Læsetid: 11 min.

Man kan godt blive skilt fra sin far

Ifølge socialrådgiver Tine Bryld har børn en forpligtelse over for de forældre, der har sat dem i verden. Rachel Röst, der efter mange års overvejelser har brudt kontakten til sin far, er helt uenig. Ved at frisætte familien fra pligtsfæren kan den netop komme til at bygge på gensidig respekt og kærlighed, mener hun
Brud. Rachel Röst brød for lidt over et år siden kontakten til sin far på både egne og sin 12-årige søns vegne, efter tredve års stille kamp for følelsesmæssig overlevelse og anerkendelse fra en patriarkalsk far.

Brud. Rachel Röst brød for lidt over et år siden kontakten til sin far på både egne og sin 12-årige søns vegne, efter tredve års stille kamp for følelsesmæssig overlevelse og anerkendelse fra en patriarkalsk far.

Lars Helsinghof

2. januar 2009

Da Rachel Röst for lidt over et år siden brød kontakten til sin far på både egne og sin 12-årige søns vegne, var det et velovervejet valg.

Det var ikke en konkret hændelse, der førte til bruddet, men over tredve års stille kamp for følelsesmæssig overlevelse og anerkendelse fra en patriarkalsk far, der ikke viser empati og ikke anerkender andre sandheder end sin egen.

Rachel er vokset op med to søstre i en mormonfamilie i København, men bruddet skal ikke blot ses i dét perspektiv, for den måde hendes far praktiserer sin religion på er, ifølge Rachel, et symptom på hans karakter.

Det er kun et par måneder siden, at faren, på fri talerstol i kirken, sagde, hvor sørgeligt det er, at to af hans døtre har forladt kirken, og hvor meget bedre det ville have været, hvis de havde nået at dø, før de gjorde det.

"Jeg mener, at min far er decideret skadelig for et almindeligt følelsesmæssigt velfungerende menneske. Han er simpelthen usund for ens selvværd og ens egen oplevelse af verden."

"Man har hele tiden en fornemmelse af, at der er noget galt med én, fordi min far præsenterer sin egen virkelighed så stærkt, at man kommer i tvivl om sin egen. Det er som at blive frarøvet sin stemme. Når jeg træder ind i min fars lejlighed, bliver min virkelighed meget tynd. Pludselig har jeg ikke den samme ret over mig selv, min krop, min virkelighedsopfattelse, mine etiske regler, ikke engang mit barns opdragelse. Der er noget, der bliver ophævet, fordi hans dominans er så stærk. I mange år har jeg tænkt, at så må jeg bare gøre min egen virkelighed stærkere, og det er også for dårligt, jeg ikke kan det. Men sådan fungerer det bare ikke," fortæller Rachel Röst.

Tidligere i Informations serie om voksne børn, der bryder med deres forældre, har socialrådgiver og radiovært på rådgivningsprogrammet Tværs, Tine Bryld, forsvaret den holdning, at man som barn har en forpligtelse over for sine forældre.

"Det synes jeg er helt forkert," siger Rachel Röst. "Ægteskabet er jo for længst flyttet ud af pligtsfæren, og jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor man skulle være forpligtet over for sine familiemedlemmer. Som enhver anden relation må familien være bygget op af kærlighed og følelser. Der var ingen næring i min familie. Efter hver gang jeg har besøgt min far, er jeg ikke intakt. Jeg betaler dyrt for hvert eneste besøg."

"Jeg har tænkt over, når jeg besøger folk, at den måde, man nogle gange taler til familiemedlemmer på, ville man aldrig nogensinde tale til andre mennesker på. Fordi vi er forpligtet over for hinanden, kan mennesket ikke flytte sig, selvom jeg taler grimt til det. Jeg synes, man burde frigøre familien for den pligt og se, hvad der sker.

Jeg har frigjort mig fra forpligtelsen og betragter det som følelsesmæssig overlevelse. Jeg bryder også en påvirkning fra min far, som jeg ikke vil se gå igen i forhold til mit eget barn."

