Læsetid: 7 min.

Vi er ved at ofre grundlaget for individuel frihed

Nye regler og tiltag, som afviger fra grundlæggende juridiske spilleregler, er en skamplet på det danske retssamfund, mener tidligere præsident i Københavns Byret, Claus Larsen. Ingen ønsker terror, men de krænkelser, vi lige nu ser i forbindelse med den danske 'tuneserlov', er ligeså uønskede
Tuneserloven. Tidligere byretspræsident Claus Larsen kalder den såkaldte tuneserlov for en -skamplet- på det demokratiske system, fordi den udelukker juridiske instanser fra sagsafgørelserne og fratager borgeren enhver juridisk bistand.

Tuneserloven. Tidligere byretspræsident Claus Larsen kalder den såkaldte tuneserlov for en -skamplet- på det demokratiske system, fordi den udelukker juridiske instanser fra sagsafgørelserne og fratager borgeren enhver juridisk bistand.

31. januar 2009

Gennem otte år er flere og flere demokratiske og retslige garantier blevet suspenderet. Det seneste eksempel herhjemme er den såkaldte 'tuneserlov', hvor tre mænd er frataget den juridiske bistand, hele det danske retssystem bygger på. De er ikke dømte, men heller ikke frie. De opholder sig i Sandholmlejren, men de afsoner ikke noget i gængs forstand.

Den lov, som gør det muligt at tilbageholde dem, er ikke en lov i retsmæssig forstand, men en administrativ afgørelse, som ikke har nogle juridiske instanser bag sig.

Claus Larsen, forhenværende byretspræsident, kalder tuneserloven for en "skamplet" på det demokratiske system, og mener, at den danske stat har gjort sig skyldig i meget alvorlige lovovertrædelser. Regeringen har gang på gang bagatelliseret eksperternes indvendinger, men med tuneserloven er problemerne blevet så åbenlyse, at det ikke længere kan ignoreres eller nedtones med betryggende ord om terrorbekæmpelse og statslig sikkerhed.

De nye begreber

Claus Larsen påpeger, at den danske tuneserlov blot er seneste led i en lang række forseelser. Den meget udskældte amerikanske patriot act, som har gjort det muligt at tilbageholde folk på baggrund af mistanke om terrorvirksomhed, gør sig nu også gældende i Danmark.

"Indgreb i de grundlæggende demokratiske spilleregler er noget, vi har været vidner til siden 11. september 2001," siger Larsen. "De tiltag, Bush-regeringen på daværende tidspunkt foretog, har verden, og ikke mindst Danmark accepteret, og i mange tilfælde fulgt op på."

Claus Larsen ser en direkte linie fra den amerikanske regerings magtmisbrug til den aktuelle danske tuneserlov, som for seks uger siden blev vedtaget i Folketinget. Noget af det, Claus Larsen hæfter sig ved, er måden, hvorpå der rent sprogligt opfindes diffuse begreber, som ikke kan rubriceres inden for de normale retslige institutioner.

"I kølvandet af terrorangrebet i USA, blev der opfundet et nyt begreb, nemlig 'ulovlige kombatanter'. Den betegnelse blev sat på fangerne i Guantànamol-ejren. I retssystemet opererer man jo med begreberne 'kriminelle' eller 'krigsfanger', og der er klare regler for begge kategorier. Det nye begreb undsiger sig alle traditionelle betydninger og kan derfor ikke umiddelbart placeres i normale juridiske rammer."

"Den danske stat har indtil videre lanceret to terrorpakker, som begge indeholder rettighedskrænkelser. Loven om de 'administrative udvisninger' tilhører den første terrorpakke fra 2002. Selv om jurister og andre embedsmænd gentagne gange har påpeget, hvor voldsomt det er i strid med de grundlæggende menneskerettigheder, bliver det konstant legitimeret ved at appellere til befolkningens frygt for nye terrorangreb."

- Med hensyn til frygt, så er det jo stadig det, som tages i brug, når tuneserloven i dag skal retfærdiggøres. Så det er samme mekanismer, men det er vel to helt forskellige situationer?

"Både ja og nej. De pågældende trusselsbilleder er helt forskellige, men de bagvedliggende afgørelser er de samme. Nemlig, at der ikke længere er en normal retslig instans, som vurderer behandlingen af de pågældende personer."

"I tilfældet med fangerne på Guantànamo havde man 11. september i baghovedet. For mange blev det et billede på, at man fra myndighedernes side aktivt gik ind og forhindrede et nyt skrækscenarium. Med hensyn til tuneserloven drejer det sig om en hypotetisk kriminel handling, som ikke er begået. To af de personer, som blev sigtede, er her på tålt ophold. Den tredje er dansk statsborger. Men forskellen er irrelevant. Hovedsagen er, at de som borgere i verdenssamfundet, for slet ikke at tale om en demokratisk stat, har ret til juridisk bistand."

- Du siger, at de her tiltag opstod efter 11. september. Er de blevet så almindelige, at vi bare er vant til dem nu, og derfor har lettere ved at acceptere, når de vedtages?

"På den ene side er befolkningen blevet vant til, at der refereres til en overhængende terrortrussel. Det hører man jo hele tiden regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, sige. Herefter bekræfter regeringen, ved at cementere nødvendigheden af skærpelserne på det sikkerhedsmæssige område. Forandringerne omtales som nødvendige foranstaltninger og bagatelliseres i forhold til de konsekvenser, et eventuelt terrorangreb ville medføre."

"På den anden side har man jo også siden 11. september flere gange været vidne til, hvordan politikerne har suspenderet reglerne. Per Stig Møller sagde gentagne gange, at Danmark ikke ville gå ind i Irak uden et sikkert FN-mandat. Men Danmark gik med i angrebet. Uden FN. Det internationale samfund har rejst massiv kritik af den krigsførelse, men det har ikke hjulpet."

- Og det accepteres bare?

"De, som har reageret, har bare fået at vide, at der ikke er noget at komme efter. Når den almindelige befolkning ikke reagerer kraftigere, er det nok fordi, det hele virker meget fjernt og uigennemskueligt. Det interesserer ikke så mange. Og så er der jo den gængse holdning om, at overvågning kun rammer dem, som har noget i klemme. Men det er meget alvorligt, hvad der er ved at ske. For det, vi ofrer, er på længere sigt vores eget grundlag for individuel frihed."

Misvisende statistik

Og med individuel frihed mener Claus Larsen juridisk og retslig frihed. Den omstridte tunesersag, hvor de tre tunesere i dag er tilbageholdt uden dom, er et skrækkeligt eksempel på, hvordan den demokratiske proces langsomt er blevet omstøbt og i sikkerhedens navn nu fungerer som illegal fangevogter.

At PET nedbryder den traditionelle sondring mellem udøvende og dømmende magt, har forfærdet et stort antal ledende jurister, men Claus Larsen peger yderligere på en fejl i regnestykket, hvad angår det argument, som ofte bruges til at legalisere PETs virke i den aktuelle debat.

"Der findes en statistik, som siger, at der i 97-98 procent af de sager, som PET kommer med, fældes dom. Den statistik henvises der ofte til, når PET's vurderingsevne skal berettiges. Men her har vi et problem: For de tal henviser jo til sager, hvori der har været en retslig instans indblandet, og hvor PET har fået en dommerkendelse, og ført sagen til ende. Tallene siger intet om de tilfælde, hvor PET har fremlagt en sag, som efterfølgende har vist sig at være for tynd. Altså, hvor både en dommer og en beskikket advokat har været til stede - og så har fundet den pågældende sag uholdbar. Jeg ved af erfaring, at PET i langt de fleste tilfælde vælger at henlægge et eventuelt sagsanlæg, hvis der ikke er givet et klart grønt lys. De går meget sjældent videre med noget, efter at være blevet afvist af en dommer."

- Det vil sige, at statistikken henviser til sager, der er vurderet af en dommer, og derfor er den uholdbar i det aktuelle eksempel?

"Ja. Statistikken er lavet på baggrund af sager, hvor der har været en juridisk instans indblandet. Så den er misvisende. Man kan ikke legitimere tuneserloven herudfra. Vi ved jo intet om, hvorvidt PET ville have fået medhold fra en dommers side. Det er muligt, at de havde fået medhold, men det er sandelig også muligt, at de ikke havde. På denne måde fik sagen om de tre tunesere faktisk ikke lov til at blive en del af statistikken. Sagen, som aldrig blev en sag i juridisk forstand, falder helt uden for de retslige statistikker."

- Så det regnestykke må laves om? Hvordan gør man det, når det kun er de afsluttede sager, som indgår i statistikkerne? Man burde jo så have adgang til langt flere tilfælde. Også de tilfælde, hvor der aldrig rejses sag. Så ville procenterne jo pludseligt fordele sig anderledes.

"Jeg har flere gange gjort mig til talsmand for, at vi bør have et parlamentarisk udvalg, som har adgang til PET's statistikker og på den baggrund kunne lave en kvalitetsvurdering. Vi har jo udvalg som Wamberg-udvalget, der har indsigt i PET's registreringer og videregivelser af personoplysninger. Og så har vi Kontroludvalget, som består af fem folketingsmedlemmer, som skal holdes orienteret bl.a. om PET's generelle retningslinier. Men de to udvalg har simpelthen ikke de beføjelser, de burde have. De kan ikke gå ind og forlange indblik i PET's sager. I Norge er der et udvalg, som er langt mere aktivt, og som i højere grad samarbejder med den norske efterretningstjeneste. I Danmark er det PET selv, som bestemmer, hvad der skal offentliggøres, og hvad der ikke skal. Det er et enormt stort problem."

I efteråret 2008 mødtes en stor gruppe af ledende danske jurister, for netop at belyse og diskutere de ovenstående tiltag. Der var generel enighed: ikke én gang for meget kan man minde danskerne om, hvor foruroligende det er, hvis demokratiet sættes ud af spillet. Terrorisme er farlig og dødbringende, ja. Men mantraet om, at de nye lovgivninger jo kun går ud over dem, som reelt ikke har rent mel i posen, er i længden ligeså farligt for den enkeltes frihed, mener Claus Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Overskriften er yderst relevant. Af frygt for ’Ulven’ der kommer, bliver man underlagt alle mulige former for kontrol.

Ikke alene er det svært at vise noget statistisk i forbindelse med terrorplaner, dem i Norge siger åbenbart heller ikke noget entydigt forfærdeligt, ellers skulle man nok have hørt det.

PET bestemmer selv hvad der skal offentliggøres, hvis altså ikke en Frank Grevil tager bladet fra munden og vælger at rette sig efter det han også har skrevet under på, nemlig ”at beskytte og forsvare forfatningen” og derudover siger at PET overhovedet ikke laver noget selvstændigt, men får alle deres efterretninger fra andre landes efterretningstjenester. Han bliver nu hædret internationalt af folk der ved hvad de taler om som f.eks. Ray McGovern og Katharine Gun.

Ulven kommer! Det kan siges for ofte.
Det bliver skam også svært for Fogh og DF at opretholde skrækniveauet her efter Obama. Hvis han ikke snart skal beskyldes for antiamerikanisme, må han også nok snart til at lægge stilen om.

Heinrich R. Jørgensen

Claus Larsen for President !

Nå nej, det har han været :-)

Spøg til side; ganske enig i Claus Larsens vurderinger. Og det er sørgeligt, at mange ellers forstandige personer ikke evner at se realiteterne lige så klart som Claus Larsen.

Inger Sundsvald

Jeg synes det er endnu mere sørgeligt, at det altid er fra ’forhenværende’ vi skal høre sandheden, og at de så bliver kaldt til orden af DF, lige så hurtigt som jeg kan sige FØJ. Endnu sørgeligere er det, når en mand som Frank Grevil kommer i fængsel og får ødelagt sit liv for at være hæderlig.

Heinrich R. Jørgensen

Inger,

du har ret i, at tjenestemænd er forpligtede ifht. Grundloven, til at overholde landets love. Det er sørgeligt, at mange embedsmænd givetvis ser gennem fingre med mangt og meget, aht. deres personlige karriere.

Denne betragtning har dog ikke noget med Claus Larsen eller Frank Grevil at gøre. Teknisk set har de næppe observeret noget der var direkte ulovligt.

Niels Sørensen

En muslim fra Tunesien blev tilbageholdt af myndighederne i februar, da landets efterretningstjeneste og regering mistænkte ham for at være til fare for Rigets sikkerhed. Imidlertid har hverken regeringen eller PET beviser for påstanden, men regeringens vurdering er nok til at spærre ham inde i ”sikre flygtningelejre”. Denne sags natur gør, at den efterlader mange spørgsmål om, hvorfor og hvordan dette kan forekomme. Disse imødegås i det følgende.

