert Russell, stifter af 'Cartoonists Rights Network', der har gjort tegnere i nød til sit livs sag
20. december 2008

Det er ofte søvndyssende at møde en mand med en sag, men sådan var det ikke med Robert I. Russell. Som en enmandshær i cardigan og kondisko rejser han rundt som kriger i den globaliserede kamp for ytringsfrihed. Han kalder Kurt Westergaard, Jyllands-Postens profettegner, 'en god ven' og har lovord om Flemming Rose, samme avis' kulturredaktør, der i september 2005 bragte de 12 danske profetkarikaturer og skrev den tekst, der ledsagede dem.

"Jeg har den største agtelse for dine landsmænds mod," sagde han.

"Og du må hilse dem mange gange," - hvilket hermed er gjort.

Nu var Russell så i Beirut med sit roadshow af plancher med karikaturtegninger, der har fået regeringer til at vakle, præsidenter til at mobilisere deres sikkerhedstjenester og mullah'er til at udstede fatwa'er ligesom talibanere og al-Qaeda-terrorister truer tegnere med mord og brand.

"For magthavere er magthavere, hvad enten de bærer uniform, turban eller slips," som han noterer under opklæbning af eksempler på kontroversielle streger på det hotel, der næste dag er ramme om verdensforbundet for bladhuse, WAN's årskonference, kaldet Forum for Arabisk Pressefrihed.

Pressefrihed - og dog

En noget eufemistisk betegnelse eftersom pressefrihed er et ukendt fænomen i den arabisk/muslimske virkelighed. At libaneserne med et vist belæg kan bryste sig af den arabiske verdens mest pluralistiske mediebillede, skyldes, at baggrunden i øvrigt er dyster, og ikke fordi libaneserne har så meget at prale af.

Journalistik i Libanon er bundet op på sekter og partier, reportager manipuleres og afpasses sekternes og partiernes banale propaganda, og kommentarerne er oftest svovlende partsindlæg.

Borgerkrigen 1975-91 fortsætter i tryksværte og på tv-billeder - og indimellem med sprængstoffer. Siden 2005 har bilbomber kostet to journalister livet og en tredje førligheden - alle ofre var kristne, og alle tre attentater er uopklarede.

Om det så var WAN's pressefrihedskonference, var den præget af den betændte pressetilstand, idet organisationen havde udliciteret arrangementet til det kristne dagblad, An Nahar, der støtter den vestligt orienterede 14. marts-bevægelse. Det medførte f.eks. at de to saudi-ejede af klodens tre internationale pan-arabiske aviser, Al Hayat og Asharq al-Awart, var inviteret til konferencen, hvorimod det palæstinensisk ejede al-Quds al-Arabi ikke var - for "er den avis ikke lovlig radikal?," som en af arrangørerne svarede, da Information spurgte ind til fraværet.

"Der er ikke længere en troværdig presse i Libanon," sukkede en kendt kommentator tilknyttet netop An Nahar. "Journalisterne vildleder i stedet for at vejlede."

Det gælder ikke for tegnerne, mener Russell, der ikke er bladmand af profession, men i mange år arbejdede i udviklingslandene for den amerikanske organisation USAID.

Den vigtigste meningsdanner

Her konstaterede han, at karikaturtegninger var en primærkilde i meningsdannelsen blandt det, han kalder almindelige mennesker.

"På bladredaktionerne i de lande så man ned på karikaturtegnerne. De blev betragtet som bonderøvsfætrene, der helst skal komme ad køkkendøren, så ordentlige folk ikke bemærker dem - lidt lige som sportsjournalister. Men ude i folkedybet var de tilbedt som fodboldspillere og rockstjerner," fortæller han. "De er ytringsfrihedens Ground Zero, og hvorfor er det? Fordi det, magthavere frygter mere end nok så mange seriøse, kritiske artikler, er at blive til grin. Og det koster bøder og fængselsstraffe og trusler på livet, så i 1991 besluttede jeg at etablere Cartoonists Rights Network med det formål at støtte billedmagere, der forfølges."

Siden da har Robert I. Russell arbejdet fuldtid med sin mission. Han samler penge ind til juridisk bistand, når tegnere arresteres og retsforfølges, han donerer tilskud til tegnere, der fyres fra deres aviser på grund af 'overtrædelser af etiske regler', og han har haft sager, hvor det har været nødvendigt at få en tegner ud af landet. Den pris, han har indstiftet til kontroversielle tegnere, anses også af pressefrihedsnetværket Reporters Without Borders som branchens mest prestigegivende. Han har kort sagt haft nok at bestille i de 17 år, han har virket for sin sag.

