Kommentar
Læsetid: 4 min.

Dagbog fra venneklubben

Fluen på væggen. Bør en flue på væggen mæske sig i venner? At Christoffer Guldbrandsen selv indrømmer, at han er venner med hovedrolle-indehaverne i 'Dagbog fra midten', ændrer ikke på, at det underminerer den påståede objektivitet, når en dokumentarist personligt er fedtet ind i persongalleriet
Venner. Kan Christoffer Guldbrandsen (t.h.) være en neutral flue på væggen i sin skildring af vennen Naser Khaders politiske storhed og fald?

Venner. Kan Christoffer Guldbrandsen (t.h.) være en neutral flue på væggen i sin skildring af vennen Naser Khaders politiske storhed og fald?

Niels Meilvang

Moderne Tider
20. februar 2009

Jeg har fået en idé, som jeg vil sælge til DR og Filminstituttet. Jeg er nemlig, gennem årene, blevet så gode venner med Obama, at han har bedt mig lave en helt igennem objektiv dokumentar om hans præsidentperiode. Det gør jeg selvfølgelig gerne. Og tro mig, den er helt upartisk, selv om jeg personligt kender halvdelen af de medvirkende. Sådan er det bare at være en lille flue på væggen. Man er helt upåvirkelig-

Man kan sige, at jeg bare kan 'lave en Guldbrandsen'. I Dagbog fra midten indrømmer han jo blankt, at han er venner med politiker Naser Khader og dennes rådgiver Rasmus Jønsson, og dermed frikender dokumentaristen naturligvis sig selv fra at blive beskyldt for kammerateri. NOT!

Jo, på Dagbladet Politiken, hvor man så ofte er så forhippet på at være først med trenden, at man lader en anmelder mene, at Christoffer Guldbrandsen 'endegyldigt er trådt i karakter som tv-alderens politiske krønikeskriver'.

Jeg er slet ikke uenig i, at Guldbrandsen som dokumentarist er fantastisk god til at sætte sig på lige præcis den væg, hvor der bliver skrevet et stykke væsentlig danmarks-historie. Nyt og nærgående var det, da han fulgte både Anders Fogh og Mogens Lykketoft rundt i korridorerne, men jeg spørger bare, om vi ikke godt må forlange af vore politiske historiefortællere, at de er så objektive som man kan blive? Og i modsat fald, at de bare kalder deres film subjektive.

Fordi det er så svært for os på gadeplan at gennemskue, hvad der objektivt foregår, når ham, der skal udstille magteliten, selv er en del af den.

Sagen er nemlig, at Christoffer Guldbrandsen i flere år har været en del af Naser Khaders vennekreds og derfor sagde ja til at føre filmisk dagbog over Ny Alliances start, storhed og fald.

10 gange værre

Hvis jeg havde et kamerahold, var jeg også fulgt med. Man skal jo kun have set Naser Khader én gang på tv for at vide, at han nok skal glide, hvis der er en bananskræl i miles omkreds. Og manden er altså ikke klogere end, at han selv har fået Guldbrandsen til at filme ham som - i bedste fald - en sympatisk fumlegænger (Guldbrandsens fremstilling); i værste fald - en talentløs vindbøjtel uden anden vision end magt for magtens skyld (min oplevelse).

Guldbrandsen mener ikke, at han giver sin ven Naser nogen form for medløb, fordi filmen rummer masser af tåkrummende Khader-moments. Men helt ærligt. Der er så rigeligt med velkendte Alliance-pinagtigheder at godte sig i, at - venskab eller ej - så kunne Guldbrandsen overordnet intet gøre for en ven, der i den grad saver i sin egen gren.

Og dog. For som instruktørens anden personlige ven, kommunikationsrådgiveren Rasmus Jønsson (i filmen fremstillet som partiets eneste fornuftsvæsen) har sagt til Politiken:

"Der er nogle sjove episoder med, men efter min mening var der materiale til, at det kunne være blevet 10 gange værre."

