Læsetid: 6 min.

Film, man får det godt af

Vintertristessen og finanskrisen er over os. Der er ikke meget at fejre i denne januar. Heldigvis findes der film, der med garanti hjælper på humøret
Feel good. Dev Patel har det godt i Danny Boyles prisbelønnede -Slumdog Millionaire-, der får dansk premiere den 6. marts.

Feel good. Dev Patel har det godt i Danny Boyles prisbelønnede -Slumdog Millionaire-, der får dansk premiere den 6. marts.

SF Films

Moderne Tider
23. januar 2009

Det handler ikke om sødsuppe. Feel good-film er ikke bare rørstrømske fabler, der ender lykkeligt i en slutscene, som får dig til at fælde en tårer. Snarere er det film, der giver dig rygstød med deres blotte gejst og indfanger ånden fra den æra, hvor den blev lavet.

Danny Boyles Golden Globe-vinder Slumdog Millionaire er i den grad en film til tiden. I kølvandet på finanskrisen og blot få uger efter massakren i Mumbai, er den eminent gearet til opmuntre og begejstre et publikum, der higerefter at undvige dystre overskrifter. Og det gør den ved at fortælle historien om, hvordan en Mumbai gadedreng ender med at konkurrere om hovedpræmien i Hvem vil være millionær? Boyle behandler emner som hjemløshed, pædofili, fattigdom og politibrutalitet:. Corny elementer og en understrøm af sentimentalitet, men det er ikke det, gør den til en sådan crowd-pleaser. Dens hensynsløse energi og humor er det, som giver Slumdog dens feel-good-faktor.

Filmens banrdom

Feel good-film går helt tilbage til filmkunstens pionerdage. Producer Cecil Hepworths Reddet af Rover (1905), en snurrig skrøne om en hund, der reder en kidnappet baby, var et tidligt eksempel på genren. Og det, som udmærkede den, var ikke dens antropomorfisme - at hunden Rover, blev tillagt menneskelige egenskaber og ej heller tilstedeværelsen af et nuttet spædbarn med buttede kinder. Det var tempoet. Filmmagerne bag dette værk brugte konstant krydsklipning for at forøge spændingen og ophørte først dermed, da babyen var i sikkerhed.

Reddet af Rover markerer muligvis det eneste tidspunkt i filmhistorien, hvor britisk film utvivlsomt var verdens førende, ligesom den markerer en vigtig overgangsfase i filmens udvikling fra 'pudsigt nymodens påfund' til 'den syvende kunstart' med samme krav på seriøs opmærksomhed som litteratur, teater, maleri, musik og andre traditionelle former. Det hævder i al fald British Film Institutes nettidskrift Screenonline.

Endnu i dag studerer filmhistorikere fortsat Hepworths fortælletempo-teknik, men det var ikke den, der fik publikum til at strømme til i 1905. De var feel good-faktoren.

Chaplin

I stumfilmens æra mødte man som regel feel good-faktoren i komedier. Keystone Cops, Buster Keaton og Chaplin-film handlede om forfølgelsesjagter, stunts, falden på halen og anden lavkomik - alt sammen udført med en rasende energi. Men så fandt Chaplin på at tilføje lidt sentimentalitet til mikset. Det var en vindende formel.

Der har længe været en tendens til at rynke på næsen af feel good-film. Seriøse, selvbevidste auteurs har alt for ofte alt for travlt med at forsøge på at udtrykke deres inderste følelser over kunst og politik til at bekymre sig om at glæde publikum. Men som Preston Sturges viste i sin berømte komedie Sullivan's Travels (1941), så er det ikke nødvendigvis Panserkrydseren Potemkin, man har mest lyst til at se, hvis man er lagt i lænker og sidder i spjældet. Sullivan's Travels handler om John L. Sullivan (Joel McCrea), en glat ung Hollywood-instruktør, der har stor succes med komedier, men brændende længes efter blive taget alvorligt. Han ønsker at lave film af "samfundsmæssig betydning", "at holde et spejl op for den jævne mands erfaringer". Men som hans tvivlende studiebosser siger til ham: "Hvem gider dog se på sådan noget?"

Ikke for dybsindig

Sullivan forklæder sig som vagabond og rejser tværs over Amerika for at sætte sig mere ind i den jævne mands brydsomme kår. Tanken er, at hans research skal indgå i hans næste projekt, et kunstnerisk ambitiøst socialdrama kaldet O Brother Where Art Thou? Efter flere plotforviklinger får Sullivan omsider stukket næsen i snavset for alvor. Han ender med en fængselsdom på seks år. En af de indsattes få eskapistiske fornøjelser fra den trælse fængselstilværelse er at se tegnefilm. Som han sidder der blandt sine medfanger og iagttager latterkramperne i deres ansigter over, hvad han betragter som skod-Disney-animation, kommer han snart til at revidere sine egne prioriteringer.

"Efter at jeg havde set et par film fra nogle af mine komedieinstruktørkolleger, som syntes at have opgivet morskab til fordel for budskab, lavede jeg Sullivan's Travels for at tilfredsstille min lyst til at fortælle dem, at de skulle passe på med at blive for dybsindige og hellere overlade prædikerne til prædikanter," skrev Sturges i sine eridringer.

Vi befinder os netop i sæsonen for 'dybsindige film'. Hvert år, når Oscar-trofæerne kommer til syne i horisonten, udsender studierne hobevis af, hvad der vel bedst kan betegnes som feel bad-film i håb om at vinde præmier. 2008/2009 har bragt os mængdevis af alvorsfulde, stjernebesatte satsninger. Vi har fået film om skyld i kølvandet på Holocaust (The Reader), om den amerikanske drøms krakelleren (Revolutionary Road), om anklager for børnemishandling (Doubt), om en myrdet homoseksuel aktivist (Milk) og tilmed en meget lang fortælling om et meget langt liv genoplevet baglæns (den dybt morbide The Curious Case of Benjamin Button.)

Lethed og humor

Der er meget godt at sige om dybsindige feel bad-film. Medmindre man er teenager og kun går efter de sædvanlige tegneserieagtige computergenerede sommerblockbusters, vil mange hilse den pludselige strøm af film, der gør sig umage med figurtegning og dialog velkommen. Men som filmmagere fra Preston Sturges til Danny Boyle har indset, er der ingen grund til, at en feel-good-film skal være dum. Man kan udmærket komme ind på social armod og politisk uretfærdighed: Kunsten er at gøre det med lethed og, om muligt, med en dosis befriende humor.

Historisk set er de bedste feel good-film i reglen blevet lavet på de mørkeste tider. Begyndelsen af 1930'erne, depressionens højdepunkt, var i Hollywood kendt som 'en guldalder af turbulens'. Det var i denne periode, at de frækkeste Mae West-komedier, den livligste musicals og de mest eksplosive gangsterfilm blev til.

Krigsårene og årene umiddelbart efter frembragte noget af britisk films mest forfriskende, eskapistiske værker sideløbende med al propagandaen. 1940'erne var årene med Gainsborough kulørte melodramaer som The Man in Grey og The Wicked Lady. Afsavnens år var også tidsalderen for de klassiske Ealing-komedier, der må stå som fuldkomne eksempler på feel good-filmproduktion. I de bedste Ealing film som Passport to Pimlico eller Whisky Galore går et fællesskab af excentriske og mildt anarkistiske figurer altid sammen om at modarbejde store, skurkagtige, anmassende bureaukrater. Og historierne om at skjule whiskytønder for myndighederne eller oprette en ny nationalstat i det centrale London gik rent ind hos publikum.

Oplysende

I USA i samme periode havde Frank Capra et særligt talent for at dreje feel good-film om emner, der kunne forekomme dystre og foruroligende. I hans screwball roadmovie It Happened One Night (1934) slår en arving på flugt (Claudette Colbert) og en opportunistisk journalist (Clark Gable) pjalterne sammen. Det er komedie i højt tempo, men filmen er lige så oplysende om de erfaringer og følelser, som almindelige amerikanere gennemlevede under depressionen, som noget socialdrama. I Capras Mr. Deeds Goes to Town (1936), kommer Longfellow Deeds (Gary Cooper), en amerikansk Everyman fra Hicksville, på tværs af korruption og kynisme i den store by, da han forsøger at uddele en familieformue til nødlidende landmænd. Storbyens cityslickers håner ham utrætteligt, men han får alligevel gennemført sit forehavende. Hvad der kunne være faldet ud som et selvhøjtideligt, selvretfærdigt drama fungerer fornemt som folkekomedie.

Der er mange eksempler på filmskabere, som alt for hårdt prøver at lave feel-good film med det resultat, at kritikere og publikum vender sig imod dem. For virkelig at fungere må de have både energi og spontanitet i vellykket kombination- en kvalitet, som ikke et nok så stort honorar til manusforfattere nogensinde kan garantere. Den allerbedste feelgood-film overrumpler dig fuldstændig. Hvad er opskriften? Det er ligeså umuligt som nogensinde at bringe på formel, men én ting er sikkert: Man kender dem først, når man ser dem.

film@informatoin.dk

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her