Nyhed
Læsetid: 5 min.

Drømmen om Europa

Inter-forwarden Zlatan Ibrahimovic har udtalt, at engelsk fodbold er den hurtigste, den spanske er den mest elegante, mens den italienske til gengæld er den hårdeste. Det har han givetvis ret i. Men han glemmer Liverpool. De er nærmest uden for kategori. De er nemlig europæere
UEFA. En varmblodig analyse af Real-Liverpool kunne lyde sådan her: Liverpool ville ikke, og Real kunne ikke. Og derfor blev matchen en mærkelig affære. Men man kan også bare sige: Liverpool vandt.

UEFA. En varmblodig analyse af Real-Liverpool kunne lyde sådan her: Liverpool ville ikke, og Real kunne ikke. Og derfor blev matchen en mærkelig affære. Men man kan også bare sige: Liverpool vandt.

Paul Ellis

Moderne Tider
28. februar 2009

De sang euforisk med på Liverpool FC's Euro Cup-hymne, hvis tredje vers hylder erindringen om Alan Kennedys scoring i det 81. minut. Det er 28 år siden, og fans fra onlinegenerationen var ikke engang født. Jeg kan selv huske kampen på Parc des Princes fra tv - en tysk kanal oven i købet. Scenen var Paris, og anledningen var finalen 1981 i Mesterholdenes Turnering, hvor gutterne fra Merseyside besejrede Real Madrid 1-0. "Real Madrid sent packin', in the city of romance", kvidrer de på melodien Ten Green Bottles.

Onsdag aften på Estadio Santiago Bernabéu handlede det om historiens genkomst, drømmen om den i hvert fald, og enden på ottendedelsfinalens første ben i årets Champions League blev et facit, der er lige så banalt, som det er smukt. Hvis man altså er Liverpool-fan. Dominansen svigter i Premier League, mens hold som Chelsea og Manchester United har overhalet kosmopolitiske Liverpool indenom, men Rafael Benitez, hvis usikre trænerfremtid truede med at overskygge selve begivenheden, formår så sandelig at præstere ude i Europa. "Liverpool FC - European Royalty", stod der på et banner midt på Real Madrids arena, som vanen tro var sovset ind i børnevenlig, blå og gylden Champions League-symbolik.

Liverpool har sgu altid være global

Der er noget næsten rørende paradoksalt over referencen til Europa. Mens UEFA's über-brandede Queen-signatur og tryghedsskabende dramaturgi er en opgejlet cementering af global rækkevidde - de holder med United i Usbekistan og med Lazio på Langeland - fortæller banneret sin egen historie: Vi har sgu' altid været globale i Liverpool. Og med cifrene 0-1 på en sen træffer af Yossi Benayoun har det britiske mandskab et fænomenalt udgangspunkt for returopgøret om to uger på uindtagelige Anfield Road.

Fodbold er, som al anden konkurrencesport, en kamp om et ulige udfald på lige præmisser. Her råder tilfældet og magiske momenter, som tipper skæbnen fra det rene jubelorgie til patetisk landesorg. Det er bortforklaringens latente dovenskab. Hvis nu bare Raúl havde scoret på den dér chance i det fjerde minut på en genial stikning fra Arjen Robben, så var vi løbet fra Bernabéu med endnu en sejr i posen! Værsgo, læg lige dén og Barcelonas aktuelle minikrise oveni de ni øvrige triumfer på stribe i Primera Division - senest en knusende 6-1-sejr over Real Betis - og logikken er umiskendelig. Vi vinder på Anfield Road tirsdag den 10. marts. Hvis man altså er fan af Real Madrid.