Patriarken

Rachel og hendes to søstre voksede op med strenge regler og krav. Farens ord var lov, han bestemte, hvordan livet i familien udfoldede sig, mens moren hele Rachels barndom var syg og blev opereret flere gange. Når faren kom hjem, satte han sig i sin egen særlige stol, skiftede program på tv'et, hvis det passede ham, og uddelte sanktioner ved dårlig opførsel i form af stuearrest i op til en måned. Som barn søgte Rachel kun hans anerkendelse, men som teenager begyndte hun at gøre oprør, ligeglad med konsekvenserne, for kun ved ikke at give efter, kunne hun bevare noget af sig selv. To stærke viljer kæmpede, og som 16-årig flyttede hun hjemmefra og brød med kirken. Som 19-årig blev hun gravid og ventede så længe som muligt med at fortælle sine forældre det. Hun var alene med barnet, og faren trådte, efter at have sundet sig, ind i hendes liv igen.

Op gennem tyverne prøvede Rachel andre strategier end oprøret. Hun holdt våbenhvile og prøvede at introducere faren for andre måder at tænke på, i håbet om at han en dag ville anerkende hendes.

Hun prøvede også at være den datter, han ønskede sig. Hun forsøgte at hjælpe ham i hans egen kamp med sig selv, for også den havde hun forstået ret tidligt. Farens drøm var at skabe den kærlige, regelrette familie, han aldrig selv havde haft.

Høje familieidealer

Rachels farfar var alkoholiker, og farmoren var syg. Hun havde tuberkulose, da Rachels far blev født, så han blev fjernet fra hende ved fødslen og passet af forskellige sygeplejersker på et hospital det første år af sit liv og har aldrig følt en stærk kontakt til sin mor.

"Jeg tror, der er sket en eller anden uoprettelig skade der. Og det er synd og helt urimeligt. Man kan også se, at han er et menneske, der lider i sin kamp med gud og sig selv. Han veksler mellem selvlede og selvkritik på den ene side og grandiositet på den anden. Hvis han gør noget godt, tilfalder æren Gud. Hvis han gør noget dårligt, skal han skamme sig. På den måde er udviklingspotentialet i et menneske jo fuldstændig undermineret. Men der er en vis retfærdighed i hans indre logik, for han kræver på en måde ikke mere af sine børn, end Gud kræver af ham. Mens jeg altid har tørstet efter en anerkendelse fra ham, jeg aldrig kunne få, tørster min far på samme måde efter gudens anerkendelse. Min far bliver ved, jeg holder op. Jeg har fundet ud af, at der findes nærende relationer ude i verden, og der findes også selvanerkendelse."

I tresserne var faren på et skråplan med hashmisbrug efter en lidt forkvaklet opvækst. Da et par mormonmissionærer bankede på døren, da han var 17-18 år og forkyndte sandheden, har det formentlig virket meget stabiliserende på hans liv, mener Rachel. Her måtte man ikke drikke alkohol, der var stabile familier med faste regler og rammer. Han blev hurtig gift med Rachels mor, der var mormon i forvejen, og de fik tre døtre i rap.

"Han uddannede sig til folkeskolelærer, og det tror jeg passede ham godt, fordi der var en mere afklaret og disciplineret regelstruktur, der måske passer lidt bedre til en skole end til et hjem, hvor man jo rent faktisk skal elske sine børn og ikke bare lære dem ting."

Faren er stadig lærer, og tilsyneladende en vellidt en af slagsen, fandt Rachel ud af i 9. klasse, da han tog hende med i en fysiktime, så hun kunne få indblik i eksamensforberedelser til faget. Forbavset betragtede hun den mand, der var hendes far, folde sig ud, være karismatisk og have humor. Sådan havde hun aldrig set ham.

På trods af at hun beskriver faren med psykopatiske træk, synes hun også, han har masser af gode sider. Han har lært hende en stor grad af selvstændighed, og han prøver at være et etisk og moralsk godt menneske, det bliver bare klodset og afstumpet. Da søstrene var små, havde han nemmere ved at vise sine gode sider. Han fortalte dem historier, han selv fandt på, og indeni kunne man af og til mærke en lille legende dreng.

