Læsetid: 3 min.

Her kan de andre være sig selv

Endnu er det kun i X Factor, at indvandrerne får lov til at slippe for at stå til ansvar for deres etnicitet og kun skal forholde sig til deres talent
Stjernefrø. Da Basim sang sig igennem X Factor 2008, slap han for at blive fremstillet som perker med problemer. X Factor er stedet, hvor indvandrere og efterkommere kan være unge med stjernedrømme.

Stjernefrø. Da Basim sang sig igennem X Factor 2008, slap han for at blive fremstillet som perker med problemer. X Factor er stedet, hvor indvandrere og efterkommere kan være unge med stjernedrømme.

23. januar 2009

Danmark er blevet lysebrunt, og for første gang kan jeg se det i mit fjernsyn. Det sker, når jeg tænder for X Factor fredag aften, for her har talenterne navne som Mohamed og Samar.

Én forklarer med jamaciansk reggaeaccent, at han har 'gaven', og en anden bryder sammen hos sin omsorgsfulde far, som ligner en tyrkisk grønthandler. Selv dommeren er en nuttet mulat som taler ud til damebladene om sin kulturelle identitetskrise. X Factor er ikke bare en musikalsk konkurrence. Det er et integrationsshow, som inkluderer alle i danskheden, hvis bare de er villige til at tage en mikrofon i hånden og synge mere eller mindre falsk.

At X Factors kommende stjerner i høj grad har anden etnisk baggrund er egentlig ikke overraskende, for Shajwan, Mohamed og de andre gør brug af musikken som en genvej til stjernene, ligesom andre arbejderklassehelte som John Lennon, Ice Cube og bagerdatteren Vivi Bak også gjorde det.

Working class heroes

At satse på kroppens kompetencer og gå efter en karriere som enten musiker, model eller sportstjerne er det logiske valg, når man vokser op på samfundets bund, men vil væk derfra. Kun i showbusiness og sport kan det rene og skære talent trumfe de kulturelle koder og det personlige netværk, som underklassens børn mangler. Her kan man gøre sig gældende uden at kæmpe sig igennem middelklassens uddannelsessystem, ja, her kan det endda give x-factor, at man ligner de amerikanske R'n'B stjerner, som også blev rekrutteret fra den lysebrune underklasse. Netop derfor var køen foran DR-studiet i Århus så lang, for når ungerne fra Gjellerupplanen har opgivet pladsen på medicinstudiet, så drømmer de om tre minutters berømmelse foran et dommerpanel.

Puha ingen debat

At X Factors talentmasse afspejler, at Danmark har fået en underklasse med lysebrun hud og eksotiske navne, som må synge eller løbe sig til stjernestatus, forholder programmet sig ikke til. Naturligvis ikke, for det her er underholdning, som ikke skal splitte nationen i vælgersegmenter, men samle den i empati med disse håbefulde stjernefrø, som ydmyges og udfordres i kampen for pladekontrakten.

Det er netop det slående og velgørende ved X Factor. Her bliver de danske tv-seere præsenteret for indvandrere, efterkommerne, flygtninge - perkerne kort sagt, som mennesker og ikke som et debatemne.

Når smukke mørke Susanne fra Zimbabwe synger sig igennem tabet af sine forældre, er hun ikke en case i diskussionen om uledsagede flygtningebørn og vores internationale forpligtelser, men en ung kvinde, hvis personlige tragedie kalder på klumpen i halsen.

Vi jubler lykkeligt, når hele flokken af stolte søstre tager imod den lille Mohamed uden at spekulere på, om han er en kommende knivstikker eller bærer af en patriarkalsk familieform, og når Samar udpeges som den mest talentfulde af venindegruppen Soul Connect fra Gjellerupplanen, så er det en historie om venindejalousi og sammenhold, som fortælles. At den ene pige er dansk, og den anden bærer tørklæde, nævnes ikke med et ord.

I X Factor bliver 'de andre' for en gang skyld til sig selv og dermed til nogle, som seerne kan spejle sig i frem for at lægge afstand til med tårevædet medlidenhed, moralsk gysen eller politisk forargelse.

Middelklassemennesket

Vi ser masser af almindelige mennesker og deres relationer i medierne, men det er sjældent, at de etniske minoriteter er iblandt dem. Det alment menneskelige er normalt kun noget som foregår i middelklassen, for livstilsstoffet forvandler sig til socialstof eller integrationsproblemer, så snart man retter søgelyset mod de etniske andres hverdagsliv.

Middelklassen liv skriver vi om, så vi selv kan forstå, hvad det er, vi laver. De etniske minoriteter forholder vi os til, så vi kan finde ud af, hvordan vi kan få dem til at ændre sig.

Derfor kan man ikke forestille sig, at en kvinde med tyrkiske rødder fortalte om smerten ved en skilsmisse, uden at journalisten ville høre om hendes etniske eller religiøse baggrund. Vi mangler stadig at høre den pakistanske læge forholde sig til det stigende arbejdspres' betydning for hans liv som familiefar, eller at en klummeskribent med arabiske forældre fortæller om sit liv som single og ikke om sit liv som muslim.

Endnu er det kun i X Factor, at indvandrerne og deres efterkommere får lov til at slippe for at stå til ansvar for deres etnicitet og kun skal forholde sig til deres talent. Endnu er det kun i X Factor, at vi får lov at se de etniske minoriteter som mennesker med stolte forældre, komplicerede venskaber og højtflyvende drømme. Susanne, Mohamed og Samar - jeg hepper på jer alle sammen.

@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu