"Jeg kan ikke understrege det ofte nok: Det var intet fjendskab mellem Sunny og jeg. Der var en uløselig konflikt mellem hendes ønske om at leve en pensionisttilværelse og mit ønske om stadigvæk at arbejde."
Da Claus von Bülow i 1985 lod sig interviewe af ABC's Barbara Walters, efter at han var blevet frikendt for to gange at have forsøgt at myrde sin kone, Sunny von Bülow, var den da 59-årige, nobelt udseende, danskfødte kendis sikkerheden selv. I det uddrag af interviewet, man kan se på ABC News' hjemmeside, fremstår han rolig og velovervejet, men ikke lige så kølig og arrogant, som han altid har haft ry for at være.
Iført mørkeblåt jakkesæt og lyseblå skjorte når den høje, ranke mand at ryge to cigaretter, som han finder frem fra et cigaretetui af sølv, mens han og Barbara Walters taler foran kaminen i det, der godt kunne ligne en af de rummelige, elegante stuer i von Bülow-familiens store luksuslejlighed på Fifth Avenue i New York.
På det tidspunkt har den 53-årige Sunny von Bülow ligget i koma i cirka fire år, en tilstand, Claus blev anklaget for at have forsøgt at frembringe første gang i julen 1979 og - med større held - i julen det følgende år. Sunnys børn, Alexander og Ala, lagde sag an mod Claus von Bülow, og i 1982 blev han idømt 30 års fængsel for mordforsøg i det, der blev kendt som 'århundredets retssag'. I 1984 blev dommen omstødt ved en appelret. Og von Bülow blev pure frifundet for mordforsøg ved en ny retssag i 1985.
Siden dengang har den nu 82-årige dansker boet noget mere beskedent i London, mens den hjernedøde Sunny er blevet passet og plejet for en halv million dollar om året på et privat plejehjem på Manhattan.
Men den 6. december 2008 var det slut. Efter næsten 28 år i koma døde 76-årige Sunny von Bülow, og et punktum af en slags blev sat for en fængslende og forvirrende affære, der involverer millioner af dollar og et farverigt persongalleri: Amerikanske rigmænd og -kvinder, europæiske aristokrater, arvinger, jetsettere, oliemilliardærer, tjenestefolk, juridiske eksperter og en Oscar-vindende skuespiller.
Smag for det søde liv
Claus Cecil Borberg blev født den 11. august 1926 i København. Han var søn af dramatikeren Svend Borberg, der før og under Anden Verdenskrig flirtede lidt for åbenlyst med nazismen, og som af den grund måtte en tur i fængsel efter krigen. På det tidspunkt var den unge Claus - efter at have tilbragt sin skoletid på dyre kostskoler i Schweiz - allerede så godt som færdiguddannet til advokat i Cambridge.
Og han havde da taget et nyt efternavn, Bülow, fordi det ikke længere var så heldigt at hedde Borberg.
"Han gav et godt navn til en dårlig sag," sagde Claus von Bülow i 1985 til Vanity Fairs Dominick Dunne. Bülows mor, Jonna, var ud af den engang så velhavende Bülow-slægt, der stammede fra Tyskland - en af forfædrene var Wagners yndlingsdirigent - men som nu havde et anstrengt forhold til fædrelandet. Jonnas far, advokaten Fritz Bülow, der hjalp med at opdrage Claus, havde blandt andet været dansk justitsminister i 1910-13 og medlem af landstinget 1920-24 og dets formand fra 1920-22. Senere føjede Claus Bülow et 'von' til sit navn.
Den unge advokat havde fået smag for det søde liv, som rigmandssønnerne på kostskolen i Schweiz og i Cambridge levede, og om noget viste han sig at være en dygtig og ambitiøs 'social climber', der takket være charme og intelligens skaffede sig nyttige forbindelser og venner blandt ikke mindst britiske adelige og forretningsfolk.
Op gennem 1950'erne gjorde han karriere som advokat i London, hvor moren boede, og i 1959 blev han førsteassistent for oliemagnaten J. Paul Getty, da denne flyttede sit hovedkvarter fra Los Angeles til den britiske hovedstad.