Gumpetungt og humørforladt

Kynikerne skifter slagsange og romantiske reminiscenser fra Paris ud med taktiktavler. Her er ingen efterrationaliseringer og irriterende vindere eller flæbende tabere. Her er ikke højprofilerede underplots, som de engelske og spanske aviser har excelleret i uge efter uge, hvor eks-Atletico'en Fernando Torres var udset til at dyste mod homegrown Raúl González eller vrængen af Liverpools statuariske midtbane, der jo for fanden er guddommelig, fordi den er ren spansk. Tænk bare på Xabi Alonso. Der er blot en klokkeklar konstatering: Rafael Benitez stillede sine krigere bedre på banen end sin modstander, Juande Ramos. End of story. Sådan vinder kynismen, og sådan sejrer logikken, og langsomt, men usvigeligt sikkert, sugede Benitez al luft, al kraft og alle ideer ud af et gumpetungt, slapt og humørforladt Real-mandskab. Javier Mascherano og Alonso pakkede Raúl ind, blokerede for Madrid-midtbanens pasningsmuligheder, og dér, hvor det bare mindede en smule om olé-fodbold, var når Pepe, Ramos og Heinze i den bageste kæde trillede kuglen sikkert mellem hinanden. Imens lå Liverpool på lur. Ikke efter kontraer (det har vi United til), ikke efter spilstyring (det ordner Chelsea). Nej, efter idiotiske frispark og dødbolde, som der kunne kapitaliseres på. Dumrianen hed Gabriel Heinze, Reals iltre venstreback, der i en ellers ufarlig situation ni minutter før tid rev Dirk Kuyt omkuld, og sekundet efter headede Gerrard-substitutten Benayoun Fabio Aurelios krøllede frispark ind bag en sagesløs Iker Casillas.

Forsvundet var al hybris

Dommen fra den feterede spanske fodboldkommentator, Santiago Segurola, var nådesløs: "Liverpool var i kontrol, Madrid gjorde ingenting".

Der var alenlangt til den hybris, som den midlertidige præsident, Vicente Boluda, havde begået tidligere på måneden:

"Vi vinder 3-0 på Bernabéu, og på Anfield Road sejrer vi med 1-2."

Madridismo'en bløder, men helt ærligt, med dét statement (og med efternavnet 'Boluda', som refererer til en vis legemsdel) er der stof til et nyt refræn:

"Get a grip, dickhead."

Inter-forwarden Zlatan Ibrahimovic har udtalt, at engelsk fodbold er den hurtigste, den spanske er den mest elegante, mens den italienske til gengæld er den hårdeste. Det har han givetvis ret i. Men han glemmer Liverpool. De er nærmest uden for kategori. De er nemlig europæere. En varmblodig analyse af Real-Liverpool kunne lyde sådan her: Liverpool ville ikke, og Real kunne ikke. Og derfor blev matchen en mærkelig affære. Men man kan også bare sige: Liverpool vandt. Det gjorde landsmændene fra United ikke, da de sloges med Internazionale aftenen før - det blev 0-0 - og den knastørre kynisme, som giver vigtige udebanemål i UEFA's 180 minutter lange vind-eller-forsvind-model, burde de rød-hvide Manchester-folk imitere fra Liverpool. Alligevel er de to hold fælles om et fænomen, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på spaniere og italienere, der brændende ønsker mirakler på Old Trafford og Anfield: De har et ekstra gear.

Win the crowd ...

Måske har Benitez set Ridley Scotts Gladiator, og den handler jo også om 'Spanieren'. "Hold the line," råber General Maximus i starten af filmen, mens de harniskklædte krigere bruser på hesteryg gennem skoven for at møde fjenden. "Win the crowd," hvisker Senatets snu hund senere i filmen til Maximus, der i mellemtiden er decimeret til slave og spanier. Det gjorde han så, Rafa. Kæderne var stramme som taktikken på notesblokken, mens de tilrejsende englændere, der havde skiftet 'The Cop' ud med Fondo Norte, gjaldede "You'll never walk alone" ud i den madrilenske aftenhimmel. Og hvad gjorde de allermest fanatiske Real-supportere på sydsiden af det gigantiske stadion? De begyndte at slås. Med hinanden.

Liverpool-fans drømmer om et sjette vers i Euro Cup-hymnen. Pokalen med de store ører har de allerede fået lov at beholde:

"Fifth European Cup, was won in Istanbul. Three-nil, three-all, what a miracle. Now it's here forever, to stay in Liverpool. Oh, the Fifth European Cup, we won in Istanbul!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her