Læsetid: 3 min.

En omvendt Blachman

Den skaldede X Factor-helt ville nok have sendt amatørsangerne fra Urbanplanen hjem og ligeledes Anders Lund Madsen, der optrådte i rollen som socialreporter
Med sig selv i centrum. Den sjove mand, også kaldet Lille Madsen, har åbenbart fået en social faible, men virker som et fejlplaceret fremmedlegeme i rollen som socialreporter.

Med sig selv i centrum. Den sjove mand, også kaldet Lille Madsen, har åbenbart fået en social faible, men virker som et fejlplaceret fremmedlegeme i rollen som socialreporter.

9. januar 2009

Beboerne i Urbanplanen på Amager var godt trætte af, at Danmarks Radios nye, hønedyre, arkitekttegnede koncertsal stjal deres udsigt til solnedgangen og ødelagde faunaen. Derfor opstod ideen om, at de skulle inviteres indenfor, så de bedre kunne forsone sig med naboskabet. Ideen gik ud på, at dirigenten Frans Rasmussen skulle arbejde med de sangtalenter, der måtte være blandt beboerne, hvilket så til sidst skulle resultere i en korsang ved indvielsen af koncertsalen.

Ideen er til tilpas skæv til, at den nok er værd at følge. Kan en superprofessionel dirigent virkelig få en flok glade amatørers stemmer til at lyde godt og flot i smuk harmoni i løbet af bare 13 uger?

I den første udsendelse, som var på DR2 mandag aften, så vi den ene håbefulde beboer efter den anden aflægge prøve. De sang både Jeg ved en lærkerede, Der er et yndigt land og rapsang. Bortset fra en flyttemand, Dennis Krohn, var der ikke meget at råbe hurra for, hvad stemmepragt angår, men dirigenten havde åbenbart besluttet sig for at stryge dem med håret, hvad ellers? Han kunne jo ikke sende dem alle sammen hjem, da der så ikke ville blive nogen korsang.

Thomas Blachman ville uden nåde have sendt hele bundet hjem, tror jeg. Udsendelsen var en X Factor med modsat fortegn, kan man vist godt sige. De skulle jo nødigt blive kede af det. Nu forlyder det så, at de alligevel ikke kommer til at optræde ved gallaåbningen. Det folkelige indslag er åbenbart ikke fint nok. Hvilket næppe har forbedret naboskabet, som det jo egentlig skulle. Men programmet kører videre næste mandag.

Uden pårørende

Anders Lund Madsen er kendt som en humoristisk underholder på teater og tv, og han har sammen med sin bror også skrevet den knaldgode sang, Slentre ned ad Avenuen, som Kim Larsen har sat i musik og Trine Dyrholm indsunget, så den nu er fast inventar i Giro 413. Han er også journalist og som sådan optrådte han som interviewer i et program, som blev sendt meget sent på DR 2, ligeledes mandag.

Her satte han fokus på de ældre mennesker i Danmark, der dør uden at have pårørende, som kan følge dem til den sidste rejse. En 64-årig mand var død med en bajer i hånden, hvilket ikke er den værste måde at dø på, men i kapellet i Køge var der ingen pårørende og heller ingen præst, absolut ingen. Der var også noget om en ældre kvinde, som havde hundset rundt med plejehjemspersonalet. Også hun døde uden pårørende.

Sørgelige historier, bestemt. Den sjove mand, også kaldet Lille Madsen, havde åbenbart fået en social faible. Jeg ved ikke, hvem der havde fået ideen til programmet, sandsynligvis Madsen selv. Jeg ved heller ikke, om Thomas Blachman ville have sendt ham hjem, men det havde han nok. Anders Lund Madsen virkede som et fejlplaceret fremmedlegeme på Stevns, hvor undersøgelsen blev foretaget, med sig selv som centrum, når han f.eks. sad henslængt i en lænestol med to bamser i favnen, mens interviewofferet stod op. Var emnet ikke for vigtigt til en så 'casual' attitude? Det var det.

Inger

Folk vidste jo ikke ret meget om de pågældende afdøde personer. Det var selvfølgelig pointen, og det skulle vi selvfølgelig græmmes over. Men det vidste vi jo godt i forvejen. Hvis udsendelsen skulle berøre os, skulle vi have været tættere inde på livet af mindst en af personerne. Journalisten skulle have opsporet noget mere om de liv, der lå forud for den anonyme død. Nu virkede det som utidig nysgerrighed, og det, man fik, var en sludder for en sladder. Ind imellem var der pæne billeder af naturen og andet i kategorien kunstfotografi.

Dette på en dramatisk tv-mandag, hvor Naser Khader gik af, Simon Emil Ammitzbøl kom til - på et af de pressemøder, som TV 2 News kan bringe i sin fulde længde, hvilket er en af denne nyhedskanals store forcer. News-folket kom til gengæld meget kortfattet om ved digteren Inger Christensens død. Måske er det en af kanalens svagheder, at den ikke klædt på til kulturnyheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stanislav Hvas

Et digt af Inger Christensen er mere værd end alt, hvad Blachman og Madsen nogen sinde har budt på...

En af Planetens smukkeste Sommerfugle har forladt os, og hun vil blive savnet . Men ægte Kunstnere lever videre, og plathovederne glider ud i glemslen...