15 års fængsel venter

En af dem, han har arbejdet mest med, er den flere gange prisbelønnede Ali Dilem fra Algeriet. Den 41-årige Dilem har været retsforfulgt mere end 50 gange, hovedsagelig en følge af hans tushpens skildringer af Algeriets præsident, Abdulaziz Boutlefika, men også af hæren og det dikterende politiske parti, FNL. Heller ikke mundtligt holder Dilem sig tilbage, eksempelvis ytrede han sig i et interview om den militære sikkerhedschef, general Mohamed Toufik, en magtfuld mand på Algeriets politiske scene, at "flertallet er Toufik og oppositionen også Toufik".

Dilem har indtil videre holdt sig uden for fængslerne med appeller, men ifølge Russell venter der ham mindst 15 år bag tremmer, hvis han kende skyldig i de verserende sager.

"Hvert år har jeg haft mellem 10 og 15 sager, hvor tegnere er blevet forfulgt, anholdt eller overfaldet på grund af den magt, deres arbejde har i offentligheden," siger Russell.

"Men der er sket en ændring, efter at religionen er kommet i centrum," fortsætter han. "Det er, som om tegnerne er blevet mere tilbageholdende. Det seneste halve år har jeg ikke haft en eneste sag på mit skrivebord, og det undrede mig. Så jeg mailede rundt til mine kontakter i den muslimske verden, og spurgte dem om grunden til denne nye tilbageholdenhed. De svar, jeg fik, var foruroligende - de gik næsten samstemmende ud på, at tegnerne 'har indset, at de må respektere deres religion'. Det er, så vidt jeg ser det, en direkte følge af den danske karikaturkrise, der kostede over 100 menneskeliv, især i Pakistan og Bangladesh. At tegnerne kalder det 'nyfunden respekt for deres religion' har jeg min egen teori om: Når nogen holder en ladt pistol for din tinding, er det ret nemt at genopdage Gud."

Jyllands-Postens rolle

Robert Russell mener, at Jyllands-Postens profetkarikaturer er hovedårsagen til, at religion nu er tabu, selv for de mest modige af hans 'klienter'. Og han tilføjer, at en hovedgrund til de danske tegningers enorme gennemslag i den globale offentlighed jo er, at det netop var tegninger. "Muslimerne kunne se dem, og mange af dem kan ikke læse - det er jo netop grunden til, at tegnerne i de muslimske lande er mere elskede og hadede, end de mest intellektuelle dissidenter, der udtrykker sig på skrift. Folk 'læser' tegninger, men de læser ikke tekster."

Russell nævnte et andet eksempel, hvor en tegner i et sydasiatisk land blev fængslet efter en - i Russells optik - ret uskyldig stribe, der relaterede sig til Islam. Da han var kommet tilbage til USA, ringede han og sagde: "Jeg tror ikke det er en god idé, at du skriver om den tegner, jeg fortalte om. Han er ikke i sikkerhed, og vi ved jo, at danske muslimer læser aviser."

Ja, det ved vi jo. Så den historie skriver vi ikke om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det´ fan´me uhyggeligt du. De onde ler og de gode græder. Foreløbig da. Censur er godt, men selvcensur er endnu smartere. Føj.

Mathias Andersen

Med min, i frihedsbegrebets øjemed, liberalistiske overbevisning, jeg har, mener jeg, at ytrinsfriheden er vital for et velfungerende demokratisk samfund. Hvis man fratager folk retten at ytre sig, fratager man dem muligheden for at have indflydelse, hvilket resulterer i en total udelukkelse af beslutningstagen i politiske og fælles sammenhænge.
Dermed har tegnere retten til at tegne profeter eller algeriske præsidenter - ligeså vel som SF må uddele foldere med en latterliggjort Fogh på.
En støtte til udskældte tegnere er radikal, men måske nødvendig for at sikre deres frihed og sikkerhed.

Inger Sundsvald

Man kan mene, at det er enhvers ret at tegne og skrive hvad de vil. Men ligesom med andre forhold, er der en grænse for, hvad man i den almindelige ’anstændigheds’ navn kan bringe i en seriøs avis.

Ingen seriøs avis ville bringe f.eks. hård porno på forsiden, i den hensigt at udsætte kvinder for hån, spot og latterliggørelse. Ligesom de heller ikke ville fremture i skrift og billeder, dag efter dag og år efter år. Det ville formentlig indskrænke brugerne af mediet betydeligt.

Samtlige medier i Danmark bakkede op om tegneren – det var de ligesom nødt til, i ytringsfrihedens hellige navn, og når skaden nu var sket.

