Læsetid: 10 min.

De vinker ikke, de drukner

Når de danske soldater fra Hold 6 i Afghanistan rejser hjem, har de ud over deres støvede udstyr hver et smykkeskrin med oplevelser, hvor de har gjort en forskel. Stiller man alle smykkeskrinene oven på hinanden, får man et slot - et eventyrslot. At det slot er i slægt med luftspejlingen, begynder langsomt at gå op for mig, skriver Carsten Jensen
Helmand. Der er noget, børnene gerne vil sige med deres udstrakte fingre og og tavse sprog. Vinker de - eller drukner de? Spørger man danskerne, vinker de.

Helmand. Der er noget, børnene gerne vil sige med deres udstrakte fingre og og tavse sprog. Vinker de - eller drukner de? Spørger man danskerne, vinker de.

Niels Ole Qvist

23. januar 2009

Der er et digt, jeg tænker på, hver gang jeg ser børnene i Helmand. Det er den første linje fra et digt af den engelske poet Stevie Smith: Not waving, but drowning. De vinker ikke, de drukner.

Der er denne frygtelig stemning i digtet: Du står på den sikre strandbred og ser ud over et solbeskinnet hav. Der er en, der vinker. Du vinker tilbage - og så går det op for dig, at det, du tager for en munter vinken, er en druknendes sidste desperate forsøg på tilkalde opmærksomhed.

Jo, de vinker, Helmands børn. Når en patrulje nærmer sig, løber de efter jeepen. Når den stopper, og soldaten stiger ud, er han straks omringet af børn med muntert spillende øjne og store, lyse smil i de små mørke ansigter.

Men jeg ser også deres nøgne fødder i det hårdtfrosne mudder. Jeg ser de tynde pjalter, de har som beskyttelse mod vinterkulden. Jeg ser snavset. Jeg ser, at smilet og de spillende øjne sidder midt i hærgede ansigter, der får dem til at ligne voksne med barnekroppe. Og ser jeg nærmere på deres kroppe, ser jeg, at de er magre, senede, mere vant til tunge byrder end til leg.

Når de er færdige med at vinke, gestikulerer de med et insisterende blik. Oprakte håndflader, pegende fingre. Der er noget, de vil sige med deres stumme tegnsprog. Hvad?

Vinker de? Eller drukner de?

Når jeg spørger danskerne i Helmand, vinker de.

Jeg har talt med danske soldater i sikkerhed bag Camp Bastions fæstningsmur af grusballer, filt og ståltråd. Jeg har talt med de erfarne kampsoldater i Camp Price kun to kilometer fra slagmarken. Jeg har talt med de 20-årige unge mænd, der frisk fra værnepligt og otte måneders træning befinder sig i den udsatte forpost Camp Armadillo kun et par hundrede meter fra den berygtede Green Zone, hvor Taleban hersker.

Og et smykkeskrin

Hold 6's turnus er ved at være slut. I seks måneder har de været udsat for umenneskeligt høje temperaturer, kulde, mudder og støv. De har levet i en rygsæk, somme tider af sparsomme feltrationer eller selvbiksede måltider. De er blevet skudt på. De har kørt på miner eller er blevet blæst bort af vejbomber. De har mistet seks kammerater, og når der kun er 300 mennesker i Camp Price og 170 i Camp Armadillo betyder det, at der ikke er en eneste soldat, der ikke kan sætte et ansigt på de døde.

Jeg har ikke været med på en opsøgende kamppatrulje. Men jeg har kørt NATO-medlemmet Danmarks 250 kvadratkilometer store ansvarsområde tyndt i sårbare jeeps, i pansrede mandskabsvogne og i såkaldt fuldpansrede lastbiler. Alle steder har jeg stillet det samme spørgsmål. "Har det været det værd?"

Soldaternes har givet mig det samme svar med en ensartethed, der på en måde, der ikke kan lade være med at virke foruroligende, svarer til den uniform, de bærer. "Jeg kom for at gøre en forskel - og det har vi gjort." Det er standardsvaret, og det lyder tillært. Men det er det ikke, når jeg beder om detaljer.

