Læsetid: 6 min.

Der hvor det hele begyndte

Virginia er den stat, der har skabt flest amerikanske præsidenter, og samtidig det sted, der har lagt jord til de fleste af borgerkrigens store slag. Men vin lykkedes det til genæld aldrig at skabe i den gamle sydstatsbastion
Udsigt. Skyline Drive er en 170 km lang motorvej, der snor sig mellem bjergtinderne og har en betagende udsigt over Appalache-bjergene.

Udsigt. Skyline Drive er en 170 km lang motorvej, der snor sig mellem bjergtinderne og har en betagende udsigt over Appalache-bjergene.

Jim Schwabel

2. januar 2009

Ude på landet i Manassas, Virginia, i nærheden af det sted, hvor det første store slag under Den Amerikanske Borgerkrig blev udkæmpet, samledes omkring 80.000 mennesker en bælgmørk aften til det sidste hurra under den amerikanske præsidentvalgkamp 2008.

Det var den 3. november, vejret var urimeligt mildt for årstiden, og markedspladsen var propfyldt. Ligesom mange andre var jeg nødt til at stille mig tilfreds med en plads ude på vejen. Der var ingen gadebelysning, og de blå og røde lysglimt fra politibilerne kastede et uhyggeligt lys på folks ansigter. Mens vi - sorte, hvide og asiater - stod og ventede på Obamas sidste vælgermøde, kunne vi tænke over de mange omvæltninger i Virginias historie: slaveriet, tobaksplantagerne og den katastrofale borgerskrig, som staten aldrig helt er kommet sig over.

Højt oppe i luften patruljerede to Sikor-sky-helikoptere, som om faklen selv om valghandlingen endnu ikke var begyndt, allerede var blevet givet videre. Staten havde stemt republikansk ved alle præsidentvalg i de sidste 40 år, men i år foretrak langt de fleste Barack Obama. Tiderne var endelig skiftet i den gamle sydstat.

McCain-territorie

Virginia har produceret flere præsidenter end nogen anden stat, bl.a. fire af de første fem præsidenter: Washington, Jefferson, Madison og Monroe. Næsten alle byer i Virginia har en mindeplade med teksten: "George Washington overnattede her."

Når man rejser i denne stat, bliver man konstant mindet om nogle af de mest omtumlede perioder i amerikansk historie. Mere end en tredjedel af alle slagene under Den Amerikanske Borgerkrig blev udkæmpet her. Slagene ved Chancellorville, Spotsylvania og Bull Run (eller Manassas, som de kalder byen i Sydstaterne) var blandt de slag, der kostede flest menneskeliv. Det var slående, at Barack Obama havde valgt at holde sit sidste vælgermøde i nærheden af en af de mest blodtilsølede slagmarker fra Den Amerikanske Borgerkrig. Måske gjorde han klar til at tage opstilling ved siden af de mange lokalfødte præsidenter.

Nogle få uger efter valget kørte jeg gennem Virginia. Først fra Potomac River og Washington DC, som ligger mod nord, til Shenandoah Valley mod vest. Derefter kørte jeg mod sydøst gennem Virginias heste- og vinområde og videre til Jeffersons hjem i Monticello. Og til sidst østpå til kystbyerne Colonial Williamsburg og Jamestown-bosættelsen.

På vejen fra Washington til Shenandoah Valley var der skilte overalt med teksten: "Virginia er McCains terræn." Det virkede næsten, som om valgkampen stadig blev udkæmpet som et slag. Det var måske ikke overraskende, at Obamas afklapsning af McCain stadig gjorde ondt: Mange mennesker i Virginia er endnu ikke kommet sig over nederlaget i Den Amerikanske Borgerkrig.

Jeg passerede det sted, hvor Obama havde holdt sit sidste vælgermøde, og kørte videre mod Manassas National Battlefield Park. Her samledes entusiastiske frivillige i sommeren 1861 for at udkæmpe det første store slag til lands under borgerkrigen. Begge parter var sikre på, at deres modstandere ville stikke af, og ingen af dem var forberedt på krigens rædsler.

I første omgang vandt Sydstaterne en kneben sejr. Et år senere mødtes parterne igen på den samme slagmark, og Sydstaterne - som på det tidspunkt stod meget stærkt - bankede Nordstaterne. En guide fra National Park Service fortalte mig om larmen, røgen og blodbadet på slagmarken dengang.

Kæder af blå skyer

Fra Manassas kørte jeg vestpå til Blue Ridge Mountains og Skyline Drive, som er en 170 km lang motorvej, der snor sig mellem bjergtinderne. Den blev bygget af præsident Franklin Roosevelts såkaldte 'Tree Army', som omfattede hele tre millioner mænd under den store depression i 30'erne. Disse arbejdsløse mænd blev sendt ud i skovene eller markerne for at anlægge veje og parker. En af deres opgaver, som aldrig er blevet åbent indrømmet, gik ud på at gøre de indfødte amerikaneres jagtmarker til nationalparker. Denne ekspropriering fortsatte til langt op i 40'erne.

Vejen løber langs de smukkeste dele af Appalachian Trail, hvor det vrimler med vandfald og bjergstier. Der hænger altid en blå dis over skråningerne i skoven, der skyldes små vanddråber og molekyler, som træerne frigiver (det blev bemærket allerede i 1728 af William Byrd, der beskrev det som "kæder af blå skyer ovenpå hinanden"). Fænomenet er desværre ved at forsvinde, fordi forstæderne lægger beslag på mere og mere af Shenandoah Valley.

Vinterens første sne var faldet. Fra serpentinevejen så jeg den herlige udsigt over det åbne landskab mod vest. Det er en dejlig køretur uden for sæsonen. Der var tid til at standse undervejs for at tage billeder og læse skiltene med historiske oplysninger.

Skyland Resort er et populært hotel, som ligger på det højeste punkt på Skyline Drive (1120 meter over havets overflade) og ejes af staten Virginia. Det stammer fra 1940'erne, har en rustik charme, de ansatte er venlige, og udsigten er pragtfuld, men det trænger også til en grundig istandsættelse. Værelserne ligger i små blokhuse i skoven, men de cementbelagte stier og de umalede stakitter og døre har ikke megen charme. Men den pragtfulde udsigt over bjergene, virginiahjortene, der græssede lige uden for mit soveværelsesvindue, og vandrefalkene, som kredsede rundt i luften, formåede dog at distrahere mig.

Jefferson og vinen

Til middagen smagte jeg en fremragende vin fra Jefferson Vineyards, som ligger i Thomas Jeffersons hjemby, Monticello. USA's første præsident var også den første vinkender i landet. Markerne, som tilhører hans gods, bliver passet som en helligdom, sådan som det sømmer sig for en af landets grundlæggere. I sine fem år som ambassadør i Paris fra 1784 til 1789 fik Jefferson smag for Frankrigs bedste vine. Han besøgte de bedste franske vingårde - Margaux, Mersault, Volnay, Yquem og Hermitage - og skrev om dem i sin dagbog. Hans kærlighed til vin aftog ikke med alderen: Alene i 1824 lykkedes det ham og hans gæster at skylle 1203 flasker ned.

En af Jeffersons store bedrifter var at skrive et udkast til Uafhængighedserklæringen, og som præsident fordoblede hans USA's territorium med købet af Louisiana i 1803. Jefferson grundlagde University of Virginia, og hans omfattende bogsamling danner grundlag for Library of Congress, der har en af verdens største samlinger.

Men som vinavler havde Jefferson ikke stor succes. Det var ikke fordi, han ikke anstrengte sig, men snarere på grund af det besværlige klima i Virginia. Han tog stiklinger af Clos de Vougeot med hjem fra Paris og plantede dem senere i Monticello. Men i bogen Passions: The Wines and Travels of Thomas Jefferson noterer James Gabler, at intet desværre tyder på, at det lykkedes ham at producere en eneste flaske vin. Regn, tidligt frostvejr og den frygtede druelus spolerede Jeffersons vinproduktion.

Han forblev overbevist om, at potentialet var der, og i 1811 skrev han: "Vi har denne samme jordbund, den samme terrænhældning og det samme klima, som i de bedste vinproducerende lande, og jeg har selv drukket vine fremstillet i denne stat og i Maryland, der kan måle sig med de bedste vine fra Bourgogne." Nu, to hundrede år efter Jefferson, produceres der gode Virginia-vine i Monticello og andre steder i staten.

Fra Monticello rejste jeg ud til kysten. I Colonial Williamsburg - byens gamle del - var der flere spor efter Jefferson, som var en oprørsk politiker i byen. Mens jeg var der, optrådte et medlem af Williamburgs teatertrup som Jefferson og holdt en gribende tale foran forsamlingshuset. Det var en myndig optræden: Han opfordrede til oprør, men ændrede tonefald, da et par engelske soldater gik forbi - et uhyggeligt og tankevækkende øjeblik.

Jamestown-bosættelsen, som er en del af Colonial National Historical Park ligger længere nede ad vejen. Det var her, at en gruppe på 103 forhutlede mænd i 1607, 13 år før pilgrimmenes landgang i Massachusetts, oprettede det, der skulle blive den første permanente koloni i den nye verden. De valgte at slå lejr på en ø i nærheden af en malaria-befængt sump og brugte slaver til at rydde skoven og dyrke tobaksplanter. Og de ragede hurtigt uklar med de indfødte.

En gangbro i træ fører over James-floden til øen, hvor man stadig kan se grundridset af den oprindelige bosættelse. Ruinerne efter kirketårnet fra 1639 er også synlige på det sted, hvor Virginias første tobaksavler, John Rolfe, giftede sig med Pocahontas.

Denne rejse tilbage til det sted, hvor det hele begyndte, syntes at markere en passende afslutning på en usædvanlig periode i det politiske liv - og begyndelsen på det, der kan vise sig at blive en ny æra i Washington DC.

Oversat af Mads Frese© The Independent & Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu