Læsetid: 18 min.

Livet i verden efter krakket

Privatiseringsvanviddets tid er ovre. Nu er det ikke længere markedet, men politikerne, der må bære ansvaret for at tilgodese almenvellet. Men det vil forudsætte en ny international verdensorden, mener filosoffen Jürgen Habermas
Ånd. Det er urkomisk at se, hvordan erhvervsledere - og ikke kun dem - rask væk køber den absurde eliteretorik i tv-s talkshows og gravalvorligt lader sig hylde som rollemodeller, der åndeligt set har placeret sig på et højere niveau end resten af samfundet, siger Jürgen Habermas.

Ånd. Det er urkomisk at se, hvordan erhvervsledere - og ikke kun dem - rask væk køber den absurde eliteretorik i tv-s talkshows og gravalvorligt lader sig hylde som rollemodeller, der åndeligt set har placeret sig på et højere niveau end resten af samfundet, siger Jürgen Habermas.

Mauricio LIMA

6. december 2008

- Jürgen Habermas, det internationale finanssystem er brudt sammen. En global økonomisk krise truer. Hvad bekymrer Dem mest ved denne udvikling?

"For mig er det mest bekymrende den himmelråbende sociale uretfærdighed, der består i, at samfundets mest sårbare grupper er dem, der bliver hårdest ramt, når de fælles omkostninger skal betales ved markedets systemfejl. Mange af disse mennesker hørte i forvejen ikke til globaliseringens vindere, og nu kommer de til at samle regningen op for de realøkonomiske konsekvenser af en helt igennem forudsigelig funktionsforstyrrelse ved det finansielle system. Men i modsætning til aktionærerne må de ikke bøde med pengeværdier - de må bøde med deres dagliglivs hårde valuta. I det globale perspektiv rammer skæbnens straf også de økonomisk svageste lande. Deri består den politiske skandale."

"At udpege syndebukke slår mig som hykleri. Spekulanterne handlede inden for lovens rammer og fulgte konsekvent den samfundsmæssigt anerkendte logik om profitmaksimering. Politikerne gør sig til selv til nar, når de moraliserer i stedet for at bruge demokratiske lovgivningsmagts tvangsret. Det er dem og ikke kapitalismen, der må bære ansvaret for at tilgodese det fælles bedste."

- De har netop holdt forelæsninger på Yale. Hvilke krisebilleder gjorde størst indtryk på Dem?

"Hen over tv-skærmene flimrede melankolske tableauer, som vi kender dem fra Hoppers malerier, i en tilsyneladende uendelig løkke med lange rækker af forladte huse i Florida og andre steder, hvor skiltet 'tvangsauktion' var plantet i forhaven. Jeg så også busser ankomme med købsinteresserede fra Europa og velhavende latinamerikanere, der blev ført rundt af ejendomsmæglere, som fremviste et soveværelsesskab, der var blevet smadret i et anfald af raseri og fortvivlelse. Da jeg kom hjem, slog det mig, hvor stor en kontrast der var imellem den oprørte stemning i USA og den rolige business as usual-atmosfære her i Tyskland. I USA faldt den håndgribelige økonomiske frygt sammen med den feberhede slutfase på en af nationens vigtigste valgkampe i historien. Krisen fik desuden brede lag af befolkningen til at besinde sig på deres egen personlige interesser. Den tvang folk til at træffe beslutninger, som var om ikke bedre begrundede, så mere rationelle - i al fald, når man sammenligner med det forrige præsidentvalg, som blev så ideologisk polariseret af 'den 11. september'. Dette sammenfald af begivenheder gav Amerika dets første sorte præsident og kom derved til at markere et afgørende historisk skel i landets politiske kultur. Derudover bebuder krisen også forandringer i det politiske klima i Europa."

- Hvad tænker De på her?

"Et så markant tidevandsskifte ændrer på parametrene i den offentlige debat, og det får spektret over de mulige politiske alternativer til at flytte sig. Korea-krigen markerede, at New Deal-perioden var forbi. Reagan, Thatcher og Den Kolde Krigs opgør betød afslutningen for de sociale velfærdsprogrammers æra. Og i dag, hvor Bushs epoke rinder ud, og hvor gassen er gået af neoliberalismens sidste retoriske balloner, er tiden også udløbet for Clinton og New Labours programmer. Hvad kommer der herefter? Mit håb er, at den neoliberale agenda herefter ikke længere vil bliver accepteret for pålydende, ja, at den vil blive sat til side. Der er brug for at underkaste hele projektet om indordning af livsverdenen under markedets imperativer en kritisk eftertanke."