Når de danske soldater om et par uger rejser hjem, vil de være iført udtrådte kampstøvler, støvede uniformer og over skulderen en rygsæk. Men de vil også alle sammen have et usynligt smykkeskrin med sig. I skrinet gemmer de erindringen om det øjeblik, da de følte, de trods alle afsavnene havde gjort det, de selv kalder en forskel.

Alle har et

For Johnny kom øjeblikket, da han i byen Gereskhs gader så en flok kvinder uden burkha. Jeppe tæller nyopførte bygninger langs Highway 1. Han har lagt mærke til et byggemarked, der er blomstret op med frisktilhugget tømmer og stabler af brændte mursten. Kim tænker på de 11 vandpumper i landsbyen Abbazan, der har bragt antallet af dysenteri-tilfælde ned med 30 procent.

Bent, der det meste af tiden befinder sig i Camp Armadillo, tøver ikke med at kalde Hold 6 for det ubehageligste hold, han nogen sinde har været på, og dette er hans niende udstationering. "Et rigtigt lortehold," siger han, og det er ikke kammeraterne, han hentyder til, men oplevelserne. Han sad i en pansret mandskabsvogn, der kørte på en 25 kilo tung vejbombe, en såkaldt pressure plate, og slap kun ved et mirakel med livet i behold. Næste gang han sad i en mandskabsvogn, og den drejede væk fra den sikre Highway og ud i den farlige ørken, havde han det ikke godt. Men heller ikke hans smykkeskrin er tomt. Da endnu en vejbombe sendte sit ekko ud over området i nærheden af Camp Armadillo, kom de lokale op til porten og spurgte bekymret, om nogen var kommet til skade.

Anne-Cathrine Riebnitzsky tæller antallet af elever og skoler og nystartede butikker i distriktscentret Gereskh. Hun er udenrigsministeriets udviklingskonsulent og den eneste civilist i Camp Price, skønt hun dog har en militær baggrund med 10 år i forsvaret bag sig. Hun har oprettet et kvindecenter og holder regelmæssigt såkaldte shuraer, stormøder, med op til 70 kvinder. For hende kom øjeblikket, da kvinderne tøvende begyndte at formulere, hvor forkert de fandt det, at en pige på otte år kunne giftes bort i Afghanistan. "Jeg har aldrig oplevet nogen lignende," siger hun med blanke øjne.

Oberstløjtnant Bjarne Højgaard Jensen, næstkommanderende i Camp Price, har ikke blot et smykkeskrin. Han har en hel skatkiste af opmuntrende statistik. For et halvt år siden var der kun 80 butikker i Gereskh. Nu er der 300. Der er asfalteret fem kilometer veje i byen, sørget for 700 meter vejbelysning baseret på solceller. Der er sket forbedringer på hospitalet. Han medgiver, at elektricitetsforsyningen er mangelfuld, og at broen over Helmand Floden er ved at styrte sammen. Han indrømmer også, at landdisktrikterne er uden elektricitet, asfalterede veje, skoler eller sundhedsklinikker. Men danskerne bakker op bag den britiske blækklat-teori, ifølge hvilken det gælder om at udvikle nogle få nøglecentre. Så vil effekten brede sig og trække resten med op. Ifølge det kriterium er distriktshovedstaden Gereskh en succeshistorie. Byen venter bare på NGO'erne og FN, og det store spring ind i fremtiden kan tage sin begyndelse.

En luftspejling

Hvis man sætter alle disse smykkeskrin oven på hinanden, så har man et slot, et eventyrslot. At dette eventyrslot er i slægt med luftspejlingen begynder langsomt at gå op for mig.

Der er en afghansk tolk i Camp Price, der nærmer sig, da han har forstået, at jeg er journalist. Han gør mig først klart, at han befinder sig i en udsat position. Hvis nogen finder ud af, at han arbejder for NATO-styrkerne, er han færdig, og det samme gælder hans familie i Kabul. Så ser han indtrængende på mig. "Taleban kontrollerer 80 procent af Helmand. Regeringen i Kabul kontrollerer byerne og highway'en, intet andet. De har ingen kontrol over landsbyerne, og det er det, der tæller. Forstår du, hvad jeg siger? Det, I laver her, er fuldstændig betydningsløst."

Jeg bliver inviteret på en køretur gennem Gereskhs centrum og byens omfangsrige basar af Anne-Cathrine Riebnitzsky. Udenrigsministeriets udviklingskonsulent ville gerne have kontor inde i byen, men det er for farligt. Hun kan kun bevæge sig ud til sine kvinde-shuraer ledsaget af seks sværtbevæbnede bodyguards fra det britiske sikkerhedsfirma Armour Group, der hver gang, de forlader kortegen på tre pansrede biler, truende peger med deres G36'ere.

Gereskhs udkant ligner som alle andre afghanske byer en samling af ørkenforter med endeløse lermure og brede, opkørte veje med dybe huller, der står fulde af vand efter gårsdagens regn. Centrum, hvor basaren befinder sig, er nedslidt og ubeskrivelig snavset. Kun clementinernes orange gløden lyser op i den yderste fattigdoms palet af gråt, sort og brunt. Sådan ser en by ud efter 30 års krig.

Sundhed

Da jeg spørger, om vi kan tage en spadseretur i gaderne, ser alle hovedrystende på mig. Jeg kunne lige så godt have spurgt, om jeg kunne gå en tur rundt på månens overflade uden rumdragt.

Og hospitalet? Ifølge de læger på infirmeriet i Camp Price, der har set Gereskhs 60-sengshospital, er det primitivt udstyret, frygtindgydende uhygiejnisk, og korrupte læger afkræver betaling af selv de fattigste patienter. Derfor går der en stadig karavane af gamle, kvinder og syge børn gennem den fem kilometer lange ørkenstrækning ud til Camp Price, hvor en klinik betjent af militærlæger og sygeplejersker er åben to gange om ugen, hver tirsdag og torsdag. Klinikken er det eneste håb om en ordenlig behandling for Gereskhs 50.000 indbyggere.

Politi

Politiet, regeringens ansigt over for befolkningen, garanten for lov og orden efter det kaos, der i så mange år har martret Afghanistan - hvordan klarer de sig? Danskerne føler sig heldige. De mener, at de i Gereskh har den bedste politistyrke i Helmand.

Greg Oakley, britisk officer fra Security Sector Reform, udstationeret i den dansk-britiske-afghanske minilejr i Gereskhs centrum tager sig til hovedet, da han hører denne vurdering. I sit arbejde kommer han hyppigt i kontakt med det lokale politi. "De er upålidelige, de fleste af dem er teenagere, sædvanligvis på stoffer, oftest heroin. De er uden sammenhæng i deres indsats og dybt korrupte. Deres omgang med våben er inkompetent og skræmmende, og den eneste grund til, at de sætter et checkpoint op, er for at afpresse de forbipasserende for penge. Befolkningen hader og foragter dem. Det er umuligt at lære dem noget som helst. Lige meget hvor længe du polerer en lort, kan du ikke få den til at skinne, og det må du godt citere mig for."

Den afghanske general Muhyaddin Gouri, der er kommet til Camp Price for at lede en større operation syd for lejren, er mere diplomatisk, men lige så klar i sine udtalelser. "Grunden til, at de fleste unge afghanere hellere vil ind i politiet end hæren, er at du ikke behøver lære noget som helst for at blive politimand. Du kan ikke blive soldat uden at træne først, men i Afghanistan kan du godt blive politimand."

