Kamporganisationen, der kvalte sig selv i forvisningen om at have ret

Efter Berlinmurens fald synes snakken om socialisme og kommunisme at tilhøre fortidens utopier. Alligevel er der i dag en tilbagevendende interesse for venstrefløjen, som den så ud i de dage, hvor verden umiddelbart fremstod langt mere sort/hvid, og hvor den blokpolitiske opsplitning på verdensplan udgjorde den mest markante konflikt.

Herhjemme var den yderste venstrefløj først og fremmest repræsenteret ved partiet DKP - Danmarks Kommunistiske Parti, som indtil 1960 havde monopol på partipolitik til venstre for Socialdemokratiet. Og som ethvert andet parti havde også DKP en ungdomsafdeling, nemlig DKU, der blev etableret som en slagkraftig organisation.

Historikeren Knud Holt Nielsen har kigget dybt i arkiverne, hvor han har fundet både mere og mindre officielt materiale og på den baggrund skrevet bogen Giv mig de rene og ranke - en bog som beskæftiger sig med DKU fra 60'erne og frem til opløsningen efter Murens fald.

Trods massiv dokumentation af hård disciplin, indskoling og selvopofrelse i forbundets navn, tegner Holt Nielsen alligevel et billede af en organisation, der langt fra var så homogen, som den ønskede at fremstå udadtil. Noget der flere gange også overraskede forfatteren selv under forskningsarbejdet:

"Mit egentlige motiv var at finde ud af, hvad DKU faktisk formåede at stable på benene. Der er ingen tvivl om, at en bærende del af mange fredsbevægelser, solidaritetsbevægelser, samt andre progressive organer op igennem tiden har været stærkt præget af, og i mange tilfælde er direkte udsprunget af DKU."

"Udover det kan man pege på, at organisationen fra 60'erne og fremover gennemgår en række radikale forandringer. Fra at have været et arbejderforbund i 60'erne, gennemsyres det i 70'erne af unge fra helt forskellige baggrunde, men hovedsageligt fra middelklassen. DKU bliver så at sige en identitetsskabende faktor, som flere unge føler sig tiltrukket af. Og fra slutningen af 70'erne og begyndelsen 80'erne bliver det - hvor sært det end lyder - hipt at være med. I mange tilfælde, er der faktisk tale om, at et medlemskab af DKU senere er en direkte adgangsbillet til store stillinger i det private erhvervsliv eller i mediebranchen. Så det stod efterhånden klart for mig, at det gængse billede af et meningsfast og regelret ungdomsforbund efterhånden gik i opløsning i 80'erne. Dynamikken bag denne opløsning finder jeg uhyre interessant."

Dogmer under pres

- Det er klart, at en politisk organisation må udvikle sig i takt med tiden, men bogen giver indtryk af et DKU, som konstant er i konflikt med sig selv. Ikke kun med hensyn til Sovjet, men også i forhold til, hvor meget det vil svigte sine egne idealer til fordel for at hverve nye unge medlemmer?

"Det er sandt. Problemet vedrørende ungdommen berøres op til flere gange i DKU's historie. I 50'erne valgte man jo at lægge kraftig afstand til alle former for amerikansk og dermed kapitalistisk massekultur, der nærmest blev opfattet som en form for modpropaganda til de kommunistiske idealer. Men efter SF's, og dermed også SFU's, gennembrud i 1960, får DKU jo pludselig andre unge 'konkurrenter' på venstrefløjen og kommer konstant i kontakt med andre græsrodsbevægelser, samtidig med at de er tvunget til at indgå i et samarbejde med disse i de voksende studenterbevægelser. I det hele taget udvikles der op igennem 60'erne en mere markant ungdomskultur, som gør det vanskeligere for partiet at fastholde dogmer, der bandlyser beatmusik og tegneserier. Alligevel vender man i 70'erne i høj grad tilbage til en mere stringent livsanskuelse, hvor skoling i marxistisk-leninistisk samfundstænkning sættes højt på dagsordenen."

- Hvordan kan det være, at DKU, samtidig med at organisationen bliver langt mere rummelig med hensyn til medlemmer fra forskellige samfundsklasser, også bliver langt mere dogmatisk op igennem 70'erne?

"Det er logisk. Jo større og mere heterogen en gruppe bliver, desto større behov er der for fælles samlingspunkter. DKU repræsenterer i 70'erne ikke længere en klasse, man er 'født' ind i, på samme måde som det var i 60'erne. Tværtimod er det en identitet, som konstrueres og skabes via medlemskabet, og de unge må tilegne sig en masse nye koder for at være med. Det resulterer i en dyrkelse af et nærmest separat samfund, som favner så at sige alle aspekter af ungdomslivet. Du kunne leve et helt liv, hvor du kun blev konfronteret med DKU's synspunkter."

- Men samtidig hævder mange adspurgte i dag jo, at de primært var med for festernes skyld. Hvordan hænger det sammen med den strenge disciplin?