- For de neoliberale er staten kun en medspiller for økonomien og bør spille så lille en rolle som muligt. Er det synspunkt blevet miskrediteret i dag?

"Det vil afhænge af den retning, krisen udvikler sig i, og af, hvor godt de politiske partier formår at tage bestik af situationen, ligesom det afhænger af de spørgsmål, der finder vej til den offentlige agenda. Indtil videre hersker en sælsom ro, i al fald i Tyskland. Den agenda, som hensynsløst sætter aktionærinteresser højest og forholder sig indifferent til stigende social ulighed, fremvæksten af en underklasse, voksende børnefattigdom, en stadig større lavtlønssektor osv., er miskrediteret. Med sit privatiseringsvanvid har denne agenda udhulet statens kernefunktioner, frasolgt de diskuterende levn af en politisk offentlighed til profitmaksimerende finansielle investorer og prisgivet kultur og uddannelse til konjunkturfølsomme sponsorers interesser og luner."

- Har konsekvenserne af privatiseringsmanien vist sig i finanskrisen?

"I USA har krisen forværret de materielle, moralske, sociale og kulturelle skader, som i forvejen var åbenlyse, og som er blevet skabt af en dereguleringspolitik, der blev drevet ud i ekstremer under Bush-regeringen. Privatiseringen af social sikkerhed og sygepleje, offentlig transport, energiforsyning, straffesystemet, de militære sikkerhedstjenester og store dele af skole- og universitetsuddannelserne, hvortil kommer afhændelsen af den kulturelle infrastruktur i byer og nærsamfund til private sponsorers engagement og generøsitet - alt dette er del af en samfundsmodel, hvis risici og konsekvenser er vanskelige at forene med de lighedsprincipper, vi kender fra den sociale og demokratiske forfatningsstat."

- De statslige institutioner kan ikke drive rentabel forretning?

"Der findes sårbare livsområder, som ikke bør udsættes for spekulationsrisici. Der nytter f.eks. ikke at overlade ældreforsorg til aktiemarkedet. I en demokratisk forfatningsstat gives der også offentlige fællesgoder såsom en uforvrænget politisk kommunikation, der ikke kan skræddersys til at tjene finansielle investorers gevinstforventninger. Borgernes behov for informationer kan ikke tilfredsstilles af en kultur af de letfordøjelige sound bites, der florerer i et medielandskab, som domineres af kommercielt tv."

- Oplever vi en 'legitimationskrise' i kapitalismen for nu at citere fra titlen på en af Deres bøger?

"Siden 1989-90 har det været umuligt at bryde ud af kapitalismens univers. Eneste mulighed har været at civilisere og tæmme den kapitalistiske dynamik indefra. Selv i efterkrigstiden var Sovjetunionen ikke et bæredygtigt alternativ for flertallet af den vesteuropæiske venstrefløj. Dette var grunden til, at jeg i 1973 skrev Legitimationsproblemer i Senkapitalismen. Disse problemer har nu igen presset sig frem på dagsordenen med mere eller mindre tvingende karakter alt efter den nationale kontekst. Et symptom på dette er de krav, der nu lyder om at sætte grænser for de eksorbitante direktørlønninger og afskaffe 'de gyldne håndtryk', dvs. de uhyrlige kompensationssummer og bonusordninger, som afgående virksomshedsledere får udbetalt."

- Men er det forslag ikke bare vinduespynt? Der er valg i Tyskland til næste år.

"Jovist, der er tale om en symbolpolitik, der skal aflede opmærksomheden fra det nederlag, som politikerne og deres økonomiske rådgivere har lidt. Politikerne har længe vidst, at der var brug for en strammere regulering af finansmarkedet. Jeg har lige genlæst Helmut Schmidts krystalklare artikel 'Reguler de nye megaspekulanter' fra 2007. Alle vidste, hvad der foregik. I Amerika og Storbritannien opfattede de politiske eliter imidlertid den vilde spekulation som gavnlig, så længe tingene gik godt. Også Europa gav efter for principperne i Washington Consensus. I så henseende var der allerede en bred koalition af de villige, som en Rumsfeld ikke behøvede at avertere efter."

Washington Consensus var den berygtede økonomiske plan fra IMF og Verdensbanken fra 1990, der ville kanonisere en bestemt model for økonomisk udvikling - en model, som først blev forsøgt virkeliggjort i Latinamerika og siden i store dele af den øvrige verden. Den byggede grundlæggende på devisen: Lad bare de rige blive rigere, for så vil deres velstand sive ned på de fattige.

"De empiriske erfaringer, der viser at denne prognose ikke holder, har hobet sig op gennem mange år. Effekterne af den øgede velstand har, både nationalt og globalt, været assymetrisk fordelt. Vi har med egne øjne kunnet se, hvorledes fattigdomszonerne breder sig ...

- Lad os rette blikket bagud. Hvordan kunne det komme så vidt? Var det bortfaldet af den kommunistiske trussel, der fratog kapitalismen dens hæmninger?

"Den version af kapitalismen, som blev lagt i bånd af keynesiansk økonomisk politik, og som ikke desto mindre skabte et velstandsniveau, der er uden fortilfælde i OECD, var allerede nogle år tidligere nået til vejs ende - det skete efter Oliekrisen og opgivelsen af de faste vekselkurser. Chicago-skolens økonomiske lære vandt i praksis allerede indflydelse under Thatcher og Reagan. Og udviklingen fortsatte under Clinton og New Labour. Ikke desto mindre reagerede Vesten på Sovjetunionens sammenbrud med et triumferende hovmod, som blev fatalt. Denne oplevelse af at være verdenshistoriens vinder havde forføreriske virkninger. I dette tilfælde bidrog den til at oppuste en teori om økonomisk politik til en verdensanskuelse, der kom til at gennemsyre alle sfærer af tilværelsen."

- Neoliberalismen er en livsform. Alle samfundets borgere skal være iværksættere og kunder ...

"... og hinandens konkurrenter. Den stærke, som sætter sig igennem i et konkurrencesamfund, hvor alle i princippet er stillet frit, kan gøre krav på sin succes som noget personligt meriterende. Det er urkomisk at se, hvordan erhvervsledere - og ikke kun dem - rask væk køber den absurde eliteretorik i tv's talkshows og gravalvorligt lader sig hylde som rollemodeller, der åndeligt set har placeret sig på et højere niveau end resten af samfundet. Det er, som om de ikke længere forstår at skelne mellem funktionelle eliter og stændersamfundets aristokratiske eliter. Hvad er, om man må bede, så beundringsværdigt eksemplarisk ved karakteregenskaberne og mentaliteten hos de mennesker i ledende positioner, som bestrider deres job med mere eller mindre middelmådig kompetence?"

"Endnu et alarmerende tegn var Bush-doktrinen fra foråret 2002, som kom til at indvarsle Irak-invasionen. Siden da har markedsfundamentalismens socialdarwinistiske potentiale ikke blot udfoldet sig i socialpolitik, men også i udenrigspolitikken."

- Men det var jo ikke kun Bush. Ved hans side stod en imponerende horde af indflydelsesrige intellektuelle ...

"Hvoraf mange intet har lært i mellemtiden. Hos de ledende neokonservative tænkere som Robert Kagan er de junglelovskategorier, vi kender fra Carl Schmitt, trådt endnu tydeligere frem. Hans seneste kommentar, hvori han forudsagde et internationalt politiske tilbagefald til en atombevæbnet og stadig mere hæmningsløs magtkamp var: 'Nu er verden vendt tilbage til normaltilstand'."

- Men for nu at vende tilbage til spørgsmålet: Hvad var det, som gik galt på det politiske niveau efter 1989. Blev kapitalen for magtfuld for politikken?

