Læsetid: 8 min.

'Hvis man bliver dumpet af sin mand, kan man altid bruge sin studentereksamen'

Indvandrerpigerne strømmer til Mulernes Legatskole i Odensebydelen Vollsmose for at få en studentereksamen. Men uddannelse er ikke nødvendigvis vejen til større integration, har studievejleder Hanne-Grete Lund måtte konstatere. Danske piger og indvandrerpiger har bare ikke særligt meget at snakke sammen om
Moderne Tider
2. januar 2009

"Få dig en uddannelse!" Studievejlederen på Mulernes Legatskole i Odense, Hanne-Grete Lund, siger det igen og igen, når de unge kvinder med anden etnisk baggrund sætter sig i de bløde stole på hendes lille vejlederkontor. "Det er mu-lig-heden for at kunne løsrive dig fra din baggrund."

Og tilsyneladende lytter pigerne til hende. I hvert fald strømmer de ind på Mulernes Legatskole for at få en studentereksamen. Skolens grå betonbygning er bygget samtidig med det sociale boligbyggeri i Vollsmose, og mange af eleverne kommer derfra. I de sidste år er antallet af elever med anden etnisk baggrund steget til 21 procent, og det skyldes indvandrerpigerne. Af skolens 169 elever med anden etnisk baggrund er de 120 piger.

Det er ikke bare på Mulernes Legatskole, at de unge indvandrerpiger er gået i gang med en uddannelse. Ifølge en nyligt offentliggjort undersøgelse fra Rockwool Fonden om indvandrere og det danske uddannelsessystem fremgår det, at indvandrerpigerne er mønsterbrydere i langt høj grad end drengene. Udviklingen glæder Hanne-Grete Lund, men den bekymrer hende også.

"Man kan jo godt komme til at spørge sig selv, hvad der skal blive af drengene? Selv de, som formår at starte i gymnasiet, har svært ved det rent fagligt. Det har pigerne også, men de knokler for at klare sig igennem," siger hun.

Bror i fængsel, søster i gymnasiet

I 1. c's medieklasse har indvandrerpigerne sat sig på række, mens de danske elever kommer dryssende. Eleverne er blevet inddelt i grupper, som skal lave deres egen dokumentarfilm, men pigerne kan ikke rigtigt komme i gang, for drengene pjækker.

"Vi havde egentlig tænkt os at bruge Laura og Abdel, fordi han er fra Afrika, og så var der en indvandrer og en med hvid baggrund, eller hvad man nu skal sige," forklarer Laura med en forlegen fnisen, mens hun spoler frem og tilbage på kameraet.

"Kan Raneen ikke gøre det i stedet for Abdel. Hun er jo også udlænding?" spørger en anden pige, mens Raneen dukker sig. Hun har ikke lyst til at være hovedperson i en film.

På trods af lærernes forsøg på at bryde klassen op, holder Raneen sig mest til Mouna og Dareen, som er klassens to andre muslimske piger. Det er dem, hun har mest til fælles med, og så har hun jo også en stor familie, som skal passes, forklarer hun genert.

Hendes forældre er flygtninge fra Irak, og til deres glæde og stolthed er Raneen den første af deres otte børn, som er startet i gymnasiet. Nu håber forældrene, at de fem mindre søskende vil følge i Raneens fodspor frem for at efterligne den ældste søn, som har siddet i fængsel.

"Da min bror gik i skole, var der meget negativ opmærksomhed på ham. Lærerne indkaldte altid mine forældre til møde for at beklage sig over ham," forklarer Raneen og kan ikke lade være med at bebrejde skolen, som sendte broderen ud i kriminalitet i stedet for at få ham i gymnasiet. Selv har hun haft nemmere ved det, for hun har aldrig haft lige så frie tøjler som sin bror, som nu følger sin søsters succes med beundring og en snert af misundelse.

"Min bror er altid meget sådan 'Hvor langt er du kommet, Raneen?', 'Hvad skal du bruge gymnasiet til?'. Nu vil han også selv til at læse på HF," siger hun med et skeptisk smil, for endnu er det ikke lykkedes broren at komme igennem teoridelen af køreprøven. I det hele taget har hun ikke så meget tillid til indvandrerdrengene.

"Jeg har det sådan, at uddannelse er mit våben," siger hun med et forsigtigt grin, og det er ikke til at blive klog på, om hun mener det ironisk eller ej. Et våben mod hvem?

"Alle de udenlandske mænd, som ikke klarer sig lige så godt som os. Man er meget mindre afhængig af dem, hvis man har en uddannelse. Hvis man nu bliver dumpet af en af dem, så kan man altid bruge sin studentereksamen," siger hun.

Succes selvom jeg er en dreng

I historietimen i 3. z gør Mohammed El-Hakim og Battal Can alt for at modbevise klichéen om den umulige indvandrerdreng. Deres fingre stritter i vejret, mens de kappes om at trække linjer fra Jaltakonferencen til krigen i Afghanistan.

"Hvor har du det fra?" spørger historielæreren skeptisk, mens Battal Can redegører for forholdet mellem Taliban og det tidligere Sovjetunionen.

"Det har jeg læst i en bog," svarer han prompte, mens læreren smiler anerkendende.

"Jeg vil gerne tage en uddannelse og have succes, selvom jeg er dreng," siger Mohammed bagefter med et twistet ekko af et helt århundredes kvindekamp. Han ved godt, at omverdens forventninger er imod ham og har ikke meget tilovers for de andre indvandrerdrenge, som hellere vil have et arbejde.

"Jeg tror ikke rigtigt, at de andre interesser sig for uddannelse. De mener alligevel ikke, at man kan bruge det til noget i fremtiden, hvis man er udlænding," siger han og er åbenlyst træt af de drenge, som også ødelægger hans ry. Han holder sig til Battal og håber på at blive fuldt og helt optaget blandt danskerne den dag, hvor han kan forlade Odense og starte på universitetet.

Studievejlederen Hanne-Grete Lund mener, at drengene både kæmper med deres egne attituder og omverdens forventninger. Pigerne har hun for længst fået overtalt til, at der er andet i verden end at læse medicin, jura eller ingeniør. Nu vil de i stedet være socialrådgivere, sygeplejersker og skolelærere. Solide mellemlange uddannelser, som de kan klare rent fagligt, og hvor samfundet skriger på deres arbejdskraft. Når drengene sætter sig i hendes vejlederkontor er det sværere, for de er fagligt svagere, samtidig med at presset hjemmefra er større. Hverken deres forældre eller de selv har helt opgivet forestillingen om livet som ansvarlig familieoverhoved med et prestigefyldt job.

"'Jeg vil gerne læse medicin', kommer drengene og siger, og så henviser jeg til deres karakterer og spørger om, hvordan de lige har tænkt sig, at de skal komme ind," siger Hanne-Grete Lund.

"Min erfaring er, at selvom jeg får givet dem masser af idéer til andre ting, som de også kunne læse, så svirper den tilbage igen lynhurtigt. En uge efter kommer de igen og vil være læge," forklarer hun og påpeger, at den frustration gør drengene aggressive.

"De fleste af drengene har accepteret, at de danske piger er dygtige og dominerende i timerne. Det er meget værre, når det er indvandrerpigerne, som tager ordet. Det sker ofte, at drengene zapper væk og med vilje ikke hører efter. Jeg prøver at slå ned på det, for det er jo et udtryk for, at de ikke vil acceptere, at pigerne bliver dygtigere og stærkere end dem selv."

Integrationsbænken

Når Hanne-Grete Lund går ned af gymnasiets lange betongange, kan hun lynhurtigt pege eleverne ud og opsummere deres historier. Her går et hemmeligt kærestepar, og her er pigen, som har problemer med familien og et alt for højt fravær. Hun nikker taknemmeligt til Hanne-Grete Lund, som støtter hende i en svær tid. Hanne-Grete Lund har måtte konstatere, at uddannelsen ikke nødvendigvis er vejen til større integration, for selvom pigerne nu både må komme med på studietur og til gymnasiefesterne, holder de fleste sig for sig selv.

"Danske piger og indvandrerpiger har simpelthen ikke særligt meget at snakke om," forklarer Hanne-Grete Lund.

"Det går fint med at samarbejde rent fagligt, men de fleste lever i helt forskellige verdener i fritiden."

Den opdeling er Amela Lekic fra 2. c træt af, for som bosnisk muslim kan hun ikke finde ud af, hvor hun hører hjemme, De udenlandske drenge har hun ikke meget tilovers for. De ser ned på piger som hende og kalder hende billig, fordi hun må have kærester og gå i byen, og pigerne er ikke meget bedre.

"Vi har noget, som vi kalder integrationsbænken," fortæller Amela Lekic, lidt flov over at have forrådt en hemmelig joke.

"På integrationsbænken sidder tørklædepigerne og taler 'forlovelse og ægteskab', og hvad ved jeg," siger hun irriteret, for hun føler pigerne indirekte anklager hende for at være en dårlig muslim.

"Jeg går mest sammen med danskerne, for hvis jeg fortæller udlændingene, hvad jeg må for mine forældre, så siger de bare 'Du er helt ligesom en dansker'," siger hun og ridser dybden i forskellen mellem de danske og de udenlandske piger op i et eneste eksempel.

"Danskere har jo været i Calella og på skiture, og udlændinge har kun været på sommerferie i deres hjemland."

Og så sukker hun, for hun har erkendt sin mellemposition og ved godt, at det ikke bliver så meget nemmere, især nu hvor flere og flere piger med tørklæde starter på gymnasiet.

"Her i år er der bare kommet så mange udlændinge. I gamle dage var Mulernes Legatskole jo hippiegymnasiet. Det kan godt være lidt svært for mig, for jeg vil hellere være omgivet af danskerne. Jeg vil helst være så dansk som mulig, men sådan har de andre det ikke," siger Amela Lekic.

Et skred

I Odense er det kun Mulernes Legatskole, som har over 10 procent elever med anden etnisk baggrund, og de få indvandrerelever, som er søgt hen på andre gymnasier, er hurtigt kommet tilbage igen. Det er Hanne-Grete Lund lidt stolt over, for søgningen fra indvandrereleverne er en kompliment til skolens rummelige pædagogik, men måske også endnu et tegn på, at det er de færreste, som har mod på at give slip på deres baggrund.

"Mange af pigerne siger jo til mig, 'Du forstår det ikke. Det er ikke mine forældre, som bliver sure, hvis jeg river mig løs. Det er hele Vollsmose'.

Faktisk har jeg opdaget, at det særligt er pigerne, som holder hinanden fast. De er utroligt hårde mod de piger, som går over stregen og bliver for danske," siger Hanne-Grete Lund.

Her er det så, at Hanne-Grethe Thomsen igen ikke kan gøre andet end at messe uddannelse, uddannelse og atter uddannelse og igen bliver i tvivl om, det virker:

"Når jeg taler med pigerne individuelt, så vil de jo gerne væk fra Vollsmose og leve et andet slags liv, og mit håb er, at de får mulighed for det, når de starter på deres videregående uddannelse. Ellers kan jeg godt komme til at spekulere over, hvilket liv de får, for når pigerne uddanner sig og drengene klarer sig så dårligt, så må der jo ske et skred på et eller andet tidspunkt. Ellers bliver det meget konfliktfyldt for begge køn."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Christensen

Problemet er vist ikke så meget alkohol - det er lidt for nemt. Og så placerer det jo hele ansvaret hos de danske unge.
Men i sidste weekendavis, var der et referat af en analyse af holdninger blandt unge i europa. Og denne viste - ikke overraskende, at de nordiske unge var de unge der var mest uafhængige af deres forældre i hele europa. De har bl.a. en stærk trang til at flytte hjemmefra.
Dette perspektiv står i klar modsætning til de fleste indvandre unge, der bliver holdt i en spændetrøje af forpligtelser og forventninger fra den udvidede familie.
Der er først og fremmest tale om to helt forskellige socialisations former, der mødes, og når den så tilsættes en religion, der lever af adskillelse, så er der ikke så meget at tale om.

jens peter hansen

Skolen sendte broderen i kriminalitet i stedet for gymnasiet, siger en 2. g'er. Det er da klart at når skolen sender eleverne ud i kriminalitet at det går galt. Jeg ville dog gerne vide hvordan det foregår. Er der en slags praktik eller er der et tilvalgsfag på skolen, der hedder kriminalitet ?
Jeg synes det er flot at han alligevel forsøger at få kørekort selv om skolen har sendt ham ud i kriminalitet. For som kriminel behøver man da vist ikke et kørekort. Igen et bevis på at skolen selv når den sender folk ud i kriminalitet ikke engang giver eleverne de mest elementære redskaber til klare sig på det område de selv har anvist.
Praktisk racisme når den er værst.

Peter Henriksen

Hvordan har skolen sendt ham i kriminalitet? via dialog...?

Nu ved jeg ikke om man kan bruge en studenter-eksamen til noget i dag, også selv hvis ens mand dumper en? Jeg tror det næppe.

