Læsetid: 4 min.

Aston Villa og den smukke krig

Aston Villa har altid leveret lækker bold, siger fansene - men i år har de også sejrene, heldet og en kommende billet til Champions League med sig. Fra fish 'n' chips og brune fadøl til terapipools og diæter har holdet med det symmetriske navn det moderne og æstistiske indlejret i historien
Klar. Aston Villa synes at have fundet formen i år.

Klar. Aston Villa synes at have fundet formen i år.

Steve Woods

10. januar 2009

"Der er en aura omkring klubben, en følelse af historie og tradition. Selv navnet er smukt og symmetrisk med fem bogstaver i hvert ord."

Citatet stammer fra den tidligere træner John Gregory. Navnet er Aston Villa, oprindeligt en rødmuret administrationsbygning lige over for hjørnet af Heathfield Road og Lozells Lane, hvor fire cricketspillere i 1874 stod under den varme, victorianske gaslampe og lagde store fodboldplaner.

Birmingham er Englands industrielle vækstcentrum og hjemsted for rockgruppen Black Sabbath og en ung Arthur Conan Doyle, der købte en violin på Sherlock Street, mens han læste til læge i byen. Og ikke at forglemme 31-årige Martin Laursen, Aston Villas anfører og centrale forsvarsklippe, der for nylig blev kåret til Årets Spiller i Danmark og er én af nøglepersonerne i træner Martin O'Neills gyldne projekt.

The Villans hører hjemme i Premier Leagues Fab Four, lyder O'Neills mantra. Før opgøret i dag med ligaens bundskraber, West Bromwich Albion, ligger drengene med de karakteristiske lilla og lyseblå bluser nr. 4, à point med Manchester United og kun overgået af Chelsea og Liverpool. Og så klarede de 2-2 mod Arsenal for ganske nylig. Aston Villa har altid leveret lækker bold, siger fansene, men i år har de også sejrene, heldet og en kommende billet til Champions League med sig.

For mange er Aston Villa et erindringsekko fra 70'ernes Sportslørdag, hvor kick and rush var toneangivende, og hvor kombattanternes menu før og efter kampene bestod af fish 'n' chips og mørkebrun fadøl. Men så kom fjernsynsrevolutionen i starten af 90'erne og siden den berømte Arsene Wenger-effekt i Arsenal, der langsomt, men sikkert forvandlede engelsk fodbold.

Nye træningsmetoder, bedre diæter, taktisk kontrol, tjekkede forhold - og skyhøje lønninger til stjernerne på grønsværen, der ofte lod sig afbilde i Rupert Murdochs sladderspalter.

Det moderne i historien

I dag restituerer Aston Villas mandskab i ultramoderne træningsanlæg, der fuldt ud matcher Uniteds og Liverpools. I Bodymoor Heaths nye HydroWorx terapipool kan Laursen træne løbekadencen under vand, samtidig med at lægestaben videoovervåger muskelbelastningen i hver en fiber og knogle.

Investeringerne giver pote. Vicekaptajnen Gareth Barry og den svenske back Olof Mellberg sprinter snildt op til 13 km pr. kamp.

For de ældre supportere på Villa Park er det moderne indlejret i selve historien. Det var skotten William McGregor, der på et bestyrelsesmøde i 1888 fik den vidunderlige idé at supplere de pletvise FA Cup-opgør med en regulær turneringskalender. Stadion var halvtomt hver søndag, når der ikke var noget på spil.

Nu var der pludselig sved, tårer og indtægter at dyste om, og McGregors koncept bredte sig hurtigt over hele kloden. I hovedstaden mærkede man også Villas tiltrækningskraft.

Da den legendariske Herbert Chapman var træner for Arsenal i slutningen af 1920'erne, ville han pifte London-klubbens røde trøjer op. Leeds United spillede helt i hvidt, fordi de ville ligne Real Madrid, men Chapman behøvede ikke en fancy modedesigner for at føje et stykke hvidt stof på armene af The Gunners.

Forbilledet var selvfølgelig Aston Villa.

Imens var der fest og farver på Witton Lane-tribunen, som er Villa Parks ene langside. Før Murdoch kommercialiserede fodbolden, var ståpladser udbredte, også på Witton, og selv i dag hævder mange hardcore fans, at den entreprenante Doug Ellis' tiltrængte modernisering - der omdøbte Witton Lane til Doug Ellis Stand - er arbejde udført af Djævlen.

Og med ægte Aston'sk charme suppleres de brovtende råb om retur til den oprindelige ståkultur gerne af vers, der besynger stadions aristokratiske fortid. Her lå engang en smuk 1600-tals herregård og en victoriansk forlystelsespark.

"My Old Man said 'Be a City fan', and I said 'Bollocks you're a cunt!", lyder nutidens infantile hymne. Men selv det ulige arvefjendeopgør med naboerne fra Birmingham City slår en æstetisk krølle. I modsætning til Astons ædle ansigter, er City en flok grimrianer, og deres dragt er en blå og hvid katastrofe.

You made my day

Villa synes at have fundet formen i år, ikke blot i de nationale miniturneringer, som de dominerede i 90'erne, men i Premier Leagues lange, seje stræk. Nordireren Martin O'Neill har en kæmpe andel i succesen. Han kvitterede for den euforiske modtagelse ved at føre Villa til ni sejre på stribe i sæsonen 2006/07, som sluttede med en respektabel 11. plads.

Året efter og med intens afgørelse på allersidste matchdag endte man sjettebedst og løste billet til Intertoto Cup'en. Dertil kommer en forholdsvis stabil økonomi, som skyldes amerikaneren Randy Lerner. I 2006 kaprede han aktiemajoriteten fra Doug Ellis, som var i fuld færd med at kuldsejle klubben, og siden har Lerner opnået den sjældne ære at blive mødt med dybfølt lovprisning fra Villas die hard-fans.

Hvor Glazer-familien blev buh'et ud med isnende demonstrationer af traditionsbevidste United-tilhængere, der hellere ville dø end åbne døren for en "fucking yank", sang supporterne på Parks notoriske "Holte End" med én stemme: "USA! USA!".

Med i bagagen havde Lerner den tidligere general fra US Marine Corps og rådgiver for Det Hvide Hus, Charles C. Krulak. I dag er Krulak højre hånd for Lerner - og digital brevkasseredaktør. Dén skal de lige sluge, de blålilla City-hadere, ikke mindst da Krulak på Villas internetside frejdigt takkede for en typisk indforstået kommentar:

"Tak for dét. Med den berømte centerback, Clint Eastwoods, udødelige ord: 'You made my day!'"

Og selv i den nyeste æra, hvor forwarden Gabriel Agbonlahor, wingeren Ashley Young og vores egen Martin Laursen pryder Villa Parks grønsvær, kan de ikke slippe fornemmelsen af at drage smukt i krig, weekend efter weekend.

Birminghams skolebørn har i generationer memoreret linjerne fra Philip Larkins 1964-digt 'MCMXIV' der handler om den på én gang truende og uskyldige afgang til Første Verdenskrigs fronter:

"De lange bugtede rækker står tålmodigt afventende, som om de var trukket udenfor The Oval eller Villa Park."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Steensen

Lidt mærkeligt i omtalen af det nuværende hold at nævne Olof Mellberg, som siden sommeren sidste år har spillet i Italien, for Juventus...