Den måske mest rammende karakteristik af fænomenet Alessandro del Piero står forfatteren Sandro Veronesi for: "Det er skønt, at han er så almindeligt et menneske, mens han som fodboldspiller er så fuldstændig usædvanlig."
I mange år var del Piero den højst betalte fodboldspiller i Italien med en årsløn på den rigtige side af 75 millioner kroner alene i Juventus (foruden lukrative reklameaftaler). I de luftlag mister mange jordforbindelsen, men del Piero har altid ydmygt taget plads på udskiftningsbænken, når skiftende trænere i Juventus og på det italienske landshold har bedt ham om det. Efter 15 sæsoner i Juventus har han nu som 34-årig accepteret en lønnedgang og selvtræner tilmed, ligesom i sin tid Dino Zoff, en gang om dagen for at kompensere for alderens slid. Det kan godt betale sig, for i Alessandro del Pieros tilfælde er karrierens efterår en strålende årstid.
Da han lørdag aften i snevejr på Stadio Olimpico i Torino (det ombyggede Stadio Comunale) scorede på straffespark mod Reggina, nåede han op på 250 scoringer for Juventus. Det første mål scorede han helt tilbage i 1993, også i en kamp mod Reggina. Allerede i januar 2006 blev del Piero den bedste målscorer i klubbens historie, da han overskred Giampiero Bonipertis 182 scoringer, som blev sat ind fra 1946 til 1961. Ligesom del Piero spillede Boniperti aldrig for andre end La Vecchia Signora, Fiat-koncernens prydsgenstand. Boniperti nåede at spille 444 kampe for Juventus, mens del Piero nu er oppe på 578 kampe. Og han har vist ingen planer om at stoppe i den zebrastribede trøje foreløbig: "Jeg vil især takke de personer, som ville have stået mig nær, også hvis jeg ikke havde scoret 250 mål, men blot det ene," udtaler del Piero til den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport og tilføjer: "Det smukkeste mål er dog det, jeg endnu ikke har scoret."
Fra Pinturicchio til Godot
Den nu afdøde klubejer Gianni Agnelli, som gik under tilnavnet l'avvocato og var en slags stedfortrædende konge i efterkrigstidens republikanske Italien, udstyrede del Piero med flere øgenavne: "Hvis Baggio er Rafael, så er del Piero Pinturicchio," sagde Agnelli, da Roberto Baggio i 1995 skiftede fra Juventus til Silvio Berlusconis Milan. Året forinden havde Fiat-direktøren set en overbevisende prøve på del Pieros kunstneriske evner: I en afgørende kamp på hjemmebane mod Fiorentina kom Juventus bagud med to mål, men efter to scoringer af Gianluca Vialli vandt del Piero kampen og mesterskabet for Juventus, da han beherskede en lang fremlægning med højre yderside og overrumplede Fiorentinas målmand med et dykkende flugtskud. Hvis fodbold er et sprog, som den italienske forfatter og filmsinstruktør Pier Paolo Pasolini hævdede, så var det mål en usædvanlig smuk formulering.
I sæsonen 1995-96 vandt del Piero for første og eneste gang finalen i Champions League mod Juventus, og siden blev det til to mesterskaber, inden han i 1998 i en kamp på en frosthård bane i Udine pådrog sig en alvorlig knæskade. Da han vendte tilbage, langsommere og fysisk svækket, opfandt Agnelli et nyt øgenavn: Godot. Det kunne lyde som en fornærmelse, men del Piero har tilsyneladende en formidabel evne til at se det positive i tingene: "Selv om det er rigtigt, at Godot aldrig ankommer, er han alligevel en positiv figur. Han skal gøre livet bedre for dem, der venter på ham. Det er også en kompliment," udtalte han afvæbnende. Agnelli døde som 81-årig i 2003 og nåede således ikke at opleve, at klubben blev frataget mesterskabet samme år på grund Calciopoli-skandalen, som rystede italiensk fodbold i 2004 og medførte tvangsnedrykning af Juventus. Men året efter blev Godot naturligvis topscorer i Serie B.
Hyldet på Bernabeu
Også på det italienske landshold løb del Piero ind i problemer efter den langvarige skadesperiode. I 2000 blev han hele landets syndebuk, da han misbrugte to gigantiske chancer i EM-finalen mod Frankrig. Han påtog sig offentligt skylden for nederlaget, hvilket kun gjorde ham mere elsket blandt Juventus' tilhængere og til et hadeobjekt blandt andre italienske klubbers tilhængere. Først med målet i sidste minut af semifinalen mod Tyskland ved VM i 2006 og triumfen i finalen mod Frankrig blev del Piero fuldt rehabiliteret som italiensk landsholdspiller.
Marcello Lippi, der er vendt tilbage som italiensk landstræner, har endnu ikke udtaget del Piero til VM-kvalifikationskampene. Men Juventus har haft en hård efterårssæson med mange kampe og mange skader, og det er i høj grad anførerens fortjeneste, at holdet trods alt ligger på andenpladsen i Serie A og vandt gruppespillet i Champions League. Navnlig i de to kampe mod Real Madrid i Champions League har del Piero demonstreret, at Godot for længst er ankommet. I hjemmekampen i Torino splittede han efter få minutters spil madrilenernes forsvar med en hurtig kombination med angrebsmakkeren Amauri og passerede Casillas med en frygtindgydende afslutning. På Santiago Bernabeu, hvor Italien vandt verdensmesterskabet i 1982, sænkede han ene mand mægtige Real Madrid med to scoringer og blev klappet fra banen af hjemmepublikummet. Når det italienske landshold til VM i Sydafrika i 2010 skal udtages, kan det derfor heller ikke udelukkes, at Marcello Lippi ender med at trække en kanin fra Torino op af hatten.