Man kan godt blive skilt

For fire år siden skete det utænkelige, nemlig at Rachels mor blev skilt fra faren.

"Jeg har aldrig oplevet min mor som et stærkt menneske. Men da hun blev skilt og flyttede til Jylland, hvor hun ikke kendte en sjæl, gik det op for mig, at murene kunne rystes. Hvis hun kunne blive skilt fra ham, kunne jeg også.

Men det største gennembrud var nok, da jeg gik i terapi og endelig accepterede, hvordan min far er uden at prøve at ændre på ham."

- Hvis du har accepteret, at han er, som han er, og du er, som du er, hvorfor kan du så ikke have kontakt med ham på de præmisser?

"Fordi han sårer mig og krænker mig, hver gang vi er sammen. Og fordi jeg har et barn, han er morfar til."

- Hvad sker der, når du føler dig krænket?

"Det er svært at forklare, for det gennemsyrer hele samværet, og der er så meget uafklaret fortid i det rum. Hans liv og værdier styres af evangeliet og tro på egen ufejlbarlighed. Fra det øjeblik jeg træder ind ad døren, og vi, som altid, giver hinanden et knus, føler jeg det som et overgreb. Jeg har ikke lyst til at røre ved ham. Alt hvad jeg står for, foragter han. Han kan simpelthen ikke lide mig. Kvinder skal ikke være som mig. De skal ære deres mænd og deres fædre og ikke være selvstændige og sige dem imod. Jeg husker, når jeg kiggede rundt under nadveren og ledte efter en sej kvinde; en kvinde, jeg ville være som engang, så fandt jeg ikke andet end kvinder i småblomstrede kjoler og med alt for mange børn, mens mændene i jakkesæt kørte showet. Jeg er ikke sat i verden for at føde børn og passe et hjem, jeg har så meget andet at byde på. Men i hans øjne er jeg værdiløs, og jeg kan ikke fortælle om nogle af de ting, der betyder noget for mig, for han vil kritisere det og nedgøre det. Det gjorde han også, når man kom hjem og havde fået 13 for en stil i skolen, så var lærerne ikke gode nok. Vi kan heller ikke tale politik eller religion. Vi kan godt tale om min uddannelse, for dybest set synes han også, en kvinde skal uddanne sig, i hvert fald når hun ikke har små børn - mest som beskæftigelsesterapi. Det provokerer mig, og jeg har svært ved at svare pænt. Så spiser vi sammen, mine søstre er der også, og vores børn. Måske leger han med et af dem, eller også begynder et af dem at stortude, fordi han har holdt det for hårdt eller for længe, for han kan ligesom ikke aflæse det. Så reparerer vi det sammen og siger, at det var nok ikke så slemt, og så hårdt holdt han nok ikke. Jeg har det ad helvede til, når jeg går derfra.

Han har også givet min søn nogle ar, og det kan jeg simpelthen ikke acceptere."

Barnebarnet

Rachels far er spejderleder og havde taget Rachels fem-årige søn med på tur til Sverige. Faren kom hjem og fortalte om, hvor dejligt de havde haft det, og hvor tæt de var kommet på hinanden, men sønnen var mere stille. Først lang tid efter, da sønnen er lidt større, fortæller han, at det ikke var en særlig rar tur. Bl.a. var der sket det, at de to om morgenen stod op og pakkede teltet ned og gik videre ind i de svenske skove. Da de havde gået et stykke, opdagede morfaren, at han vist havde glemt sin mobiltelefon og sendte sit fem-årige barnebarn alene tilbage gennem skoven for at lede efter det sted, de havde overnattet. Drengen finder stedet og leder efter telefonen, men kan ikke finde den. Da han skal finde tilbage til sin morfar, farer han vild og bliver ude af sig selv og lægger sig på jorden og begynder at græde. Han får øje på et eller andet, han kan genkende i skoven og finder retningen tilbage. Her må han med skam fortælle, at han ikke kunne finde telefonen. Hans morfar roder sin taske igennem og finder ud af, at den hele tiden har ligget i tasken et sted, og de går videre.

- Hvad tænker du, da du hører den historie?

"Det er knusende. At min far slet ikke føler den omsorg at sætte sig i en fem-årigs sted. Som om han er så lidt værd, at han bliver sendt ind i en stor skov efter noget, der så alligevel slet ikke var væk. Og samtidig sker der en genkendelse fra min egen barndom. Min far har aldrig kunne afkode, hvad man kan i hvilken alder, hvor meget ansvar man har kunnet påtage sig, hvad man har evner til osv. Man kunne aldrig leve op til hans krav, gøre det godt nok. Så tager man det på sig og synes, det er for dårligt, at man ikke kan løse situationen."

- Har du konfronteret din far med din søns historie?

"Ja. Jeg har skældt ham ud. Han sagde ikke rigtig noget til det. Han er generelt meget affærdigende. Igen det med at hans sandhed, hans opfattelse af situationen, er den eneste rigtige. Han anerkender ikke, han kan ikke tage fejl. 'Drengen for jo ikke rigtig vild,' siger han. 'Sådan en skov virker jo stor, når man er i den alder. Der skal jo ikke så meget til, før et barn mister besindelsen.' Det er, som om man ikke kan trænge ind til ham. Det er ikke forebyggende at have sådan en samtale med ham. Jeg har ikke lyst til, at han skal have noget med mit barn at gøre på de vilkår. Og jeg kan ikke lave om på ham."

At brænde i helvede?

Sidste år ved juletid inviterede Rachel sin far på café og fortalte ham, at hun ikke ville se ham mere og forklarede hvorfor. Faren blev hård, som han plejer, når han møder kritik, og han argumenterede for, hvorfor han havde været en god og kærlig far.

Han mente, hun havde fået en fiks idé, og at hun var ond, fordi hun også afskar ham kontakten til sit barnebarn.

"Det må jeg leve med. Det har ikke været en nem beslutning. Jeg er ked af ikke at kunne tilbyde min søn et godt familienetværk. Men det har været et godt år. Og jeg møder mennesker, der bekræfter mig i gode sunde relationer."

"Jeg er ked af at opgive projektet at være medarbejder i den gode familie, men nu har han fået en ny familie og har giftet sig med en ung russisk mormonkvinde med et barn og vil gerne have flere børn."

- Selvom han er tres?

"Ja, det er jo en del af familieprojektet. Det var også derfor, jeg brød på det tidspunkt. Nu var han ikke alene. Nu havde han et nyt projekt, " siger Rachel Röst.

"At jeg har brudt med min far, kan på en måde medvirke til, at hans projekt lykkes. Han ville jo gerne have, at der blev skabt nogle gode, kærlige familier. Det er der håb for."

Rachel Röst er 32 år og læser litteraturvidenskab på universitetet. Hun er forfatter med to børnebøger bag sig og en tredje på vej. Rachel er den ældste ud af tre søstre og den eneste, der har brudt med faren. Hun har et godt forhold til sin mor og søstre, hvoraf den ene stadig er mormon.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Ristinge

Tja jeg mener nu ikke at det udelæukker Tine Bryld's generelle udsag, det er snarer sådan at der er undtagelser til alle regler. Det er jo indlysende at der er situationer hvor en forældre kan være så belastende at man må sige fra over for den generelle forpligtigelse man har, eller, hvis ikke sige helt fra, så i det mindste begrænse denne på enkelte eller flere punkter.

@Thomas Bolding Hansen

"One is often told that it is a very wrong thing to attack religion, because religion makes men virtuous. So I am told; I have not noticed it. ~ Bertrand Russell, Why I am not a Christian".
----

Vrøvl - intet andet skærper fantasien så meget, som det: At forsvare en dårlig sag ;-)

Endnu en typisk historie om et svagt menneske der søger tilflugt først i narkotika og siden i religion for så at ende som hustyran og arkitekt bag overgreb og hån med religion som våben.