14 mand til civile opgaver

Der er 550 danske soldater i Helmand. Kun 14 af dem står for den civile opbygning. Anders Johansen fra CIMIC er optimist. CIMIC betyder Civil Military Cooperation, altså genopbygning. De fleste af de små fremskridt, jeg bliver præsenteret for, kan CIMIC tage æren for. "Soldaterne har løst deres del af opgaven og skabt den nødvendige sikkerhed," siger Anders Johansen. "Men en genopbygning må gå på to ben, det militære og det civile, og det ene ben må ikke være længere end det andet."

Der er på dette tidspunkt, at der indtræder en pause i samtalen. Anders Johansen og jeg ser på hinanden. "Du mener altså, at de militære fremskridt sagtens kan tabes på gulvet, fordi der ikke sker tilsvarende civile fremskridt?"

"Jeg så gerne flere ministerier hernede. Erhvervsministeriet, landbrugsministeriet, justitsministeriet, sundhedsministeriet. Det her er jo ikke en militær opgave, men en samfundsopgave."

Så siger Anders Johansen ikke mere. Resten kan jeg selv tænke mig til. Udenrigsministeriet har netop fordoblet det beløb, der er sat af til genopbygningen, fra 200 millioner årligt til 400 millioner. Ser man på de opgaver, der venter, rækker det ingen vegne. En genopretning af elforsyningen koster alene 50 millioner dollar, en ny bro over Helmand floden 40 millioner dollar. Danskerne sidder med en uløselig gordisk knude. Før sikkerheden er etableret, kommer der ikke gang i genopbygningen. Men så længe landet forbliver lige fattigt og forsømt, er der ingen udsigt til en forbedret sikkerhed. Den gordiske knude kan hverken løses med et sværdhug, tanks, artilleri eller 2.000 punds bomber.

To tidsregninger

"Løsningen på denne krig er ikke krig, men udvikling," siger general Muhyaddin Gouri til mig. Det samme siger Camp Prices næstkommanderende Bjarne Højgaard Jensen. "Vi kommer til at være her de næste 10 år." Kim Bertram, CIMIC-officer i den udsatte Camp Armadillo trækker det hårdere op: "10 år - og 120 dræbte danske soldater."

Eftertænksomt føjer han til: "Heroppe er det i øvrigt ikke vores opgave at hjælpe. Vi er her for at holde Taleban beskæftiget, så de ikke generer genopbygningen længere sydpå. De penge, vi har til rådighed, går til kompensation, når en bombe har ramt forkert, eller vores soldater under en træfning har måttet søge ly i en compound og er kommet til at ødelægge den."

Collateral damage er et militært begreb, der betyder utilsigtet skadevirkning. I Helmand kan man måske tale om collateral benefit, en utilsigtet nyttevirkning. Der sker små forbedringer, men den militære indsats, ikke genopbygningen, er hovedformålet med vores tilstedeværelse. Der er 550 danske soldater i Helmand. Heraf er - og jeg gentager tallet - kun 14 beskæftiget med civile projekter. Fra udenrigsministeriet er der udsendt fire udviklingskonsulenter. Anne-Christine Riebnitzsky har 2,8 millioner dollar til rådighed. Tallene taler deres eget nøgterne sprog, og de siger mere end alle idealistiske hensigtserklæringer.

Der hersker to tidsregninger i Helmand. De danske soldater lever i år tre. Deres tidsregning begynder med deres egen ankomst. Afghanerne lever i år syv. Deres tidsregning begynder med Talebans fald, og det håb, afslutningen på et inkompetent og fanatisk regime, vakte. I mellemtiden er der sket små forbedringer og store forværringer. Frem for alt er krigen vendt tilbage.

De pragmatiske danskere, der med Bjarne Højgaard Jensens ord tror på de små fremskridt, føler selv, at de har 10 år foran sig til at skabe forbedringer. Men hvilken befolkning vil tolerere en fremmed magts tilstedeværelse gennem 17 år, og vente indtil år 2019, før fremskridt og fordele bliver synlige, hvis prisen samtidig er en endeløst forlænget krig?