Lønnen var 'kun' 20.000 dollar om året - ikke meget for en mand med så stort et ansvar, selv ikke i 1960'erne - men forbindelserne, som Claus von Bülow fik, var guld værd, og han arbejdede for Getty indtil 1968, to år efter at von Bülow var blevet gift med Martha Sharp Crawford, bedre kendt som Sunny på grund af sit gode humør.
Præcis hvad Claus von Bülow lavede for Getty, ved kun få, og han har aldrig selv fortalt i detaljer om arbejdet. Vedholdende rygter vil dog vide, at Claus blandt andet sørgede for, at Getty kunne møde unge, smukke kvinder til de fester, hans assistent ikke sjældent holdt for sine mange vigtige venner og bekendte.
Getty priste offentligt Claus von Bülows evner og "gode væsen", mens andre beskyldte ham for at tage æren for andres arbejde. Der har altid været en aura af mystik omkring den danskfødte socialite, hvilket også er en af grundene til, at han er så fascinerende. En af von Bülows nære venner sagde til Dominick Dunne, at "Claus er en bedrager. Han har altid været en bedrager. Hans navn er falsk. Hans liv er falsk. Han har skabt en karakter, han spiller. Han er et synsbedrag."
Martha 'Sunny' Sharp Crawford blev født den 1. september 1932 i sin fars private togvogn på vej fra Virginia til New York. Hun var datter af Annie-Laurie Warmack og energimagnaten George Crawford, der ved sin død efterlod datteren den store formue, som siden skulle blive et af omdrejningspunkterne i retssagen mod Claus von Bülow.
I midten af 1950'erne blev Sunny ligesom så mange andre, rige, unge amerikanere sendt på dannelsesrejse i Europa, og på et slot i de østrigske alper mødte den smukke 23-årige arving den fire år yngre, fattige prins Alfred von Auersberg, der arbejdede som tennistræner. De to unge mennesker forelskede sig og blev trods modstand fra Sunnys mor gift i juli 1957. De fik to børn, prinsesse Annie-Laurie (Ala) i 1958 og prins Alexander Georg i 1959, men ægteskabet var langtfra lykkeligt. Sunny savnede New York, og prins Alfred, der blev kaldt Alfie, kunne ikke holde hverken øjne eller fingre for sig selv. Han var Sunny utro, og parret blev skilt i 1965.
En holdt mand
Nogenlunde samtidig mødte Sunny til en middag den høje, flotte Claus von Bülow. Umiddelbart var de forskellige som dag og nat - hun var genert og foretrak et hjemmeliv i fred og ro, han var en ambitiøs, udadvendt verdensmand fuld af gode historier - men de faldt for hinanden, ja, onde tunger vil vide, at Claus faldt for hendes formue, som på det tidspunkt var på mere end 70 millioner dollar. I 1966 blev de gift.
Sammen med Sunnys to børn, der nu var henholdsvis seks og syv år gamle, slog hun og Claus sig ned i en kæmpe lejlighed i New York og på landstedet Clarendon Court, der lå i rigmandsreservatet Newport på Rhode Island - det paladslignende hus spillede rollen som Grace Kellys hjem i musicalen High Society (1956). Claus, Ala og Alexander kom godt ud af det med hinanden, og i 1967 fik Claus og Sunny selv en datter, Cosima, der blev opkaldt efter hustruen til Wagners dirigent, som også var komponistens elskerinde gennem mange år. For en tid syntes alt at være idel lykke for familien von Bülow, men Sunny og Claus begyndte at glide fra hinanden, og sidst i 1970'erne talte de begge om skilsmisse.
Flere gange i løbet af interviewet med Barbara Walters i 1985 understreger Claus von Bülow, at han elskede Sunny, og at det ikke var hans tidligere elskerinde, skuespillerinden og tv-producenten Alexandra Isles - datter af Claus' engang så gode ven, den danske grev Moltke - der var skyld i, at han i slutningen af 1970'erne ville skilles fra Sunny. Faktisk levede de efter alt at dømme i en slags åbent ægteskab, hvor hun accepterede Claus' utroskab, så længe den kun drejede sig om sex og ikke kom for tæt på.
Det drejede sig heller ikke om de 14 millioner dollar af Sunnys formue, som Claus ville få ud af en skilsmisse. I stedet var problemet, sagde han også under retssagerne, at han gerne ville arbejde og rejse mere, formentlig i et forsøg på at frigøre sig fra følelsen af at være en holdt mand, og det skabte altså problemer i forhold til Sunny, der ville have ham tæt på hele tiden.
Hvad der helt nøjagtig skete i december 1979, ved kun Claus von Bülow, men fakta er som følger: Familien von Bülow var samlet i Clarendon Court for at fejre jul. Juledag fik Sunny for meget at drikke, og hun blev bugseret i seng af Claus og sønnen Alexander. Dagen efter lå hun i sengen hele dagen, indtil hendes vejrtrækning blev uregelmæssig, og hun gik i koma. Claus ringede efter en læge, Sunny blev indlagt og bragt ud af sin koma efter kort tid og uden varige mén.
Maria Schrallhammer, Sunnys tyske tjenestepige, der engang havde arbejdet for Alfried Krupp, Hitlers våbenfabrikant, og havde fulgt Sunny siden 1950'erne, fortalte ved den efterfølgende retssag, at Claus havde nægtet at lade hende hjælpe Sunny i løbet af dagen, og at hun havde været overbevist om, at Sunny var alvorligt syg.
Claus sagde derimod, at Maria ikke fortalte sandheden, og at han og Sunny aftenen forinden havde skændtes om hans arbejde og talt om at blive skilt. Sunny var blevet deprimeret, hvilket ikke var første gang, og hun havde slugt en del af de smertestillende og beroligende piller, hun ifølge Claus - og flere venner og bekendte, blandt andet forfatteren Truman Capote, der vidnede ved retssagen mod Claus - var storforbruger af.
Da Sunny blev indlagt, konstaterede lægerne, at hendes blod havde et usædvanligt højt insulinindhold, og at hun led af for lavt blodsukker. Intet ved situationen virkede umiddelbart mistænkeligt, og efter at have fået nogle kostråd - undgå søde sager og alkohol - kunne Sunny tage hjem igen.
Den lille sorte taske
Flere uger senere fandt Maria en lille, sort taske, som tilhørte Claus og var fuld af beroligende piller, pulvere og væsker. Hun viste tasken og dens indhold til Ala og Alexander, og de begyndte at mistænke Claus, der syntes at være ligeglad med Sunnys helbredstilstand, for at have haft med morens anfald at gøre. Det næste år holdt de øje med ham og tasken, men sagde ikke noget til hverken ham eller deres mor.
Det gjorde de heller ikke, da Maria senere på året igen kiggede i tasken og fandt nogle kanyler og en ampul med insulin. Giver man et menneske, som ikke har sukkersyge, en insulinindsprøjtning, kan man slå vedkommende ihjel.
I april 1980 fik Sunny endnu et anfald, fordi hun ikke fulgte sin diæt - hun hadede, når andre blandede sig i hendes affærer, og ingen turde sige hende imod - men i tiden derefter holdt hun sig trods alt på måtten.
I november samme år måtte Sunny dog indlægges i seks dage på grund af aspirin-forgiftning. Det viste sig, at hun havde taget mere end 60 aspiriner, hvilket var nok til at slå hende ihjel. Det blev antydet, at det drejede sig om selvmordsforsøg, men Sunny forklarede selv, at hun led af en smertefuld bihulebetændelse.
Helt galt gik det kun en måned senere, i julen 1980. Om formiddagen den 22. fandt Claus von Bülow sin kone liggende bevidstløs på gulvet i sit eget badeværelse. Han hentede Alexander, og de ringede efter en ambulance. På skadestuen fik Sunny hjertestop, og selv om hun blev genoplivet, konstaterede lægerne, at hun var hjernedød, og at hun igen havde for meget insulin i blodet.