Det mest interessante er dog oplysningen om at Raneen har en stor familie, hun skal passe, dvs,. hun skal passe sine søskende, lave lektier og gå i gymnasiet. Jeg kan derfor godt forstå, at Raneen ikke har tid, eller orker, at være med socialt. Det er vel ikke anderledes end da masser af piger (og drenge) fra landbefolkningen kom i gymnasiet i 1950'erne og 1960'erne? De skulle vel også hjem og passe deres dyr, børn, og være med i landhus-holdningen? Og få en gård til at køre.

Fra 1890-1920 kom der store menneskemængder fra landet ind til byerne; også fra Jylland til København. Især folk der var aktive indenfor Indre Mission kom til København. Og mon ikke også de folk havde det svært med by-livet i København, og mon ikke også deres børn holdt sig for selv hvis de skulle være heldige at komme i gymnasiet...

Grunden til at pigerne gerne vil være læge, advokat
eller ingeniør er den meget enkle, at det vil deres forældre gerne have, at de bliver - så kan de nemlig bruge disse uddannelser i oprindelseslandet, hvis forældrene tager hjem igen. (hvad de sikkert aldrig gør...) Og grunden til at drengene vil være læge, er at det drengene, der i dette samfund skal tjene pengene - og sørge for familiens status. Og en læge i Mellemøsten har meget høj status.

Indvandrerdrengene burde overtales til at blive portører; det er faktisk en ganske interessant uddannelse eller sosu-hjælpere måske. Eller butiks-elever....

Det interessante er jo også, at pigerne mu må komme med på studieture og med til gymnasie-festerne. Men holder sig for sig for sig selv, dvs. de sidder sammen med dem de er trrygge ved. Alle sociologer ved at før vi kan gå ud i verden, skal vi være trygge. Næste generation af f.eks. palæstinensiske eller irakiske piger og drenge vil sikkert blande sig mere med danskerne.

Integration er jo en proces. Og denne proces er lige startet for de irakiske unge. Mens den f.eks. for de tyrkiske unge har varet i ca. 40 år. Et eksempel på dette er Özlem Cekícs succes.

Og ja, de bosniske unge må stort set det samme som de danske unge. Bosnierne er nemlig stort set muslimer på samme måde som danskerne er kristne. Men det hører ingen steder hjemme, at nogen stempler andre som dårlige muslimer. Her må lærerne markere, at kun gud/allah kan dømme.
(også selvom lærerne ikke selv tror på hverken gud eller allah)

Man har faktisk undersøgt hvorfor indvandre søger traditionelle uddannelser som læge, inginør osv.
Hovedårsagen var uvidenhed om uddannelsessystemet og uddannelsesmulighederne.

Altaf Khanjer

Nu hvor jeg selv er indvandre og går på Mulernes Legatskole, så syntes jeg det er virkelig irriterende at folk som går på skolen har det så nemt med at sige så meget om hvad der sker, ved den "Integrationsbænk"
Forlovelse og ægteskab er det SIDSTE der vil blive talt om ved den bænk. Man har overhovedet ikke ret til at udtale sig om noget man ikke selv har hørt med sine egne ører! Og så er der selvfølgelig ikke kun muslimske piger ved den bænk, for vores navne står ikke på den, det er en bænk for alle på skolen!
Jeg er selvfølgelig meget ked af at Amela mener at alle de muslimske piger på skolen ser ned på hende, og gid hun vidste at vi er så meget ligeglad med hvad hun fortager sig i sit liv, og hun burde ignorere de personer der har noget imod hendes livsstil, for folk har selvfølgelig ikke ret til at hakke ned på andre. Men som sagt, burde hun nærmest prøve at sidde ved den bænk på et tidspunkt, og finde ud af hvad der rent faktisk bliver talt om.

Mine forældre har aldrig bestemt hvad jeg skal med mit liv. De har givet mig og mine søskende lov til at træffe de valg vi syntes er rigtige i forhold til hvad vi vil i vores liv. De har aldrig sagt at jeg skal være læge og min tvillingesøster skal være advokat, det er de så meget ligeglad med, så længe de ved at det vi har valgt er noget vi virkelig brænder for og noget som vi ikke vil fortryde senere i livet, og jeg VED at jeg ikke er den eneste muslimske pige der har sådan en familie.