Ti gange værre? Jeg gad godt at gennemgå de 200 timers råbånd uden at Khaders og Jønssons ven, Christoffer, havde redigeringsretten. Bare for at være sikker på, at venskaber ikke betyder noget, når journalister skriver vor politiske historie.

Hvad med Malou Aamund?

Jeg gætterfor eksempel på at, Naser Khaders kvindelige spindoktor, Ulla Østergaard, er fremstillet 10 gange værre end, hun er. For så åbenlys stramtandet og arrogant en rådgiver vil ingen da have siddende i inderkredsen. I hvert fald ikke, hvis man først havde set hende blive klippet sammen i en Guldbrandsen-film. Så mon ikke, vi kan gå ud fra, at instruktøren på forhånd ikke var venner med denne Ilse-agtige hunulv, siden at det netop er hende, som fremstår som skurk nr. 1?

Mellem venner og et par fjender, manglede der dog især én - Malou Aamund. Hun blev ellers valgt ind i Folketinget (til fordel for så mange andre NA-kendisser), men trak senere hele partiets parlamentariske grundlag væk med et pludseligt hop til Venstre.

I sandhed en politisk skarnstreg over for de personlige vælgere, der satsede på et midterparti, men bliver skandalen nævnt med et eneste ord i Dagbog fra midten? Niks! Den dag var fluen åbenbart på lokum. Det får mig til at tænke på det med vennerne.

De fleste ved, at Malou Aamund er gift med den kendte studievært Mikael Bertelsen. En yderst populær mand i Danmarks Radio. Er Guldbrandsen mon venner med ham? Og hende?

Hvorfor slap Malou helt ud af spotlightet, selv om hun tog partiets sidste rest af magt med sig, mens Røde Kors-generalen Jørgen Poulsen (da han afviger fra partiets linje) bliver fremstillet som en døv galning fra kolbøttefabrikken? Er Poulsen mon venner med Guldbrandsen? Næppe.

Venner med venner

Jeg aner ærligt talt ikke helt præcis, hvem der holder hvem i hånden i Guldbrandsens omgangskreds, og det er netop problemet. Hvad skal man tro?

Det er dog en kendt sag, at instruktøren er venner med både statsministerens spindoktor Michael Ulveman, Se & Hørs eks-redaktør Henrik Qvortrup og Ekstra Bladets eks-bagsideskribent Michael Jeppesen, der alle er personligt indblandet i et par af filmens mest spegede sager.

Fluen på væggen kan altså vide meget mere om, hvad der er op og ned i de politiske lokumsaftaler og sort arbejde-skandaler, end det fremgår af filmen. Eller sagt på en anden måde. At dokumentaristen hænger ud med halvdelen af persongalleriet, når kameraet er slukket, styrker ikke ligefrem troværdigheden af de mere hemmelige sider i Dagbog fra midten.

Jeg tror, at hvis man også privat vil være venner med samfundets politiske magtmennesker, så kan man nok ikke længere være den flue på væggen, der tegner samfundets politiske magtmennesker.

Objektivt set.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tankevækkende.

Ja, hvor var Malou Aamund?

Og motivet til ovennævnte artikel skal man nok heller ikke langt væk for at finde, Nyhedsavisen kørte en grov hetz mod Guldbrandsen, her sad Fredensborg og Simon Andersen og følte sig som sidste dages hellige der var de eneste der kunne se skriften på væggen, og nu kan vi se de sidste krampetrækninger...
Godt er bedre end dårligt, dårligt er bedre end godt, hvornår kommer Fredensborg sig over de pubertære banaliteter? Var det også Simon Andersen der hviskede historien om at for meget handler om Stein Bagger i hans øre?
Heldigvis er der en naturlig død i vente for typer som Fredensborg og det er kedsomheden der kommer og tager dem halvvejs i teksten... Gab.