Når statsministeren ikke engang er klar over hvad man bruger diplomater til, vil jeg tillade mig at give ham hovedansvaret for at situationen blev bragt helt ud af kontrol i mange andre lande, med i hundredvis af døde og sårede, som blev brugt af de forskellige landes regeringer i forskellige bihensigter.

Inger Sundsvald

Det var netop dette MEN, som statsministeren havde så meget imod. Jeg har dog lagt mærke til, at han stort set ikke kan sige en sætning, uden dette MEN. Især når han taler om sociale tiltag, som skoler og offentlige bygninger der trænger til renovering.

Her i Danmark er vi vant til hån, spot og latterliggørelse i tegning og skrift. Også statsministeren. Efter sigende morer han sig selv over f.eks. Roald Als tegninger i Politiken. Han må bestemt have en veludviklet sans for humor. Men det er jo ikke sikkert at andre danskere er ligeså liberale.

Men når vi nu lever i en globaliseret verden, med internet m.v., så må vi jo efterhånden tilpasse os en smule til andre landes form for humor og almindelige høflige omgangsformer – når man nu ikke mener at skulle rette sig efter danskere som kan føle sig stødt, og når der ikke findes en knap til ’Stødende kommentarer’.

Det er bestemt ikke rart at færdes i udlandet, når folk kigger mistroisk på én, når de hører, at man er dansker.

Heinrich R. Jørgensen

Så er personen bag Helle Jensen, Trylle Daj, Jens 2200 N, Antonius G., Oluf Larsen, Alfons Åberg Gårdmand Bjørn, Guderian H og alle de andre sjove navne, genopstået i ny forklædning - nu som Don Corleone.

Efter mere end 30.000 kommentarer skåret over samme læst, er det ikke svært at genkende stilen...

Heinrich R. Jørgensen

Tak for ad hominem angrebet, Fredo.

Det er rart at få opmærksomhed, og et godt grin er heller ikke at foragte. Min dag er nu blevet meget bedre. Tak for alt.

Inger Sundsvald

Så er min lille juleleg slut. Jeg kan oplyse at ’inapeable’ er spansk, og betyder stædig/vedholdende ;-). Det var bare et check.

Heinrich R
Jeg er også blevet i bedre humør og har moret mig. Men nu er ’moderator’ gået i gang med ’rengøringen’. Jeg håber at du vil opgive din anonymitet – din honimem ;-). Du er ikke til at undvære, i lighed med mange andre.

Heinrich R. Jørgensen

@ Inger Sundsvald

Jeg har ikke modtaget nogen henvendelse fra Dagbladet Information om, at jeg bør ændre mit alias. Jeg har læst, at du har fået besked om det, og kan se at mange andre har ændret deres brugernavn de seneste dage.

Hvis jeg bliver bedt om at skrive mit fulde navn, vil jeg sandsynligvis ophøre med at deltage i debatten. Jeg ønsker ikke at kunne googles, idet det betyder, at mit levebrød givetvis vil svinde ind til tørre krummer i løbet af ganske kort tid.

I øvrigt står der intet i avisens regler, om at man skal deltage med fuldt navn. Men måske er der forskellige regler for abonnenter og ikke-abonnenter? (jeg er abonnent)

Inger Sundsvald

Heinrich R

Jeg er også betalende abonnent. Jeg har argumenteret så godt jeg kunne for min ’syge moster’ om hensyn til arbejde, børn, familie o.s.v., og skulle også lige afprøve med Ina Peable. Men lige lidt har det hjulpet.

Det er jo lidt mere ufarlige at hedde Kirsten Jensen og Per Postmand. Det er slet ikke til at holde ud, at nogle af de mest berigende indlæg måske forsvinder. Jeg ville jo udmærket kunne klare både ’spam og troll’, man kan jo bare scrolle forbi eller i yderste nødsfald bruge ’Stødende kommentarer’.

Jeg har forstået, at Inf. har ansat en, som i fremtiden vil være meget synlig på netavisen. Kunne de dog bare nøjes med dét. Men det er vist et fromt ønske ;-).

Jeg ville ikke have noget imod at anskaffe mig en digital signatur.

Inger Sundsvald

Muligvis har Inf. fået klager over debatniveauet, samt spam, troll og dumpede alenlange kopieringer af ophavsretsbeskyttet materiale, og vil nu gøre noget ved det.

Jeg tror nu, at man ’smider barnet ud med badevandet’. Dog tror jeg, at vi til dels selv er skyld i at debatten ind imellem bliver så ’forurenet’, når vi svarer på indlæg, som havde bedst af at blive overset, foruden indlæg som ikke siger noget som helst, og som man skal være tankelæser for at forstå meningen med.

Hvis man kan holde sig til artiklens emne er det så langt at foretrække. For alle andre end de garvedet og indforståede debatører. Dog er der en relevant ironi i postyret omkring anonymitet i dette debatforum . Det burde virkelig ikke være et problem at bekende kulør. I en snak om ytringsfrihed. I Danmark.

Hvis man kan holde sig til artiklens emne er det så langt at foretrække. For alle andre end de garvedet og indforståede debatører. Dog er der en relevant ironi i postyret omkring anonymitet i dette debatforum . Det burde virkelig ikke være et problem at bekende kulør. I en snak om ytringsfrihed. I Danmark.

Inger Sundsvald

Nils Brakchi

Artiklens emne er ”Karikaturtegnere er den globale ytringsfriheds Ground Zero”.

Måske skulle du, Nils Brakchi, tænke lidt over dét, inden du begynder at tale om ’ammestuesnak’.

Debatten kan nemt komme på vildspor, men du har da ret i, at det overordnet set handler om ytringsfrihed. Hvad kan du bidrage med?

Inger Sundsvald

Mikkel K

Jeg har kun den erfaring, at jeg har boet med soveværelsevinduer ud til Folkets Hus. Dengang var der også jævnligt rav i gaden, men intet der kan sammenlignes med den forbitrelse som salget af Ungdomshuset til Ruth og hendes hellige m/k’’ere fremkaldte.
Jeg fik helt associationer til de franske revolutioner.

Mine indlæg bliver jævnligt slettet. Som regel små uskyldige men sarkastiske indlæg, og i hvert fald ikke noget som bare tilnærmelsesvis kan kategoriseres som hørende under debatreglernes paragraf 1). Se: http://www.information.dk/seneste-kommentarer
her står paragraf 1). Den drejer sig bl.a. om almindelig respekt for andre mennesker.

Jeg vil lige citere fra Mikkel K:
”Lige et hurtigt spørgsmål. Hvad er det der sker oppe i hovedet, når man prøver at benægte fakta?
Hvilken mekanisme går konkret i gang, så man begynder at mene, at hvidt er det samme som sort og sort er det samme som hvidt????”

Jeg synes, at hvis et indlæg slettes, så burde man i det mindste få en forklaring på hvori det ’stødende’ består. Hvis jeg ikke havde en modvilje imod at bruge knappen, så ville Mikkel K’s indlæg være i fare.

Jeg forudser Don Corleones snarlige død.

Artiklens emne er ”Karikaturtegnere er den globale ytringsfriheds Ground Zero”.

Jawohl. Here we go: Karikaturer er kun morsomme, når L'etablissement bliver forarget. I Sovjet-Unionens "Krokodil" og Nazi-Tysklands "Der Stürmer" lo alle 250 hhv. 70 mio. læsere hjerteligt. Alle Land & Folk-læsere var ved at dø af grin over Herluf Bidstrups børne-ædende kapitalister. Statsminister Anders Fogh Rasmussen forlangte, at alle danskere skulle more sig over karikaturerne af Mohammed, som var ansvarlig for 11. september. "We Danes like to have fun", fortalte han den forbløffede omverden. Avisen i Orwell's "1984" havde sikkert også karikaturer af den frygtede klassefjende, Goldstein, selv om ingen vidste, hvordan han så ud endsige eksisterede. Der er ingen satire, når Systemet hylder sig selv og latterliggør sine fjender. Derfor er Claus Beck-Nielsen, Joseph Beuys m.fl. de eneste ægte satirikere, da de ikke er/var ansat til og betalt for at lave sjov med dem, vi ikke kan lide.

Hvis man forbyder hadefulde ytringer, forbyder man jo den meningsfulde optakt til ethvert godt slagsmål.

Så ville folk vel pludselig begynde at slå løs på hinanden uden forudgående varsel, og så kan tilskuerne jo ikke nå at stille sig i rundkreds.

Hadefulde ytringer skal ikke bare være lovlige, de skal tværtimod fremmes (statstilskud ?).

Computersimulationer har vist, at evolutionen arbejder hurtigere når alle slås mod alle (forøvrig et af budskaberne i en bog der på dansk hed Min Kamp).

Tolerance og rundkredspædagogik fører til degeneration. Kun ved at maksimere aggressionen så den evige kamp kan rase konstant, kan vi nå frem til evolutionens endemål: Overmennesket.

Ups - jeg lod mig vist rive med af førnævnte bog - forfatteren blev senere statsoverhovede, og benyttede i vid udstrækning karrikaturtegninger rettet mod personer med et bestemt etnisk og religiøst tilhørsforhold.

Disse tegnere burde have været dekoreret som helte efter krigen.

Det blev de af en eller anden grund ikke.