Læsetid: 4 min.

Forsiderealisme

Prime time. De unge, ambitiøse og utroligt professionelle mennesker i dramaserien 'Livvagterne' drømmer ikke om at blive rockstjerner eller digtere: Deres eventyr er at forsvare meget vigtige personer mod terrorister, voldspsykopater og antidemokratiske anslag
Ritual. -Livvagterne- er effektivt instrueret, den er uhyre velspillet og særdeles dramatisk. Men frem for alt er den realistisk. Og det er en særlig realisme: Det er virkeligheden, som vi kender den fra forsiderne af aviserne, der gengives.

Ritual. -Livvagterne- er effektivt instrueret, den er uhyre velspillet og særdeles dramatisk. Men frem for alt er den realistisk. Og det er en særlig realisme: Det er virkeligheden, som vi kender den fra forsiderne af aviserne, der gengives.

Søren Bidstrup

10. januar 2009

Det er bare et eneste skridt forkert - så er det hjem. Det er nok, man stiller det forkerte spørgsmål, og alle spørgsmål er forkerte, for det gælder om at være beredt og adlyde. Ellers bliver man sendt hjem. Man kan også simpelthen blive sendt hjem, hvis man ikke vil ligge i den seng, man har fået anvist. Det forekommer latterligt, men der skal ikke grines. For det et er realiteternes verden i Danmarks Radios nye dramaserie Livvagterne.

De unge, ambitiøse mennesker i serien drømmer ikke om at blive rockstjerner, digtere eller om at realisere ungdomskulturens løfter om eventyrlige oplevelser, overskridelser og udskejelser. De vil være livvagter, de vil beskytte vigtige personer mod terrorister, fremmede magter og voldelige psykopater. De er klar til at "tage kuglen" for vigtige personer, de vil ofre sig selv i en højere sags tjeneste. Det er det, der er den eventyrlige oplevelse og optimale selvoverskridelse for de unge mennesker i serien. Og så er det klart, at man bliver sendt hjem, hvis man ikke løber ti kilometer på under fyrre minutter. Eller hvis man som ham, der kalder sig Rambo, under en øvelse løber ind foran en anden livvagt, som har hævet pistolen. Eller ligesom den klovn, der spørger, hvornår der er morgenmad. Direkte hjem ryger han.

Man følger tre unge mennesker gennem uddannelsesforløbet, som skal ende med at certificere dem som vaskeægte livvagter. Og man ser den ene aspirant efter den anden blive sendt hjem af den militante leder 'Lille Kurt'. Hjemsendelserne er en rituel frasortering af ikke-egnede, det er klinisk eksekveret, og den hjemsendende autoritet fremstilles ikke som en latterlig fanatiker eller en modbydelig lektor Blomme. Han er, som det siges om den danske udlændingepolitik: Barsk, men fair, konsekvent og retfærdig. Og der er ingen anledning til at anfægte hans administrative udvisninger af de slappe og dem, der stiller dumme spørgsmål.

Uansvarlige og svage politikere

De tre unge mennesker ender naturligvis med at blive livvagter. Serien følger jo ikke de tabere, der bliver sendt hjem.

"Vi har fået verdens fedeste job," råber de under fejringen. Serien indledes også med en tekst, som kunne være en annonce fra Det Danske Forsvar: Den beskriver en markant stigning i ansøgere til livvagtuddannelsen. Der er altså tale om en omfattende tendens. Det var vi mange, der ikke vidste: Det er et drømmejob at blive livvagt. Det er topmålet af drama, indbegrebet af fornemmelse for Den Store Sag og kontakt med den beskidte virkelighed.

Nu må man endelig ikke tro, at Livvagterne ikke også er en kritisk serie. Det er den sandelig. Politikerne beskrives som en flok populistiske kyllinger, der løber rundt med "hovedet armen". Den gennemført slappe forsvarsminister skal selvfølgelig stille sig ud på en altan i Bagdad, fordi dette lave menneske skal ringe til sin elskerinde, den "smukke kulturordfører" fra et oppositionsparti. Således bringes han sig selv i livsfare, og hans livvagt bliver tvunget til at kaste sig ud foran ham, da ministeren udsættes for et angreb. Den dygtige og ansvarlige livvagt ofrer sit liv for den uansvarlige minister, der sætter sin tarvelige affære over sin personlige sikkerhed.

Sådan er verdensbilledet i Livvagterne: Politikerne er uansvarlige og svage. De vil bare profilere sig og pleje deres hemmelige nydelser. Livvagterne og efterretningsfolkene er derimod kompetente og ansvarlige. De arbejder professionelt og koncentreret i kulisserne, mens politikerne fører sig frem. Det er efterretningsfolkene, der træffer de upopulære, men nødvendige beslutninger. De arbejder utroligt mange timer i døgnet uden søvn og overskuer enormt komplekse situationer og er umådeligt skarpe og på - hele tiden på.

Monstret fra Balkan

Men det kritiske perspektiv stopper ikke der. Den afdøde livvagts far viser sig at være forhenværende soldat fra Balkan. Han er flygtning og lider naturligvis af noget så dramatisk og drabeligt som post traumatisk stress-syndrom. Og da hans søn mister livet på grund af ministerens sjusk, går han amok. Han beskrives som en kold og kalkuleret dræbermaskine, han er monstret fra Balkan, der pludselig er sluppet løs. Ikke overraskende kører han taxa, og endnu mindre overraskende vurderer efterretningseksperter, at han kan finde på hvad som helst. Det ender med, at lederen må træffe den realistiske og nødvendige beslutning, at monstret fra Balkan skal likvideres. Tavs, koncentreret, eftertænksom sidder han tilbage med det store ansvar, en handlekraftig leder.

Andre aktuelle konflikter er allerede antydet efter to afsnit: De tre unge livvagter har henholdsvis jødisk, muslimsk og muligvis kristen, i hvert fald jysk baggrund. Man fornemmer civilisationskonflikter i miniature. Den kvindelige livvagts søster går med tørklæde og beskylder livvagten for at blive for dansk. Den jødiske livvagt ser, at det er Fader Abraham, der viser sig i stort religiøst motiv.

Livvagterne er effektivt instrueret, den er uhyre velspillet og særdeles dramatisk. Men frem for alt er den realistisk. Og det er en særlig realisme: Det er virkeligheden, som vi kender den fra forsiderne af aviserne, der gengives. Det er tabloidbilledet af dobbeltmoralske politikere, der har opgivet illusionerne, og det er handlekraftige mænd og kvinder i evigt beredskab og konstant på arbejde, som ordner problemerne. Serien er rituelt politisk kritisk, idet den gentager klichéerne om de farlige trusler derude og de ubehagelige konflikter herinde. Det er Danmark efter hyggen i Huset på Christianshavn, der rulles ud i Livvagterne. Det er nationen efter indvandringen og terrorismen. Det er underholdning frigjort fra pædagogik og æstetisk opdragelse. For vi ved godt, hvordan det gik med ambitionen, om at drama skal udfordre de etablerede opfattelsers monopol på at definere det virkelige: Den blev sendt hjem. Nu vil vi have emmy'er og underholdning uden dårlig samvittighed. Og virkeligheden skal være, som vi kender den fra forsiderne og nyhederne. Det hedder sig, at det samler nationen om noget fælles.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Massimo Fiorentino

Skræmmende godt set. Jeg er dog ikke enig i at serien er effektivt intrueret og uhyre velspillet (og her går jeg ud fra at der ikke tales ironisk i indlægget). Kameraføringen er som optaget på en færge i stormvejr, selvom scenen er uhyre stille og skuespillerne taler monotomt og er instrueret i ikke at være dramatiske - i ordets oprindelige forstand, hvilket gør at de ubevidst mister troværdighed hos publikum. Historierne er ud over at være 'frigjorte' skrevet med dialoger, der pensler alting ud i brede strøj - publikum må da endelig ikke tænke selv - og dermed ryger spændingen. "Jeg tager lige jakke på, for det regner udenfor". Jotak, det kan vi da se - det behøver vi da ikke få forklaret (eksempel). For ikke at tale om plots, der selv for en hardcore Hollywood-fanatiker virker gennemført urealistiske. Nej, jeg savner virkelig kvaliteterne og skuespillet fra Forbrydelsen og Rejseholdet...

Morten Dreyer

Serien er da ret umulig.

Journalist Niels Lillelund fra JyllandsPosten anmeldte serien tirsdag den 20. jan under overskriften: Livvagter i Legoland.

Med sin sævanlig spidste pen spidder han forusigeligheden i serien med de onde og de gode - de dumme og de uansvarlige.

Forfatterne nævner igen og igen, at serien bygger på virkligheden.

Det gør den ikke.

Som han skriver:
det er en kunstnerisk mavaplasker på størrelse med størrelse af koncerthusets underskud.

Virkeligheden er ikke Johnnie Hansens og hans håndfuld af klaphatte fra Greve.

Virkeligheden er nedskydningen af Pim Fortuyn på åben gade. Det er Theo van Gogh som bogstaveligt fik skåret halsen over i en rituel slagtning på en gade i Amsterdam af en marokkansk muslimsk fundamentalist.

Men den virkelighed er ganske fraværende i Livvagterne.

Som Lillelund slutter:
"Sidste afsnit slutter med et jødisk bryllup på dansk grund om med en kvindelig muslim i fredelig omfavnelse med en rabbiner.
Ak ja. Hverken jøder eller kristne, mennesker skal de være, måske skulle man sende lidt dansk dramatik til Gaza. Så kan de kede sig ihjel i stedet for at slås."