Læsetid: 6 min.

'Det eneste, der hænger og dingler her, er diskokugler'

Mens mediebilledet domineres af historier og billeder af arabiske homoseksuelle, der hænger og dingler i galger eller lever et undertrykt liv, så summer en række af Mellemøstens metropoler af et rigt homonatteliv
På strandbar i Tel Aviv, på dansegulv i Amman eller med taxa rundt i Istanbul. Der er masser af muligheder for at feste med de lokale i Mellemøsten, også hvis man har præference for folk af eget køn. Ikke alle storbyerne har et organiseret homonatteliv med barer eller klubber som omdrejningspunkt, men tilfældige taxiture eller cafebesøg kan nemt føre til spændende kontakter.

På strandbar i Tel Aviv, på dansegulv i Amman eller med taxa rundt i Istanbul. Der er masser af muligheder for at feste med de lokale i Mellemøsten, også hvis man har præference for folk af eget køn. Ikke alle storbyerne har et organiseret homonatteliv med barer eller klubber som omdrejningspunkt, men tilfældige taxiture eller cafebesøg kan nemt føre til spændende kontakter.

Nicolàs Lope de Barrios

20. februar 2009

"Du skal tænke dig rigtigt godt om".

Sådan lyder rådet fra en af mine venner fra Jordan, da jeg fortæller, at jeg arbejder på en guide til Mellemøstens homonatteliv.

"Enten ender du med at fremstille det, som om det er den helt store overraskelse, at der overhovedet findes et natteliv her. Folk tror jo, alle homoer bliver hængt, men det eneste, der hænger og dingler her, er diskokugler. Eller også kommer du til at eksotisere det hele. Og så kommer alle mulige turister og velmenende studerende rendende for at få tilfredsstillet deres araber-kink."

Og han har ret, for det er svært at skrive om Mellemøsten og homoseksualitet uden at ryge ind i en blindgyde. Klicheer og orientalistiske forestillinger står i kø, når man bladrer gennem artikler og rejseguides. I en uendelig strøm af 1001 nats-retorik og popantropologisk fascination.

"Alt er som på Sultanens tid. Hvis du er heldig, kan en aften i det tyrkiske bad blive en oplevelse som i Aladdins eventyr. Arabiske mænd er bare mere eksotiske," som der står på en amerikansk bøsse-rejse-hjemmeside.

Jeg vover dog pelsen. Her er et par nedslag og erfaringer fra nattelivet i Mellemøsten.

Amman

"Han er Jordans største luder."

Vi sidder seks mennesker på skødet af hinanden i taxaen, der drøner gennem Ammans gader. Bemærkningen er møntet på Mustafa, der ifølge bagsædets passagerer er for løsagtig, en tøjte. Det er aftenens seneste i en lang række af rituelle tilsvininger. Tidligere har fyrene på skift kritiseret hinandens hår, make up eller evner ud i mavedans under den ugentlige torsdags-opvarmingsdruk i en forstadslejlighed. Nu er vi så på vej til RGB, Ammans første egentlige homodiskotek, der efterhånden har tre år på bagen.

Så snart man træder indenfor, mødes man af et inferno af fyre, der danser mavedans, dykes i oversized tøj med caps trukket helt ned til øjnene og øl og shots, der ryger over bardisken. Alt sammen til tonerne - eller larmen - af egyptisk og libanesisk popmusik, som pumper stedet og gæsterne derudad. Alt er tilladt - undtagen kys og synlige kærtegn. Myndighederne blander sig ikke, så længe de direkte beviser for homoseksuel aktivitet ikke er synlige. Derfor er toiletterne omdannet til interimistisk kysse- og sexområde. Mange kys, telefonnumre og kropsvæsker udveksles her.

Dagen efter mødes en stor del af nattens gæster igen for at pleje tømmermænd og udveksle sladder på cafeen Books@cafe, der er et kendt mødested for homoseksuelle. MTV brager løs i baggrunden, mens en stylist fra et jordansk modeblad fortæller om sine udskejelser, sidst han var i Los Angeles. Fra cafeens tagterrasse kan man se ned til Ammans centrum.

"Dernede blandt de fattige og ordinære kommer vi aldrig. Det er der, hvor mænd bare knepper med hinanden for et godt ord," forklarer den studerende Khalid.

Ligesom resten af slænget tilhører hans familie Jordans nye øvre middelklasse. Andre har slet ikke råd til at betale øllene på Books eller RGB.

Istanbul

Det er juleaften, og det er pissekoldt i Istanbul. I en smalgade ved Tünel ikke så langt fra den pulserende Isiklal Cadessi-gågade møder jeg og en kammerat to fyre. De inviterer os ud og spise, og vi er ret sikre på, at de forsøger at chatte os op. Bagefter går turen sammen med dem på en tour-de-force gennem de små gader og smøger ved Taksimpladsen fra den ene lille homoklub til den anden. Mellem 10-20 klubber, mange af dem kun på ganske få kvadratmeter, udgør grundstammen i Istanbuls gå-i-byen-homomiljø.

Her er trækkerdrengesteder, forsøg udi hyggelige homocafeer, små danseklubber med høj tyrkisk dancemusik og ikke mindst alt det midt imellem. Klubben Tek Yön samler det meste af det hele på et sted. Stedets navn betyder 'ensrettet' - men det er der ellers ikke meget, der er her.

Turen ender på Barbachei i Beyoglu-kvarteret. Det er byens smarte homoklub med nyeste musik fra (resten af) Europa og USA; godt gemt af vejen i en stor stuelejlighed i en helt almindelig opgang og med en restaurant på femte sal med udsigt over Bosporusstrædet. Som natten skrider frem, viser det sig, at de to unge herrer i virkeligheden er brødre, hjemmeboende, heteroseksuelle og ikke så interesseret i andet end selskab og et par drinks. Dårligt engelsk kan føre til meget - eller lidt.

Resten af turen bruger min kammerat på at finde et tyrkisk bad med homoseksuelt klientel. Det viser sig sværere end som så, da de fleste bad-ejere ikke er så interesseret i det mærkat. Han ender i et turisthammam sammen med en nyrig russisk familie og deres mange larmende børn.

Beirut

"Coke, fantasy eller bare lidt hash?"

Fyren ved siden af mig i baren skriger mig ind i ørerne for at overdøve musikken. Vi er på Beirut-klubben, der meget apropos bærer navnet Acid, og hvor alle gæster enten er sat i svingninger af den høje musik, der runger i lokalet, som er sprængt ind i toppen af en klippe, eller af stofferne og alkoholen, der flyder fra klippevæg til klippevæg.

Acid er Mellemøstens ældste store homoklub. Siden 1998 har den tiltrukket besøgende ikke kun fra Libanon, men også fra de tilstødende lande. Denne aften er der da også fyldt med folk fra Syrien, Saudi-Arabien og golfstaterne.

"Jeg kommer en gang hver tredje måned, når jeg har sparet sammen og kan få fri. Og når de altså ikke er ved at slå hinanden ihjel her i Beirut, eller Israel bomber løs," fortæller en mand, som præsenterer sig som politibetjent i Kuwait.

Klubben er dog de seneste år blevet overhalet af smartere nye klubber med navne som Basement, Silicon og Milk. Orienteringen mod en amerikansk homokultur er til at føle på. Og homonattelivet er blevet mere facetteret. Der er Wolf Lounge for læderbøsserne, Bardo, der byder på loungestemning, og i Gemmayzeh-området en masse miksede barer, der både tiltrækker bøsser, lesbiske, heteroseksuelle og alt midt imellem. En decideret lesbisk bar har der været - og rygtet går, at en ny snart åbner dørene.

Tilbage på Acid vælger jeg kun at takke ja til hashen. Det er jeg glad for, da jeg på vej hjem i taxa bliver stoppet de obligatoriske tre-fire gange af soldater og politi ved vejafspærringer i byen, der stadig er præget af stort sikkerhedsopbud på alle fronter.

Tel Aviv

Krøller eller ej med Tommy Seebach strømmer ud af højttalerne, mens halvdelen af gæsterne synger med. Vi er på Evita i det centrale Tel Aviv, det er søndag, og det er den ugentlige Eurovision-aften. Stedet er landets mest populære homobar, og når den ikke lige står på Melodi Grand Prix, kan man hænge ud på fortovet og glo på det forbipasserende, unge og smukke in-crowd. Hvis man altså kan holde varmen ud - "vejret her er ligesom holocaust," som min jødiske veninde udbrød, da vi sad der sidste sommer.

Evita er et oplagt sted at møde folk. En gang mødte jeg en ung mand der, som jeg synes rigtigt godt om, indtil han fortalte, at han var officer i hæren og fandt en særlig glæde i at skyde arabere. Sådan er homolivet i Tel Aviv også.

Langt fra bekymringer om krig og storpolitik finder man publikummet på Boyling, en übertrendy strandbar ved et af lukshotellerne langs Tel Avivs by-strand. Her serverer bartenderne cosmopolitans i bar overkrop til rytmen af loungemusik.

For dem, der ikke gider barlivet, kan man gå to kilometer længere ud af stranden til Independence Park bag Hilton. Her er der mulighed for at støve en (sex)date op dag og nat i eller omkring buskadserne. Alternativt kan man spise vegansk mad på restaurant Joz vey Loz, mens man studerer den seneste flyer fra en af de venstreorienterede queer-grupper, som Tel Aviv også rummer. Et godt sted at møde dem face to face er i den lille, hyggelige bogcafe Salon Mazal.

Ikke alle Mellemøstens metropoler har et organiseret homonatteliv med barer eller klubber som omdrejningspunkt. Men ofte kan tilfældigheder på taxiture eller cafebesøg bringe kontakter til nattelivet tættere. Alternativt er et godt sted at starte med at dyrke kontakterne påforhånd datingsitet gaydar.co.uk, der er meget udbredt i Mellemøsten. Og som min ven fra Jordan plejer at sige: Kun kreativiteten og viljen sætter grænsen for at finde en god fest.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu