Mit yndlingssted i Washington er ikke på jorden. Det er oppe i himlen, nemlig på vinduespladsen i venstre side af et fly, der lægger an til landing i National Airport (eller Reagan National Airport, som lufthavnens fulde navn er til stor irritation for hovedparten af indbyggerne i denne overvejende demokratiske by).
Det er efter min mening en af de mest spektakulære indflyvninger til en lufthavn på planeten Jorden: Man passerer først den fossende og stenede Potomac-flod, der stadig bærer et præg af utæmmet frontier-vildnis, hvorefter maskinen krænger over, således at den amerikanske hovedstad kommer til at folde sig ud i hele sin statelige pragt og vælde: State Department (udenrigsministeriet, red.) og Federal Reserve (centralbanken, red.), det Hvide Hus halvt skjult af træer, Washington-monumentets himmelstræbende hvide nål, derpå Capitol, og så Potomac igen, der nu udvider sig til en bred strøm, idet vi dykker til ufattelig lav højde, indtil landingshjulene omsider slår ned i betonen.
Noget af fornøjelsen har selvfølgelig at gøre med at vende tilbage til det, der er blevet mit hjem. Men der er også den vedvarende glæde ved at ankomme til en by, der som få andre kombinerer det storslåede og det intime. Jeg har tilbragt 14 af de sidste 18 år i Washington, og i denne periode har byen undergået en forvandling fra regerings-enklave til verdensklasse-storby. Så sent som i 1991 var politik det eneste samtaleemne ved middagsselskaber. Nu er Washington en ægte metropol med bykvarterer, indkøbsstrøg, restauranter, kulturelle highlights og steder, der på næsten hvert et gadehjørne formelig emmer af historie.
Sport og byfornyelse
For ikke så længe siden begyndte det berygtede kriminalitetens, gadeoverfaldenes og narkoens Washington blot nogle ganske få blokke fra Det Hvide Hus.
I dag rykker velstand og 'gentrifricering' - den proces, hvorigennem gamle nedslidte kvarterer får tilført nye værdier, når velsituerede nye befolkningsgrupper flytter ind og sætter de gamle byhuse i stand - mod øst med raske skridt.
Selv den gamle segregering mellem byens overvejende hvide vestlige og overvejende sorte østlige halvdele er så småt ved at gå i opløsning, og Obamas æra vil utvivlsomt fremskynde denne proces. Vi Washington-borgere har tilmed fået et sportshold, der klarer sig rimeligt godt. "Først i krig, først i fred og sidst i Den Amerikanske Liga," lød den gamle vits om Washington. Nu er ishockeyspillerne fra Capitals det bedste show i byen efter at have forstærket sig med russiske og svenske klassespillere. Det klæder den amerikanske regeringshovedstad.
Regeringshovedstæder kan i reglen prale af flotte udsigter og store monumenter for præsidenter, generaler og andre fremtrædende figurer, der har formet landets historie. Også tilstedeværelsen af sådanne er en del af Washingtons appel. Mange af dem finder man på den 1,6 kilometer lange græsplæne langs strøget The Mall, som løber gennem byens ceremonielle hjerte fra Capitol til Lincoln Memorial. Som enhver anden regeringshovedstad i en større nation er Washington et magtens, spionernes og skandalernes sted. Og så er der selvfølgelig politikken.
Pæsidentbil post 9/11
En besøgende i Washington behøver ikke opsøge det politiske liv. Bliver man hængende lidt, kommer det til en af sig selv, især, selvfølgelig, hvis man tilfældigvis var i byen, da USA's første sorte præsident blev indsat. Det overværede to millioner tilskuere.
I denne post 11. september-æra er de guidede ture til Det Hvide Hus dog for længst fortid, medmindre man kender en eller anden betydningsfuld person. Politikkens tilstedeværelse kan også manifestere sig i de korteger af sorte, skudsikre limousiner, man jævnligt ser passere forbi. Der er altid tre, og de er identiske, så det ikke er muligt at vide, i hvilken af dem præsidenten sidder. Og så er der selvfølgelig helikopterne, som svirrer i luften som endnu et symbol på magtens nærvær. Tilfældigvis ligger vort hus i Washington næsten direkte under den præsidentielle helikopter, Marine One's faste flyvestrækning fra den sydlige plæne bag Det Hvide Hus til præsidentens landsted på Camp David i Marylands bjerge. Men igen: Hvilken af de tre helikoptere er den rigtige? Så er det nemmere at komme til i den anden ende af Pennsylvania Avenue, hvor et funklende nyt besøgscenter netop er åbnet ved Capitol.
Lurerkig i Senatet
Når Kongressen forsamles for at stemme, er en plads i Senatets tilhørergalleri det rette sted at være. Afstemningen foregår ved, at man rejser sig op, så man her kan se, hvor kort og tætbygget McCain er i virkeligheden og beundre, hvorledes den grånende manke hos den tabende tidligere demokratiske præsidentkandidat, John Kerry, i sandhed er en hårstylists mirakel. Men Washingtons virkelige charme er mødet med berømthederne, når de holder fri. Byen er for politiske junkier, hvad Hollywood er for filmfans, bortset fra, at man her har langt bedre muligheder for at komme helt tæt på personerne.
Talrige p0litikere har skabt deres karrierer ved at rase mod Washington ("Staten er ikke løsningen, men problemet", plejede Ronald Reagan at sige). Men når tiden for de folkevalgte er inde til at tage herfra, vælger forbavsende mange at blive. I en restaurant i Washington forekommer et ansigt nogle få borde væk ejendommeligt velkendt, og pludselig går det op for en, at det jo er den tidligere CIA-direktør, som sidder der. Engang stod jeg og ventede på min bil i en parkeringsgarage bag en anden bilist i køen, som viste sig at være George McGovern, den demokratiske præsidentkandidat fra 1972.
Gerningssteder
Washingtons appel ligger i sådanne menneskelige øjeblikke på såre almindelige steder, som er blevet knyttet til mennesker, der engang havde uhyre magt. Nogle af disse er nationale mindesmærker som f. eks. Ford's Theater på 10th Street, hvor man kan se den loge, hvor Abraham Lincoln blev skudt og Petersen House på modsatte side af gaden, hvor han udåndede. Teatret er netop renoveret og genåbner i næste måned.
På S Street ligger det smukke neo-georgianske hus, hvor Woodrow Wilson tilbragte de sidste tre år af sit liv. Det er et af mine yndlingssteder i byen med sit perfekt bevarede 1920-interiør og møblement og de personlige memorabilia, som bringer den alvorsfulde 28. præsident tilbage til livet.
Mindre end halvanden kilometer væk, ved siden af Potomac, ligger den ganske grimme Watergate-bygning, der for altid vil være knyttet til Richard Nixons deroute. Sørgeligt nok er det gamle Howard Johnson-hotel, hvor indbrudstyvene indrettede deres hovedkvarter, i dag lavet om til universitetskollegium. Men bliver man hængende lidt uden for på Virginia Avenue ud på de små timer af en varm juninat, kan man næsten fornemme, at der er rævekager på højeste politiske niveau i luften.
Intet præsidentielt turistmåls aura stråler stærkere end dem, man forbinder med JFK. På N Street i Georgetown står det tre etager høje hus fra 1812, hvor den unge senator og hans familie boede, før de flyttede ind i Det Hvide Hus. Jeg kan ikke gå forbi Saint Matthew-katedralen, hvor hans begravelse blev holdt, uden at tænke på John Jr., da han gjorde honnør for sin fars kiste.
På den anden side på Arlington-kirkegården ligger hans grav, side om side med hans kones, hans bror, Roberts og to spædbørns, det ene af dem dødfødt.
Arlington er et af Washingtons store historiske steder. Det opleves bedst på en kold vinterdag, når de besøgende er få. Inskriptionerne på de identiske, upåklageligt velholdte marmorgravsten fortæller alt om de ofre, Amerika har måttet yde i sine krige. Man støder også på uventede navne her såsom Joe Louis og Lee Marvin, der er begravet næsten side om side i afsnit 7A, ikke som mesterbokser og Hollywood-stjerne, men som sergenter i henholdsvis hær og flåde.
Tiden står stille
Også vi briter har en andel i Arlington, for her ligger feltmarskal John Dill, Churchills øverste militærrepræsentant i Washington og den lidet kendte chefarkitekt bag det angloamerikanske samarbejde under Anden Verdenskrig. Han er en af en håndfuld af udlændinge, som ligger begravet her på Amerikas nationalkirkegård - hans grav er markeret med en rytterstatue.
Uforglemmeligt er det, hvis man skulle have held til at være her, mens en formel begravelse finder sted. Når æresgardens hæle klikker sammen på den hårde brolægning, og kisten stedes til hvilke i stilhed, er det, som om tiden står stille.
Men præsidenter og politik er kun to af Washingtons særkender. Spionage, er et andet. Branchen, hvor denne by ubestrideligt er førende i verden. Alle ønsker at kende deres fjendes mest magtfulde tricks, og ingen i højere grad end det hedengangne Sovjetunionen.
Maclean, Burgess og Philby var blot tre af de mesterspioner, som drev deres spil her, med base i den tidligere britiske ambassade, som nu er ambassadørens privatbolig.
Spionens sidste måltid
I Georgetown i den gamle Au Pied de Cochon-restaurant, som nu er lavet om til en Five Guys-burgerbar markerer en messingplade, hvor den sovjetiske 'dobbeltafhopper', Vitalij Jurtjenko, en oberst i KGB, indtog sit 'sidste måltid', før han flygtede fra sin CIA-bodyguard en november aften i 1985.
Lige i nærheden har man desværre nedtaget det, som engang var Amerikas mest berygtede postkasse - den lå mellem 37th og R Street, og det var på den, at CIA-supermuldvarpen Aldrich Ames satte kridtstreger, når han efterlod nyt materiale til sine sovjetiske arbejdsgivere.
Den er nu sat på International Spy Museum, som med rette er blevet en af byens topturistattraktioner trods en entré på 25 dollars.
Hvilket fører mig tilbage til Washingtons største velsignelse, nemlig det spektakulære udbud af fascinerende, gratis museer. De tæller bl. a. Air and Space Museum og dets fabelagtige nye aflægger ved byens anden lufthavn, Dulles, men også det nyligt renoverede Museum of American History og en lang række andre, deriblandt Washingtons vidunderlige zoologiske have, og alle står de under Smithsonian Institutions Protektion.
Okay, Washington har måske ikke Londons livlighed, New Yorks menneskemylder eller Paris' elegance, men den er rarere at bo i end i nogle af de førnævnte: Den er ikke lille nok til at blive kedelig, og ej heller stor nok til at overvælde. Den er tilfældigvis også det sted, hvor flere beslutninger, der har skabt historie på godt og ondt er blevet taget i de seneste århundrede end i nogen anden by på jordkloden.
Vi Washington-borgere har det med at glemme dette - medmindre vi da lige sidder i et fly, der skal til at lande midt i hjertet af det hele.
© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