»Vi skal have strammet overvågningen af personer på tålt ophold, formentlig ved elektronisk hjælp, som man gør i England. Det kræver formentlig en lovændring, men den er vi så parat til at gennemføre i en fart. Der skal ske en stramning nu«. Dette er et citat fra integrationsministeren d. 29. oktober 2008.

Ministeren taler om sagen, hvor tre muslimer – to fra Tunesien og en fra Marokko – blev fængslet d. 12. februar 2008. Disse tre er mistænkt af Politiets Efterretningstjeneste (PET) for at planlægge et mord. Imidlertid er grundlaget for PET’s mistanke så skrøbelig, at efterretningstjenesten ikke engang tør at fremlægge et eneste bevis for domstolen mod disse mænd. Man har derimod valgt at benytte sig af en paragraf i udlændingeloven, der giver Justitsministeren og PET beføjelser til at foretage administrative udvisninger af enhver udlænding, som efterretningstjenesten vurderer, er til fare for Rigets sikkerhed.

Yderligere kan man sige om PET’s mistanke, at den ikke kun er skrøbelig, men direkte uholdbar; en af de anholdte satte man på fri fod i samme by, som den mand efterretningstjenesten hævdede han ville myrdeb boede i! Årsagen til frifindelsen var udelukkende, at vedkommende var dansk statsborger. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at mordplanlægning på en enkelt person, anses for at være til fare for Rigets sikkerhed… især når vi taler om en person, der hverken er embedsmand eller endda offentligt ansat! Dette viser, at denne vage formulering: til fare for Rigets sikkerhed, er en flydende formulering, der kan anvendes i vid udstrækning mod muslimer.

Således tilbageholdt man to muslimer på tålt ophold, fordi de ikke kunne udvises administrativt. I et sådan tilfælde giver udlændingeloven mulighed for, at man fratager personerne basale rettigheder som retten til at arbejde eller forsørgelse (såsom dagpenge). De skal yderligere spærres inde i det som integrationsministeren kaldte for sikre flygtningelejre. Ydermere udarbejdes et lovforslag om at placere fodlænker på enhver udlænding, som regeringen har givet tålt ophold (jf. førstnævnte citat i artiklen).

Altså har justitsministeren (regeringen) beføjelser til at tilbageholde enhver udlænding, som efterretningstjenesten vurderer, er til fare for Rigets sikkerhed, udenom udlændingestyrelsen og flygtningenævnet . Det er altså ikke længere nødvendigt for en person at blive dømt i en domstol, førend personen er skyldig. Hvis regeringen mener en person er skyldig i en forbrydelse, så er han skyldig, uanset om der foreligger beviser eller ej.

Disse metoder minder os om bananrepublikkerne i den islamiske verden, hvor staten både fungerer som anklager og dommer i samme sag. I disse lande dømmes enhver person, der udtrykker sin uenighed med statens holdninger og værdier, for at være til fare for statens sikkerhed. Man kan i det mindste sige om disse tyranniske regimer, at man dér sættes for en dommer, og ikke som her, hvor dommeren er staten selv. Disse metoder som den danske regering benytter sig af vækker også associationer fra middelalderen, hvor de europæiske konger kunne dømme enhver politisk/kulturel modstander uden at fremlægge beviser for, at vedkommende har begået en forbrydelse eller ej.

En tredeling af magten

Lige netop dette – regeringen, der fungerer som dommer og anklager – er noget som europæiske filosoffer og tænkere siden 1700-tallet har prøvet at forhindre. Den mest kendte tænker er baron Charles-Louis Montesquieu, der i 1748 skrev værket Lovens Ånd. Hans bog var en reaktion på Frankrigs kong Ludvig XV’s undertrykkelse, hvor Montesquieu forsøgte at udforme strukturen på en styreform, der i fremtiden skulle forhindre magtmisbrug; han fremlagde den kendte idé om magtens tredeling: en lovgivende magt (parlamentet), en dømmende magt (domstolene) og en udøvende magt (regeringen), der skulle holde hinanden i skak. Disse tre institutioner skulle fungere selvstændigt og forhindre, at magten skulle begrænses til en person, der derefter kunne misbruge sin magt.

Følgelig skulle folket vælge parlamentet og parlamentet skulle vælge regeringen. Derefter skulle regeringen arbejde ifølge parlamentets vedtagelser. Domstolene burde derefter irettesætte regeringen såfremt denne brød de love, som parlamentet havde vedtaget. Med denne idé mente Montesquieu, at magtmisbrug praktisk taget ikke kunne forekomme.

I 1800-tallet begyndte denne idé langsomt at vinde indpas i Vesteuropa, eftersom der i Europa var et massivt tomrum i forhold til styresystemet; sekularismen og demokratiet er ikke kommet med en struktur, der klargør styresystemets opbygning. Derfor var der et tomrum der skulle udfyldes iblandt Europas filosoffer og tænkere, der kaldte til et sekulært folkestyre. Idéen om demokrati var nemlig abstrakt og umulig at gennemføre, og derfor manglede europæerne en filosofi om et styresystem, der harmonerede med sekularismen. Grækernes syn på demokratiet var alt for urealistisk, og derved smeltede idéen om magtens tredeling naturligt sammen med demokratiet og sekularismen.

En tredeling af magten?

Imidlertid må man stille spørgsmålet: hvis Montesquieus idéer var korrekte og gennemførlige, hvordan kan det så være, at man i et demokratisk land som Danmark, har en regering, der fungerer som dommer, anklager og regering på én gang? Sagt på en anden måde: hvordan kan det være, at den udøvende og dømmende magt sammenblandes, når parlamentarismen angiveligt skulle forhindre en sådan sammenblanding?

Svaret på spørgsmålet er, at idéen om magtens tredeling fra starten kun har eksisteret i et sted… I Montesquieus egen fantasi!

Sammenblandingen af de tre magter finder sted – og har fundet sted – i samtlige demokratiske lande, netop fordi selve idéen om magtens tredeling er lige så urealistisk som idéen om det klasseløse samfund. Årsagen til sammenblandingen af de tre magter, er så tydelig lige netop nu, skyldes den ideologiske kamp, der finder sted i Vesten. Dette vil blive uddybet senere i artiklen.

Men først er det nødvendigt at bevise, hvorfor magtens tredeling er en utopisk fantasi på samme måde som myten om Valhalla eller Atlantis.

For det første er der ingen adskillelse mellem den lovgivende magt (parlamentet) og den udøvende magt (regeringen):

Når der afholdes parlamentsvalg er der et parti eller en koalition af partier, der går sammen og stiller op til parlamentsvalget. Hvis dette parti eller denne koalition af partier vinder valget, så danner de regering. Og derved bliver regeringen den, der har indflydelse i parlamentet. Dermed er den udøvende magt (regeringen) den samme som den lovgivende magt, eftersom det er regeringen, der har indflydelse i parlamentet. Det er nemlig regeringen, der fremsætter lovforslagene, og det er også regeringen der udformer selve paragrafferne, der stemmes om. Hvis man f.eks. ser på skoleloven, så er det den siddende uddannelsesminister, der sammen med nogle embedsmænd og jurister udformer paragraffen, hvor parlamentet så stemmer for denne lov. Og, hvis det er en lov indenfor retsvæsenet, så er det justitsministeren, der i samarbejde med nogle embedsmænd, udformer en paragraf, parlamentet derefter skal stemme om.

Parlamentet vil stemme for regeringens lovforslag, da parlamentet altid domineres af regeringspartierne. Ellers ville de ikke være regeringen, men oppositionen. Og hvis der skulle opstå en parlamentarisk situation, hvor regeringen ikke har parlamentets opbakning, så bliver der udskrevet nyt valg øjeblikkeligt, som man så i Danmark efter valget d. 21. april 1953, hvor der blev udskrevet valg kun 5 måneder efter, fordi regeringen ikke havde total indflydelse i folketinget. Eller d. 8. september 1987, hvor der blev udskrevet valg kun 7 måneder efter folketingsvalget af samme årsag.

Hvis man ser isoleret på den udøvende magt – altså regeringen, så indgår det i idéen om magtens tredeling, at den udøvende magt vælges af den lovgivende magt. Altså at regeringen vælges af parlamentet. Men hvis vi ser på virkeligheden, i et hvilket som helst land, så vælges regeringen ikke af parlamentet, men regeringen udpeges af statsministeren. Statsministeren er formanden for det parti, der danner regeringen, og det er ham, der suverænt udpeger og dermed vælger regeringen (altså de øvrige ministre). Statsministeren har også beføjelser til at fyre en minister, hvis han ønsker.

F.eks. så vi den danske statsminister true den forhenværende socialminister, da hun kom med en udtalelse, der gav regeringen negativ omtale. Og hvis hun ikke ville trække sin udtalelse tilbage, ville han fyre hende. Så det er bestemt ikke parlamentet, der vælger regeringen, men det er statsministeren alene, der udpeger regeringen. Og altså er den udøvende magt og den lovgivende magt, i sidste ende statsministeren; eller premierministeren, som betegnelsen er i England. For det er ham, der befaler ministrene til at udforme lovforslag, eller accepterer en ministers udkast til et lovforslag.

Endvidere vil den dømmende magt (domstolene) altid være underlagt den udøvende magt (regeringen). Dette skyldes, at regeringen altid vil kunne udforme love, som domstolene i sidste ende er tvunget til at følge. Et eksempel på dette er den nuværende udlændingelov, der tillader justitsministeren (regeringen) at dømme en udlænding, hvis denne vurderes (og ikke dømmes) for at være til fare for Rigets sikkerhed.

Konsekvensen

Sidstnævnte lov blev gennemført i 2001, mens ”den røde blok” endnu var i regeringen. Men først i februar 2008 har man vurderet det nødvendigt at skabe præcedens. Konsekvensen er, at det bliver nemmere at retsforfølge og udvise muslimer i dette land; en muslim, der ytrer Islams ideologiske budskab og fremviser sekularismens fejl, kan således mistænkes af efterretningstjenesten for at være til fare for Rigets sikkerhed, da PET tidligere har udtrykt at enhver muslim, der ikke giver slip på sin islamiske identitet er en potentiel terrorist. I en rapport fra PET – Radikalisering og Terror – skabes der en uadskillelig forbindelse mellem Islam og terror idet der står: ”Neden for beskrives de forskellige… faser af radikalisering, som den kan foregå i islamistiske miljøer i Danmark.”

Altså kan terror kun forekomme fra ”islamistiske miljøer” (læs forholdende miljøer).

Og i en artikel d. 11/09 2007 fra DR - PET: Sådan skabes en terrorist – står der følgende: ”Under alle omstændigheder forestår radikalisatoren oplæringen af den unge muslim og det sker i fire faser: Den første er etablering af kontakt. Den næste fase er, at den unge muslim som regel vil udvikle et nyt adfærdsmønster i form af en mere fundamental religiøs praksis - ofte vil vedkommende ændre udseende i tråd med islams forskrifter.”

Altså pointeres der, at når en muslim begynder at ændre adfærdsmønster i tråd med Islams forskrifter, så vil vedkommende befinde sig i en glidebane på vej mod terrorisme… og dermed bliver han til fare for Rigets sikkerhed. Og dermed vil PET anse enhver muslim for at være en potentiel terrorist. Dette styrkes af, at PET sidst i førnævnte rapport skriver: ”Der findes dog også eksempler på, at personer har gennemgået meget hurtige radikaliseringsforløb, hvor der ikke umiddelbart for personens omgivelser har været synlige tegn på radikaliseringen.”

Med denne betegnelse – potentiel terrorist – ser det ud som om, at staten gør sine borgere en tjeneste, når den bruger millioner af kroner på aflytningsudstyr til efterretningstjenesten og på integrationsprojekter. Det modsatte ville nemlig betyde, at staten ser på mens ”potentielle terrorister” går frit rundt i landet.

Det er en logik som tyrannernes tyran – Farao – også anvendte til at manipulere med sin befolkning:

وَقَالَ فِرْعَوْنُ ذَرُونِيۤ أَقْتُلْ مُوسَىٰ وَلْيَدْعُ رَبَّهُ إِنِّيۤ أَخَافُ أَن يُبَدِّلَ دِينَكُـمْ أَوْ أَن يُظْهِرَ فِي ٱلأَرْضِ ٱلْفَسَادَ

”Og Farao sagde: Lad mig være alene så jeg kan dræbe Musa, og lad ham da påkalde sin Herre. Thi jeg frygter, at han vil ændre jeres tro, eller sprede ufred i landet.” [Ghafir 40:26]

Potentiel terrorist?

Det er imidlertid ikke kun efterretningstjenesten, der anvender denne betegnelse for at mistænkeliggøre enhver muslim, men dæmoniseringen er meget mere udbredt:

”Københavnske spejderledere og frivillige trænere i fodboldklubber skal holde øje med potentielle terrorister. Sammen med lærere, pædagoger og personale i klubber skal de bl.a. kunne ringe til en hotline i et såkaldt demokratikontor i Københavns Kommune og få hjælp, når de opdager unge på vej ud i ekstremisme (…)

»Det kan være, at man som lærer står med en elev, der isolerer sig, eller en der begynder at opsøge nogle grupperinger, som ikke er kendt for at ville folk det godt, f.eks. Hizb ut-Tahrir. Det kan også være noget, en elev siger i en debat - f.eks. forsvarer terror eller siger noget kvindeundertrykkende,« siger Jakob Hougaard (beskæftigelses- og integrationsborgmester) om de tegn, som lærere, pædagoger og frivillige skal holde øje med. ” Berlingske Tidende, 04/09 2008.

Denne betegnelse – potentiel terrorist – er imidlertid intet mindre end en vaskeægte løgn.

I virkeligheden er det modsatte tilfældet; en muslim, der forholder sig til Allahs påbud og forbud vil aldrig finde på at dræbe civile. Årsagen er, at målestokken for handlinger i Islam er halal og haram. Muslimen har derved nogle klare principper og regler at forholde sig til. Iblandt disse regler er det totale forbud mod at dræbe civile. Selv i en tilstand af krig er det ikke tilladt at dræbe andre end de kæmpende soldater. Profeten (Må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde i en hadith, da han sendte en hærleder af sted i kamp:

لا تقطعوا شجرة لا تقتلوا بهيمة لا تقتلوا شيخا ولا امرأة ولا طفلا

”Hug ikke et træ. Dræb ikke et dyr. Dræb ikke en gammel mand, og heller ikke en kvinde eller et barn.”

Og i en hadith berettet af Muslem:

ولا تغلّوا ، ولا تغدروا ، ولا تمثلوا ، ولا تقتلوا وليدا

”… og stjæl ikke, og bedrag ikke, og skær ikke i de døde, og dræb ikke et barn.”

Derfor vil en forholdende muslim aldrig nogensinde være en potentiel terrorist der dræber civile, da han har en fast målestok for sine handlinger, nemlig Allahs påbud og forbud – halal og haram. Den person, som derimod udgør en trussel mod menneskeheden er den, som ikke har et andet princip for sine handlinger end nytten. En person, der altid handler ifølge nytten, er den farligste person, da der ikke er grænser for, hvad denne kan finde på. Ligesom amerikanerne og deres europæiske lejesoldater hvis krigsførelse ifølge Oxfam har medført 1.5 millioner muslimer i Irak, som taler vi om insekter. Alt dette i demokratiets navn og for tilfredsstillelsen af de vestlige olie- og våbenindustrier.

Ved at gøre muslimer til potentielle terrorister, har man nu gjort os til skyldige indtil det modsatte er bevist, mens de virkelige forbrydere og terrorister går frit i Irak og Afghanistan. Disse nye sager om tålt ophold og yderligere stramninger, er udtryk for panik og desperation fra politikerne. Eftersom der i Islam er elementer, der ikke kan forenes med sekularismen og demokratiet, så statuerer man nu eksempler for dem, som bærer denne Islam. På trods af, at muslimerne i landet kun udgør 2,5 % af befolkningen, er politikerne blevet så paniske, at man øjensynligt afslører, at der ikke eksisterer en tredeling af magten og at denne tredeling er utopisk. Derfor vil disse lovstramninger og hetze mod muslimerne, hverken skade Islam og muslimerne, men kun afsløre kapitalismens utålelige hykleri og selvdestruktion.

وَمَا كَـيْدُ فِرْعَوْنَ إِلاَّ فِي تَبَابٍ

”Men Faraos plan (endte) blot i ødelæggelse (for sig selv).” [Ghafir 40:37]

Hans Jørgen Lassen

Det er en fornøjelse at opleve, at der stadig findes fornuftige, afbalancerede mennesker. Hvilken kontrast til de skingre politikere.