Læsetid: 4 min.

Er de skøre de gallere?

Fra Asterix til Albert Camus har oprøret været et centralt tema i fransk politik, men det styrker paradoksalt nok det repræsentative demokrati i et land, der næsten altid stemmer borgerligt
Moderne Tider
31. januar 2009

"De er skøre de gallere." Sådan sagde de hovedrystende romere i tegneserien Asterix.

I lyset af dette citat - og de seneste dages generalstrejke i Frankrig er det nærliggende at kalde la République Française et tegneserieland; en nation, der går på barrikaderne for bagateller og som hellere smider med benzinbomber, end de diskuterer sagligt.

Sociologen Russell Dalton - der er amerikaner, men ellers sund og frisk - fandt i sin bog 'Citizen Politics' frem til, at flere end hver fjerde franskmand havde deltaget i ulovlige politiske aktiviteter - primært voldelige demonstrationer.

Den slags kan de grine af i mere moderate nabolande som Belgien, Tyskland og England. Men i Frankrig tages den slags alvorligt på en anden måde.

Den vrede hob

Vold er en del af den franske folkesjæl. Og, hvis man er filosofisk orienteret, er det tankevækkende, at to af de største politisk-filosofiske værker i det tyvende århundredes Frankrig var henholdsvis George Sorels Réflexions sur la violence (Overvejelser om Vold) fra 1908 og den eksistentialistiske forfatter Albert Camus' værk L'Homme Révolté (Oprøreren) fra 1951. Vidt forskellige værker fra meget forskellige traditioner, jovist, men begge beviser for, at man i Frankrig ser oprøret som et legitimt politisk middel.

I Frankrig er de revolutionære. Yderligtgående militante som Christian Mahieux og hans bevægelse SUD - Solidaire, Unitaire et démocratique - tror, hvor mærkeligt det end kan lyde for os, at demokrati vokser ud af en brosten og benzinbomber.

Men han er ikke alene om at fremhæve volden som et politisk middel. En fremtrædende - og ellers fredsommelig - filosof som Alain Badiou sagde i tirsdags til avisen Libération:

"Det er min drøm, at Sarkozy bliver jaget fra magten af den vrede hob og gadens parlament."

Det er selvfølgelig drømmeri og revolutionsromantik på højere plan. Men Badiou er ikke alene om at drømme. Mange franskmænd føler, at præsident Sarkozy har ofret de almindelige mennesker til fordel for sine venner i finanssektoren.

Selvom Sarkozys reformer er langt mere socialdemokratiske end dem, der er blevet gennemført af Arbejderpartiet i Storbritannien, mener et flertal af franskmændene, at det er gået for vidt.

Ifølge en meningsmåling foretaget af analyseinstituttet CAS i sidste uge, støtter 70 procent af de adspurgte demonstranter generalstrejken. Man fristes til at sige: Qui, ils Sont Fous Ces Gaulois - Ja, de er skøre de gallere!

Ost og politik

"Hvordan ville de styre et land med 265 forskellige oste?" Sådan spurgte den franske præsident Charles de Gaulle, da masserne vandrede ned af den venstre Seinebred - den kendte Rive Gauche - i 1968.

Der findes faktisk 376 - men det gør ikke situationen bedre. Vel snarere tværtimod, hvis man skal følge logikken.

Det er dog nok de færreste politologer, der mener, at der findes en positiv korrelation mellem antallet af oste og et folks revolutionslyst. Men i de Gaulles kommentar ligger også en kerne af indsigt i den politiske verdens uforklarlighed.

Det er - objektivt set - et paradoks at man i et så rigt land som Frankrig geråder til massedemonstrationer. For den yderste franske venstrefløj - der normalt advokerer 'action directe' - omfatter kun nogle få og vælgermæssigt ubetydelige segmenter. Partier som Lutte Ouvrière og Ligue Communiste Révolutionnaire kan nok tilsammen samle 5-7 procent af stemmerne ved parlaments- og præsidentvalg, men ikke mere.

Faktum er, at Frankrig er et borgerligt land. Socialisterne har sidst vundet et præsidentvalg i 1988, og bortset fra bystyret i Paris - der ledes af socialisten Bernard Delanoë - er fransk politik præget af borgerlige partier som præsident Sarkozys Union pour un Mouvement Populaire og midterpartiet Mouvement démocrate, (MoDem) der ledes af François Bayrou.

Paradokset i fransk politik er, at de samme vælgere, som ytrer støtte til protester og massedemonstrationer, alligevel - når valgdagen kommer - stemmer på de borgerlige.

Hertil og ikke længere

Revolutionsromantikere, der med klare øjne drømmer sig tilbage til det, franskmændene kalder 'Les événements de mai 1968' (Begivenhederne i 1968), taler henført om anarkiets korte sommer.

Der var muligvis anarki i 1968, men det hele sluttede med, at de Gaulle og de borgerlige partier forøgede deres stemmetal ved de valg der fulgte oprøret.

Og måske er det ikke et paradoks! Måske tjener demonstrationerne et formål; måske er de vilde - men egentligt relativt uskadelige - demonstrationer dybest set et middel til styrkelse af det repræsentative demokrati.

For ved at sende et signal til politikerne viser folket det, som Albert Camus kaldte oprørerens etos:

"Hertil og ikke længere."

At Frankrig objektivt set er et land med stor lighed, lille fattigdom og en relativ sund økonomi viser, at de måske ikke er så skøre igen de gallere - om end vi stundom har svært ved at forstå dem i det høje nord hvor følelserne er fornuftens slave.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Holger Ross Lauritsen

Endnu engang er der en række fejl i Mads Qvortrups dækning af fransk politik:

1) Qvortrup skirver: "Yderligtgående militante som Christian Mahieux og hans bevægelse SUD - Solidaire, Unitaire et démocratique - tror, hvor mærkeligt det end kan lyde for os, at demokrati vokser ud af en brosten og benzinbomber."
Det passer ikke. SUD er en lovlig fagforening og advokerer ikke vold.

2) Qvortrup skirver: "For den yderste franske venstrefløj - der normalt advokerer 'action directe' - omfatter kun nogle få og vælgermæssigt ubetydelige segmenter. Partier som Lutte Ouvrière og Ligue Communiste Révolutionnaire kan nok tilsammen samle 5-7 procent af stemmerne ved parlaments- og præsidentvalg, men ikke mere."
"Action directe" er et anarkistisk slagord og bliver følgelig ikke advokeret af de to trotskistiske partier Lutte Ouvrière og Ligue Communiste Révolutionaire.

3) Qvortrup skriver: "To af de største politisk-filosofiske værker i det tyvende århundredes Frankrig var henholdsvis George Sorels Réflexions sur la violence (Overvejelser om Vold) fra 1908 og den eksistentialistiske forfatter Albert Camus' værk L'Homme Révolté (Oprøreren) fra 1951. "
Man kan ikke bare vælge to tilfældige og i dag totalt ulæste værker og hævde, at de er de største politisk-filosofiske værker i det tyvende århundredes Frankrig. Hvad med Sartre, hvad med Deleuze/Guattari, hvad med Foucault, hvad med Bourdieu? Deres værker er meget mere kendte og læste end de to værker, som Qvortrup nævner. Det kan man blive forvisset om med en simpel Google-søgning.

4) Qvortrup skriver: "Sådan spurgte den franske præsident Charles de Gaulle, da masserne vandrede ned af den venstre Seinebred - den kendte Rive Gauche - i 1968."
Udtrykket "Rive Gauche" betegner ikke flodbredden, men derimod den del af byen, der ligger syd for Seinen.

Tja, igen en unødvendig og aldeles ligegyldig artikel, men nu ved vi da, hvorfor journalisten ikke har (haft tid til) at svare(t) på bemærkningerne til hans artikel fra den 30.1.2009:

Han var igang med at forberede nok en tynd kop te !!!

Men tak for optællingen af franske oste, det kan da måske vise sig rart at vide ?

PS: Præsidentvalget er valget af en person !

PSS: « … og bortset fra bystyret i Paris - der ledes af socialisten Bernard Delanoë - er fransk politik præget af borgerlige partier ... ”. I bedste fald en sætning uden nogen mening. I værste fald er den vildledende.

" At Frankrig objektivt set er et land med stor lighed, lille fattigdom og en relativ sund økonomi viser, at de måske ikke er så skøre igen de gallere - om end vi stundom har svært ved at forstå dem i det høje nord hvor følelserne er fornuftens slave. "

Det kunne måske skyldes, at "de skøre" kender en smule til Frankrig, jeg mener, at " de skøre" opføre sig skørt, selvom det ser skørt ud ud for "os" ikke skøre.

Sådan generaliserende, for dog at få noget ud af artiklen, påpeger den ganske korrekt det ejendommelige og upåagtede forhold, at der i en lang, lang række lande - og det gælder i vor tid i særdeles hed siden 1970'erne og blandt unge og midladrende - er tradition for at stille sig revolutionært an til livet. Mest tydeligt i latinamerikanske lande, hvor boulevarderne hedder Insurgentes og Revolucion, men også netop i Frankrig, Spanien, Italien, Schweiz, Østrig, Grækenland og Tyskland. Her er ulydigheden over for USA også mest udbredt. For Danmark og vores åndelige fæller i Polen, Rumænien og Albanien er det nærmest uforståeligt, hvordan man kan være så utaknemmelig. Man ser også unge i provokerende lædertøj og mænd med hestehaler dernede til stor undren for de kronragede veltilpassede bodybuilder-typer her i tegning-landet.

Jeg har nu også hestehale, kære Jens Thorning (men går dog ikke i lædertøj, - nok fordi jeg ikke er så ung længere) ;-)

Men du har ret i, at det er interessant med de forskelle, - jeg tænkte engang på om det kunne være religion eller sprogstamme (eller begge), men Polen er jo også ret katolske, og ligger (vistnok) tættere på det slaviske i deres sprog, så det er nok ikke forklaringen.

Det lyder meget kristent: Lad ikke den ene hånd vide hvad den anden gør !

Fra artiklen:

"Vidt forskellige værker fra meget forskellige traditioner, jovist, men begge beviser for, at man i Frankrig ser oprøret som et legitimt politisk middel."

----
Tja:
Frit efter Shogun:

Der er ingen undskyldning for oprør - medmindre man vinder.

Forskellen er vist nærmere historisk og meget ny, idet Danmark med helt usædvanlig enthusiasme kastede sig ud i det såkaldte ungdomsoprør på et tidligt tidspunkt, nemlig sidst i 1960'erne, og så fulgte de syd- og mellemeuropæiske lande efter senere og prøvede at indhente det forsømte. Mens Danmark gjorde alt for at glemme den forfærdelige fejltagelse under Fogh og Pias vejledning. Det er i øvrigt højst ejendommeligt, synes jeg, at hvor Norge overgår endog Danmark i taknemmelighed over for englænderne - norsk TV er f.eks. stort set en underafdeling BBC - så har Danmark kastet sin kærlighed på den anden befrier, USA. Ja, jeg forstår det ikke - her var det dog Nyrup, der startede indoktrineringen.

hehe! - det interessante er vel nærmest hvordan det er lykkedes Norge at fastholde en immunitet mod Hollywood i deres nationale TV - jeg er nok lidt misundelig ;-)