De to hovedproblemer i det 20. århundredes europæiske historie har været de nationalistiske ideologier og fragmenteringerne af fællesskaberne. Det nationalistiske affødte den fascistiske nazisme, og kapitalismens atomisering af samfundene betingede den totalitære nazisme.
Det moderne samfunds kardinalproblem er derfor hverken tyskheden, danskheden eller engelskheden, men det atomiserede samfund og nationalistiske ideologier. Jeg er således langt mere foruroliget over det indifferente mellemlag, som ikke er forankret i noget som helst, end af Dansk Folkepartis danskhed. Dansk Folkeparti er, efter min opfattelse, således langt mere tro mod virkeligheden end Det Radikale Venstre (undskyld Baunsbak). Ja, det liberalistiske islæt i VK og Det Radikale er bekymrende, fordi det netop skaber grundlaget for atomiseringen og individualiseringen.
Atomisering
Det nuværende Radikale Venstre og store dele af VK har sammen med kulturradikalismen, som jeg identificerer med det 19. århundredes rationalisme, reduceret al politik til moral (Vestager) og instrumentel fornuft (Løkke Rasmussen). Det var, som antydet, netop disse træk i det moderne som, ifølge Hannah Arendt, afstedkom mulighedsbetingelserne for de totalitære bevægelser.
Når jeg gang på gang noterer dette, så skyldes det, at selv blandt indsigtsfulde klummeskrivere som George Metz insisteres der på, at det er det nationale, som er problemet i Danmark (jvf. Refleks den 27. og 28. december 2008). Ja, det er det nationale, som skaber fremmedhadet, lukketheden og intolerancen. I min optik forholder det sig anderledes. Her er det nationale forudsætningen for frisindet og internationalismen.
Det nationale har selvfølgelig også sine skyggesider (det nationalistiske). Men det er intet at regne for, hvilke barbariske mulighedsbetingelser det atomiserede moderne samfund kan foranledige. Det er derfor fra massesamfundet, og ikke fra Dansk Folkeparti og kulturkonservatismen, barbariet lurer.
Gensyn med Hansen
I juleferien havde jeg tid til at genlæse forhenværende forstander Hans Henningsens bog om Knud Hansen (Askov). Hans Henningsen (Askov) er en af de ypperste tænkere, som højskolen har fostret i anden halvdel af det 20. århundrede. Derfor er Hans Henningsens bog om Knud Hansen også blevet et mesterværk.
Henningsens præcisering af Knud Hansens tænkning og særegne personlighed fremstår enkelt og selvfølgeligt. Og Knud Hansens kritik af massesamfundet, kulturradikalismen og individualismen har vi så sandelig brug for at få genopfrisket i folkehøjskolen i en tid, hvor højskolen hovedkuls insisterer på abstrakt internationalisme, instrumentel rationalisme og et ufolkeligt rationelt EU.
Der skrives i disse uger masser af spalter om højskolens krise. Debatten er foranlediget af Boels og Lütkens (Europa Højskolens) kronik i Berlingske Tidende den 16.december. Kronikken er grundlæggende en reprise af det, som Boel skrev om højskolerne i Information i foråret. Her fik han imidlertid så megen bank af forstander Bo Espersen fra Vallekilde, at det undrer mig, at Boel turde genfremsætte tåbelighederne. For tåbeligt er det at hævde, at højskolerne er præget af druk, islandske sweatere og manglende kompetencer, og at disse dårligdomme kan helbredes ved at indføre eksaminer på højskolerne. Man kan ikke holde eksamen over, danskheden, humanismen, fællesskaberne og kristendommen. Vi bør med andre ord aldrig ISO-certificerer kristendommen, danskheden eller det levede liv.
Mere end politik
Hvor om alting er: Boel og Lütken gør gældende, at der er krise på højskolerne. Og det har de ret i. Krisen er blot ikke økonomisk, men åndelig. Ja, problemet for højskolerne er primært, at de (også) befolkes af folk, som er fremmede for det grundtvigske.
Mange højskolefolk, som er fremmede for traditionen, reducerer derfor som Boel og Lütken de grundtvigske højskoler til kulturradikale, rationalistiske højskoler, hvor der alene fokuseres på demokrati, medborgerskab, kundskaber og events. Man kan, som Knud Hansen formulerer det, imidlertid ikke holde grundtvigsk højskole på en politisk ide. Mennesket er mere end et politisk væsen. Dette 'mere' drejer højskolen sig om.
