En bølge af reklamer, logoer, trailers og coming attractions oversvømmer én, så det er umuligt at finde hoved og hale i, hvad der er indhold, og hvad der er fyld. Anprisninger af receptpligtig medicin, mirakelkure mod alt fra gæld til fedme, tilbud på sygeforsikring og fem dollar junkfood. Men leder man lidt med fjernbetjeningen, så er dette ikke et dækkende billede af fjernsynets tilbud til de amerikanske seere. Der findes også public service kanaler som for eksempel KBDI - Colorado Public Television på kanal 12. En af de kanaler som blev tildelt Denver af 'the Federal Communications Commission' i 1977, som en del af en national plan til at sikre et mangfoldigt mediebillede. Et initiativ, der blev båret frem af en bevægelse af alternativ radio, modkulturel presse og community medier.
En tilblivelseshistorie som stadig smitter af på indholdet på kanalen, hvilket viser at antagelsen om, at amerikanere er politisk apatiske, er en fordom, som ikke passer på en stor del af den amerikanske offentlighed.
KBDI er public service nede-fra-og-op, som har mere tilfælles med dansk lokal tv end med Statsradiofoniens oppe-fra-og-ned public service.
Politisk fjernsyn
Men i modsætning til dansk lokal tv er niveauet både højt og mere mangfoldigt, for i USA er dét at lave uafhængig presse ikke et beskæftigelsesprojekt i et faldefærdigt studie i Folkets Hus, men derimod en fuldtidskarriere i en selvbærende del af mediebilledet. Og det er langt fra kun venstreorienterede uden job, som laver græsrodsjournalistik. De konservative græsrødder laver også politisk fjernsyn, og jeg kunne derfor se den meget lange dokumentarfilm America: Freedom to Fascism, som har kørt et par gange i den sidste uge.
Filmen er lavet af den farverige showman og skattenægter Aaron Russo, der i sin ungdom promotede Janis Joplin, The Grateful Dead og Jefferson Airplane og som gik ind i politik sammen med Ross Perot og endte sine dage - Russo døde i 2007 - hos det libertarianske parti (libertarianere er højre-anarkister, der ser markedet som den eneste legitime autoritet).
America: Freedom to Fascism kører som en slags Michael Moore med manuskript af Mogens Glistrup, med Aron i den dominerende rolle foran kameraet, hvor han med mikrofonen som våben er på jagt efter dén lov, hvor der står, at han skal betale indkomstskat. Og denne søgen efter et svar på et helt reelt spørgsmål leder ham ud i vildere og vildere teorier, der involverer hele det amerikanske skattevæsen og nationalbank, de nye id-kort, spionmikrochips, elektroniske stemmemaskiner og terrorlovgivning og andre 'instrumenter af totalitarisme'.
Den gode gamle 'systemet er en sammensværgelse' blot fortalt fra et højreorienteret synspunkt.
Skarpvinkling
Noget mere lødig er det venstreorienterede Democracy Now med den Harvard-uddannede journalist og menneskerettighedsaktivist Amy Goodman (sic!). Democracy Now forfalder ganske vist ikke til vilde komplotter, men er ikke desto mindre utroligt trættende at se på - selv om jeg deler mange af Goodmans synspunkter - fordi holdningerne er lige så forudsigelige som fredsvagten foran Christiansborg. Her er 'systemet' lig med Bush, Cheney og corporate America, hvis fangearme rækker langt ud i verden.
En af deres vinkler på den forstående nobelprisuddeling er for eksempel at "Bush og Karl Rove er forbundet med bestræbelser på at ødelægge svenske velfærdsprogrammer". En mildest talt skarp vinkling, der viser, at når det er den politisk aktive del af den amerikanske befolkning, der kommer orde på KBDI, så er det også de skarpe og mere marginale og originale synspunkter, der dominerer frem for den bløde mainstream, som vi kender fra DR og TV2.
Ugens fjernsynsklumme er undtagelsesvist fra USA hvor anmelderen ser på public service tv lavet af de mange meget aktive højre- og venstreorienterede amerikanske politiske aktivister
Nikolai Lang, du tramper på dem, der har viet deres liv til fattigrøvene.
Du skal vide, at Democracy Now er verdens mest sofistikerede og kritiske Internet TV. Democracy Now overgår langt danske mediers middelmådige småborgerlige "dækning" af internationale, nord- og sydamerikanske forhold. Gang på gang er Democracy Now først med de facto nyheder.
Herudover, forfalder Democracy Now aldrig til interview manipulation, hvilket derimod er fast praksis i danske medier - i Democracy Now får de interviewede altid lov til at fortælle deres historier på egne præmisser - en by i Rusland i de provensielle danske medier.
Skam dig, Nikolai Lang, fordi du rakker ned på hvad den "alternativ nobel pris" har anerkendt med en fornem pris. Lad demokratiet komme til orde, de små, fattige minoriteter. Information kunne i det mindste se denne medieperle, Democracy Now, som det den er - et vidundeligt frisk pust fra mennesker på røven og så repræsenteret af et intelligent humanistisk hjerte, der har gået på Harvard. I de gamle revolutionære 60´ere og 70´ere sagde vi, lad os stå sammen. Men du, Nikolai Lang, tramper på dem, der har viet deres liv til fattigrøvene.
Hvor i alverden får du det fra Jens?
Det er meget muligt at DR engang var venstreorienteret, men hvis du ser TV avisen så er det ret tydeligt hvor meget taletid regeringen får og i hvor høj grad man lader "oppositionen" udgøres af DF.
Når eks. Socialdemokraterne endelig får lov at udtale sig, er det ofte med et klip der fremstiller dem som totale tosser. Nu er det jo muligt at det virkeligt er sådan at der bare ikke findes fornuftige og intelligente mennesker i S, men jeg tvivler altså på det.
For mig at se er TV avisen stærkt manipuleret henmod en regeringspositiv og indvandrerfjendsk vinkel. For eksempel holder man skamløst fast i begrebet "indvandrer" om folk der er født og opvokset i landet. De er ikke indvandrere - de er danske statsborgere og fortjener at blive anerkendt som sådan!
Alt andet er skjult racisme gennem ordvalg.
Hvad TV2 angår så er det jo et dansk forsøg på FOX, så lad os bare lade den ligge...