"For mig blev det klart op igennem 1990'erne, at politikkens institutioner var nødt til at opbygge kapaciteter til fælles handling på overnationalt niveau, hvis den skulle hamle op med markederne. Der forekom da også visse indledende skridt i denne retning i årtiets første år. George Bush den Ældre talte på programmatisk vis om en Ny Verdensorden, ligesom han så ud til at ville gøre brug det FN, som så længe havde været lammet og latterliggjort! Der skete i første omgang en kraftig vækst i antallet af humanitære interventioner, som Sikkerhedsrådet sagde god for. Den økonomiske globalisering, som man sigtede mod fra politisk side, burde have været fulgt op af et system af global politisk koordinering og af en udbygget retslig kodificering af de internationale reaktioner. Men disse første tvetydige bestræbelser tabte fremdrift allerede under Clinton. Den aktuelle krise har været en påmindelse om den forsømmelse. Siden modernitetens begyndelse har markedet og politikken bestandig skulle afvejes mod hinanden for at opretholde et netværk af solidaritetsrelationer hos medlemmerne af de politiske fællesskaber. Der vil altid bestå en spænding mellem kapitalismen og demokratiet, fordi marked og politik hviler på modstridende principper. Strømmen af decentraliserede individuelle valg, som muliggøres af de stadig mere komplekse netværk, kalder også efter globaliseringens seneste fase på nye reguleringer, som ikke kan komme i stand uden en tilsvarende udvidelse af de politiske procedurer, hvorigennem interesser bliver almengjort."

- Men hvad vil det sige? De støtter fortsat Kants kosmopolitisme og Carl Friedrich von Weizsäckers idé om en global indenrigspolitik. Det lyder ærligt talt som en illusion - man behøver blot at kaste et blik på FN's aktuelle forfatning.

"Jeg må indrømme, at selv en grundig reform af FN's kerneinstitutioner ikke vil gå langt nok. Ganske vist haster det med at opdatere Sikkerhedsrådet, Generalsekretariatet, domstolene til global implementering af menneskerettighederne, så de kan håndhæve et effektivt forbud imod vold - det er i sig selv en enorm opgave. Men man kunne også forestille sig, at selve FN's charter blev udviklet til en form for forfatning for det internationale samfund, en ramme, som ganske vist stadigvæk ville savne et forum, hvor den militariserede kamp mellem stormagter kunne transformeres til institutionaliserede forhandlinger om de problemer ved den globale økonomi, der behøver regulering, herunder også klima- og miljøpolitik, fordeling af omstridte energiressourcer, knappe forsyninger af drikkevand etc. På dette transnationale niveau opstår fordelingsproblemer, som ikke kan håndteres på samme måde som menneskerettighedskrænkelser eller brud på den internationale sikkerhed, der i sidste instans er krænkelser, som må retsforfølges - det vil være problemer, som skal løses gennem politiske forhandlinger.

- Men en sådan institution eksisterer allerede, G8 ...

"G8 er en eksklusiv klub, hvor nogle af disse spørgsmål blot diskuteres på uforpligtende vis. Der er for øvrigt en afslørende diskrepans mellem de opreklamerede forventninger, som knytter sig til disse topmøder, og det magre udbytte af deres medieiscenesættelse, som forbliver uden konsekvenser. Forventningernes illusoriske vægt viser, at befolkningerne kun alt for vel har indset - ja måske mere klarere end deres egne regeringer har forstået, hvor de uløste problemer ligger ved en fremtidig global indenrigspolitik."

- Det lyder som drømmerier ...

"Bare i går havde de fleste anset det, som sker i dag, for urealistisk. De europæiske og asiatiske regeringer overbyder nu hinanden med reguleringsforslag, der skal sættes ind imod finansmarkedernes manglende institutionalisering. Selv SPD og CDU foreslår, at der fastsættes krav om regnskabsbalance og egenkapitaldannelse, at erhvervsledere skal kunne drages personligt til ansvar, at gennemsigtigheden og overblikket på børsmarkedet skal forbedres osv. En skat på aktiemarkedstransaktioner, som allerede ville være et skridt i retning af en global skattepolitik, bliver dog sjældent diskuteret. Under alle omstændigheder vil 'finanssystemets nye arkitektur', som bebudes med så stor fanfare, ikke blive let at gennemføre, hvis USA ikke vil være med. Man kan så betvivle, om de foreliggende forslag overhovedet går langt nok, når man tager disse markeders kompleksitet og de vigtigste funktionssystemers globalt omfattende og gensidige afhængighed i betragtning. De internationale traktater, som parterne overvejer for tiden, kan tilbagekaldes til hver en tid. De kan ikke udgøre et grundlag for en vandtæt ordning."

"Selv hvis Den Internationale Valutafond fik udvidede beføjelser ville det ikke være nok til en global indenrigspolitik."

"Jeg fremsætter ikke spådomme. Over for disse problemer kan vi i bedste fald udtænke konstruktive forslag. Nationalstaterne må lære at forstå sig selv som medlemmer af det internationale samfund - det er endda i deres egen interesse. Den erkendelse bliver den vanskeligste udfordring over de næste par årtier. Når vi taler om 'politik' i den indeværende fase, tænker vi ofte på handlinger fra en regeringsmagt, som har overtaget sin selvforståelse fra kollektive aktører, som træffer suveræne beslutninger. Imidlertid er kontinuiteten allerede brudt i dag for den stat, som forstod sig som en Leviathan, og som udviklede sig side om side med det europæiske statssystem fra 1600-tallet og frem. Substans og sammensætning i det, vi plejede at kalde 'politik' i den internationale arena, er under stadig forandring."

- Men hvordan hænger det sammen med den socialdarwinisme i de internationale relationer, der, som De sagde før, har vundet indpas efter 11. september?

"Måske skulle vi gå et skridt tilbage og se på en bredere kontekst. Siden slutningen af 1700-tallet er retsprincipper i stigende grad kommet til at gennemsyre den politisk konstituerede regeringsmagt. Dermed har den indenrigspolitiske sfære fået udhulet sin substantielle karakter af 'ren magt'. I sine relationer udadtil har staten imidlertid bevaret tilstrækkeligt meget af denne substans trods fremvæksten af sammenflettede internationale organisationer og den internationale retsordens stadig mere forpligtende kraft. Begrebet om det 'politiske', som fandt sin form i af nationalstaten, er ikke desto mindre i en tilstand af opbrud. Inden for Den Europæiske Union fortsætter medlemstaterne f.eks. med at opretholde deres monopol på legitim magt, men de vedtager ikke desto mindre også love, som gennemføres på overnationalt niveau - mere eller mindre uden at kny. Denne forandring af retten og politikken er også bundet sammen med en kapitalistisk dynamik, som bedst kan betegnes som et periodisk vekselspil mellem en funktionelt motiveret åbning, der i hver instans bliver efterfulgt af en socialt integrerende lukning på et højere niveau."

- Skal det forstås sådan, at markedet splitter samfundet ad, hvorefter velfærdsstaten samler det igen?

"Velfærdsstaten er en sen - og som vi har erfaret - skrøbelig succes. De ekspanderende markeder og kommunikationsnetværk har altid haft en eksplosiv kraft med konsekvenser for de enkelte borgere, som har været på en gang individualiserende og befriende. Men ethvert af disse skred er blevet fulgt op af en reorganisering af de gamle solidaritetsrelationer inden for mere omfattende institutionelle rammer. Denne proces begyndte i den tidlige moderne periode, da de højmiddelalderlige herskabsstænder i de nye territorialstater blev gradvist parlamentariske som i England eller indsatte en absolut monark som formidler som i Frankrig. Denne proces fortsatte efter det 18. og det 19. århundredes konstitutionelle revolutioner og i socialstatens velfærdslove i det 20. århundrede. Denne retslige tæmning af Leviathan, af klassemodsætninger inden for civilsamfundet, var ikke nogen ringe bedrift. Af de samme funktionelle grunde må denne succesrige forfatningsgørelse af staten og samfundet i dag - efter den seneste fase med økonomisk globalisering - pege i retning af en konstitutionalisering af den internationale ret og det stridsplagede verdenssamfund."

- Hvilken rolle spiller Europa i dette scenario?

"Ikke den, som det indtil videre har spillet under krisen. Det står ikke klart for mig, hvorfor Den Europæiske Unions krisestyring blev lovprist i så høje toner. Gordon Brown formåede at få Paulson, den amerikanske finansminister, til at revidere sin møjsommeligt udarbejdede hjælpepakke, fordi han rykkede eurozonens vigtigste spillere frem på brættet med den franske præsident som medium og trods en første modstand fra Angela Merkel og hendes finansminister, Peer Steinbrück. Man behøver blot at undersøge hele denne forhandlingsproces og dens udfald nøjere. For det var jo de mest magtfulde blandt EU's nationalstater, der som suveræne aktører blev enige om at koordinere deres forskellige forholdsregler, som tilfældigvis pegede i den samme retning. Trods tilstedeværelsen af d'herrer Juncker og Barroso havde den måde, hvorved denne klassiske internationale aftale kom i stand, næsten intet at gøre med en fælles politisk viljesdannelse i Den Europæiske Union. New York Times registrerede da også behørigt og ikke uden et gran af malice, at europæerne åbenbart ikke kunne enes om en fælles økonomisk politik.

- Hvordan kan det være, tror De?

"Krisens seneste forløb har gjort manglerne i Den Europæiske Unions konstruktion åbenlyse for enhver: Hvert land reagerer med sine egne økonomiske forholdsregler. Unionens kompetence, for nu at forenkle det lidt, er delt op på den måde, at Bruxelles og EF-Domstolen implementerer de økonomiske friheder, mens de omkostninger, som dette resulterer i, tørres af på medlemsstaterne, der for øjeblikket ikke har nogen fælles viljesdannelse på den økonomiske politiks niveau. De mest fremtrædende medlemsstater er sågar uenige om de principper, der skal styre, hvor meget stat og hvor meget marked der er ønskværdigt i første instans. Ydermere fører hvert land sin egen udenrigspolitik, og især da Tyskland. Berlinerrepublikken er hele sit diskrete diplomati til trods på vej til at glemme den lære, som den gamle Forbundsrepublik drog af historien. Regeringen udnytter sit udvidede manøvrerum i udenrigspolitikken, som den har vundet siden 1989-90, og er i stigende grad ved at falde tilbage til det velkendte mønster med national magtpolitik mellem stater, skønt de europæiske stater for længst er svundet ind til fyrstendømmeformat."

- Men hvad kan disse fyrstendømmer stille op? Hvad bliver næste skridt?

"Spørger De til min ønskeseddel? Da jeg under de aktuelle forhold opfatter gradvis integration eller forskellige foreningshastigheder som det eneste mulige scenario for at overvinde den aktuelle stagnation, kan Sarkozys forslag om en økonomisk regering for Eurozonen være et udmærket udgangspunkt. Det betyder ikke, at vi vil være nødt til at acceptere forslagsstillerens konservative baggrundsantagelser og protektionistiske intentioner. Procedurer og politiske resultater er to forskellige ting. Det 'stadig tættere samarbejde' på den økonomisk politiks felt vil skulle følges op af et 'stadig tættere samarbejde' i udenrigspolitikken. Og ingen af delene skal længere kunne gennemføres bag lukkede døre og bag ryggen på befolkningerne."

- Det kan De ikke engang få socialdemokratisk støtte til...

"SPD har overladt det til kristelige demokrat Jürgen Rüttgers - 'arbejderføreren' fra Rhin- og Ruhr-regionen - at forfægte denne idé. Over hele Europa har de socialdemokratiske partier ryggen imod muren, fordi de bliver tvunget til at spille et nulsumsspil med svindende indsatser. Hvorfor griber de ikke muligheden for at bryde ud af deres nationale bur og vinde nyt manøvrerum på det europæiske niveau? På denne måde kunne de også profilere sig imod regressiv konkurrence fra venstrefløjen. Hvad 'venstre' og 'højre' så end måtte betyde i dag, så er det kun sammen, at eurozonelandene kan vinde tilstrækkeligt stor vægt i verdenspolitikken til at udøve en rimelig indflydelse på den globale økonomis agenda. Alternativet er at opføre sig som Onkel Sams puddelhund og prisgive sig en global situation, der er lige så farlig, som den er kaotisk."

- A propos Onkel Sam - De må være dybt skuffet over USA. De havde håbet på, at USA ville blive trækhest for en ny verdensorden.

"Har vi andre alternativer end fortsat at holde på den amerikanske hest? USA vil nok komme svækket ud af den nuværende dobbeltkrise. Men USA er ikke desto mindre stadig den eneste liberale supermagt og befinder sig i en situation, hvor det er blevet nationen magtpåliggende at revidere sit neokonservative selvbillede som hele verdens formynder og velgører. Den verdensomspændende eksport af Amerikas livsform udsprang af de gamle imperiers forfejlede, centraliserede universalisme. I modsætning hertil hviler moderniteten på en decentraliseret universalisme om respekt for den enkelte. Det må være i USA's interesse ikke blot at opgive den modproduktive holdning til FN, men at sætte sig selv i spidsen for en reformbevægelse. I det historiske lys repræsenterer sammenfaldet af fire faktorer - en status som supermagt, en status som verdens ældste demokrati, formodningen om en - det må vi håbe - en liberal og visionær præsident og en politisk kultur, der danner imponerende klangbund for normative impulser - en ganske sjælden konstellation. I dag er Amerika dybt foruroliget over sit unilaterale eventyrs fiasko, over neoliberalismens selvødelæggelse og over det misbrug, der er sket af dets exceptionalistiske bevidsthed. Hvorfor skulle denne nation - det har den jo gjort så mange gange tidligere - dog ikke, før det bliver for sent, kunne tage sig sammen og prøve at forpligte vor tids store konkurrerende magter til en international orden, hvor der ikke længere behøves en supermagt? Hvorfor skulle en amerikansk præsident - som er båret frem af et historisk skelsættende valg, og som må konstatere, at hans handlingsspillerum på den indenrigspolitiske arena er indskrænket - dog ikke ønske at favne denne fornuftens mulighed - denne mulighed for fornuft - i udenrigspolitikken i det mindste?

