Læsetid: 5 min.

Brystkassen fra Vejle

Det lignede en solstrålehistorie - en trodsig én af slagsen - da Thomas Gravesen i 2006 efter et forlist ægteskab med Real Madrid havnede i Celtic og senere blev udlånt til Everton, som han bragte nær europæisk succes. Alligevel har hans selvvalgte exit fra professionel fodbold hverken affødt mediefanfarer eller rørstrømske takketaler. Gravesens meritter er en rutchebanetur gennem den moderne fodboldkulturs ekstremer
Ork-en. Graver blev aldrig et majestætisk bolværk som Claude Makélélé, en nonchalant kreatør som Andrea Pirlo eller en offensiv joker som Michael Ballack. I de turbulente sæsoner i Madrid lærte den konstant fejlplacerede plæneklipper kunsten at spille skraldemandsbold.

Ork-en. Graver blev aldrig et majestætisk bolværk som Claude Makélélé, en nonchalant kreatør som Andrea Pirlo eller en offensiv joker som Michael Ballack. I de turbulente sæsoner i Madrid lærte den konstant fejlplacerede plæneklipper kunsten at spille skraldemandsbold.

Claus Bech Andersen

31. januar 2009

Man kunne læse det på PR-agenturet, First Artists', webside i mandags. Når det gælder Thomas Gravesens selvvalgte exit fra professionel fodbold, er der ingen mediefanfarer og rørstrømske takketaler. Rejsen førte alligevel ikke retur til Vejle Boldklub, hvor det hele startede i midten af 90'erne for den 32-årige gavflab med fremskudt brystkasse i bedste Johnny Weissmuller-stil. Måske er det knæet, der knirker, eller måske er det lysten, der mangler for Graver, der siden skiftet til Celtic og udlånet til Everton har tilbragt langt mere tid på bænken end i grønsværens projektører.

Det lignede ellers en solstrålehistorie - en trodsig én af slagsen - da han i 2006 efter et forlist ægteskab med Real Madrid havnede i Celtic, hvor han blev klubbens dyreste spiller nogen sinde. Skotterne var benovede over verdensstjernens ankomst, og Tommy G, der forinden havde talt lige ud af posen om Fabio Capellos arrogance og knubsene på det spanske kongemandskab, sikrede sig prompte en plads i historiebøgerne med et par fæle svipsere mod Manchester United i Champions League og et hattrick mod den hjemlige ligas St. Mirren.

Men så gad han heller ikke mere. I modsætning til vennen Stig Tøfting, som gladelig promoverede en bog, han ikke fortrød, var der nul mere smalltalk med pressen.

Graver nåede 141 kampe og scorede 11 mål for Everton FC, og den sidste tid i Liverpool var utvivlsomt den bedste rent spillemæssigt. Han havde bragt Everton på randen af europæisk succes og var fra en oprindelig position som libero og defensiv bagkant i Hamburger SV modnet til central, kreativ midtbanestrateg. Måske endda Premier Leagues bedste. Og så blev han royal. Gravesen åbnede ballet i premierekampen på Santiago Bernabéu den 16. januar 2005 mellem Real Madrid og Zaragoza med at give Zinedine Zidane dessiner. Det bragte sved på panden og en god portion lettelse derhjemme. Hvordan kan man, sådan bare uden videre, spankulere over til verdens største fodboldspiller og fortælle ét og andet?

Ork'ens højrefod

En måned efter trøjeoverrækkelse og indledende medievirak scorer Thomas sit første og eneste mål for Real. Det er mod Espanol. 'El ogro' (Ork'en) rammer bolden med indersiden af den brede højrefod.

Det virker næsten som en forstørret udgave af de korte afleveringer, han plejer at lave, når han ruller Reals geometri ud på midtbanen med de mange boldberøringer, sideskift og positionsløb. Armene vifter faretruende ud i luften, da han lægger an til kanonen lige på kanten af straffesparkfeltet. Real er allerede foran 3-0, og Graver sætter tyk streg under sejren med et præcist hug, der ikke løfter sig mange centimeter over græstæppet og lander sikkert i venstre side af nettet.

Sådan. Graver fejrer fuldtræfferen i det 57. minut med et brøl og en knyttet højre hånd. Michel Salgado rækker poten frem, og Graver kvitterer med et ordentligt guttermandsklap. Det maskuline optrin er milevidt fra brasilianske gratulationer med spontan samba foran tribunen. Men forløsningen er til at tage at føle på.

Hver måned sætter European Sports Magazines, der er en sammenslutning af 10 blade fra forskellige lande, månedens hold i Europa. Tips-Bladet og russiske Sports-Express mener, at Gravesen ikke mindst for sin indsats mod Real Betis, hvor danskeren lagde en gudelig stikning til Michael Owen, skal udtages til martsholdet. Han når dog lige akkurat ikke at komme med.

Tacklede sig selv ud

I slutningen af oktober er der til gengæld blevet rigtig koldt i nærheden af Graver. Han er ikke med i startopstillingen mod topholdet Valencia, og selv om han kommer ind midt i anden halvleg, går der kun fem minutter, før dommeren giver direkte rødt for en alt for sen tackling. Lidt efter ryger Beckham samme vej. Graver er ærgerlig, men fortryder ikke. Det var en kontrasituation, og han turde ikke tage nogle chancer. I stedet tacklede han sig langt ud af banen og dømte sig selv til mediernes syndebuk.

Men sådan kender vi ham jo. Graver, der tog kvælertag på Maltas Michael Mifsud i VM-kvalifikationskampen i juni 2001, og samme Graver, der som ynglingespiller under Ulrik Le Fevres ledelse savede benene væk under en modstander og fluks blev sendt hjem fra træning. 2.441 kilometer mod syd, midt blandt Bernabéus forvænte publikum, er der for længst gået hverdag i en evigt løbende, tacklende og bolderobrende jyde. Benovelsen er forsvundet. Nu vil spanierne se den klassiske midtbanedirigent. Og et eller andet sted ved de godt, at sådan én er Graver altså ikke.

Thomas Gravesens meritter er en rutchebanetur gennem den moderne fodboldkulturs ekstremer. Fra tysk tv-debut, hvor det unge Hamburger SV-indkøb uimponeret sagde, "ich bin ein Humörbombe", til gravalvorlig traumebehandling efter sårene fra Real Madrid, hvor den nu 30-årige spiller iscenesatte sig selv som uskyldigt offer i en konspiratorisk udrensning. Fra udadvendt dreng med anekdoter i ærmet til brysk pressefornægter, der velsagtens ikke orkede at undskylde håndgemæng med Robinho, verbal infight med Paolo Maldini eller en sherifstjerne til en modstander under et indefodboldstævne i Petersmindehallen i Vejle for en lille måned siden. Og fra den nationale stoltheds absolutte centrum til brølende skaldepande, der gav Jesper Grønkjær buksevand. Det var i 2002, og B.T. satte perspektiv på løjerne med en antropologisk smøre om de unge bøllechimpanse:

"I abernes verden benytter de kloge og dominerende hanner ofte lejligheden til at parre sig med nogle hunner, mens de unge og uerfarne hanner spilder en masse energi på at slås og lave ballade," skrev avisen.

Graver blev aldrig et majestætisk bolværk som Claude Makélélé, en nonchalant kreatør som Andrea Pirlo eller en offensiv joker som Michael Ballack. I de turbulente sæsoner i Madrid lærte den konstant fejlplacerede plæneklipper kunsten at spille skraldemandsbold. Måske siger den jordnære Real-erindring fra manden, spanierne kaldte 'Shrek', en hel del om de glamourøse tider i fodbolden, der med Gravers stilfærdige farvel endegyldigt udstiller Vejle-fænomenet som døende race:

"I det tidsrum, fra jeg går ind på scenen og får overrakt trøjen, sejler det hele bare rundt. Jeg kan ikke huske, hvad der bliver sagt, og jeg kan ikke huske, hvad jeg føler. Kun at jeg sveder."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu