Læsetid: 4 min.

Et spørgsmål om tillid

Et vokskabinet af flommede velhavere, fjogede værdikæmpere, rundkindede socialdemokrater, venstreorienterede overklasseløg og radikale med så indviklede og arrogante holdninger, at de ikke engang kan tale med hinanden
10. januar 2009

Det var dog det tykkeste lag sminke, man har set på en tv-skærm i mands minde! Som han sad der i sin nydelige habit, med det velafstemte slips om halsen, lignede han en mellemting mellem en kagemand og vinderen af Dansk Bedemandslaugs konkurrence om den mest livagtige afdøde i 2008.

Det er statsministeren, jeg tænker på. På den nytårstale han traditionen tro lod udgå fra Marienborg, i fjernsynets bedste sendetid, på den første dag i det nye år.

Stakkels mand, tænkte jeg. Nu kan han åbenbart ikke længere selv holde facaden, men skal have hjælp af både kosmetologer og konservatorer. Voks og kit, maling og fugemasse.

Gad vide om han også har en astrolog på lønningslisten? Én der kan fortælle ham, at finanskrisen såvel som de øvrige vanskeligheder, der tårner sig op, skyldes forbigående planetkonstellationer og på ingen måde er noget, der bør give anledning til hverken forhastede politiske beslutninger eller panik i almindelighed. Det går alt sammen. Selv verdensrummet er en omskiftelig størrelse. Det hele er kun en overgang, som det lyder i en gammel revyvise. Om hundred år er der slet ingen opposition, til den tid bliver vi regeret af et vokskabinet med den uendelige Fogh i spidsen. En anden af de uendelige ministre, Karen Jespersen, ligner jo allerede nu Grauballemanden i dragkostume.

Nu ikke så pessimistisk

Men hvis det nu, trods sminkeholdets anstrengelser, alligevel skulle gå galt? Hvis de nuværende, magtudøvende voksdukker en dag pludselig skvatter sammen, fordi laget af uigennemtrængelig sminke er blevet så tykt, at der trods alt ikke findes noget menneskeligt skelet, der kan bære det, hvad så?

De skikkelser, der står parat i kulissen, med gnistrende frisurer, skinnende øjne og lidt for røde kinder, er det virkelig de 'friske nye kræfter', vi har brug for, eller er de også en slags dukker? Bare ikke sminket helt så tæt og massivt endnu? Kun lidt voks, en anelse kit, et enkelt strøg maling, men slet ingen fugemasse endnu?

Fy! siger man til sig selv. Nu ikke så pessimistisk, unge mand. Det er selvfølgelig rigtig nok, vi må virkelig også til at tage os sammen.

"Politik, det er, når mennesker ikke stoler på hinanden," sagde maleren og billedhuggeren Henry Heerup engang. På samme måde som man kan være kulturkristen, var han vistnok kultursocialdemokrat, men inderst inde kunne han simpelthen ikke lide politik. Det er vi mange, der ikke kan. Inderst inde.

Og selvfølgelig havde han ret, men man kunne jo også bare - nøgternt - tage hans udsagn til efterretning. Nej, vi stoler ikke på hinanden, derfor er politik nødvendigt.

Selvom Anders Fogh Rasmussen meget tidligt i sin første regeringsperiode afskaffede klassesamfundet - det tror jeg såmænd han bekendtgjorde i en nytårstale - så virker det jo stadig, vitalt og konfliktmættet som altid.

Der er heller ingen bistandsklienter, der er blevet bankdirektører i hans tid - derimod er der måske en risiko for, at en eller to af nutidens bankdirektører ender som bistandsklienter. Man har da lov at håbe.

Ved sgu snart ikke

Men stole på Anders Fogh Rasmussen, det kunne og kan man altså ikke. Udadtil er han ved at segne under sminken, indadtil har han hele tiden været fyldt med varm luft. Og for mit vedkommende, så vil jeg da hellere regeres af rundkindede socialdemokrater, venstreorienterede overklasseløg (gad vide om Dr.jur. Ole Krarup nogensinde har talt med en rigtig, levende arbejder?) og radikale med så indviklede, og så arrogante, politiske holdninger, at de ikke engang kan tale med hinanden. Så langt og ubetinget, til enhver tid.

Hellere dem end flommede velhavere med deres nu indebrændte aktier og deres åndelige hird af fjogede 'værdikæmpere', hvis eneste succes var dengang de fornærmede alverdens muslimer uden anden grund, end at de i deres drengerøvede kedsommelighed syntes, det kunne være meget sjovt at prøve. Hellere Politiken end Berlingske Tidende, for nu at tale avissprog.

Men så langt som til direkte at stole på dem? Det ved jeg sgu snart ikke.

Kød - en tillidssag

For mange år siden boede jeg i Vanløse, hvor man dengang tit kunne se Henry Heerup, med strittende nissehår og et venligt-interesseret udtryk i ansigtet, cykle fra sin bopæl ud til atelieret i Rødovre. Han boede på Linde Allé, og dér lå der også en slagter, der havde et stort skilt i vinduet, hvor man kunne læse følgende: 'Hos os er kød en tillidssag!' Jow, tænkte man. Man tænkte sådan set meget over det, for han var den nærmeste slagter. Men det endte altid med, at man alligevel gjorde sine kødindkøb et andet sted.

Nogle år senere lå der en butik inde på Hovedbanegården med det i og for sig tillidsvækkende navn 'Ærlige Bent'. Jeg kan ikke huske, hvad man kunne købe hos den fortræffelige mand, måske var det noget, jeg alligevel ikke havde brug for, men som jeg husker det, gik jeg altid i en stor bue udenom, når jeg skulle nå mit tog her ned til de sydlige provinsegne.

Kød som tillidssag og Ærlige Bent, ahr - mon ikke der er noget lusk ved næringsdrivende, der ligefrem skilter med hvor dybt hæderlige, de er?

Jeg tror egentlig hellere jeg vil købe mit kød hos en slagter, der i al stilfærdighed underkaster sig den almindelige kødkontrol, uden at gøre noget særligt væsen ud af det.

Og jeg ville nok også have mere tillid til en butik, der simpelthen kalder sig 'Platuglen', end til én, der hædrer sig med navnet 'Ærlige Bent'.

Friske Helle og Lune Villy? Tja.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Schurig Gamdrup

Tak Bent Vinn, for den hidtil bedste, - og svoveste, - kommentar til rigets tragi-komiske tilstand anno her-og-nu!
Vi lader teksten stå et øjeblik ...