- De såkaldte realister vil afvise Deres idé med et overbærende smil?

"Jeg ved, at meget taler imod den. Den nye amerikanske præsident må sætte sig igennem over for de eliter i sit parti, der stadig er afhængige af Wall Street. Han vil utvivlsomt også skulle modstå fristelsen til at bukke under for en ny protektionismes refleksbevægelser. Hertil kommer, at USA vil behøve al mulig velvillig støtte fra en loyal, om end selvbevidst allieret for at kunne foretage et så radikalt kursskifte. Et Vesten, som er bipolært i denne kreative forstand, vil selvfølgelig kun kunne lade sig gøre, hvis EU lærer at tale med én stemme i udenrigspolitikken og vel at mærke lærer at bruge sin internationalt opsparede kapital af tillid til selv at handle langsigtet. Alle 'ja, men'-indvendingerne er åbenlyse. Alligevel er der måske netop i en krisetid et større behov for et at anlægge et noget bredere perspektiv, end man gør i de råd, der kommer fra mainstream og politikkens sædvanlige smålige positionskampe."

© Die Zeit og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Erik Blumensaat

Raelf Nader har igen fået ret i sin påstand, at der kun er et parti, med to højrefløje, et hoved med to munde, i usa, så forvent jer ikke noget nyt fra vestfronten.Wall-street hustlerene er der endnu, de har sikret sig ved at købe works bring freedom politikerne, Jerusalem som verdens hovedstad, først da stopper de deres galskab.

Thomas Bolding Hansen

"At udpege syndebukke slår mig som hykleri. Spekulanterne handlede inden for lovens rammer og fulgte konsekvent den samfundsmæssigt anerkendte logik om profitmaksimering. Politikerne gør sig til selv til nar, når de moraliserer i stedet for at bruge demokratiske lovgivningsmagts tvangsret. Det er dem og ikke kapitalismen, der må bære ansvaret for at tilgodese det fælles bedste."

Hørt! For eksempel havde en meget lokal regering, gæt selv hvilken, ganske travlt med at prale af vækst og fald i arbejdsløsheden, hvor fortrinligt de gjorde det, på et tidspunkt hvor de uansvarlige Socialdemkrater som jo altid får pengene til at fosse ud af statskassen advokerede indgreb.

"For mig er det mest bekymrende den himmelråbende sociale uretfærdighed, der består i, at samfundets mest sårbare grupper er dem, der bliver hårdest ramt, når de fælles omkostninger skal betales ved markedets systemfejl. Mange af disse mennesker hørte i forvejen ikke til globaliseringens vindere"

Det er nemlig rigtigt, men det er jo ikke dem, der er stemmer i, de udgør jo "kun" 10-20 procent af samfundet og mange af dem stemmer på DF for at få deres ældrechecks, enkle mærkesags lokkemidler og velkommen til en gang ris til egen røv.

Apropos hvad Dole Dyle skriver, så har amerikanerne et meget passende udtryk:

"Privatize the profits, socialize the losses"

Men som den kære Jürgen også skriver, så ligger det jo helt indenfor lovens grænser det der er gjort.

Mon ikke der skulle gøres noget ved de før omtalte grænser?

