Information bragte mandag en historie om brok fra uddannelsesverdenen og dens mange eksperter over regeringens tiltag på uddannelsesområdet. I artiklen deltog undertegnede og dekan på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Lars Qvortrup med konvergerende synspunkter om at omsætte kritisk bevidsthed til en rettidig omhu, der formår at sætte dagsordenen for uddannelses- og forskningspolitisk frem for at lade den kritiske bevidsthed forfalde til de korslagte armes politik. Sagen er for væsentlig til at blive et spørgsmål om, om forskere og uddannelsesfolk er forvænte hængerøve af kulturradikalt tilsnit, der jagter de politiske dagsordener. Men sådan kunne sagen hurtigt udlægges.
Sagen er væsentlig, fordi kritik er noget andet end opposition. Kritik er oplysningens fineste dyd. Den går hinsides højre og venstre, og længere tilbage historisk. Opposition er et politisk fænomen. Tidsskriftet Kritik, der udgives af Gyldendal har efter den argentinske forfatter og digter Jorge Luis Borges et valgsprog, der hedder noget i retning af: At dadle eller lovprise er to sentimentale operationer, der intet har med kritik at skaffe.
Værdier og idealer
Når vi spørger til vore egne selvfølgeligheder, til vores tid, til grænserne for globaliseringsdiskursen, undersøger og udforsker, om vore undervisningsmetoder er gode nok, om politikerne taler sandt etc., er der kritik på spil, og ikke alene kritik som det at være lidt kritisk, men en centralnerve i vores samfund. Som Kant sagde: 'med oplysningen træder vi ind i kritikkens tidsalder'. Den rolle tilkommer i specialiseret form ikke mindst forskningens aktører og uddannelsesverdenen, der for det meste er leveringsdygtig i kritik. Og gerne adresseret til magthaverne.
Sådan skal det være, og kunne det formentlig være i videre omfang på mange områder. Men det bør foregå i en uafhængig position, hvor der nok bedrives uddannelses- og forskningspolitik på baggrund af viden og kritik og netop ikke på baggrund partipolitiske bekendelser, selvom det perverst nok kan forekomme befriende, når der tones rent flag i den henseende; så ved man ligesom hvor man har folk. Det ændrer dog ikke ved, at uddannelses- og forskningsinstitutioner har en mindst ligeså stærk forpligtelse på at underkaste egne institutioner, myter, praksis og interesser et kritisk blik; ikke et selvudslettende, underdanigt blik; bare et kritisk refleksivt blik - ikke mindst fordi dele af filosofien, videnskabshistorien, videnskabssociologien etc. stort set ikke har bestilt andet siden det 19. århundrede. Og der skal alligevel megen højstemt patos til at hævde at universiteterne før det eskatologiske 2003, hvor universitetsloven blev vedtaget, fra isse til hæl inkarnerede Kants og Humboldts idealer for et moderne universitet. Men det kritiske blik har en vanskelig gang på jord, hvis man på forhånd har udråbt sig selv til verdensmester, som man i årevis har kunnet varme sig ved i den danske folkeskole, indtil international statistik og en god slat revanchisme iturev illusionerne. Man skal altid passe på ikke at forveksle idealerne med den øjeblikkelige stemning og værdierne i klubben. Værdier er noget, vi har; idealer stræber vi efter.
Nye veje
Så altså for det første en permanent eksamination og kritisk granskning af vores omverden, og for det andet en selvkritisk attitude, der netop kun har gang på jord, hvis man erkender, at universiteter, professionshøjskoler og andre uddannelsesinstitutioner nok er karakteristiske i deres egen ret, men afspejler den omverden, de tjener og kritiserer, og ikke transcendente størrelser nedsunket i samfundet af barmhjertig godhed. We're all in the gutter but some of us are looking at the stars, skrev Oscar Wilde. Vi lader os lede af idealet, men vi udgør det ikke og når det aldrig. Idealet er et kritisk korrektiv, der bestandig må få os til at forny vejene til det.
Forgæves venten
For det tredje, og hvis man skal være lidt prosaisk, kunne det være på sin plads at spørge, om de strategier, som anvendes for at sikre gode rammevilkår til skoler og universiteter, har virket. Kulturkampen og det sangvinske opgør med smagsdommere og eksperter gjorde det ikke nemt, men tilbagefald til offerrollen og idelige forargelige beskrivelser af forfaldet bekræftede i dette tilfælde kun den påståede vigtighed i opgøret med rundkredspædagogik, slaphed, snakkesaglige gruppeeksaminer, hvor akademikerbørn kan snakke udenom frem for at møde sandheden ensomt og kontant. Det indtryk - og navnlig af gruppeeksaminernes afskaffelse - kan man få, når man her i efteråret læste et interview med statsministeren i Berlingske Tidende, hvor han lagde ikke ubetydelig vægt på egne erfaringer på Viborg Katedralskole. Men sådan er politik jo - og det er hverken sagt defaitistisk eller overbærende. Men vi skal jo ikke mere end en enkelt generation tilbage for sine steder at spore en helt anden modsatrettet dagsorden sat med en passion og politisk iver, der ikke lader kulturkampen noget efter, om end den aldrig blev regeringsbærende eller dominerende uden for storbyerne. Anyway. Det korte af det lange er, at det hverken pragmatisk eller principielt sømmer sig at vente på tilbagekomsten af velerhvervede rettigheder eller uddannelsespolitiske naturparker, hvor tilliden er blind. I givet fald venter man på den forkerte perron. Udfordringerne for folkeskole, ungdomsuddannelser, professionshøjskoler etc. er for væsentlige til at vente og se - de taler til os på forkant.
