Læsetid: 5 min.

Perker eller ej

En offentlig strid om et lille ord har udviklet sig til en større kamp om forståelse og fortolkning
Perle/perker. Ligegyldigt hvad politibetjenten sagde, er det, som de vrede unge mennesker siger til os andre: Vi bliver set på som perkere.

Perle/perker. Ligegyldigt hvad politibetjenten sagde, er det, som de vrede unge mennesker siger til os andre: Vi bliver set på som perkere.

Teitur Jonasson

31. januar 2009

Det offentlige Danmark har i adskillige dage diskuteret et enkelt ord. Dem, det gik ud over, hævder, at en politibetjent sagde 'perker' til en ung dansker under urolighederne efter en demonstration. Dem, der som skulle have gjort det, hævder derimod, at politibetjenten sagde 'perle'. Fjernsynsseere, journalister og eksperter har nærlyttet optagelser af episoden. En særligt kyndig retsakustiker har afgjort striden ved at lade den være uafgjort. Han finder nemlig, at politibetjenten skulle have brugt den hidtil ukendte glose 'perk'. Det kan man i hvert være sikker på, at betjenten ikke sagde. Og justitsministeren ophævede striden med en relativistisk gestus, da han understregede, at politifolk hverken må sige 'perker' eller 'perle' til borgere. De skulle snakke ordentligt. Det er det samme som at sige, at man hverken må forlade toilettet uden at vaske hænder eller slå sin kone. Man skal opføre sig ordentligt. Det, der står klart er, at det ikke kommer til at stå klart, hvad politibetjenten sagde.

Kamp om forståelse

Det interessante er, hvorfor en strid om et lille ord bliver til en stor kamp om forståelse og fortolkning. Nogle vil hævde, at anti-racisterne lever af racisme. Deres kamp er afhængig af, at de andre bliver afsløret som racister. Man kan fremhæve, hvordan de skandaløse udtalelser fra Louise Freverts hjemmeside igen og igen er blevet fremhævet som sandheden om Dansk Folkeparti. Den kamp kan sammenlignes med den anti-islamiske dagsorden, som hiver isolerede citater fra fredagsbønner frem som afsløringer af de farlige muslimers sande strategi. Imamerne bliver udlagt som demagoger, der kontrollerer de bedendes sindelag totalt.

Det siges i den forbindelse gerne fra selv integrationsministre i den borgerlige regering, at flygtninge og indvandrere i Danmark skulle have en kedelig tendens til at dyrke offerrollen. De skulle altså påberåbe sig en racisme, som ifølge det toneangivende flertal ikke findes. Og derfor insisterer de udsatte på, at politibetjenten sagde 'perker'. Det er et bevis på, at racismen findes og udøves- ikke af et religiøst overhoved, men af selveste ordensmagten. Og lige så selvfølgeligt afviser justitsministeren relativistisk anklagerne.

Denne asymmetri er i sig selv afslørende. For det toneangivende flertal fastholder selv, at de ikke er racister. Og de mener det. De holder også med Basim i X-Factor: De vil gerne have en smilende dreng med en anden etnisk baggrund som vinder. Men det ofte udpegede mindretal oplever alligevel, at de bliver set anderledes på. Mange har prøvet at blive stoppet af politiet uden at have gjort noget. De er blevet trukket til side midt på Blågårdsgade og ydmyget med visitationer efter våben, som ikke var der. Eller de kender nogen, der er blevet trukket til side. Og det er meget ofte de brune og meget sjældent de hvide, der bliver trukket til side. De kender alle historier om piger og drenge, der har lavet deres lektier, fået gode karakterer og taget en uddannelse. Og de sendte en masse ansøgninger, men de fik aldrig noget svar. Den slags erfaringer gør det svært for mor og far at tro på det, når de siger til deres børn, at hvis bare de passer deres ting, skal de nok klare sig her i tilværelsen. Det er svært at tro på den højere retfærdighed, som langt de fleste hvide danskere tager for givet. Og som er langt vigtigere for velfærdsstaten end 'værdier' og 'sammenhængskraft'.

Og de kender til ingeniører, der kører taxa, og jurister, der arbejder som ekspedienter hos grønthandlere samtidig med, at det toneangivende flertal efterlyser 'højtuddannet arbejdskraft'. Drengene ved godt, når de går ud, at der er steder, hvor det bliver svært for dem at komme ind. De kender alle nogen, der er blevet afvist. Ikke fordi dørmændene var racister, men fordi de ikke gad ballade. Og måske fordi det ikke er en god forretning for en natklub at blive kendt som et diskotek for de brune. Og de ved, når de går ind i en butik, at ekspedienten opsøger dem hurtigere og mere målrettet, end de opsøger de hvide kunder. Det er ikke racisme, det handler bare om at forebygge tyveri. De unge hvide går også over stregen og bryder regler. Men den slags kender man jo. Man ved, det går over. Anderledes er det med de ballademagere, man ikke kender fra sin egen barndom. Man hører om indvandrerbander, og selv politiet foretrækker rockerne. Når en utilpasset hvid dreng stopper en brun dreng på Amager, kalder ham et sort svin og slår ham ihjel med baseball, taler man ikke om racisme, men om et socialt tilfælde.

Vi er låst

Der er også en ganske almindelig hverdagserfaring, som er fortalt af den danske rapper Ataf, der har pakistanske forældre:

"Drengene er frustrerede. Hvis de åbner døren for en dansker, ser danskeren på ham og tænker: 'Shit, bliver jeg nakket nu. Hvad sker der?' Vi er farlige. Og hvis de ikke åbner døren for danskerne, siger danskeren: 'Se, de vil jo ikke være en del af det danske samfund'. Vi er låste."

De daglige ydmygelser og møder med et ængsteligt, foruroliget blik er svære at politisere. De er svære at forklare og formidle. På den måde kan deres situation sammenlignes med kvinder, som har alle formelle rettigheder og lever i et samfund, hvor så godt som alle regner sig for tilhængere af ligestilling. Og alligevel bliver de set på anderledes, arbejder under mandlige ledere og kan se i statistikkerne, at de ikke har de samme chancer på arbejdsmarkedet. Det er også bare vanskeligt at sætte fingeren på det sted, hvor de vælges fra og får at vide, at de ikke slår til.

Og derfor bliver striden om det lille ord til en stor kamp. Det er ikke et politisk forsøg på at udgrænse de andre som racister. Det er, fordi man endelig kan sætte finger på den daglige ringeagt, som ellers er usynlig. Og lige gyldigt hvad politibetjenten sagde, er det, som de vrede unge mennesker siger til os andre: Vi bliver set på som perkere. Og det gør de også af dem, der holder med Basim i X-Factor og glæder sig til at se den første brune mand i den røde trøje på det danske landshold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer