Læsetid: 4 min.

Kapitalismens nye kapitler

Det er, som om finanskrisen har åbnet kapitalismens flanker igen. Tidsskriftet KRITIK præsenterer gamle og nye kritiske vinkler på noget, vi ellers var holdt op med at snakke om
Debat. Kapitalismekritikken er trukket frem fra gemmerne, også uden for venstrefløjen - og det danske tidsskrift KRITIK fungerer som en pædagogisk og politisk åbning af nye kapitler i kapitalismens historie. På billedet læner en studerende sig op ad antikapitalistisk grafitti, da Verdens Sociale Forum åbnede den 15. januar 2004 i Bombay med over 78.000 alterglobaliserings-aktivister fra mere end 130 lande.

Debat. Kapitalismekritikken er trukket frem fra gemmerne, også uden for venstrefløjen - og det danske tidsskrift KRITIK fungerer som en pædagogisk og politisk åbning af nye kapitler i kapitalismens historie. På billedet læner en studerende sig op ad antikapitalistisk grafitti, da Verdens Sociale Forum åbnede den 15. januar 2004 i Bombay med over 78.000 alterglobaliserings-aktivister fra mere end 130 lande.

Sebastian Souza

10. januar 2009

Det er tid til at tale om kapitalisme. Men det er ikke så let at snakke om kapitalisme: Det kræver et sprog, som ikke har været på mode i årtier. Der er sikkert ikke særligt mange unge mennesker i 2009, som kan forklare forskellen på brugsværdi og bytteværdi. Og der er nok heller ikke særligt mange, der har tænkt, at det skulle være vigtigt.

For indtil for ganske kort tid siden var det jo en almindelig antagelse, at kapitalismen fungerede fint. Alle kendte til ulighed, status-angst, global fattigdom og miljøkriser. Men det levede man med. Den store trussel kom i hvert fald ikke fra kapitalismen. Den kom snarere fra dem, der ville det totalitære alternativ. De farlige var dem, der ville afskaffe kapitalismen. Men så kom finanskrisen - og ikke nok med det: Der var også en energikrise, en fødevarekrise, og miljøkrisen blev pludselig politisk presserende:

"Klimakrisen er over os," som teologen Ole Jensen skriver i KRITIK 190:

"Det har den været længe, for vi har længe haft en miljøkrise. Og det er to sider af samme sag. Men miljøkrisen er der mennesker, der er blevet ved med at lukke øjnene for. Det er ikke muligt længere, nu hvor den er blevet til en klimakrise."

Og klimakrisen anskues som et produkt af kapitalismen. Det er ifølge Jensen den selvfølgelige fordring om permanent økonomisk vækst, som har retfærdiggjort, at vi ikke blot har skaltet og valtet med jorden efter behag og begær, men også fortrængt konsekvenserne af det. Jensens tekst er et eksempel på en økologisk kapitalismekritik, som er blevet stadig mere udbredt: Det er ikke længere kun venstreorienterede, der kritiserer kapitalismen for at producere udbytning og fremmedgørelse. Det er også konservative, som kritiserer kapitalismen for at underminere det fysiske og moralske grundlag for menneskelivet.

Man kan sige, at en traditionel kritik hævdede, at kapitalismen ødelagde mulighederne for, at mennesker kunne realisere sig selv frit. Den konservative kritik insisterer derimod på, at kapitalismen har givet mennesket frihed til at realisere sig selv forkert og for meget.

Kapitalismer

Temaet for KRITIK 190 er kapitalisme. Og det er karakteristisk, at der anlægges vidt forskellige kritiske vinkler på kapitalismen. De gamle marxistiske kæpheste får ikke endnu en tur rundt i den intellektuelle manege. Økonomen Hans Aage bemærker, at det egentlig er "kuriøst", at den globale ulighed og klimaproblemerne har været velkendte i årtier, uden at det har anfægtet troen på markedskapitalismen. Markedsøkonomien bygger på, at producenterne maksimerer deres profit, og forbrugerne optimerer deres nytte. Den har derfor et kolossalt dynamisk potentiale, og den er god til at skabe bestemte former for frihed.

Men kapitalismen kommer til kort, når det gælder social lighed og forebyggelse af langsigtede destruktive konsekvenser såsom naturødelæggelser: Det står således klart, at der er en række problemer, som er skabt ved det frie marked, og som ikke kan løses med markedslogik.

Aage skelner desuden mellem forskellige former for kapitalisme: "Velfærdskapitalismen" med høj velstand, lille ulighed i indkomster og stærke arbejderorganisationer, "markedskapitalismen" med lille statslig styring, store uligheder og høj velstand, og "statskapitalismen" med stærk statslig styring, lav velstand og store uligheder.

Det interessante er i dette perspektiv, at velfærdskapitalismen har skabt imponerende velstand, og at statskapitalistiske lande som Kina har præsteret en hidtil historisk høj vækst. De lande, som har fulgt den markedskapitalitistiske kurs, der har været dikteret af Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken, har ikke oplevet nær de samme vækstrater siden 1990'erne som det statskapitalistiske Kina.

Dette betegnes af Aage som "en fuldtræffer lige i vandlinjen" på den rendyrkede markedskapitalistiske konsensus, som ikke engang på egne præmisser har klaret sig bedre end de konkurrerende kapitalismer.

Regulering igen

Dette er givet vis en af forklaringerne på, at den nyliberalistiske konsensus er kommet under pres. En anden er naturligvis, at de uregulerede finansmarkeder har udviklet en kreditboble, som har krævet, at staten intervenerede for at redde pressede investeringsbanker.

Per H. Hansen stiller i den forbindelse spørgsmålet, om finanskrisen også på langt sigt vil resultere i mere regulering af markederne. Det står ifølge Hansen klart, at den finansielle sektor fremover vil blive reguleret på en række områder, hvor der ellers har været frit spil. Det vil ikke være tilstrækkeligt med national regulering af disse felter, fordi de store banker og virksomheder i dag er transnationale. Det kræver således, at de enkelte lande koordinerer en global regulering og sætter sig ud over de specifikke nationale interesser.

Det store spørgsmål bliver således, om vi efter 30 år med en markedskapitalistisk konsensus vil bevæge os mod en ny institutionel enighed om regulering og styring. "Svaret på det spørgsmål," skriver Hansen "vil formentlig i høj grad afhænge af, hvor alvorlig den økonomiske krise, der følger i kølvandet på den finansielle krise, bliver."

Vincent F. Hendricks og Pelle G. Hansen anlægger et andet blik på kapitalismen i deres kritik af forestillingen om "det frie valg". De kritiserer kapitalismen som en kultur, hvor forbrugerisme og stærke økonomiske interesser underminerer den fælles demokratiske diskussion. Reklamer, kaskader af informationer og dyrkelse af borgeren som den private forbruger nedbryder det offentlige rum, som skulle være forum for udveksling af viden og synspunkter.

Der er endnu flere forskellige og oplysende perspektiver på kapitalismen som problem i dag i andre indlæg i KRITIK 190. Tidsskriftet fungerer denne gang som en pædagogisk og politisk åbning af nye kapitler i kapitalismens historie. Det er tid til at tale om kapitalisme igen, og her er der steder at starte og tanker at tænke videre på, hvis man vil snakke med og snakke sammen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu