Læsetid: 5 min.

Vild med finans

Det gode ved at skifte år denne gang er, at der måske er noget, vi er færdige med. Som for eksempel de utroligt kejtede, uprofessionelle fejltrin, der endte i alverdens finanskatastrofer. Som når folk bare danser dårligt. Hvis folk dog bare kunne lære at danse ordentligt og - undskyld jeg siger det - bedre end statsministerfruen
Graciøst så det - ind imellem - ud, da statsministerfruen foldede sig ud i -Vild med Dans-. Men i danseverdenen er der også stadigvæk folk, der kan vurdere, hvornår det bare er skuespil, og hvornår folk faktisk kan deres metier - modsat finansverdenen.

Graciøst så det - ind imellem - ud, da statsministerfruen foldede sig ud i -Vild med Dans-. Men i danseverdenen er der også stadigvæk folk, der kan vurdere, hvornår det bare er skuespil, og hvornår folk faktisk kan deres metier - modsat finansverdenen.

Mogens Flindt

Moderne Tider
2. januar 2009

Jeg havde en af verdens bedste danselærere. Det er ikke bare noget, jeg finder på. Børge Jensen i Kolding, hos hvem jeg trådte mine barnedansesko, fik i 2002 overrakt det, som svarer til dansens Oscar i Royal Albert Hall London - den højeste ære, en dommer inden for turneringsdans kan opnå. Da jeg for nylig var en tur over Kolding, havde min søster, der også dansede dengang, klippet en artikel ud, hvor en nu 81-årig Børge Jensen fortalte, at nej, han er såmænd ikke så vild med vild med dans: "Jeg er jo vant til at se verdensmestre danse med hinanden".

For der er vel grænser for, hvor megen uprofessionalisme, man gider være vidne til. Eller er der?

Faktisk kunne jeg danse, før jeg kunne tale. Jeg startede som to-årig, og så er det polka. En, to, tre og en, to, tre. På tre løftede man benet meget, meget højt op, og så skulle det nå ned inden én igen. Men op skulle det. Det er det fundamentale problem med takt. Man ser det hele tiden, når de danser i Vild med Dans, og lad os nu blot tage udgangspunkt i statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen. Rumbaen var triumfdansen, helt sikkert. Fruen er jo yndefuld, og som kiloene røg af, blev talenterne foldet ud. Ikke desto mindre skal der selv i denne langsomme dans nås en hel del på takten. I jive skal der nås endnu mere. Og så er det, at det kun er det professionelle øje, der ser dem. Fejltrinene.

Dommerne ser igennem det frække

"I de samfund, hvor de moderne produktionsbetingelser hersker, viser hele livet sig som en uhyre ophobning af skuespil. Al direktoplevelse har fortonet sig i en forestilling", skrev Guy Debord i 1967 som indledning til sin pamflet Skuespilsamfundet, omtrent samtidig med at jeg gik fra polka til quickstep og rumba. På fransk hedder bogen La société de spectacle, og spectacle er ret beset ikke kun skuespil, men forestillinger eller opvisninger af enhver art. Måske som når Vild med dans flimrer hen over skærmen. Debord var en deprimeret fyr, åbenbart helt uden sans for pailletter og fjer i hatten, han troede stadig på 'direktoplevelse', søgte tilflugt i alkohol og tog sit eget liv. Her var hans gamle kollega Shakespeare mindre naiv. "Hele verden er en scene," skrev han. Men han havde måske også mindre grund til at være bange. For hvis livet er en scene, hvem kikker så på?

Det gjorde danselærer Børge så. Man kunne som lille pige tro, at hvis man havde en meget fin strutkjole - helst én, der var meget flottere end de andres - og håret sat op, så gjorde det ikke så meget med trinene. Men her slog den dygtige lærer hårdt ned. I rumba skal man ikke bare sætte foden lige ned på gulvet. Man skal sætte svangen ned først og så rulle ud mod ydersiden af foden. Det gjorde Anne-Mette Fogh Rasmussen stort set aldrig i sin rumba. Anne-Grethe Bjarup Riis er et godt eksempel på, hvordan man næsten kan slippe af sted med at lade som om, man kan danse. Hun er jo skuespiller og kan bare det med at sende et frækt blik, når hun danser samba med fjer på rumpetten. Men dommerne kan se lige igennem, selv om det frække selvfølgelig også skal til i en samba. Trinene skal sættes præcist, dommerne ser efter, og det er meget betryggende.

Kun så længe musikken spiller

Jeg er ret overbevist om, at Debord ligger og roterer i sin grav eller danser tango med sin gamle ven Baudrillard, mens de overvejer, om man med udsendelser som Vild med dans, midt i kapitalismens nedtur, kan sige, at virkeligheden overgår fantasien. Kan distinktionen overhovedet opretholdes, når nu det hele er forestilling? Vi er jo for længst nået ind i skuespilsamfundet, defineret af Debord som kapitalismens enorme akkumulation af varer fulgt op af akkumulation af forestillinger. Det hele er oven i købet, som forudset, blevet en kæmpemæssig selvlegitimering, for så vidt som alle har glemt, at der var andet, man kunne ville. Fred være med det.

Det mærkelige er så, at der pludselig opstår det, som Debord kaldte 'direktoplevelser' midt på scenen eller simpelthen for åben skærm. Det har været eftersøgt i et godt stykke tid med reality-tv, men nu er det mere sofistikeret. En af de direktoplevelser, der sættes i scene med Vild med Dans er oplevelsen af forskel på professionelle og amatører. Man vælger folk, som er meget, meget professionelle i andre fag, og bomber dem tilbage til at være amatører, om ikke andet så for at være sikre på, at der er forskel.

I årets Vild med Dans opnåedes oven i købet en spektakulær mise en abime, en spejling i en spejling i en spejling i al evindelighed med statsministerfruens deltagelse - helt uagtet om hendes rumba nu var god eller ej. Vi opdagede, at fru Fogh var Anne-Mette, og at hun var menneskelig. I denne kolossalt rørende oplevelse kunne man spore en rest af overbevisning om, at landets ypperste funktion varetages af en slags overmenneske, kone inklusiv. Selv denne forestilling fik vi så hevet ned fra scenen. Eller op på den. Alle funktioner skal udlignes i vort spektakulære forbrug af hvad som helst. Verden er en scene.

Men én illusion havde vi tilbage, forklarer Baudrillard så sin fortvivlede meddøde ven Debord. Vi troede midt i hele denne forestilling på forskellen mellem professionalisme og amatørisme. Vi troede, at et sted midt i den kapitalisme, vi har lagt os i armene på, var der nogen, der havde forstand på den. Vi troede på revisorer og bestyrelser og direktører. Vi troede på indviklede kaosmatematiske kalkuler til minimisering af risici. I det mindste troede vi, at nogen holdt øje med, at der ikke var en eller anden maniker, der begyndte at danse tango midt i en slowfox eller at opfinde nye trin midt i en quickstep. Man behøver jo ikke selv være verdensmester for at vurdere en verdensmester. Vi troede på, at finansverdenen havde deres Børge Jensen.

Men alle var så vilde med deres dans, at alle kriterier forsvandt. Der var ingen, der så på, for alle deltog, de var alle oppe på scenen og flippede helt vildt ud. Det var ikke kun, at der manglede en ædruelig person til at overskue situationen, det var, at der ikke engang var nogen, der troede, at det var nødvendigt, selv ministerfruen ville bare være med i festen.

Og ærlig talt. Hvis man er revisor, som Anne-Mette danser rumba, så holder det kun så længe musikken spiller. Meget højt.

@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her