Denne gang var Ala og Alexander sikre på, at der var tale om en forbrydelse, og at Claus var den skyldige. De hyrede en advokat til at undersøge sagen, og i løbet af de følgende måneder forberedte de to børn og deres mormor sammen med den tidligere offentlige anklager Richard Kuh i al hemmelighed sagen mod Claus von Bülow.
Bizarre rygter
I 1982 begyndte så den tv-transmitterede retssag, en af de første, og de ellers hermetisk lukkede døre til de rige og smukkes alt andet end lykkelige liv blev åbnet på vid gab. Claus og Sunny von Bülows liv blev endevendt af alskens begejstrede medier, og fotografier og filmklip af de stakkels børn og den følelseskolde dansker - sådan blev de præsenteret - rejste verden rundt og vendte folkestemningen mod den anklagede, der også havde sit aristokratiske, beherskede væsen imod sig.
Alexandra Isles vidnede mod Claus von Bülow; det samme gjorde Maria og Alexander og Ala, og han blev fundet skyldig og idømt 30 års fængsel. Men mange venner og datteren Cosima stod ham bi, og det resulterede i, at mormoren strøg hende af sit testamente (Cosima fik dog sin del af arven, cirka 30 millioner dollar, da hendes far i 1988 indvilgede i at lade sig skille fra Sunny og ikke gøre krav på hendes formue).
På foranledning af sin nye kæreste, den ungarskfødte eventyrerske Andrea Reynolds, hyrede Claus von Bülow - der hele tiden havde insisteret på sin uskyld - i 1984 den anerkendte juraprofessor Alan Dershowitz til at føre sin appelsag. Dershowitz skrev i 1986 bogen Reversal of Fortune om sagen, og den blev i 1990 filmatiseret af Barbet Schroeder under samme titel med Glenn Close som Sunny og Jeremy Irons i den Oscar-belønnede rolle som Claus von Bülow.
Reversal of Fortune, der fik den danske titel Frikendt?, er en spændende film, men den skabte til Bülows utilfredshed kun fornyet opmærksomhed omkring den triste sag og hans mulige skyld. Schroeder lader koket den komaramte Sunny agere fortæller, og filmen antyder, at Claus nok var skyldig, selv om Dershowitz vandt appelsagen og siden fik Bülow frikendt ved med medicinske eksperters hjælp at gennemhulle anklagerens sag og skabe tvivl om bevisernes holdbarhed.
I et 20 år gammelt tv-interview fortæller Alan Dershowitz, at han, da han tog sagen, slet ikke forventede at kunne lide Claus von Bülow, som stod for alt det, den socialt engagerede jurist ikke brød sig om. Men at Bülow viste sig at være et meget varmt og morsomt menneske - og uskyldig.
Advokaten afslører også, at en af hans teorier om sagen går på, at Sunnys to børn, Ala og Alexander von Auersberg, reelt var overbevist om, at Claus havde forsøgt at slå deres mor ihjel, men at de var bange for ikke at kunne bevise det, hvorfor de fiflede med beviserne.
Skyldig eller ej, sagen mod Claus von Bülow gjorde ham kun endnu mere eftertragtet ved de fashionable fester, han stadig ynder at deltage i. Muligheden for, at han alligevel kunne være skyldig, pirrede folks nysgerrighed. Selv de bizarre rygter, der har forfulgt von Bülow livet igennem - at han vartede op ved Görings bryllup, er nekrofil, dræbte sin mor og opbevarede hendes lig i en fryser - synes at have forstærket hans i forvejen store tiltrækningskraft.
Et par dage efter Sunnys død kunne man i engelske aviser læse, at Claus von Bülow ikke havde tænkt sig at deltage i hendes begravelse. Det ville være upassende, udtalte han, "Jeg er ikke interesseret i at optræde kontroversielt. Jeg er ikke interesseret i den mediedækning, som vil være en uundgåelig følge af min deltagelse."