Hvis nogen havde efterladt min 5-årige søn alene ude i skoven havde ingen nogen sinde hørt fra vedkommende igen.

Trine Bryld betragter tilsyneladende de børn der siger fra over for forældres overgreb som en flok klynkere, det er noget snævertsynet, konservativt bibeltyrannisk vås.

Der er bare nogle - desværre ikke alle - der har fået nok af at se højtiderne gå op i fuldemandsspetakler, vold mod kvinder og børn og hustyranni fra den generation i Danmark der havde mest frihed af alle: 68'erne.

"Thumbs up" til RR.

Trine Bryld betragter tilsyneladende de børn der siger fra over for forældres overgreb som en flok klynkere, det er noget snævertsynet, konservativt bibeltyrannisk vås.

Hvem er det nu der sludre ;-) Trine Bryld har da ret... både forældre og børn har et ansvar over for hinanden. Hvad mærkeligt skulle der være i det?

Jeg føler mig hundrede procent sikker på, at det ikke er nævnte eksempel Trine Bryld tænker på når hun udtaler sig sådan. Jeg er også sikker på at folk elsker at misforstå alt hvad der kan misforståes.

Trisse Gejl's kontekst er noget unuanceret Gejl, og mest virker som bevist fordrejning, mens selve brødteksten beskrivende Rachel Röst's valg, både er fornuftig og velovervejet.

Jeg er fuldkommen enig med Henning Ristinge, og finder det morsomt at visse folk er så nemme at narre, religiøse eller ej ;-)

One is often told that it is a very wrong to defend religion, because religion makes men vicious. So I am told; I have alway noticed it. ~ Hans Hansen, Why I'm not religios at all.

Jeg kan ikke se hvorfor tilfældige biologiske resultater skal straffe en resten af livet.
Hvad nu hvis man er barn af fuldstændig håbløse forældre; narkomaner, kriminelle, alkoholikere ?
Der er også børn af forældre der ved hver sammenkomst må høre på at de ingenting ved, på trods af en universitetsuddannelse og det faktum at forældrenes uddannelse stoppede med 9. klasse. Der er bedsteforældre der ikke tåler at opmærksomheden går til børnebørnene i stedet.
Alt sammen helt uacceptabelt.

Der er flere og flere børn der vælger forældrene fra nu da det snævertsynede og magtfuldkomne ævl om at man "skal ære sin far og sin mor" er ved at være skyllet ud sammen med revselsesret, husbondret og de andre forældede og despotiske institutioner.

Hvad fatter gør er ikke altid det rigtige.

For nogle mennesker, der er opvokset i en dysfunktionel familie domineret af uligevægtige forældres manglende empati, pædagogiske evner og stadige omsorgssvigt, kan det totale brud med forældrene være eneste mulige vej til et velfungerende voksenliv.

Skønt langt de fleste mennesker i voksenårene er fysisk frigjorte fra deres forældre og klarer sig selv, vil de relationer, de i opvæksten havde til faren og moren, typisk vedblive med at eksistere - i hvert fald i en eller anden grad - på de psykologiske og følelsesmæssigte planer (hvem kender ikke til umærkeligt at glide ind i de gamle roller, når man som voksen har været sammen med sine forældre?). Dette gælder måske især i dysfunktionelle familier, hvor relationerne har været præget af (magt)misbrug og ekstrem ulighed.

Hvis dårlige forældre ikke tager ved lære af fortidens fejltagelser og ændrer sig, kan det voksne barns fortsatte forsøg på at bedre forholdet til en forælder ødelægge mere, end de gavner. Der er her stor risiko for at blive fastlåst i en destruktiv afhængighed drevet af en aldrig tilfredsstillet hunger efter anerkendelse og kærlighed. Nogle gange er eneste løsning på de evindelige skuffelser at erkende, at kun yderligere sorg vil komme fra dén kant.

Et sådant brud handler overhovedet ikke om egoisme, men om at blive sund nok til at gøre op med uretfærdigt påførte loyalitets- og skyldfølelser og overleve.