"For det første er der nok mange, som i dag revurderer deres eget medlemskab og så at sige afpolitiserer det. Det er jo langt fra in at være kommunist nu til dags, og særligt efter Murens fald har det nok været lidt problematisk at hengive sig til idealer om stærkt disciplineret leninistisk tankegang. Og det er sandt, at fester og musikarrangementer fik et voldsomt opsving. Desuden foregik der op igennem 80'erne unægtelig også en voldsom afpolitisering af DKU's aktiviteter. Den sidste store kampagne, som udsprang af DKU, var jo Next Stop-projektet - et projekt som efterhånden blev så vidtfavnende, at også medlemmer af Venstres Ungdom var interesserede i at medvirke. For det andet var tiden en anden, og der herskede en anderledes form for gruppeånd end i dag. Det at ofre sig for en sag ligger langt fra nutidens individualisme, men tankegangen var ikke nær så fremmed dengang. Det er typisk, at der i slutningen af 80'erne fra menige medlemmer rettes kritik mod disse skolingsforsøg, som herved også får meget af skylden for et faldende medlemstal."

Fravalg af samtiden

Behovet for forandringer resulterede i den såkaldte Niemann-kommission, der med rapporten Ungdommen og DKU fra 1987 konkluderede, at DKU stadig ikke var på højde med tidens trends, hvad angik appellen til de unge. Der lægges således op til radikale forandringer, som bevæger sig længere og længere væk fra det kommunistiske udgangspunkt. For væk er idéen om arbejdermasserne, som sammen danner et socialistisk samfund. DKU skal nemlig ikke længere appellere til de svage og undertrykte. Tværtimod skal hele ledelsen orkestreres af "initiativrige, kreative og selvstændige" - begreber som enhver nu om dage vil genkende fra jobannoncer fra en hvilken som helst kapitalistisk virksomhed. Ironien er næsten slående.

"Det er her, at hele konflikten åbenbarer sig. For samtidig med at DKU begynder at indse, at forholdet til Sovjet udadtil er en hæmsko i forhold til at rekruttere nye medlemmer, har der hele tiden været et så massivt forsøg på at signalere konsensus og enhed, at organisationen overhovedet ikke kan betegnes som et konstruktivt diskussionsforum. Jeg blev selv ganske overrasket under læsningen af DKU's blad 'Fremad' fra 1987. Den 'radikale nytænkning' bestod nemlig i at skrive om seksualitet eksemplificeret ved artikler om telefonsex og lesbiske piger. Glasnost-problematikken blev kun berørt ganske overfladisk. Også her handlede det om kulturelle fænomener som ny russisk heavyrock og ungdomsfestivaler. Der var ingen dybere fokus på det store sovjetiske opbrud. Den enhed, organisationen efterstræbte, kom kun til udtryk på det formelle plan, uden noget substantielt indhold. Hele afpolitiseringen beror simpelthen på ønsket om en enhed, som ikke længere er til stede. Man blev ligesom nødt til at gøre noget, men hvad der skulle gøres, var der ingen, som havde nogle egentlige bud på. Derfor blev efterspørgslen på kreative ledere og festlige elementer en tvingende nødvendighed."

- Kan man sige, at der i det meget stringente forbund nærmest lå en indbygget opløsningslogik?

"Ja, for idet tiden forandrer sig, er idéen om en enhedskultur dødsdømt. Det var hverken Murens fald eller sammenbruddet i Østeuropa, som førte til opløsningen af DKU. For sammenbruddet klarede organisationen selv ved netop ikke at forholde sig til disse ting. Det er paradoksalt."

- Så det er 70'ernes altomfavnende kultur, som i virkeligheden spænder ben for projektet?

"Det kan man godt sige. I 60'erne var der jo et stort samarbejde med andre venstrefløjsfolk, men i og med at forbundet i 70'erne bliver så stort, skabes der en underlig form for selvrefererende praksis. Det er ikke længere nødvendigt at blande sig så meget med de andre, og det medfører en lukkethed, som i sidste ende skaber en form for implosion. Man bekræfter gang på gang hinanden i, at det, man er en del af, er 'det eneste rigtige, men uden at diskutere det i forhold til noget andet. Det er et problem, når ting lukker sig så meget om sig selv. Specielt hvis der ikke tilkommer nye idéer. Det er meget sigende, at man, da man i 70'erne lancerer et projekt om 'det brede massearbejde', laver kurser baseret på Lenins bog Hvad må der gøres fra 1902. Man griber tilbage i tiden frem for at basere sig på idéer fra samtiden. Da man så pludselig oplever medlemskrise i midt 80'erne, forsøger man stadig mere og mere desperat at appellere til de nyeste mainstreamtrends. I begge tilfælde fravælger man at forholde sig til en konkret og mere meningsfuld samtid."

"Det er også derfor, at de ledende DKU'ere i slutningen af 80'erne oplever sig selv som værende enormt smarte. Det er nu et forbund, som netop er enormt dygtigt til at organisere en masse events, og som har skabt en masse spændende arbejdsområder - men med stadig mindre og mindre politisk indhold. Jagten på det at 'gøre noget' afføder et virvar af spændende tiltag, men det politiske projekt, hvorved man tog hånd om de svage, er druknet i trendsættende kreativitet og larmende fester."