De vinker ikke i Helmand. De drukner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Carsten Jensen er ofte en ulv i fåreklæder. Det kan godt vise sig, at de danske skatteyderpenge er givet godt ud med hans besøg i Afghanistan. Carsten Jensen er jo en forfatter som bliver citeret flittigt i medierne og en ’provokatør’.

Politiken citerer f.eks. CJ, fra Information:
”I Afghanistan er vi ikke andet end bevæbnede tilskuere til en endeløs tragedie”.

I denne artikel bliver det sagt:

”At dette eventyrslot er i slægt med luftspejlingen begynder langsomt at gå op for mig”.

Og således fremdeles, i en beskrivelse der er langt mere end deprimerende. Fortalt af en forfatter, som langsomt kryber ind under huden på én, og smasker sandheden lige i synet på de dristige krigstilhængere i lænestolene, og os andre flakkende der har svært ved at finde ud af hvilket ben vi skal stå på.

Igen en glimrende sortsynet reportage fra Carsten Jensen.

Problemet er, at den artikel kunne laves ligeså pessimistisk og defaitistisk i alle de nuværende og tidligere krigsområder og for den sags skyld udviklingslande, danmark har beskæftiget sig militært eller udviklingsmæssigt med.

Det handler om, øjet der ser.

Inger Sundsvald

Kim Vibe: (efter første artikel i serien)
”Jeg synes nu, at han har begået en ganske udmærket reportage fra Helmand.”

Jeg kan se at du har modereret din ros.

Næ, jeg synes skam, at det er udemærket håndværk af Carsten Jensen. Interessant og medrivende og hans iagttagelser stemmer ganske godt overens med mine egne.

Det er jo derfor, jeg ofte konkluderer, at Taleban ikke kan krammes ihjel. Der skal langt mere hårdhændede metoder til.

Sve. E. Garbus

CJ burde have fremhævet og gjort klart for læseren at situationen i Helmand er værre end mange andre steder i Afghanistan.

Han kunne måske have brugt det i en af sine sammenligninger og flyvende sprog og have draget parallellen: FOB Armadillo, som værende forposten i vores ansvarsområde, er lig Helmand som værende forpost for ISAF's samlede indsats i hele Afghanistan.

Afghanistan er et fantastisk stort kludetæppe, hvori Helmand som etnisk pashtunerland er talibans stronghold.
Vi har i Danmark så politisk valgt at støtte briterne i dette område med flest banditter, hvad enten det er lokale narkobaroner og deres militser eller de hellige foreignfighters, hvilket også har betydet at vi har været udsat for et betydeligt større pres fra fjenden, modsat f.eks. Sverige og Norge som indsatte i de forholdsvis fredelige nordlige egne, har fået et par falne mod vores 22!

Vi kan godt blive enige om at Helmand nok er det korteste strå at sidde med blandt alle ansvarsområderne i A-stan, men nu sidder vi med området og støtter vores gamle samarbejdspartnere fra Storbritanien, og så må vi da spænde ballerne sammen indtil der måske bliver noget rotation landene imellem i ISAF-koalitionen - men lige nu er taleban jo beskæftiget i området og det er det vigtigste, for så må han da om ikke andet have de færre kræfter at bruge på resten af Afghanistan - vel at mærke de mere roligere og velfungerende egne, heriblandt egne som på grund af etnisk asiatiske træk tidligere har fået talibans “pashtu nationalfølelse” at mærke ved etniske udrensninger og bortsprængninger af Buddhastatuer.
Som Søren Gade har sagt: "Vi har hånden i hvepseboet..." Men når Taliban overfalder skolepiger på vej hjem fra skolen og hælder syre i deres øjne, henretter ledere for kvindecentre så kan jeg overhoved ikke følge de folk som siger at vores tilstedeværelse med soldater.

Til sidst vil jeg gerne tro, at de soldater vi har dernede som står for bistandsarbejdet er få, men de har mange penge som derudover når langt på de kanter.
Projekterne bliver desuden heller ikke udført af de danske soldater, de bliver udført af afghanere med ideer, men som mangler penge til at bygge og realisere projektet.