Til sidst vil jeg sige at man ikke skal give en skole skylden for at man ender i favnen på kriminaliteten.
Man kan enten vælge at rende rundt og lave alt muligt lort i sit liv, eller man kan kysse det hele farvel, åbne øjnene for virkeligheden og træffe de rigtige beslutninger.

Til Altaf

Jeg udtaler mig ikke om noget, jeg ikke VED er sandt. Jeg har siddet ved den bænk, og jeg har hørt hvad de fleste snakker om. (Nogen af de piger som i HVERT frikvarter sidder der) Jeg hentydede slet ikke til DIG, så du kan ikke skrive ‘’vi’’ hele tiden. Der er kommet mange hen til mig, og sagt at mange kommenterer mit tøj, og måden jeg opfører mig på. (Mht., at jeg tager til muler festerne, at jeg ryger, drikker - osv.!) Det skal jeg ikke lægge skjul på, og ville heller ikke påstå noget som ikke passede, eller som jeg ikke havde hørt med mine egne ører, som du kalder det.
Nej, der er nemlig INGEN af ‘’Jer’’, der har ret til at dømme mig. Hvis mine egne forældre ikke har noget imod, at jeg gør alle de ting, så har ‘’I’’ bestemt heller ingenting at skulle have sagt.
Intervieweren spurgte, og jeg svarede ærligt. (Ikke alle argumenterne er kommet med i artiklen, for det ville der simpelthen ikke være plads til!)

-Amela L

Tak til Amela L og Altaf K for at bidrage til debatten.

Det er en ret smart feature ved den moderne tids webaviser, at interviewpersonerne nemt og hurtigt kan komme til orde, tage til genmæle, deltage i debatten og supplere artiklen.

En lille ting. Jeg har et spørgsmål til Altaf: Hvis du ikke havde skrevet at du var pige, så ville jeg have været nødt til at gætte - no disrespect. Google siger både det ene og det andet, men mest at Altaf er et drengenavn og betyder noget i retning af den milde og venlige. Min hypotese nu er, at Altaf er familienavnet og K er fornavnet. Har jeg ret og er det almindeligt blandt muslimer? Jeg ved at det er sådan i Sydkorea, men jeg troede ikke det var kotume hos muslimer. Eller er Altaf K blot et brugernavn?

Altaf Khanjer

Til Danni Madsen

Nu handler det jo ikke om mit navn, men jeg vil meget gerne svare på dit spørgsmål :)
Altaf K er ikke et brugernavn. Altaf e r mit navn, og K er efternavnet.
I Indien (tror jeg) er Altaf et drengenavn, hvor det på arabisk er et pigenavn, og som sagt betyder det den milde og venlige.
"Har jeg ret og er det almindeligt blandt muslimer?"
Religionen har ikke noget med følgende at gøre, det kommer an på kulturen.

Men tak for interessen, hehe

Så blev jeg så klog. Tak for oplysningerne.

Altaf Khanjer

Det var så lidt.

Danni Madsen skriver:

"Det er en ret smart feature ved den moderne tids webaviser, at interviewpersonerne nemt og hurtigt kan komme til orde, tage til genmæle, deltage i debatten og supplere artiklen."

Præcis, og især når ens udtalelser bliver misforstået, og man bliver citeret for noget man ikke har sagt. Journalisten skriver f.eks.:

"Han ved godt, at omverdens forventninger er imod ham og har ikke meget tilovers for de andre indvandrerdrenge, som hellere vil have et arbejde."

Jeg har ikke noget som helst imod, at man vælger at tage sig et arbejde istedet for en uddannelse. Det har selvfølgelig sine fordele og ulemper (sidstnævnte vil i de fleste tilfælde være overrepræsenteret), men det er nok heller ikke alle, der kan klare at tage uddannelse. Det skal de ikke bebrejdes for, selvom det helt sikkert bedre kan betale sig at tage en uddannelse.

Følgende er endnu en fordrejet udtalelse:

"Han holder sig til Battal og håber på at blive fuldt og helt optaget blandt danskerne den dag, hvor han kan forlade Odense og starte på universitetet."

Jeg synes personligt, at jeg er så optaget blandt danskerne, som man overhovedet kan være det.
Jeg har heller ingen planer om at forlade Odense foreløbigt, og har aldrig haft det. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan journalisten har kunnet misforstå mine udtalelser i så høj en grad, at der ikke længere er nogen sandhed i dem.
Jeg håber i hvert fald, at det ikke er bevidst gjort.

Nå, men det var bare lige for at rette på nogle af fejlene i artiklen =)