Drømmen, der aldrig vil dø: Giv mig en tropegrøn ø. Længslen brænder især, når frosttåger bølger om ørerne på én. Forståeligt, at danskere - også medlemmerne af Folketingets Kulturudvalg - kan ønske sig til Caribien. Den tropiske øgruppe spænder 3.500 km i en bue fra Floridas Key West til Venezuelas nordøstlige hjørne.
At øerne ligger dér og afsondrer et Caribisk Hav fra Atlanterhavet, skyldes kontinentalpladers drabelige sammenstød. De støder vulkanske stråler op og folder havbundens lag af kalk op over havfladen. Øerne er enten vulkanske og høje eller kalkdannede og lave. Nogle er en blanding.
Sanseoplevelse
Det fælles ved Caribien er skarpe smæld af lys, lyd og lugt. Det tøj, man har med hjemmefra, er blegt og uanseeligt i den havgnistrende sol. Det tøj, man køber i Caribien, spragler hujende, hvis man tager det på i Danmark.
Caribien har lyd på hele døgnet, insekter kværner, vand plasker, vinde hvæser, trommer dunker i natten.
Lugtene er ikke altid liflig blomst. Folk holder ged som græsslåmaskine og gris som affaldskværn. Og i den fugtige hede går alt organisk hurtigt i råd, også vejsidens dræbte dyr. På flertallet af øerne er biltrafikken grotesk.
Caribien bærer også betegnelsen 'Vestindien'. Den forvirring skyldes Christoffer Columbus. Han troede, at de øer, han ramlede ind i på sine fire togter, var den vestlige genvej til Indien, som han ledte efter. Det gik aldrig op for ham, at han havde fundet en bagvej til Den Nye Verden. Misforståelsen er siden udbygget ved navngivning af øgrupperne efter deres kolonimagter: Britisk Vestindien, Fransk Vestindien og - for nostalgikere - Dansk Vestindien. Der har også været et Svensk Vestindien: Øen Sankt Bartholomæus, som svenskerne fik byttehandlet sig til fra Frankrig i 1784 og tilbagesolgte i 1878 - efter at hovedstaden Gustavia var brændt ned.
Fra de fleste øer i Caribien kan man på en klar dag se mindst én naboø i begge retninger. Alligevel orienterer øerne sig ikke efter indbyrdes nærhed, men efter kolonitidens tilhørsforhold til de store sprog: spansk, engelsk eller fransk.
På den store ø Puerto Rico (tre gange Fyns størrelse), som USA erobrede fra Spanien i 1898, er indretningen den, at hvide amerikanere bor i de yderste rækker mod kysten, sorte amerikanere, der betjener de hvide, bor i de næste rækker, og de spansktalende råder over resten af øen, hvor kvinderne arbejder hårdt i mark og hus, mens mændene i værtshuses skygge fordriver dagen med rom og spil på heste og hanekamp.
Britisk afskivning
I 1950'erne stod det den britiske regering klart, at den ikke kunne holde på sit caribiske imperiums indtægtsgivende dele. Koloniministeriet søgte derfor at få hele baduljen skivet af som én stor Vestindisk Føderation, strækkende sig 3.000 km fra Jamaica til Trinidad.
Inden det lykkedes at få søsat føderationen, brød den op i jalousier og egenrådighed. Øerne er endt som ministater - bortset fra lillebitte-øerne Anguilla og Montserrat, hver på størrelse med Samsø. De klamrer sig til en status som kronkolonier. Denne status blev en ekstra udgift for Storbritannien, da Montserrats vulkan Soufriére i 1995 vågnede efter 400 års slummer og overdængede to tredjedele af øen, inklusiv hovedstaden, Plymouth. Den britiske stat har måttet betale genhusning og kompensation til de ulykkelige beboere. Vulkanen buldrer stadig.
Man skal være varsom med at tro på det med udslukte vulkaner i Caribien. I 1902 var det den franske ø Martiniques højeste kegletop, Mont Pelée, der viste sig lyslevende. Den eksploderede og sendte en glødende gassky ned over øens hovedstad, Saint Pierre. Alle byens 30.000 indbyggere omkom - på nær én. Den overlevende var som skyldig i offentlig drukkenskab hensat i kasematten under rådhuset, der viste sig at være eneste sikre tilholdssted.
Rent paradis er Caribien ikke. Kontinentalpladernes fortsatte sammenstød får vulkanerne til at spy og jorden til at skælve. Tsunamier følger efter, for slet ikke at tale om jordskred. Og så er der orkanerne og brandene i tørketiden.
Medtagen civilisation
Alle disse ulykker - og klimaets råhed, glødende sol og sjaskende regn - flår i civilisationen. De selvstændige øer, der tit døjer med politisk misregimente - er medtagne. De har ringe midler til genopbygning. Haiti er rabundus. Jamaica er sunket i narko og kriminalitet. Den Dominikanske Republik har det ikke for godt. På amerikanske øer - Puerto Rico og det tidligere Dansk Vestindien - bidrager Washington klækkeligt med tilskud, men øerne døjer med USA's egne racespændinger, ghettodannelser og skævhed i velstand.
De småøer, der nominelt er under hollandsk overhøjhed, er stærkt amerikaniserede, for hollandsk sprog og kultur har ikke styrke til at sætte sig igennem.
Vil man besøge en engelsktalende og eksotisk, men dog civiliseret ø, er sympatiske bud bitte-kronkolonien Anguilla og det uafhængige Dominica (halvanden gange Bornholm og ikke at forveksle med Den Dominikanske Republik) Men adgangen er ikke let. De to øer har ingen international lufthavn, så den skal man finde andetsteds og derfra videre via båd eller lille fly.
Fransk - med rige onkler
En særlig stilling indtager de fransktalende øer - bortset fra stakkels Haiti. De andre - Guadeloupe og Martinique, henholdsvis tre gange og to gange Bornholm - har den fordel i Caribien, at de har rige onkler, nemlig Frankrig og EU, der hjælper med daglig drift og genrejsning efter ulykker.
Frankrig indlemmede i 1946 Guadeloupe og Martinique som oversøiske departementer (på dansk: regioner). Det har efterfølgende folkeafstemninger ikke vist lokalt ønske om ændring i.
På eurosedlernes kort over EU kan de ses som krimskrams nede i venstre hjørne, for de er fuldgyldige medlemmer af Den Europæiske Union. Tilsammen bidrager Frankrig og EU med 90 procent af øernes økonomi, og det giver dem en levestandard tæt på den franske. Øerne er fredsommelige, sociale skel er ikke påfaldende, heller ikke mellem racerne. En pænt udstyret hytte kan lejes for 3.500 kroner om ugen, en menu med kreolsk mad og fransk vin koster omkring 200 kroner pr. gane.
Hvis tropeøen oven i købet har fransk kultur og kogekunst, er det ulejligheden værd at gøre drømmen om den til oplevet virkelighed.