Bruno Lundkvist

Der er intet krav om regulering af bankdirektørers uanstændige lønninger, bonusordninger og fratrædelsesordninger i millionklassen; men i stedet tilføres nu for anden gang skatteryderbetalte gaver, uden krav om modydelser. Hårdarbejdende danske lønmodtagere (arbejder mere end alle andre lønmodtagere i alle OECD lande)skal nu igen financiere grådighedens Opus Dei. Samtidigt skal vi høre CEPOS' , Venstres såkaldte tænketank, der nu også lukrerer på skatteydernes bidrag, belære os om, hvor vigtigt det er, at de rigeste burde betale mindere til fællesskabet. Hvis Fogh og Venstre havde kunnet, ville man reducere muligheden for dagpenge til to år. (CEPOS - 1 år!) Men Dansk Folkeparti var bange for at deres vælgere skulle gennemskue konsekvenserne, nu, hvor man står overfor stigende arbejdsløshed.
Hvad får skatteyderne/lønmodtagerne så for at være så hårdtarbejdende, ud over at financiere de velbjærdes fortsatte dans om guldkalven? Jo, de får nedskæringer på snart sagt alle offentlige områder - militæret dog undtaget - en nøjagtig kopi af Foghs gode venner i det nuværende USA. Lukkede biblioteker, nedlagte busruter, nedskæringer på institutioner for børn, folkeskoler der stresses af talrige tests og ligegyldige skemaer, et sundhedsvæsen der afleverer personale og resourcer til et voksende privat sundhedsvæsen, der i fremtiden, forstås skal behandle den velbjærgede del af befolkningen.
Det samfund, der tegner sig, kan allerede nu ses i Foghs og CEPOS' mønstersamfund, det nuværende USA. Det maltrakterede samfund (tænk på Katrina) synes at være baseret på neokonservative republikaneres dyrkelse af Niccolo Machiavellis teorier om udøvelse af magt. Eksempelvis at lære magthavere at være ikke-gode;altså et ondskabens filosofi. Kan dette sidestilles med Venstres og våbenbrødrene fra Dansk Folkepartis anklager mod De Radikale, SF og Socialdemokraterne, når de ønsker at hjælpe mindrebemidlede og i den sammenhæng anklagende bliver beskyldt for at tilhøre 'godhedsindustrien'? DF og Venstres vedholdende forsøg på at skabe fjendebilleder kunne tyde på det.
Et af forudsætningerne for at gennemføre Venstre idealsamfund, er, at den fjerde statsmagt journalisterne og medierne reduceres til mikrofonholdere og skribenter på se og hør niveau. Journalister som villigt klapper i, når his master's voice siger: 'Der er ikke noget at komme efter'. Til gengæld kan vi alle få lov at sende sønner, fæddre, kærester m.m. i krige etableret af Fogh og vennerne Bush og Cheney.
Et sådant Machiavelli samfund har amerikanerne netop sagt nej til. Foghs mønsterdannere -de stærkt højreorienterede republikanere - som fortsat roser Fogh - er heldigvis på vej ud; de efterlader sig et samfund der minder om Titanic efter kollisionen.
Hvornår mon et flertal af danske lønmoddtagere/vælgere beslutter at der skal en forandring til i Danmark ( change - som Barrack Obama netop er blevet valgt til at etablere) Habermas har ret når han hævder at 'privatiseringsvanviddets tid er ovre'. Måtte danskerne, eller i det mindste et flertal af dem ikke blive blandt de sidste der erkender dette.
Måtte Habermas ligeledes få ret i sine forhåbninger om en ny verdensorden under et reformeret FNs lederskab.Forhåbentlig vil USA igen indtage en berettiget ledende rolle for vestlig demokratier i denne vitale ændring.

Andreas Trägårdh

Når man tager i betragtning af hvor gennem arbejdet ideerne er i samtalen, kan det virkelig ærge en at Habermas misforstår begrebet individ så meget.

Han hævder dels at individet;
1. Har et valg - det har det ikke for et valg kan kun opstå på baggrund af indlæring, altså er det aldrig individuelt.
2. At det tilmed kan befries fra de markeds mekanismer og kommunikationsnetværk, som Habermas også hævder ligger til grund for skabelsen af et individ!?

Altsammen noget forarmet sludder!

Er det ikke ham med samfundsspecifik subsumptiv repressialitet i regi af kapitaloffentlighed set i en præmissiv kontekst af neo-interpretativ læsning af Marx?

Søren Kristensen

J.T.
Du kan jo spørge en sygepleje- eller socialrådgiverstuderende. De er eksperter i sociologi, herunder Habermas udredninger om livsverden kontra systemverden. Om de også kender ovennævnt sentens, må komme an på en prøve.